Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Skyggekabinettet

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 7, 2010

Comments icon

68 kommentarer

Statsminister Helle Thorning Schmidt (S)

Det er ikke til diskussion.

Finansminister Ole Sohn (SF)

SF er næststørste parti i koalitionen. De bliver ikke til at komme udenom her. Finansministerposten ligger klart mere til Sohn end Søvndal, som mildest talt ikke er noget talgeni. Sohn er arkitekten bag SFs omstilling fra at være et uansvarligt hippieparti, der gerne brugte BNP 2-3 gange i deres finanslovsforslag til nu at fremstå langt mere troværdigt på det økonomiske område.

Økonomiminister Margrethe Vestager (R)

Et passende ministerium til de radikale. Det giver dem også snor i og indlflydelse på den økonomiske politik. Præcis som Jelved under SR-regeringerne, kan Vestager stoppe de mere uansvarlige ting.

Indenrigsminister og vicestatsminister Villy Søvndal (SF)

Søvndal får et område, der ikke er for meget ballade i, men som er tungt nok. Det giver en masse plads til at markere sig i den aktuelle debat, som er hans stærkeste side. Er Søvndal væk fra den daglige debat, så styrtdykker SFs vælgeropbakning øjeblikkeligt.

Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S)

Lykketoft bliver ikke til at komme uden om. Han er en kapacitet på området og vil tilføre regeringen noget af den erfaring, som den tydeligvis vil mangle.

Forsvarsminister Holger K. Nielsen (SF)

Holger K. kender området '“ og får SF denne post, så bliver han svær at komme udenom.

Socialminister Mette Frederiksen (S)

Frederiksen skal naturligvis være minister og dette område ligger naturligt for hende. Det vil være underligt at bruge hende andre steder.

Justitsminister Henrik Sass Larsen (S)

Hvis Sass ikke bliver finansminister, så skal han have noget andet tungt. For ikke at befolkningen skal tro, at de lalleglade hippieholdninger er tilbage, så er Sass selve garanten for at der fortsat skal føres en 'fast og fair' retspolitik præcis som under den borgerlige regering. Der bliver ingen regering uden at S sidder på denne post.

Integrationsminister Morten Bødskov (S)

Denne anden post er ligeså vigtig en søjle for en ny centrum-venstre-regerings levedygtighed som justitsministerposten. Derfor bliver det en anden S-hardliner, der vil sidde på den. Alternativet kunne Karen Hækkerup sætte sig posten.

Miljøminister Steen Gade (SF)

Gade er en indlysende kapacitet på området. Det bliver derfor svært at komme udenom ham.

Beskæftigelsesminister Carsten Hansen (S)

Han er ikke noget lys, men skal sidde et sted, hvor det giver en smule mening.

Sundhedsminister Sophie Hæstorp Andersen (S)

Hun kender området og er ung og synlig kvinde.

Transportminister Magnus Heunicke (S)

Kender området. Er synlig.

Energi og Klimaminister – Annegrethe Holmsgaard (SF)

SF'er, kvinde, erfaren, vidende og synlig.

Bistandsminister '“ Yildiz Akdogan (S)

Kvinde, ung, 'etnisk', synlig og talentfuld. Det vil være historisk. Så Akdogan kan godt bestille tid hos Go aften Danmark, Go morgen Danmark, damebladene og hvad de ellers hedder. Det bliver virkelig en ordentlig tur i mediekarussellen om “den første etniske minister”. Der bliver ikke et øje tørt.

Undervisning og ligestillingsminister Christine Antorini (S)

Kender området '“ kendt og synlig.

Skatteminister '“ Nick Hækkerup (S)

Har stor troværdighed '“ og SKAL være minister. Thornings eneste troværdige rival. Keep your friends close, but your enemies closer!, som man siger!

Videnskabsminister Morten Østergaard (R)

Østergaard skal præmieres for sin indsats og loyalitet for Vestager. Han bør også kunne synliggøre sig på området.

Minister for Fødevarer, landbrug og fiskeri '“ Pia Olsen Dyhr (SF)

Synlig. Kender området. Kvinde. Talentfuld.

Erhvervsminister Karen Hækkerup

Synlig, talentfuld, kvinde

Kulturminister Mogens Jensen (S)

Jensen er p.t. den eneste kulturpolitiker i hele landet. Det er svært at se, hvem man ellers skulle sætte ind på den post.

Kirkeminister: ?

En eller anden radikal nulbon, som ingen nogensinde har hørt om, men som er gode venner med Vestager.

————————————-

De radikale vil ikke kunne få ret mange ministerposter. Det helt afgørende og vigtigste for dem bliver dog, at de får snor i den økonomiske politik.

SF får relativt færre ministerposten end S. Til gengæld bliver de ganske tunge.


Mens vi venter på ministerrokaden

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 4, 2010

Comments icon

50 kommentarer

Der sker ikke så meget i dansk politik i øjeblikket. Derfor handler det meste om spekulationerne omkring Lars Løkke Rasmussens forstående regeringsrokade, som de fleste regner med kommer i løbet af årets første 3-4 måneder. Der er næppe ingen '“ formentlig ikke engang statsministeren selv '“ der i dette øjeblik reelt aner, hvornår rokaden kommer.

Alligevel vil det være en god idé, at få rokaden overstået hurtigst muligt, sådan at regeringen kan få tilført noget tiltrængt ny energi.

I går åbnede Politiken (igen) ballet, hvor der blev diskuteret op og ned ad stolpe om, hvilke ministre, der er på vej ud.

Det er Carina Christensen, Helge Sander, Eva Kjer Hansen og Ulla Tørnæs, der ifølge avisen står på vippen. Tjah. Jeg er i hvert fald enig i vurderingen af, at Christensen og Sander ikke bliver genudnævnt.

En anden særdeles interessant diskussion er, hvad der skal ske med regeringens to gamle hanelefanter Bertel Haarder og Per Stig Møller. Problemet er, at de begge er sidst i tresserne men umådeligt kompetente og egentlig også ganske populære i befolkningen. Møller er p.t. regeringens næstmest populære minister '“ kun overgået af Søren Gade. Hvad skal man stille op med dem? Ifølge Politiken så kunne K gøre Møller til ny kulturminister. Selvom at Møller – i kraft af sit forfatterskab – selv er en kulturpersonlighed, så vil det næppe behage udenrigsministeren at flytte sig til fordel for sin partiformand. Venstrefolkene ser i øvrigt gerne, at hun overtager udenrigsministerposten.

Løkke har i den nære fremtid sat folkeskolen på dagsordenen. Det taler jo egentlig for, at lade Haarder blive siddende som undervisningsminister og gennemføre de reformer, der evt. måtte komme. Omvendt så er der ikke megen fornyelse med en Haarder, som også var undervisningsminister, dengang Løkke gik i gymnasiet i Helsinge tilbage i 1983. Havde det været i Storbritannien, så kunne man have “adlet Haarder op i Overhuset”. Desværre er der ingen post ledig som Folketingets Formand, men jeg gætter på, at venstre-veteranen efter næste valg bliver VKOs kandidat til landets fineste embede.

Men hvem skal hentes ind på ministertaburetterne? Politiken og TV2 har ladet Megafon spørge vælgerne. Og de er ikke i tvivl. Det skal først og fremmest Søren Pind og Henriette Kjær. Politiken ved allerede nu, at det ikke kan lade sig gøre. Man støtter sig op af sin egen søndagsanalyse, hvor man har interviewet nogle folk i regeringen. Her lader én sige '“ formentlig Claus Hjort Frederiksen '“ at Pind ikke kan blive minister, fordi han har talt imod Anders Fogh Rasmussens og Hjorts projekt. Det er åbenbart ikke gået op for Politiken, at landet har fået ny regeringschef. Den eneste, der har en interesse i at lade den slags overvejelser indgå ved ministerudnævnelser, er netop kun Claus Hjort. Løkke sidder ikke '“ hvad mange fejlagtigt tror '“ på skødet af finansministeren. Han lytter og lader sig rådgive af ham, men så er den heller ikke længere. Statsministeren er da udmærket klar over, at Claus Hjort på et tidspunkt under bilagssagen loddede stemningen for, om tiden nu var inde til at smide Løkke på porten. Det har Løkke naturligvis ikke glemt, men han har brug for Hjort. I hvert fald lidt endnu. I øvrigt er Løkke heller ingen større beundrer af Fogh herunder hans ledelsesstil, hvad der vist heller ikke er gået op for ret mange journalister på Christiansborg.

I øvrigt har Claus Hjort en interesse i at beskytte sine 'kyllinger', der loyalt bakkede op om 'L'ancien Regime' dvs. Troels Lund Poulsen og Inger Støjberg. Omvendt har Løkke ingen umiddelbar interesse i at samle på Foghs vraggods. Han har én chance for at vinde. Og det er ikke plads til upopulære ministre, som ikke leverer varen, hvis han skal slå Helle Thorning-Schmidt næste gang.

Derfor har både Henriette Kjær og Søren Pind, hvis denne nye måling skal tages for gode varer, fået øget deres chancer for at blive nye ministre ganske betragteligt.

Mht. Kjær så bestemmer hun nærmest selv, om hun vil være minister igen. Det kræver dog, at den nuværende konservative gruppeformand og politiske ordfører forinden kan overbevise sin partiformand om, at hendes mand ikke igen risikerer at dukke op i pressen som medvirkende i kulørte forretningseventyr eller opsigtsvækkende gældsstiftelse etc. Det var jo netop dette sidste, som førte til at Kjær efter valget i 2005 selv trak sig som familie- og forbrugsminister.

I øvrigt rummer “hitlisten” andre “folkefavoritter” så som Ellen Thrane Nørby, Mads Lebech og Malou Aamund om end med noget mindre opbakning i sammenligning med Kjær og Pind.


En statsminister optaget af hjemlige problemer

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 4, 2010

Comments icon

2 kommentarer

Statsminister Lars Løkke Rasmussen forsøgte med sin nytårstale at signalere overfor danskerne, at han er optaget af deres problemer og føre dem sikkert gennem krisen. Det vil i realiteten sige sikre en fortsat høj beskæftigelse og ikke mindst velfærdsniveauet, som vi kender det.

Det var en tale, der var skræddersyet mod midten af dansk politik dvs. det vælgerflertal, der abonnerer på den socialdemokratiske velfærdstatsmodel plus minus 10 procent.

Løkkes helt overordnede bekymring går ud på, hvordan vi bevarer velfærdssamfundet. Det er den (eneste) vision, som langt de fleste vælgere i realiteten er optaget af. Det er faktisk hverken klimaet eller angsten for islamismen, som er nr.1 selvom at SF og DF gerne vil have det til at se sådan ud.

Løkke forsøgte pædagogisk at forklare alle '“ også børn '“ at velfærdssamfundet ikke kommer af sig selv. Det kræver en indsats af alle både indfødte danskere såvel som indvandrere. Ja det kræver at flere generationer påtager sig opgaven. Vi er oppe mod en hård konkurrence fra Kina og Indien osv. og derfor skal vi alle stramme os an og blive dygtigere. Hvad det så præcist kræver af yderligere afsavn, får vi næppe at vide på denne side af valget. Det gør det jo temmelig nemt at beskylde statsministeren for at lurepasse, være visionsløs og uden konkrete initiativer. Men hvis kommentatorer mfl. tænkte sig om, så ville de nok alle blive enige om, at Løkke ikke vinder et folketingsvalg ved at begynde at tale om reformer af dagpengesystemet eller efterlønnen.

Løkke byggede videre på sine 10 visioner om fremtidens Danmark år 2020, hvor blandt andet folkeskolen til den tid skal være i top/verdensklasse. I talen lagde han op til at give netop det område sin opmærksomhed og konkret spillede han ud med et forslag om at alle børn skulle lære at læse, før de skal lære andre ting. Det lyder umiddelbart logisk og fornuftigt i mine ører. Men der skal nok være nogle folkeskolelærere, som er uenige.

Løkkes tale var designet til at samle mere end den skulle sprede nationen '“ som Fogh indimellem havde for vane. Der var således ingen, der skulle lades i stikken. Plads for os alle – plads til alle som vil, for nu at sige citere den gamle arbejdersang. Den måde, hvor på Løkke kan “træde i karakter” overfor vælgerne er ved at distancere sig fra forgængeren Anders Fogh Rasmussens politiske projekt). Det kan ske mest enkelt ved at holde et strikt fokus på en dansk indenrigspolitisk dagsorden ud fra den simple betragtning, at det var et område, som det var ganske svært at få Fogh til at interessere sig for i de sidste 1 ½ år af hans regeringstid. Det har også den fordel, at vælgerne er mere optaget af indenrigspolitik end udenrigspolitik. Løkkes tale var derfor ikke overfyldt med aktivistisk udenrigspolitik i talen '“ og EU blev slet ikke nævnt. Der var opbakning til indsatsen i Afghanistan og så fik Løkke forklaret, hvorfor COP15-mødet i København slet ikke var en fiasko. (Hvad det jo var)

Kritikere savnede naturligvis konkrete udspi fra Løkke. Spørgsmålet er, om ret mange andre end politiske kommentatorer og oppositionen forventer de store revolutioner i en tid, hvor riget i forvejen fattes penge, og hvor usikkerheden for fremtiden for mange fortsat er stor. Måske er Løkke er bedre til at fange, hvad befolkningen efterspørger her og nu end fx en forhenværende politiker Hans Engell? Statsministeren har i hvert fald mere på spil end den forhenværende chefredaktør og justitsminister, der lige nu lever af at give sine tidligere kolleger gode råd om politik. Nogle gange kan man godt få det indtryk, at det faktisk kun er Engell, der ville kunne levere en god nytårstale. Men ak. Verden må nok vente forgæves herpå.

Bottom border