Venstre har forsømt at forny sit kampagneapparat siden valgsejren i 2001. En række kilder tæt på Venstre tvivler på, at partiet vil være i stand til at vinde valget for Lars Løkke Rasmussen.
Læs min analyse, som jeg har skrevet for dagbladet Information.
Altinget.dk bringer i dag også en historie om at Venstres pressetjeneste er ude af form.
Ole Sohn står til at få en magtfuld økonomisk ministerpost, hvis et nyt rødt kabinet kan dannes efter næste folketingsvalg. Det vil i givet fald være første gang i nyere tid, at en så højt rangerende tidligere kommunist '“ endda en formand for DKP '“ bliver minister. (Her ses bort fra Befrielsesregeringen 1945 og der er også et andet fortilfælde – se kommentarerne). For mange borgerlige vil det være uacceptabelt, mens andre '“ formentlig et stort flertal '“ vil ikke se et problem i det. Hverken juridiske eller politiske. Sohn er flere gange af vælgerne blevet valgt til Folketinget. DKP var et lovligt politisk parti, og Sohn har delvist so(h)net sin fortid både som forfatter og udgiver af bøger om Josef Stalins store udrensninger i 1930'erne og blandt andet om den kranke skæbne, der overgik det tidl. folketingsmedlem for DKP Arne Munch-Petersen (1904-1940), der endte sine dage i et sovjetisk fængsel. Sohn er altså ingen benægter af grusomhederne i Sovjetunionen, men i lang tid '“ næsten 20 år '“ var han samtidig forsvarer af det politiske system, der havde udført dem. Sohn, der er født i 1954, var altså en voksen mand, da han stadigvæk i 1980'erne anbefalede denne samfundsmodel til de danske vælgere.
Sohn har længe undveget at tale om sin DKP-fortid, men er nu ved at lukke op for posen ved at stille op til interviews, hvor han kan forklarer sig. For et par måneder siden var SFs gruppeformand gæst hos Niels Krause-Kjær i dennes udmærkede radioprogram, og han har også i efteråret (12.09.09) været under kærlig behandling i Clement Kjersgaards fredags program på DR1. Det var måske i bygen af Kjersgaards herligt uforskammede spørgsmål, at Sohn indså, at han ikke kan trylle sin fortid væk, men må forholde sig til den i offentligheden.
Sohn forsvarer sig grundlæggende med, at han blev kommunist på grund af modstanden mod Vietnam-krigen. Det var ikke på grund af en hang til at indføre proletariatets diktatur eller begejstring for DDR og Sovjetunionen. Og i 'Krause på Tværs' får Sohn det til at lyde som om, at det nærmest kun var fordi, at der ikke var noget VS eller SF i hjembyen, at han sammen med nogle kammerater dannede en lokalafdeling af DKU i Horsens.
Krause får i radioprogrammet stillet den tidligere DKP-formand alle de hårde spørgsmål på en ret elegant måde, men Sohn glider stille af, når der lægges op til, at han skal beklage sin fortid eller ligefrem undskylde den. Det nægter han. Han gik med i DKP på grund af Vietnam. Punktum. Sohn fremhæver selv at han blev formand for 'Centralkomitéen for Danmarks Kommunistiske Parti', som det hed, i lyset af Mikhail Gorbatjovs reformkurs. Sohn og 'Gorba' var altså på fælles linje, hvilket man også kunne se af, at de begge havde en opposition af reformmodstandere i form af gamle hardlinere, hvor mange af dem i dag i øvrigt overvintrer i sektpartiet KPiD. Da DKP var slidt ned af magtkampe og manglende vælgeropbakning gik resterne herunder Sohn med i Enhedslisten. Men allerede i 1992 meldte han sig ind i SF. Det var også i starten af 90'erne, at han genopfandt sig selv som amatørhistoriker med speciale i danske kommunister, der omkom i Sovjetunionens fængsler efter at de paradoksalt nok havde brugt deres liv på at hjælpe med at opbygge deres verdslige paradis.
Sohn har som SF-politiker et blødt image. Bærer fuldskæg og briller og talesætter en uideologisk jordbunden socialisme med blød, lun jysk stemme. Der mangler bare hjemmestrikket sweater, sandaler og hønsestrik, så fuldender han billedet af den bløde mand. Det er dog næppe hele historien. Sohn var lokal fagforeningsboss i Horsens, og som gruppeformand er han også god til at skære igennem i diskussionerne. Det er formentlig især hans skyld, at SF ikke for længst er brækket over, efter at Søvndal har lagt kursen om mod midten, magten og ministerbilerne.
Bliver det et problem for SF, at vælgerne formentlig igen bliver præsenteret for de mere end 20 år gamle TV-billeder af Ole Sohn fra DDRs 40-årsjubilæum i Østberlin, hvor han er i selskab med Gorbatjov, Erich Honecker, Nicolae Ceausescu og alle de andre kommunistiske diktatorer? Sohn frygter formentlig – og med god grund – at de borgerlige kan udnytte det til at nogle få, men ret afgørende midtervælgere, derfor vælger den røde blok fra.
Hvad gør man så for at imødegå 'skræmmekampagnen'? Et gæt er, at SFs kommunikationsfolk, som de har for vane, søger inspiration i Venstres valgkampagne i 2001. Forud for valget frygtede Venstre, at Anders Fogh Rasmussens ideologiske kampskrift fra 1993 'Fra Socialstat til Minimalstat' ville blive udnyttet som skræmmebillede af socialdemokraterne. Det kom i øvrigt til at holde stik. Hvad gjorde Foghs spindoktor Michael Kristiansen? Han lagde en klog strategi, der skulle mætte mediernes interesse for bogen. Konkret blev den lagt ud på Internettet og så blev aviserne inviteret til interviews med Fogh, hvor han fik talt ud om '“ og fik lagt afstand '“ til bogen. Da valget kom var socialdemokraterne så frustrerede over mediernes manglende interesse for Foghs kampskrift, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen kastede sig ud i en desperat aktion, hvor han i en haldebat med Fogh og fra talerstolen rev siderne ud af bogen. Måske det billede, der står tilbage af 2001-valgkampen både om 20 og 30 år.
At Ole Sohn nu så småt er gået i gang med at turnere rundt i medierne '“ også for at tale om sin DKP-fortid '“ tyder måske på, at SF er i gang med en lignende aktion. Mediernes sult efter at beskrive Sohns kommunistiske fortid skal derfor mættes i god tid inden valget. Så næste skridt bliver sikkert store interviews i søndagsaviserne flere gæsteoptrædener i talkshows osv. Når de borgerlige spindoktorer under den næste valgkamp så kommer rendende med de gamle Sohn-historier, da vil journalisterne blot slå ud med armene og afvise dem som uaktuel fortid, og som et emne de for længst har vendt og beskrevet. Der er ikke mere at komme efter, så at sige.
Så måske har Michael Kristiansens rettidige omhu, hvad angår håndteringen af Foghs kontroversielle bog, ligefrem dannet skole for SF og Ole Sohn. Jeg tror det.
Så er det i aften, at statsminister Lars Løkke Rasmussen skal spise til højbords med det nydannede 'kommentator-netværket', der består af en perlerække af de 'mest benyttede' kommentatorer på de etablerede medier '“ og så dem, der ellers har fedtet sig med ind.
Min ringhed er ikke blevet spurgt om at deltage og her deler jeg skæbne med en hel del andre folk fra mindre medier, som heller ikke har fået æren. Vi er naturligvis alle voldsomt indebrændte over ikke at være blevet inviteret. Sådan er det nu engang. Kommentatorer er store ego'er, så vores forfængelighed lider kraftigt herunder og må sikkert plejes med store mængder fredagsrødvin.
Så nu er der håb om, at det bliver “en rigtig kedelig aften”, hvor statsministeren siger absolut ingenting af betydning til netværket. (Det hedder det i øvrigt ikke, hvis man spørger folkene fra DR, der deltager. De skal bare til middag med statsministeren)
Men spøg til side. Hvad vil Løkke egentlig sige? Formentlig vil han indledningsvis kræve et 'referatforbud' af deltagerne. Og så vil han formentlig kunne sige lidt om, hvad han har initiativer i skuffen her i foråret mht. vækstforum. Konkrete forslag tør han ikke spille på banen. Det vil sive til journalist-kolleger. Han vil heller ikke kunne diskutere en regerings sammensætning, personspørgsmål eller tidspunktet for en rokade. Måske vil han kunne diskutere mulighederne for at vinde det næste valg og oppositionens styrker og svagheder. Der kunne også være muligheder for at tage lidt dybtgående diskussioner om behovet for reformer, hvordan man kommer ud over krisen '“ men naturligvis uden at Løkke kan tillade sig at afsløre konkrete tiltag. Så selvom at det altid er en ære at sidde til højbords med landets statsminister '“ som også kan være en spøgefugl, når han føler sig godt tilpas – så skal man næppe skrue forventningerne helt op.
I øvrigt er det lidt morsomt at se, hvordan Thomas Larsen og Michael Kristiansen fører krig mod hinanden sidstnævnte pr. stedfortræder. Berlingskes kommentator er også blevet inviteret med i netværket. Han er immervæk kommentator på et af landets tre store morgenaviser og stadig brugt. Især på Lorry, hvor man længe har haft et samarbejde med avisen. Larsen har dog lavstatus i miljøet, og læserne af denne blog ved så udmærket hvorfor. Derfor græder deltagerne tørre tårer over, at han har sagt nej tak. Det morsomme er dog, at Larsens begrundelse for at afslå invitationen. Til Lorry og andre medier angiver han den grund, at der også skal 'lobbyister' og 'spindoktorer' med til middagen. Det giver 'alt for mange dagsordener' og det gør ham 'rundtosset', lyder hans påstand. Det er selvfølgelig noget være ævl. Det Larsen sigter til, er at hans gamle “ven” Michael Kristiansen og hans makker Peter Goll har en Public Affairs-forretning kørende ved siden af deres kommentatorvirksomhed. Ved at sige nej til middagen får han en anledning til at sparke Kristiansen over skinnebenet. I TV2 Lorrys studie forleden stillede Politikens lederskribent Lars Trier Mogensen op i en fight med Larsen. Det blev ret underholdende. Larsen angreb netværket for før omtalte 'lobbyister' og såede tvivl om arrangementets lødighed ved at tale om at det måske var en lejlighed, hvor man 'gnubbede skuldre med statsministeren'. Triers modsvar var, at der var tale om en “mærkelig kritik” fra Thomas Larsens side. For som Trier anførte, så har modellen tidligere været den, at kommentatorer enkeltvis har været kaldt 'i audiens' til kaffe med statsministeren. Hvorimod med det nye initiativ foregår mødet med regeringschefen mere åbent, uformelt og i en større gruppe. Hvis man omvendt havde forsat i lukkede fora, “så var der en risiko for, at det går galt”, mente Trier (Hvilket i øvrigt også er noget vrøvl) Og der var jo et godt eksempel på, hvordan en hemmelig briefing var gået helt galt, anførte Politikens lederskribent. For eksempel da Berlingske – dvs. Thomas Larsen – sidste år skrev, at Fogh IKKE var på vej ud af landet, hvilket siden viste sig at være mildest talt forkert…
Jo, kommentatorbranchen er ikke altid bare hygge. Det kan også godt være giftigt!