Måned: februar 2010

Tirsdag middag:

Hør Jarls blog i P1 Debat tirsdag med Kristian Madsen om regeringsrokaden. Hør hele debatten her.

Jeg er ude og få oplysninger ind til bloggens læsere, P1s lyttere og til Information, hvor jeg i morgens udgave skal skrive lidt om regeringsrokaden. Så fortsæt endelig debatten her på sitet, men hav lidt tålmodighed med mig nu, hvor jeg er blevet lidt arbejdsramt.

Der har også været tid til at give et båndet interview til Bornholms Radio om Søren Pinds ministerudnævnelse. Det foregår i øvrigt på mit modersmål…

Læs også Kristian Madsens karakterbog over den nye regeringsrokade. Begavet og sjovt som altid.

————————————————–
Mandag:
Der sker virkelig ting og sager nu i dansk politik. Regeringsrokaden kommer i morgen tirsdag. Og forsvarsminister Søren Gade forlader helt politik.

Hvorfor går Gade? Tjah. “Lækagesagen” er det korte svar. Det har tydeligvis slidt. Dermed slipper statsminister Lars Løkke Rasmussen ud af en stor klemme, men samtidig mister han sin mest populære minister.

“Det er jo ikke sådan, at vi får en skydeskive mindre”, sagde SFs Holger K. Nielsen til TV2 News her til aften om Gades afgang.

Jo, det er lige netop det, som oppositionen har fået….

Og i øvrigt går Gades pressechef Jacob Winther sammen med sin minister.

Det vil lukke en hel del luft ud af dramatikken i hele lækagesagen, men helt slut er den bestemt ikke. De politiske konsekvenser er dog nu til at overse for Løkke. Uanset, hvad der måtte findes på den berømte lydfil, hvis den skulle komme for en dag.

Gade får helte- og martyrtatus i Venstre efter det her. Det kan jeg godt love. En populær minister, der ofrer sig selv for regeringen, for Venstre og for sin statsminister. Det bliver jo det underliggende tema. Gade får ikke lov at betale for sine bajere, når han render ind i venstrefolk i mange år frem.

JPs Christine Cordsen, der har historien, siger, at Gade i lørdags har meddelt Løkke, at han ville stoppe som minister.

Var det Gades helt eget valg? Det mener Cordsen. I følge det interview, som JP bringer i morgen med Gade, så var han blevet tilbudt en anden ministerpost, men har altså takket nej.

Hvad sker der ellers?

Jeg tipper på, at Lene Espersen bliver ny udenrigsminister. Per Stig Møller fortsætter som kulturminister.

Jeg er også overbevist om at det er farvel til Videnskabsminister Helge Sander.

VK-regeringen barsler desuden med et helt nyt regeringsgrundlag.

Regeringen har i øvrigt forhandlet med DF mandag om partiets støtte til regeringsgrundlaget.

Ulla Tørnæs stopper som bistandsminister. Ikke så overraskende.

Skatteminster Kristian Jenser stopper. Han skal være ny gruppeformand. Det er overraskende for alle. Der må ligge en større plan.

Tírsdag.

Søren Pind bistandsminister – eller minister for negerpengene som Thor Pedersen sikkert ville have sagt. Det bliver spændende at se, hvordan det vil forløbe. Jeg tror ikke på de store revolutioner.

Pind er ellers blevet dømt ude på forhånd af flere mediers politiske redaktioner. De har levet lidt i Fogh-alderen, hvor Pind var udelukket på grund af tidligere ballade med chefen. Alle os – blandt andet Berlingskes redaktion – der har fuldt lidt med ved imidlertid, at Pind har været på vej som minister længe. Men især JP og Ekstra Bladet har længet dyrket tesen om “Pind er umulig som minister” på grund af V-folketingsgruppens modstand mod ham. Udnævnelse af Pind som minister er faktisk ikke en overraskelse, men det kræver naturligvis, at man som visse Christiansborg-reportere ikke luller sig ind i forestillingen om, fordi Fogh i Ruder Konges tid har dømt en mand ude, så er man for evigt fortabt.

Hør med i P1 Debat kl 12.15, hvor jeg debatterer med centrum-venstres lyspunkt på blogfronten Kristian Madsen om regeringsrokaden.

Det var Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid gav bolden op til at gå på kalkunjagt på spindoktorer. Men som jeg husker det, så var der i 90'erne tale om at Venstres daværende politiske ordfører jagtede dem som et gruppefænomen mere end at han var ude efter enkeltpersoner. Det var selvfølgelig populistisk og uskønt. Nu jager enkelte oppositionspolitikere så spindoktorer som enkeltpersoner, og det er stadigvæk populistisk og uskønt.

Foghs modstand mod spindoktorer holdt i øvrigt lige indtil, at han selv kom til magten. For da oprustede VK-regeringen aldrig som før på området, men til gengæld kom der nogenlunde faste regler til både for brugen og omfanget. Ministre har siden, hvis de ønskede det, kunnet hyre en personlig rådgiver.

I sidste uge var Folketinget på ferie. Derfor skete der såre lidt i dansk politik. Ikke engang i Lækage-sagen skete der for meget. Men så skrev statsministerens særlige rådgiver eller spindoktor Søs Marie Serup igen et eller andet – i nogles øjne – semi-kontroversielt på sin Facebook-side.

Skattelettelsernes natur: Først vil vi ikke have dem, når vi så får dem er de aldrig store nok, men hvis nogen truer med at tage dem fra os, så flejner vi på tværs! Danmark er et dejligt land at lege med politik i. 🙂

En Politiken-journalist med for lidt at lave fangede historien og skrev en lang smøre på avisens websider (Hovedavisen bragte den aldrig). Socialdemokraten Benny Engelbrecht var ikke på vinterferie, og da hans virke som folkevalgt er at skyde på alt og alle, der bevæger sig, så var historien hjemme for Politikens journalist.

Nu skulle man så tro at forargelsen over spindoktorens skriverier ville rejse sig som en tsunami, men det gjorde den imidlertid ikke. Den døde efter et par dage. Det var en latterlig sag, og det behøver man ikke have min politiske observans for at mene. Jarls blog er vidende om, at selv på Politikens redaktion er meningerne delte.

Et af de meget få medier, der hoppede videre på historien var de sene TV2 Nyheder, hvis vært er den geografiuddannede tidligere vejrpige på DR Divya Das. Med påtaget forargelse, som en anden spansk inkvisator, udspurgte hun samme aften Venstres Søren Pind om sagen. Intervieweren virkede i det hele taget skinger og letbenet og ingen, der så interviewet, har formentlig helt forstået, hvad forargelsen egentlig gjaldt. Jeg tænkte: Hvad laver hun dog i sådan et job? Engang havde studieværter tyngde og troværdighed, tænk bare på en Steen Bostrup. Sådan er det ikke i dag. Das aner tydeligvis intet om politik, så der må være andre grunde til, at hun er blevet studievært. (Ikke fordi modne mænd er idealet '“ tænk bare på Reimar Bo Christensens pauvre indsats de sidste par søndage'¦)

Nå men tilbage til kalkunjagten på Søs og hendes Facebook-skriverier. Vist var der ikke tale om en supersmart formulering mht. 'at lege politik'. Det kan vitterligt også undre, at den særlige rådgiver kun to måneder efter at hun senest fik et rap over nallerne for – samme sted – at have udbredt sig om chefens “genistreger” under COP15-topmødet, allerede nu føler trang til at gentage 'succesen'. Søs må jo mene, hvad hun vil, men hvorfor pokker dog skrive, som hun gør, når hun ved, at der ligger journalister med for lidt at lave på lur, der hver dag skal retfærdiggøre deres løn, og derfor hjertens gerne vil kravle i rendestenen efter selv de mindste historier?

Oppositionens politikere er et eller andet sted også undskyldt. En journalist ringer til en MF’er for at få en kommentar på sådan en lille ligegyldig historie. Hvad gør man? Siger nej tak, hvorefter journalistens historie dør? Eller gør man journalisten en lille tjeneste og siger et eller andet kritisk, som hun kan bruge for derefter at have fået lidt “credit i banken”, næste gang man selv kommer til pressen med en sag? Selvfølgelig det sidste. Derfor skal man ikke være så hård ved Engelbrecht, selvom at Kristian Madsen fint redegør for, hvorfor socialdemokraten åbenbart ved samme lejlighed skyder sig selv i foden.

Der er andre, der fortjener mere kritik. Jeppe Kofod for eksempel, som ikke kunne modstå trangen til at skrive om sagen på sin blog. Det er i øvrigt en blog, som partiavisen Politiken har stillet til rådighed for Socialdemokraternes udenrigsordfører, så han – går jeg ud fra – kan udbrede det største oppositonspartis holdninger og vurderinger om udenrigspolitik. Det er jo mildt sagt et kæmpestort emne, hvor S oven i købet bedre kan tillade sig at have kant til regeringen. Kofod er selv meget aktiv på Facebook. Hans opdateringer er altid fra fjerne (og ofte varme) steder, hvor han tilsyneladende rejser rundt på må og få. Hvis man går i ligeså store sko som Kofod, så kunne man vel forvente lidt mere? For når den udenrigspolitiske ordfører endelig er hjemme, så er det tilsyneladende alt andet end det store udsyn, der præger ham. Det kan åbenbart kun blive til at skrive en selvretfærdig og polemisk blog om Søs Serups to linjer på Facebook. Det er der sandelig megen format over… Og så fra en person, som man måske nok kunne forvente ville/burde/kunne unde – også andre – lidt mere slag i bolledejen…

Engang troede jeg, at Jeppe Kofod var en mand, der var værd at forsvare. Jeg er godt nok kommet i tvivl her på det sidste.

P.s.

Hvor er det dog befriende godt, at den kommende uge forhåbentlig byder på lidt og helt anderledes spændende historier i dansk politik. Både med noget længe ventet konkret politik på menuen fra regeringens side '“ og måske endda også en regeringsrokade. Hvem ved?

Update mandag aften: Rygterne på Christiansborg tager nu til, om at en regeringsrokade er på vej og vil finde sted allerede i morgen tirsdag.

Kl 22.37.

Der sker virkelig ting og sager nu i dansk politik. Regeringsrokaden kommer i morgen tirsdag. Og forsvarsminister Søren Gade forlader helt politik.

Hvorfor går Gade? Tjah. Lækagesagen er det korte svar. Det har slidt. Dermed slipper Lars Løkke ud af en stor klemme, men samtidig mister han sin mest populære minister.

“Det er jo ikke sådan at vi får en skydeskive mindre”, sagde Holger K. Nielsen om Gades afgang.

Jo, det er lige netop det oppositionen har fået….

Hvad sker der ellers.

Jeg tipper på at Lene Espersen bliver ny udenrigsminister. Jeg tror derimod ikke, at Per Stig Møller fortsætter i regeringen som nogle har spået. Jeg tror det er slut med Den Stive i toppolitik.

Da Anders Fogh Rasmussen stoppede som statsminister, så indledte han med det samme et nyt projekt. Ikke Nato-generalsekretærjobbet, Gud bevares nej. Næh anstrengelserne går snarere på, hvordan Foghs syvårige regeringstid vil tage sig (pænt) ud i Danmarkshistorien.

Anders Fogh har siden han fratrådte som statsminister været ganske ivrig mht. at give interviews til den hjemlige presse om sin statsministertid. TV-seerne har været med Fogh hjemme i hans barndoms land på den gamle skole i Viborg, hvor det hele begyndte'¦ og så mødte han også op til Venstres Landsmøde både med den dansende kendis-kone og spindoktoren på slæb og løb med en pæn del af opmærksomheden. Det ville Fogh med stor sikkerhed aldrig selv have accepteret, hvis han havde stået i Løkkes situation.

Foghs statsministerperiode kiler sig ind imellem Poul Nyrup Rasmussens tid og Lars Løkke Rasmussens tid. Fogh vil i historiebøgerne slå Nyrup klart – simpelthen i kraft af, at han ved kanonvalget i 2001, ret overbevisende væltede ham ud af regeringskontoret.

Og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen, som har været regeringschef i snart et år, har siden nytår været så meget ude i tovene i en grad, som man aldrig så med Fogh i hans regeringstid.

Løkkes nylige problemer med vælgerne er hovedsageligt selvforskyldte. Han har ingen politik på hylderne og vælgerne savner tilsyneladende den foghske handlekraft og brutalitet ikke mindst som leder af regeringen og i forhold til regeringspartneren de konservative. Bevares. Oppositionen er i disse år også langt stærkere end under Fogh, og så har pressen slet ikke har samme respekt for den nye statsminister, som den havde for forgængeren.

Bundlinjen er, at Foghs stjerne simpelthen lyser klarere end Løkkes ditto, hvilket må irritere statsministeren grænseløst, mens det sikkert luner hjemme hos Fogh i Bruxelles.

Foghs spindoktor, som fulgte med ham til NATO, Michael Ulveman får ikke sine penge for, at få Løkke til at fremstå som en kæmpesucces som regeringschef. Man fristes næsten til at sige: Tværtimod.

Den for tiden meget omtalte filminstruktør Christoffer Guldbrandsen har, som de fleste efterhånden er klar over, anklaget forsvarsminister Søren Gades pressechef Jacob Winther for i april 2007 at lække den fortrolige oplysning til TV2, at Jægerkorpset skulle udsendes til Irak.

Lækagesagen og især omtalen af den er selvsagt ikke ligefrem noget, der gavner regeringen, som bliver kritiseret for ikke at ville finde den person, der lækkede for tre år siden.

Guldbrandsen afviser selv, at han er drevet af hævntørst over, at Winther og Ulveman i 2005 i forbindelsen med dokumentarfilmen 'Den hemmelige krig' vandt spinkrigen imod ham og hans makker, manden med lydfilen Nils Giversen. Det var ellers netop dette motiv, som TVA-studieværten Reimar Bo Christensen sidst i interviewet i søndags foreholdt Guldbrandsen.

Her er, hvad Guldbrandsen svarede:

'Nu nævnte I selv, at kalde det her en spinkarrusel. Jeg tror, det her er et meget godt eksempel på spin.

Fordi hvis vi husker tilbage på den film, hvis vi nu skal tage den op, Den hemmelige krig. Det vil jeg meget gerne.

Så var kritikken i meget høj grad rettet imod statsministeren og Statsministeriet.

Det er ikke blevet spunnet, at vi skulle have et problem med dem. Det er der meget gode årsager til.

Jeg er ved at lave en ny film, hvor Anders Fogh Rasmussen medvirker. Han var daværende statsminister på det tidspunkt. Og mange – nogle af de medarbejdere, der arbejdede på '“ at spinne det imod os dengang, er nogle af mine nære venner i dag. Så jeg kan slet ikke genkende det billede.

—————————————————————————————-

Det er bemærkelsesværdigt, at se Guldbrandsen triumfere overfor den nuværende regering på denne måde og ikke mindst de ganske mange seere en søndag aften lige efter 'Livvagterne'.

Det er desuden smart af Guldbrandsen, at han åbenbart bruger Foghs forfængelighed til en søndag i den bedste sendetid at flashe, at han har evnet at slå en kile ned imellem den nye og den tidligere statsminister. I hvilket omfang Foghs spindoktor '“ som aldrig har været en fan af Løkke og vice versa – har medvirket til at forberede Guldbrandsen i interviewet, skal ikke kunne siges. Men at Ulveman naturligvis er under mistanke for at hjælpe fjenden nu, hvor han åbenbart igen er blevet 'nær ven' med Guldbrandsen. Det siger sig selv.

Jeg gætter på, at Løkke raser i sit stille sind over på denne måde at blive hånet af Guldbrandsen, der således river ham samarbejdet med Fogh i næsen.

At Fogh/Ulveman er gået i kompagniskab med en person, der lige nu skaber store problemer for Løkkes forsvarsminister og dermed regering er derfor næppe noget, der bidrager til de i forvejen ikke for alt for varme følelser mellem Løkke og Fogh.

Men hvad skyldes så Guldbrandsens 'tilgivelse' af Ulveman, når nu han fører korstog mod Winther. Tjah, Et gæt: Det talte på pluskontoen, at Ulveman undlod at medvirke (og triumfere) i Journalistens artikel om Spinkrigen i forbindelse med “Den Hemmelige Krig”, og så har spindoktoren jo givet Guldbrandsen adgang/overtalt sin chef til, at han kan lave en ny dokumentarfilm, hvor Fogh – igen – indtager hovedrollen.

Efter hvad jeg er blevet oplyst, så handler Guldbrandsens film om hele situationen omkring valget af Fogh som Nato-generalsekretær og hans videre færden i jobbet. Utvivlsomt en film, som er sponseret af en TV-fond dvs. licensmidler under DR.

Vil Løkke så til evig tid være på krigsstien overfor Guldbrandsen? Næh. Han skal såmænd nok falde ned og til patten om nogle år (hvis han altså stadig sidder i stolen), og især hvis filminstruktøren foreslår Løkke at lave en film.

Om ham selv.