Kategorier

Alt står i Plummers hånd

Nils Giversens lydfil er afleveret til DRs generaldirektør Kenneth Plummer der, efter at have hørt den, ikke vil afspille den for offentligheden. Begrundelsen er, at der er afgivet et klart løfte til den interviewede (dvs. TV2s Rasmus Tantholdt – hvis ellers historien giver mening, i det at oplysningerne er blevet afgivet i al fortrolighed.)

Politiet har bedt om at få lydfilen, men er straks blevet afvist af Plummer. Lydfilen bliver hos DR lige indtil, at politiet kan fremkomme med en dommerkendelse. SFs Jonas Dahl er folketingsmedlem og derfor en del af den lovgivende magt. Men det forhindrer ham ikke i at blande sig i den dømmende magts opgaver, præcis som DF i mange år har haft for uvane. Tænk, at man skulle leve længe nok til at opleve en SFer kræve dit og dat af politiet og en dommer. Det siger ikke så lidt om populismens indtog i SF, at partiet nu også ser stort på Grundlovens bestemmelser om magtens tredeling.

Blandt politikere har man endnu ikke hørt nogen ytre sig offentligt om, at de IKKE vil have afspillet filen. De borgerlige partier er knapt så højrøstede, men ingen taler imod den idé. Det ville også være dumt.

Der findes heller ingen chefredaktører, der mener, lydfilen skal forblive i Plummers pengeskab, eller hvor den nu findes. Det er næppe en publicistisk dyd, at oplysninger IKKE må komme til offentlighedens kendskab.

Der findes dog enkelte journalister '“ her og der '“ for hvem kildebeskyttelsen er hellig og derfor støtter Plummers synspunkt (De er formentlig i mindretal blandt medarbejderne på TV-Avisen). Det er især folk, som bruger anonyme kilder som arbejdsredskab hver eneste dag dvs. primært politiske journalister. Blandt dem er sagen ikke så ligetil, men også her er standen utvivlsomt delt.

Siden min time-out '“ som jeg i og for sig stadig opretholder '“ så har jeg naturligvis fulgt med i, hvad der er blevet sagt af kloge ting. Jeg synes BTs nye chefredaktør Olav Skaaning Andersen har gjort en interessant iagttagelse: Søndag i Presselogen på TV2 News så han sagen – hvad angår den del, der handler om synet på kildebeskyttelse – som 'et clash' mellem den politiske journalistik og den undersøgende ditto. I min oversættelse: At de undersøgende som fx TVAvisen og folk på programmerne på DR Oplysning vil sælge kilderne for en god historie, mens de politiske reportere hellere vil ristes over den sagte ild end at opgive deres kilder.

DR får tit skyld for at være biased. Jeg synes imidlertid, at man må præcisere denne kritik. Det er ikke DR, som sådan, der er biased. DRs politiske journalister er IKKE biased. Det oplever jeg på INGEN måde. Det må være ukendskab til deres journalistik, der får nogen til at mene det. I øvrigt synes jeg at problemerne på P1 og TV-Avisen var langt mere udtalt for 10-15 år siden end de er i dag. Men i denne sag er det anderledes. TV-Avisen lever med fordomme '“ som dens journalister nu – og også i denne uge har bekræftet til fulde.

I går blev Christoffer Guldbrandsen interviewet i “21 Søndag”, hvor studieværten Reimar Bo Christensen demonstrerede, at han ikke er sin – efter hvad man hører på vandrørerne – ret høje løn værd. Der kom nærmest intet nyt frem, hvilket blandt andet skyldes en studievært, der ikke turde gå i kødet på filminstruktøren. Når man nu ved at rygterne er tykke af, at TVAvisens medarbejdere er fortørnede over at Plummer ikke vil udlevere lydfilen og at flere medarbejdere på DR '“ blandt andet – Michael Bech '“ er parter i den verserende sag med Søren Gades pressechef Jacob Winther, så er Reimar Bo vel et eller andet sted undskyldt? Det er jo sin sag, at skulle være den eneste på TV-Avisen, som har til opgave at være kritisk, når medarbejderne på DR er oprørte over, at Nils Giversen er blevet fyret mv. Så jeg synes Reimar Bo er undskyldt.

I øvrigt er det unfair at skyde på DR som sådan for at have én og kun én holdning i denne sag. Det er vist tydeligt, at der er adskillige. I hvert fald når det gælder synet på kildebeskyttelsen.

Her til aften har Jacob Winther bedt Pressenævnet, at tage sagen op med det interview som TVA-journalisten Michael Bech lavede med ham for tre måneder siden, men som der først nu 'blev plads' til at blive sendt.

Pressenævnet kan votere frem og tilbage, men Mediedanmark har dømt: Bechs interview var ikke i orden. Det er en ordentlig skramme i hans professionelle CV, og han får formentlig ganske svært ved at arbejde som journalist fremover. For hvis han ringer og præsenterer sig for en politiker eller en person, som bare følger lidt med i medierne, så ved man nu, hvad man har at gøre: At lægge røret på. Så enkelt er det faktisk.

Og det forbehold bør faktisk gælde hele TV-Avisens redaktion. Er man nødt til at være i kontakt med dem, så bør man begrænse det til udelukkende at være det skriftligt, da man risikerer, at alt anden kommunikation manipuleres med. Og det er desuden umuligt at tale til baggrund med journalisten, da alle samtaler optages og kan (mis)bruges. Det er læren af denne sag. Og det falder ikke kun tilbage på TVAvisen, men HELE DR.

Det er formentlig også den kranke professionelle skæbne, der i fremtiden vil ramme den TV2-journalist, som for tre år siden følte trang til at fortælle sine kolleger og mange andre om, hvem der lækkede om Jægerkorpsets udsendelse til Irak. Man kan bortforklare op og ned af stolpe, men det ændrer ikke facit: En smuk karriere er formentlig slut på grund af, hvad man kan betegne som egen forfængelighed. For hvis det var selve sagen, der oprørte journalisten, så havde den pågældende vel allerede rejst den dengang?

P.s. Kristian Madsen har en lidt alternativ forklaring på sagen. Jeg bliver ikke meget klogere, men der er maximum bonuspoint for fantasien og for at inddrage Star Wars-effekter, der kan forklare TV2s Michael Dyrbyes ageren i sagen.

Mandag aften
Plummer har også opbakning bag sin beslutning om ikke at offentliggøre lydfilen fra sin bestyrelsesformand Michael Christiansen, der også har hørt den, men det forhold bliver nu også problematiseret. En ny politisk slagmark i den sælsomme saga er tilsyneladende opstået.

Tirsdag morgen.
Noget tyder på, at Reimar Bo har været på en “Mission Impossible”, og at TVAvisen rent redaktionelt mildest talt er i vildrede mht, hvordan de skal dække denne sag. BT har i dag historien om, hvordan TVAvisen i teasers først annoncerer, at TV2s Rasmus Tantholdt har fortalt flere kilder, at det var Jacob Winther der var lækken, for så i selve programmet helt at skodde denne vinkel på historien. I går måtte TVAvisen så endnu engang beklage at de har oversolgt et indslag, som de ikke bringer. Hvorlænge og hvor mange gange til kan TVavisens ledelse holde til den slags kiksere uden at troværdigheden går helt fløjten? Jeg tror ikke på, at dette rod var forekommet under den tidligere TVA-chef Susanne Hegelund. Chefen for DR Nyheder Ulrik Haagerup skal vist til at vise sit værd. Det er jo ved at være pinligt!

Tirsdag eftermiddag.
Det står efterhånden klart at det var en fejl, at DR hentede Haagerup til DR i København. Han skulle være blevet oppe i det nordjyske. Ulrik Haagerup er klogere på journalistik og kildebeskyttelse end pressecheferne (blandt andet SFs) og Henrik Qvortrup. Nu forstår jeg efterhånden bedre, hvorfor Jørgen Ejbøl i sin tid slagtede ham på JP… Det sejler fuldstændigt i DR. Det kan redaktør-Danmark da alle som en blive enige om.

Kategorier

Alletiders Spinfilm IV: “Kandidaterne”

'Kandidaterne' er en dokumentarfilm om folketingsvalget 1998 lavet af Anders Fogh Rasmussens senere spindoktor (dengang journalist) Michael Kristiansen og hans daværende journalistkollega Jakob Kvist, der i dag er bedre kendt som forlaget Art Peoples allestedsnærværende kreative direktør.

Filmens hovedpersoner er daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udfordreren Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen. Filmens foregår fra, at valget bliver udskrevet sidst i februar 1998 og til, at valgresultatet bliver kendt på valgaftenen den 13. marts 1998.

Kvist og Kristiansen sagde efter filmen, at de var ganske overraskede over, hvor amatøragtigt valgkampen blev ført '“ på begge sider! (En direkte konsekvens af netop dette kritikpunkt blev en voldsom professionalisering af Venstres kampagneorganisation iværksat af den da magtfulde, men i offentligheden ret ukendte partisekretær, Claus Hjort Frederiksen.)

Filmen er fyldt med minderige scener som for eksempel, da en socialdemokratisk funktionær 'Poul Erik' bliver taget i skole af statsministeren for at lægge møder ind i Nyrups kalender, hvor der ikke kommer presse. Det slipper han ikke levende fra. Det bliver sagt både 'sgu' og 'helvede', da funktionæren bliver kørt over og slagtet af chefen. Nej, kønt er det ikke.

Eller scenen, hvor Nyrup får overrakt et maleri udført af en spastisk handicappet vælger, men forsøger at undslå sig. Det bliver en i særklasse udstilling af Nyrups hykleri, som vist aldrig er blevet overgået siden. Det er så tåkrummende pinligt, at det er “Klovn” værdigt!

Men mest berømt er nok scenen fra den sidste morgen i Venstre-lejren på valgdagen, hvor en ærgerlig Uffe skal forklare Venstres gamle kampagnestrateg Hans Morten Rubin, hvorfor han endte på forsiden af Ekstra Bladet med en whisky i hånden og overskriften: 'Den er hjemme'. Ifølge Uffe var journalisten 'Nille' (a.k.a. Niels Christian Nilsson) 'tordnende beruset' og havde inviteret ham indenfor i privaten. Men åbenbart var Nille ikke mere beruset, end at han stadigvæk havde åndsevner nok til vinkle en historie og få produceret en provokerende forside, som mange den dag i dag hævder afgjorde valget. (Nille havde undervejs forespurgt Uffe, hvor hans berømte kat 'Olfert' befandt sig, og Venstres formand havde svaret: “Den er hjemme'¦”)

Så er der de kostelige scener, hvor Nyrup sidder på bagsædet med sine hjælpere Billy 'Billyboy' Adamsen og Simon Pihl Sørensen, hvor selvfedmefaktoren er i top. Nyrup er helt fuld af sig selv, da han forklarer sin strategi: 'Der er deres vej '“ og så er der vores vej'. Det synes både Billyboy og Pihl var så fantastisk, at de solidarisk må klukle over chefens enestående genialitet.

Selvfølgelig ser man ikke alt, hvad der foregik bag kulisserne, men filmen kom i sin tid nok tættere på processen end det før og senere er set under valgkampene. TV-stationerne har ved et par lejligheder forsøgt sig med lignende dokumentarprojekter, men det har været dårlige efterligninger af 'Kandidaterne'. Det så vi ved det seneste valg, hvor dokumentarfilmene både var uinteressante ja ligefrem kedelige. Det skyldes blandt andet, at mange TV-journalister tror, at de kan lave film om alt muligt '“ også ting, de ikke ved en brik om, og fordi kampagnernes præmisser for at lade journalisterne være 'embedded' er blevet langt mere skarpe end de var i 1998. Kampagnefolk på det niveau har formentlig ikke længere en tilgang til opgaven som om at de var idioter, selvom mange filmfolk og journalister såmænd stadigvæk tror, at de kan skrue virkeligheden 20 år tilbage.

“Kandidaterne” er en klassiker og uden sammenligning den bedste kampagnefilm på dansk. Jeg forudser, at der går mange år, før den bliver overgået. Hvis det nogensinde sker.

Kategorier

Lækagesagen: Hvad siger Tantholdt på båndet?

Jeg har nu fulgt den såkaldte “lækagesag” gennem nogle uger. Det er sket ud fra det udgangspunkt, at en bekendt af mig, forsvarsministerens pressechef Jacob Winther, ikke var den, der lækkede oplysninger til TV2 for snart tre år siden om Jægerkorpsets udsendelse til Irak.

I al beskedenhed så har jeg stillet spørgsmål og viderebragt nyttig information til en offentlig debat, som i vidt omfang er foregået her. Jarls Blog står derfor naturligvis ved alt, som hidtil er skrevet på bloggen.

Nu er tidspunktet imidlertid kommet, hvor der fra min side er brug for lidt eftertanke. Jeg vil fortsat bidrage med analyser, kommentarer mv., men jeg træder nu et skridt tilbage fra frontlinjen. Nu er dette en sag mellem de nu afslørede parter, hvor kendsgerningerne alene skal tale.

Fx vil jeg ikke længere udelukke, at filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen, DR-journalisten Nils Giversen og hele holdet bag “Den Hemmelige Krig” kan have ret i deres påstand. Jeg ved det ikke, og jeg håber det heller ikke. Men hvis TV2-journalisten Rasmus Tantholdt, som vedholdende rygter siger, er kilden på den lydfil, som Nils Giversen har optaget, og som nu er i Guldbrandsens varetægt, så må den jo rent logisk indeholde et eller andet, der belaster Winther. Der kan være en god forklaring, men jeg skal ikke være den, der benægter fakta, som jeg ikke kender eller kan gennemskue.

Derfor vil jeg nu '“ for de sikkert mange læsere, der tørster efter mere nyt i sagen- i stedet henvise til Berlingske Business-bloggeren Joachim Sperling, som jeg kender som et hæderligt menneske med gode kilder.

Læs også interview (lavet i går) med min ringhed til journalisten.dk

Fredag:

Debatten fortsætter på bloggen. Det er fint. Bliv endelig ved med det.

Jeg er også faldet over et par skarpe, men meget forskellige kommentarer til sagen og dens afledere:

Niels Krause-Kjær, Berlingske: “Axel Strøby i Jægergate”

Mikael Jalving på JP: “Det hemmelige Skrig”