Måned: februar 2010

Meningsmålingerne for regeringen er entydigt fornedadgående. Møgsagerne hober sig om. Der er ingen politik på hylderne og ikke engang en regeringsrokade evner Lars Løkke Rasmussen at time ordentligt. Oppositionen tager det ene nemme stik hjem efter det andet, mens regeringen fremstår rådvild, forpjusket og ude af stand til at sætte dagsordener eller gå i offensiven. VK-regeringen har aldrig stået svagere siden 2001, og den har helt indlysende for alle aldrig været så dårligt ledet som nu. Katastrofen synes uundgåelig, hvis ikke regeringschefen begynder at tage sig sammen og begynder at lede sin regering.

Nu melder selv V-kilder i regeringen, at Lars Løkke Rasmussen allerede er træt og udbrændt. I så fald: Vig pladsen for en anden. Det er et privilegium at være landets statsminister. Det kræver en umådelig fightervilje, jætteindsats og kompromisløs selvopofrelse fra tidlig morgen til sen aften. Hvis man ikke er i stand til at ville det, så er der kun én ting at gøre. Gør plads for en efterfølger.

Det borgerlige Danmark tørster efter en leder. Der har ikke været en reel borgerlig leder siden 2007-valget, hvor alt blev underlagt Anders Fogh Rasmussens udlandsambitioner.

Bevares. De konservative har deres del af skylden for, at januar ikke har været let. Men det forklarer jo ikke, at Løkke hos vælgerne fremstår som sur, indebrændt og forurettet. Det er en indstilling, som mig bekendt aldrig har vundet et valg.

Nu vælter topvenstrefolk tilsyneladende ud af skabet og kræver af Løkke, at han træder i karakter som bossen. Det er helt indlysende for alle, at der er behov for et gearskifte. Selve det at topvenstefolk begynder selvransagelsen i pressen tyder på panikstemning. Det er et faux-pas af de store. Det gør de jo kun, fordi chefen selv ikke vil erkende, at der er problemer og i øvrigt nægter at tage imod fornuftig rådgivning fra sine nærmeste.

Jeg gætter på, at fornuftige folk som Carl Holst, Kristian Jensen og Claus Hjort Frederiksen nu stiller Løkke et ultimatum: Led landet nu '“ eller forlad posten. For landets skyld, for Venstres skyld, for det borgerlige Danmarks skyld og ikke mindst af hensyn til manden selv.

Løkke kommer hjem i dag fra sin ferie på Tenerife. Det skulle ikke undre mig, at det bliver Claus Hjort, der tager snakken med ham for at høre, hvad hans fremtidsplaner egentlig er.

Min forventning er, at Løkke tager kampen op. Skulle det mod forventning ikke ske, så er spørgsmålet, hvem i Venstre, der kan overtage statsministerposten? Som jeg ser det, er det vel kun Claus Hjort Frederiksen, som p.t. kan opnå Pia Kjærsgaards støtte. Tænk engang.

Oppositionen har i de sidste 8 år aldrig været tættere på regeringsmagten, hvis man skal tro de aktuelle meningsmålinger, der spår en valgsejr til rød blok. For ikke så lang tid siden, var der sikkert borgerligt flertal. Ifølge en Green-måling fredag i Børsen tror ikke engang borgerlige vælgere, at statsministeren klarer pynten ved næste folketingsvalg.

Udviklingen skyldes ikke kun Lars Løkke Rasmussens møgsager i metermål og noget besynderlige og uklædelige evne til at se forurettet ud, når oppositionen kører på ham. Peter Mogensen skriver fredag i en analyse, at jobbet som statsminister er hårdt. Det har det altid været, og det stiller særlige krav til dem, der sidder i det.

Men oppositionen har også selv gjort sig regeringsduelige. Blandt har SF tilsyneladende opgivet en del af deres ufolkelige politiske bagage. Fx den kritikløse omklamring af indvandrere eller 'ny-danskere', som de politiske korrekte siger. Villy Søvndal fisker stemmer på nye jagtmærker med holdninger, partiet aldrig har haft før. Henrik Gade Jensen udtrykte det mest præcist forleden i radioprogrammet “Krause på Tværs”, at det største højresving i nyere tid i dansk politik er foretaget af SF under Villy Søvndal. Og især i det stemmefiskeri-mæssige Klondyke, der går under navnet “værdidebatten”

Eksemplerne på det er nærmest talløse. Mest berømt er Villys opfordring til yderliggående islamister om at 'gå ad helvede til' og senest i går stillede han sig op i det fortrinsvis borgerlige kor af kritikere, der skældte ud på Københavns kommune for at tillade Holberg-skolen i København at holde møde med kvinder, hvor fædre ikke havde adgang. Af hensyn til integrationen.

SF på Nørrebro var ikke enige med partiformanden og bad ham kontant om at holde sin mund og blande sig uden om. Et klokkeklart bevis på det store skisma mellem blødere SF-vælgere i Københavns holdninger '“ og så de vælgergrupper ude i resten af landet, som “Rottefængeren fra Sdr. Bjert” forsøger at indfange med sine DF-light udtalelser. Alligevel er det næppe denne uenighed, der sprænger bukserne hos SF: Det går det simpelthen alt for godt til.

Blandt iagttagere er der almindelig konsensus om, at Villy Søvndal efterhånden har afmonteret det tidligere lettere anarkistiske basisdemokrati, hvor SFs hovedbestyrelse også havde en finger med i spillet, når partiet skulle indgå i vigtige politiske aftaler. Hovedbestyrelsens indflydelse fik Søvndal kortsluttet sidste år, da landsmødet vedtog nye spillerregler. Da SF mistede sin næstformand for nogle uger siden, så ligger det tilsyneladende i kortene, at han skal afløses af den erfarne og lettere sagnomspundne SF-teknokrat og en af Søvndals nøglemedarbejdere på Christiansborg, nemlig den kun 25-årige Thor Möger Pedersen.

Han har i denne uhørte unge alder fået skabt sig et navn som politisk strateg. Måske gør han på sigt karriere som politiker som man så det med Tony Blairs legendariske strateg Peter Mandelson, som siden hen blev minister og EU-kommissær. Det er i hvert fald en parallel, som umiddelbart falder mig i øjnene.

Möger udpeges som en af disse såkaldte 'fornyere', der har overbevist Søvndal om at opgive de mere SF-håbløse standpunkter for i stedet at trække DF-vælgere tilbage henover midten med en mere populistisk kurs også i integrationsdebatten. At den strategi måske er på vej til at lykkes, kunne nyheden om, at den tidligere bagsædepolitiker, fhv. MF hos DF Pia Kristensen vil stemme på SF i fremtiden, ses som et tegn på. Man skal næppe være Albert Einstein for at kunne regne ud, at SF '“ der for tiden svømmer i midler på grund af pludselig enorm vælger- og medlemstilgang '“ har brugt nogle af pengene på såkaldte fokusgruppe-interviews. Formentlig viser disse fokusgruppeinterviews med bevægelige vælgere, at netop SFs tidligere totale afvisning af, at nogle indvandrergrupper skaber problemer i mange vælgeres hverdag, har været en årsag, der har afholdt dem fra at stemme på partiet. Udlændinge er og bliver DFs mærkesag og det bliver naturligvis en front, som Pia Kjærsgaards tropper skal forsøge at holde for enhver pris. De bliver så ikke ligefrem hjulpet af folk som Jesper Langballe og andre tossers rabiate udfald, der klart overskrider grænserne hos mange pæne borgerlige midtervælgere. Her – blandt VKO-vælgerne – holdt bukserne i hvert fald ikke!

I følge Christoffer Guldbrandens advokat Anders K. Neméth så er filminstruktøren i besiddelse af en lydfil, der 'utvetydigt beviser', at Søren Gades spindoktor Jacob Winther er ophavsmand til den for tiden kraftigt debatterede jægerkorps-lækage.

Hvilken lydfil kan der så være tale om? Måske – vi ved det ikke '“ kan det være et båndet interview med Winther fra oktober 2009, som er foretaget af TVA-journalisten Michael Bech. Undervejs i dette lange telefoninterview konfronteres Winther med påstanden om, at han har lækket sagen i 2007. Winther svarer i lang tid afvigende på spørgsmålet, dels fordi interviewet skifter karakter fra at have været en meget venlig samtale til pludselig at blive aggressivt konfrontatorisk, dels at Winther simpelthen misforstår, hvad interviewet egentlig handler om. Han tror, Bech taler om jægerbogsagen, hvor Winther også har været i søgelyset, og som han lige har lagt bag sig. Et langt stykke hen i samtalen går det op for spindoktoren, at Bech spørger ind til noget helt andet. Han spørger ind til lækagen i 2007.

På intet tidspunkt under samtalen indrømmer Winther direkte, at han står bag lækagen, men med det rette sammenklip er det ikke umuligt, at pressechefen kan fremstå som værende endog ganske meget i defensiven.

Jarls blog er vidende om, at TV-Avisen Søndag ved mindst en lejlighed '“ for ganske nylig- har overvejet at bringe interviewet eller snarere dele af det, men det er altså endnu ikke sket.

Det interessante spørgsmål må i givet fald være, hvordan TV-Avisens båndede interview pludselig er endt i Christoffer Guldbrandsens hænder? Hvis det altså er den lydfil, filminstruktøren påstår at han har.

Hvis det forholder sig sådan, så stiller det naturligvis en række spørgsmål. For kan alle og enhver så fremover bestille lydfiler hos DR, som de så kan anvende i private retssager? Hvad mener Kenneth Plummer og TV-Avisen Naja Nielsen herom, hvis det forholder sig sådan? Er det i overensstemmelse med DRs interne regler?

Og i øvrigt er der klippet i lydfilen? Og under hvilke omstændigheder er båndet optaget? Det bør vel komme frem? Winther risikerer jo 12 år, hvis han en dag skulle blive dømt skyldig i lækagen, så det er vel ikke urimeligt at DR allerede nu gør sig nogen tanker herom? Vi betaler jo ikke licens til en standret!

TV-Avisens journalister og hele DR-systemet havde ofret meget prestige i 'Den Hemmelige Krig'. Derfor er det tænkeligt at flere af TV-avisens journalister '“ ligesom Guldbrandsen '“ forståeligt nok er meget optaget af at 'vinde på forlænget spilletid' efter spin-nederlaget til Winther for tre år siden.

Med til historien hører, at Guldbrandsen angiveligt for tre år siden havde et lidt for tæt samarbejde med den i politiske kredse ganske blakkede TVA-journalist Kristian Sloth i forbindelse med TV-Avisens foromtale af 'Den Hemmelige Krig'. Dette muligvis lidt for tætte samarbejde gav i hvert fald anledning til intern debat og kritik af, hvorfor filminstruktøren var indblandet i klipningen af TVAs indslag.

Under alle omstændigheder så lyder det ikke specielt sandsynligt, at interviewet med Winther skulle være netop den rygende pistol, men det er da et bud blandt de mange forskellige teorier, der lige nu florerer på Christiansborg og blandt mediefolk.

Hvis det er TV-Avisen, der har et eller andet på Winther, så bør man jo fremkomme med snarest muligt, med hvad man nu har på båndet, så alle kan dømme i sagen. Og hvorfor er båndet ikke blevet bragt i TV-Avisen i oktober, hvis der skulle være noget på det, som har offentlighedens interesse?

Er det nu, at TV-Avisens nye chef Naja Nielsen skal til at træde lidt i karakter og spørge drengene, hvad de egentlig har gang i sammen med deres gamle ven Christoffer Guldbrandsen?

Update Torsdag:

Ralf Pittelkow kan heller ikke forstå, at man kan pege Winther ud som lækken helt uden beviser.

Se “Presselogen” fra i søndags hvor Tøger Seidenfaden direkte udpeger Winther som læk – oplysninger Politikens ansvh. chefredaktør siger, at han har fra en tidl. ledende medarbejder på TV2. Dagbladet “Politiken” – engang stålsat fortaler for retssikkerhed – nu standret og politisk parti i uskøn forening.

Update fredag aften: BT har nu spurgt for 2. dag i træk i DR. Nu afviser DR Nyhedernes souschef Jakob Kwon Henriksen overfor avisen, at DR har noget at gøre med Guldbrandsens lydfil. Læs hele historien her.

Med Kwons melding, kan man nu aflive spekulationer om, hvorvidt Guldbrandsens ven DR-journalist Michael Bech har leveret ham optagelser fra interviewet med Winther, som kan udgøre det for den sagnomspundne “lydfil”. Det er ganske betryggende, at det nu står krystalklart.

Nu må vi vente at se til retssagen, hvad Guldbrandsen så har i ærmet.