Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

SFs dage som lalleglade amatører er endegyldigt ovre

Author icon

Skrevet af

Clock icon

april 26, 2010

Comments icon

37 kommentarer

SFs landsmøde i weekenden sendte igen et krystalklart og tydeligt signal til VKO: Den tid er nu endegyldigt slut, hvor SF insisterede på at optræde som lalleglade amatører i forhold til brugen af medierne og i deres politiske kommunikation, og hvor VKO kunne slippe for at tage partiet alvorligt.

Ligesom det er tilfældet hos VKO-partierne og S er meget lidt på SF-landsmøde overladt til tilfældighederne. Landsmødet gav i det hele taget indtryk af blive ganske professionelt afviklet, hvor der blev kommunikeret klare gennemtænkte budskaber ud til de vælgergrupper man ønsker at ramme, som man så det med Villy Søvndals klokkeklare valgløfte om at der skal være to lærere i de yngste folkeskoleklasser. “Det gennemfører vi, når vi kommer til magten”, sagde SF-formanden. Dvs. Rød kontraktpolitik a la Anders Fogh Rasmussen. Det bliver ikke det sidste valgløfte fra den kant. Mon ikke Villy har mindst 3-4 løfter i ærmet af samme kaliber frem mod valget? Rygterne om kontraktpolitikkens død er altså stærkt overdrevne. Philip Gould lever!

SF holdt landsmøde i det kæmpestore Odense Congress Center, som blandt andet også Venstre har haft for vane at afholde landsmøde. I gamle dage foregik SF-landsmøder ellers på folkeskoler i Københavnsområdet, hvor deltagerne krøb i soveposer på luftmadrasser i små gymnastiksale. Nu til dags bor SF'erne imidlertid på hotel præcis ligesom alle andre mennesker.

Netop de mange fordomme om den typiske SF’er blev taget ved vingebenet og luftet af en veloplagt Helle Thorning-Schmidt, der søndag morgen blev modtaget som en rockstjerne af SF'erne. Ved at tage fat om fordommene om, at mændene i partiet historisk set ikke ligefrem har været rollemodeller for Dansk Herremoderåd, så forsøger Thorning med sine kvikke hentydninger til fordommene, som alle grinede af, ganske kvikt at afmystificere, hvad det vil sige at være en moderne SF'er. Naturligvis passer det lige ind i den succesfulde strategi, der er ved at gøre SF til det 3.-4. moderne catch-all socialdemokratiske folkeparti i stil Venstre under Anders Fogh Rasmussen, de Konservative under Poul Schlüter og naturligvis i det klassiske socialdemokrati.

I øvrigt har Thorning alt at takke SF for. Efter fem år har hun ikke formået at give sit parti fremgang. Der er åbenbart intet synligt pres i befolkningen for, at Thorning skal være statsminister. Det er meget underligt at ingen i pressen dyrker det ellers enestående og ret iøjnefaldende skisma, at en socialdemokratisk statsministerkandidat tilsyneladende ikke ved egen kraft evner at vinde regeringsmagten.

Der var dog et par enkelte ting, der drillede SF'erne i weekenden. Tilsyneladende irriterer det nogle af de gamle græsrødder, at Søvndal bruger sin pondus til at få valgt sin protegé og rådgiver Thor Möger Petersen til partiets næstformand. Möger har for det meste fået god presse, der udråber den unge mand på 25 år som politisk wunderkind. Hans ses som chefarkitekten bag SFs succes i stil med Karl Rove (der næppe er et SF-forbillede). Det er snarere mafia-universet fra 'Godfather'-filmene, der ifølge Möger eget – noget ubetænksomme '“ udsagn, der er inspirationskilde i hans arbejde. Anyway, Möger blev i weekenden valgt ind i SF-ledelsen og alt tyder på, at han kåres om næstformand, når toppen konstituerer sig tirsdag. At manden indimellem begår fejl, er 'Godfather'-udtalelsen et tegn på, ligesom at der åbenbart også er klare grænser for mandens popularitet i SF, hvor især organisationsfolkene i København er kølige.

Det var også sidstnævnte gruppe, der fik på anden vis fik lavet lidt ballade. Det skete da de midt under landsmødet åbenbart fandt på at lække til Berlingske, at de havde haft en kontrovers med partiledelsen om forholdet til DF. SF går meget langt for at tiltrække tidligere SF-vælgere til partiet. Og derfor går øvelsen ikke ud på at se bagud '“ og sparke, men snarere at se fremad og række hånden frem mod de nye vælgere, der tjekker ud fra VKO. Det er dog ikke alle, der lige har fattet – eller accepteret – den del af strategien:

Sådan skrev Berlingske i fredags:

Dansk Folkepartis mulige indflydelse på en rød regerings politik er tilsyneladende så penibelt et tema, at SF-toppen op til denne weekends landsmøde har bortcensureret et forslag fra partiets socialordfører Özlem Cekic og tre SF-lokalformænd om netop det spørgsmål. Sådan lyder anklagen fra SF-lokalformænd, som mener, at de sammen med Cekic er blevet presset af SF-gruppeformand Ole Sohn til at trække forslaget tilbage.

Ifølge formanden for Özlem Cekics partiforening på Bispebjerg, Hans Daugaard, er Cekic tilmed på et møde blevet truet af Ole Sohn med, at hun ville blive frataget sit ordførerskab, hvis ikke hun trak forslaget tilbage.
Ole Sohn benægter dog at han har truet med noget som helst. Ja faktisk afviser han blankt at der er noget om snakken.

Så hvem i SF, der er fulde af løgn. Ja det vides ikke, men begge parter kan da umuligt have ret. Cekic var i hvert fald klog nok til herefter at klappe i som en østers.

Ole Sohns billede som blød, pæn og velmenende mand holder endnu. Men hvor længe? Hvornår krakelerer facaden, og man i stedet ser ham i rollen som den benhårde politiske kommissær, der saver benene af folk, der ikke retter ind?

DFs Søren Espersen er indtil videre forfaldet til at sammenligne Sohns DKP-fortid med DNSAP-formand under krigen Fritz Clausen. Det bliver spændende at se om fællesmængden af mulige SF/DF-vælgere er enige i hans vurdering af Sohn. Jeg tvivler.

SF'erne er i hvert fald helt oppe på dupperne professionelt, når de dummer sig. Det ser man i dag, hvor to SF'ere herunder den pæne Steen Gade er blevet taget i at være medlem af en Facebook-gruppe, hvis deltagere har portrætteret DF'ere herunder Pia Kjærsgaard som nazister. Det er i øvrigt en yndet folkesport på venstrefløjen, som DSU har brilleret med ved flere lejligheder. Senest ved EP-valget, hvor det gik ud over Morten Messerschmidt. I SF er de dog kloge nok til at beklage og sige undskyld, når man er gået over grænsen. Tænk engang, hvis man havde reageret ligeså hurtigt i Venstre under Okman/Facebook-sagen?

Det var også i weekenden, at en måling viste, at danskerne foretrækker Søvndal som indenrigsminister eller socialminister. SFs egne vælgere ser dog snarere Søvndal som udenrigsminister. Så her er måske et felt for de borgerlige at dyrke. Søvndal som godgørende socialminister er et rimeligt ufarligt billede for de fleste danskere, men som udenrigsminister? Er et flertal af danskerne virkelig klar til det? Ã…benbart ikke.
Men skal VKO have bonus ud af at fremmane dette skræmmebillede, så kræver det dog som minimum, at danskerne generelt synes, at den nuværende udenrigsminister gør det fortræffeligt. Og her er der som bekendt lidt at arbejde med'¦

SFs landsmøde gav – helt som ventet – endnu intet svar på, hvilken økonomisk politik S-SF har tænkt sig at føre og hvor de vil finde de ca. 36 mia. kr., som de indtil nu har tænkt sig at finde/bruge. De delegerede havde ikke lyst til at diskutere det, og de journalister, der spurgte fik intet særligt præcist svar. Andet end at planen kommer. Hvornår? Svar: Snart. Man fristes til at fortsætte svaret som en vis Sir Humphrey Appleby: In the fullness of time. When the moment is right'¦.


Partiet der ændrede Qvortrups yndlingssnack

Author icon

Skrevet af

Clock icon

april 23, 2010

Comments icon

20 kommentarer

TV2s politiske redaktør Henrik Qvortrup dømte for noget tid siden Liberal Alliance helt ude mht. partiets overlevelseschancer i Folketinget efter næste valg. Faktisk ville han æde sin gamle hat, hvis det alligevel skete. Og Qvortrup var og er ikke alene. Ingen '“ bortset fra LA selv, partiets hoforgan Netavisen 180Grader herunder dets redaktør Ole Birk Olesen og skaren af frihedsorienterede eller ligefrem libertariansk-sindede læsere '“ troede længere på projektet.

Men måske ender vi alle med at have taget fejl i vores hidtidige vurderinger af LAs fremtidsmuligheder?

Den nye usikkerhed skyldes ikke mindst tre målinger inden for de sidste 2-3 uger '“ senest Megafon torsdag '“ der sender LA over spærregrænsen. Hos Megafon med 2,6 procent.

Indtil for 14 dage siden var Liberal Alliance et parti ingen gad skrive om. I flere omgange er partiets nekrologer blevet skrevet, men nu er LA åbenbart genopstået fra de døde ligesom Lazarus.

Hvorfor?

1. VK-regeringens selvskabte plager.

Hvis man studerer fx Megafon-målingen, så falder det især i øjnene, at de konservative taber næsten hver femte vælger i alt 2 procentpoint i forhold til seneste måling. Lene Espersens ferie kan have fået vælgere til at parkere deres stemme hos LA, når meningsmålingsinstitutterne ringer. Det går ikke meget bedre i Venstre, der også går tilbage.

2. LA har en klar strategi

Der er ingen tvivl om, at LA har prøvet lidt af hvert i partiets korte liv. Men nu satser partiet alene på 4 politikområder med særlig interesse for deres vælgersegment: Lav skat, mere personlig frihed, mere for skattekronerne hos det offentlige og så skal der gang i den økonomiske vækst.

Bevares. LA har andre synspunkter, men man forsøger udelukkende at bruge sit krudt på disse områder frem for at mene noget om alting. Og det er ganske klogt, når man kun er tre MF'ere til at sælge varen, og vigtigst: Det giver partiet en klarere politisk kommunikation. Så når de efterhånden ganske mange skuffede VK-vælgere ser sig om efter andre muligheder, så skulle LA gerne være det kendte lokkende alternativ.

3. LA evner at holde deres fastlagte strategi i lang tid

Et af de store problemer med Ny Alliance-projektet var, at det var et parti, hvor alle og ingen holdninger var repræsenteret. Alle så det, de hver især følte sig tiltrukket af. Så de politiske svar afhang af, hvem man spurgte. Sådan er det ikke i Liberal Alliance. De to frontfigurer partileder Anders Samuelsen og den politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll er ikke til at se forskel på. Det var mildt sagt ikke oplevelsen i Ny Alliance.

LA har i øvrigt brugt deres andel af statsstøtte-midlerne på en annonce-kampagne i primært Berlingske og JP målrettet potentielle VK-frafaldne vælgere. Kampagnen udvides i øvrigt i den kommende tid til at omfatte Børsen og andre medier. (Men alligevel påstår bla. Peter Mogensen i “Mugge og Krikke”, at det er Saxo Bank, der finansierer dem'¦)

LA har i øvrigt – efter egne oplysninger – opnået at få imponerende ca. 2500 medlemmer. Det er faktisk ikke så ilde taget i betragtning af, hvor lille et parti det stadigvæk er. (Enhedslisten har til sammenligning lidt over 4000 medlemmer.) Og medlemmerne strømmer '“ ifølge dem selv '“ stadig ind. Ikke mindst i disse dage, hvor mange har fået øjnene op for partiets overlevelseschancer.

Indtil for ganske få dage siden var flere danske medier højst usikre på, at det var umagen værd at bruge ressourcer på at dække LAs landsmøde. Den usikkerhed er forsvundet nu. De kommer! Alle sammen. Og det gør medierne, alene fordi LA – måske – kan blive Lars Løkke Rasmussens og resten af VK-regeringens redning.

Men hvordan ser man på partiet hos VKO? De mest positive er faktisk de konservative, som ser LA som en alliancepartner imod DF, når det gælder efterlønsreformer og modstand mod yderligere stramninger af udlændingelov mv. Hos Venstre er man naturligvis afventende. Hvis LA nærmer sig spærregrænsen, vil Venstrefolkene måske give dem plads med mulighed for at komme i Folketinget med mandater, der støtter Løkkes statsministertaburet. Bliver LA til gengæld for små, så vil VK omvendt advare borgerlige vælgere mod stemmespild.

Hvor ligger så smertegrænsen? Formentlig et sted omkring 1,5 procent. Ligger LA på dette niveau vil Venste hjælpe og måske endda uofficielt opfordre til at støtte partiet. Ligger partiet under niveauet, så sætter V maskinen ind, der advarer vælgerne mod at stemme på LA med henvisning til stemmespild.

Og DF? De vil formentlig undgå LA for enhver pris. Fjendskabet er ikke så udtalt, som i Ny Alliance, men hos LA-folkene ved man godt, at Pia Kjærsgaards tropper ikke er dem venligt stemt. Naturligvis vil DF foretrække det rene VKO-flertal. Men er VKO-LA det næstbedste alternativ? Ikke nødvendigvis set fra DF-partilederens stol.

LA har dog på én måde kopieret DFs organisering med en ekstrem topstyring af partiet. Faktisk har partiet ikke engang opstillet folketingskandidater. De bliver håndplukket af partitoppen og har opbakning dertil af partiets hovedbestyrelse. LA vil for enhver pris undgå lykkeriddere og landsby- samt storbytosser, så bla. derfor bliver der ingen lokalt valgte kandidater, men bliver i stedet centralt udpeget. Og i øvrigt så er der ligesom i DF ganske kort til døren. Det sørger partiformand Leif Mikkelsen i øvrigt for – med i enkelte konstaterede tilfælde – ret kontante telefonopkald til medlemmer, der gør sig uheldigt bemærkede. Præcis som det også foregår i DF.

Det er muligt, at man er liberale af sind hos Liberal Alliance, men altså ikke så liberale, at man tør risikere sine få landvindinger med folk i front, der pludselig markedsfører sig selv og partiet i medierne med skøre idéer i stil med 40 procents indkomstskat. På Fyn. Her skræmmer sporene trods alt for meget. Når valget kommer, vil ca. 10 i forvejen screenede kandidater blive opstillet i storkredsene landet over. Og man satser i øvrigt ikke på folk med “kendis-effekt”, som det var på lidt tragisk vis var tilfældet i dagene under Ny Alliances banner. LAs kandidater skal hellere fremstå som folk med tung politisk viden og evne til at begå sig i politiske debatter. Fx. evne til at forklare partiets skattepolitik. Her har man også taget ved lære af erfaringerne fra Ny Alliance!

Vil LA’erne få held med deres forehavende? Det er umuligt at afgøre, men sandsynligheden for succes har da aldrig været større end nu. I hvert fald undersøger Qvortrup mulighederne for at “forhåndsmarinere” sin gamle hat.


Fra “Clausescu” til “Fader Claus”

Author icon

Skrevet af

Clock icon

april 22, 2010

Comments icon

26 kommentarer

Just hjemkommen (onsdag) fra det solbeskinnede Nice, hvor jeg imod min vilje har været 'askeflygtning' siden i lørdags har jeg brugt tid på at reflektere mere over Venstres aktuelle problemer.

Udnævnelsen af Karen Ellemann til Indenrigs- og Socialminister sidste forår har tydeligvis været en byld et vist sted især hos hele mellemgenerationen af Venstre-politikere, der ikke blev ministre under Fogh og formentlig heller ikke bliver det under Lars Løkke Rasmussen. I Jyllands-Posten i søndags stod V-kilderne – på nær en enkelt undtagelse – anonymt nærmest i kø for at kritisere – eller snarere karaktermyrde – Ellemann og udstille hende som komplet uduelig som minister.

Men det er i øvrigt svært ikke at give kritikerne ret. Ingen kan huske en vindersag, som Ellemann har stået for. Bevares. Det er ikke jordens nemmeste ministerier, som hun har bestredet, men bare det at fjerne hende fra socialministeriet efter under ét år, er et tydeligt bevis på, at heller ikke Løkke anser hendes indsats der, som et kæmpeaktiv for regeringen.

Så hvorfor udnævnte Løkke hende egentlig? Der er flere grunde. Men den vægtigste er nok '“ selvom miljøministeren selv hader det '“ at den nye statsminister vil binde en alliance til hendes far, Uffe Ellemann-Jensen. Ellemann er qua sin fars – og farfars (“Døgnbrænderen” Jens Peter Jensen) meritter født ind i Christiansborgs adel '“ om hun så kan lide det eller ej.

Det er ikke alle Christiansborg-journalister, der er klar over det, men Lars Løkke har faktisk aldrig været Anders Fogh Rasmussen-fan. Det er ingen hemmelighed, at Løkke føler sig langt bedre tilpas og i overensstemmelse med Uffe Ellemann-Jensens politiske verdensbillede. Det var i Uffes formandstid, at Lars Løkke blev VU-formand, byrådspolitiker, folketingsmedlem og amtsborgmester.
Hvis statsministeren har et politisk forbillede i Venstre – uden at det skal overfortolkes – så må det være Uffe.

Mens forbindelsen mellem Fogh og Ellemann kølnedes i de sidste år af Foghs regeringstid, hvor Ellemann igen begyndte at blande sig især med kritiske kommentarer af regeringens håndtering af Muhammed-sagen, så har Løkke helt anderledes end forgængeren været interesseret i at genoptage og pleje den gamle forbindelse til veteranen, som stadigvæk mange i den liberale bevægelse omtaler med både respekt og oprigtig hengivenhed. Fogh blev statsminister, men han var aldrig i nærheden af at blive elsket af græsrødderne, som Uffe blev det.

Også denne blogger hører '“ ligesom Løkke – til den generation af ungliberale, der sikkert ville kunne sige om Uffe, at ham skylder man sin ungdoms begejstring. (Som Albert Speer efter krigen beskrev sit forhold til Hitler '“ uden sammenligning i øvrigt!)

Det er altså også i respekt for ophavet, at Løkke udnævnte Karen Ellemann, der dog som ordfører forinden havde markeret sig som kvik, flittig og ihærdig plus at hun er en yngre kvinde fra storbyen.

Men som kritikere er inde på, så er god vilje og herkomst ingenlunde tilstrækkeligt til at opnå den fornødne politiske driftssikkerhed som minister. Ellemann har tydelige mangler. Hun er fx ingen fremragende kommunikator, og ministeren har mere end til gode at bevise, at hun evner det politiske spil udover begynderniveauet. Fra starten af har hun endda haft en kompetent “støttepædagog” ved sin side i form af hendes særlige rådgiver, Martin Vith, som det siges blev beordret af sin gode ven – Lars Løkke – til at søge stillingen. Ikke at virkningen ses tydeligt, men det er da blevet bedre.

Det er derfor fair at konkludere, at enhver anden end lige netop Karen Ellemann for længst ville være blevet hældt ned af brættet. Og så er hun især hjulpet af det faktum, at Ellemann er Løkkes egen opfindelse. Hvis han fyrede hende, så pegede pilen på ham selv.

Om Karen Ellemann ender med at blive en succes i politik er tvivlsomt, men andre politikere er jo før blevet dømt ude som komplet håbløse tilfælde, men er alligevel kommet stærkt igen. Lad mig nævne i flæng: Søren Pind, Helle Thorning-Schmidt, Uffe Ellemann-Jensen og ikke mindst Birthe Rønn Hornbech.

I tirsdags '“ efter regeringsseminaret – blev finansminister Claus Hjort Frederiksen så kørt ind til Venstres gruppemøde. Her var der storvask efter at en helt stribe af gamle vel- og udtjente MF’ere i gruppen igennem nogle uger har krævet indrømmelser på skatteområdet og efterlønnen, hvilket har udstillet Løkkes manglende styr på butikken og efterfølgende tab af anseelse hos vælgerne.

Flere af de unge MF'ere rejste sig op på mødet og sagde, at de “skammede sig” over al balladen i Venstre. Det var muligt, at de gamle mente, at slaget var tabt, men de unge ville en fremtid o politik og genvælges. Og det fik de ikke mulighed for, når det borgerlige flertal var i akut fare på grund af intern splid. De var trætte af uro og ballade og ønskede gruppens opbakning til ledelsen. De blev ikke overraskende bakket op af gruppeformand Kristian Jensen og Peter Christensen. (I sandhed nye tider i forhold til de sidste år under Fogh, hvor netop Christensen var blandt de mest oprørske rebeller.

Imidlertid var også artiklen om Karen Ellemann til debat. Her rejste finansministeren sig op og meddelte at han havde fået det 'fysisk dårligt' af have læst artiklen, som han fandt 'under lavmålet. JPs artikel bemærkede sig i øvrigt også ved, at det var DFs Jørgen Dohrmann, der forsvarede Ellemann, altmens hendes partifæller anonymt dolkede hende.

Engang for ikke så lang tid siden løste Hjort de interne problemer – som det er blev beskrevet af Fogh – med 'et skrig, et klask og en blodpøl'. Det er dog ikke stilen længere. Tværtimod. Hjort har i øvrigt for længst proklameret, at hans tid som 'dumt svin' og 'skarpretter' er et overstået kapitel.

I stedet sagde Hjort, at han var 'bedrøvet' over artiklen og appellerede i stedet til sammenhold i gruppen bl.a. med ordene: 'Vi fortjener ikke at genvinde regeringsmagten, når vi behandler hinanden på denne måde'.

Det er nu vurderingen hos V-ledelsen, at især Hjorts stærke, indtrængende og følsomme appel gjorde et indtryk på de gamle gruppemedlemmer, så de holder sig i ro. I hvert fald for en tid.

Det falder i øvrigt i øjnene og udstiller V-toppens fortsat manglende autoritet, når det åbenbart er nødvendigt at aktivere Claus Hjorts person før, der falder ro over tropperne.

P.s. Kforums redaktion har moret sig med at lave nogle fiktive personlige valgplakater for Ole Sohn i stalinistisk retrostil. Det er nogle kommunikationsfolk blevet stødt over på Sohns vegne, hvilket er morsomt i sig selv. Jeg synes nu, plakaterne er meget sjove. Hvis Sohn havde haft lidt af Villy Søvndals glimt i øjet, så havde han udtalt, at han fluks bestiller 100 styks til sin egen valgkamp.

Men døm selv.

Bottom border