Regeringen har i dag fremlagt sin genopretningsplan, der vil genere stort set samtlige vælgergrupper. Det er ganske modigt. Har regeringen et politisk dødsønske eller hvad er baggrunden?
Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen har indset, at regeringen formentlig falder, hvis ikke at den forsøger at erobre den politiske dagsorden ved at spille ud med en realistisk spareplan, der finder de 24 milliarder kr., der mangler i kassen.
De 'fattige' og de studerende skal holde for med ikke at få pristalsreguleret deres overførselsindkomster og SUen i de næste to år. Der skal spares hist og her i den statslige drift (og i den kommunale service naturligvis, men det kommer senere) . 'De rige' kan vinke farvel til lettelserne i topskatten de næste to år, mens indkomstgrænserne for, hvornår man skal betale topskat mv. fastfryses. Planen går dermed også ud over mange i jobs. Desuden er regeringen for symbolikkens skyld selv villig til at gå ned i løn med 5 pct. i de næste to år '“ et forslag, man tilsyneladende har kopieret fra David Cameron.
Man kan være enig eller uenig om rimeligheden i sparekravene, men planen er '“ i modsætning til S-SFs 12 minutters plan – både realistisk, ukompliceret og mulig at gennemføre relativt hurtigt, hvis et flertal i folketinget er klar til at lægge stemmer til den.
Ingen forestiller sig, at S-SF vil være med til en aftale. Og i øvrigt så vil regeringen ikke kunne røre overførselsindkomsterne frem til valget på grund af forligsaftaler herom. I stedet kan regeringen så sammen med DF vedtage forslaget inden sommerferien, hvor så de dele, der er forligsbundne først kommer til at gælde fra perioden efter et valg.
I øvrigt vil der komme ændringer i forhold til den plan, som regeringen spiller ud med. DF tager sig godt betalt for at støtte en sådan spareplan. Og her er det tilsyneladende Søren Pinds bistandsmilliarder, der er udset til at holde for. Formentlig går det ud over de projekter i Sydamerika, som ministeriet i forvejen havde udset til at spare væk og overføre til Afrika. (Løkke har ikke glemt nogle af de venstreorienterede latinamerikanske regeringers provokerende opførsel under klimatopmødet…)
Løkke bryder både med skattestop, forligsaftaler og meget andet. Det bliver han ikke populær af, men måske får han held med at fremstå mest troværdig i den økonomiske debat. Den dagsorden, som danskerne finder vigtigst lige nu. S-SF vil stå tilbage på sidelinjen og skal selvfølgelig udstilles som utroværdige populister uden realistiske alternativer. En annoncekampagne i juni skal naturligvis cementere det indtryk.
Ved at tage alle de ubehagelige ting i ét hug, så kan regeringen '“ måske '“ om et halvt år bryste sig af at have ført landet igennem krisen. De kan så håbe på at et flertal i befolkningen herefter vil 'tilgive' dem for det. Og så diskuterer man formentlig også andre ting til den tid.
Efter sommerferien går regeringen i gang med at kigge på de langsigtede reformer. Her vil man tage fat på nogle af S-SFs forslag og forsøge at teste, hvad oppositionen vil være med til, mens finansloven formentlig bliver helt uden de store kontroversielle elementer. For dem tager man og gennemfører nu.
Der er tale om en benhård satsning fra Løkkes side, men spørgsmålet er om han har andet valg. Smider vælgerne regeringen på porten kan han rette ryggen og fremstå i historiebøgerne som en statsminister, der trods alt lagde en ærlig plan frem, som vælgerne ikke desto mindre siden straffede ham for. Med andre ord: Løkke sætter med genopretningsplanen alt på ét brædt.
Læs også Niels Krause-Kjærs udmærkede analyse.