Instruktøren Janus Metz' dokumentarfilm 'œArmadillo' om danske soldaters indsats i Afghanistan havde forpremiere mandag for indbudte pressefolk og politikere. Lad mig slå fast med det samme: Det er en meget vellykket film, når det kommer til at beskrive, hvad det er, som danske soldater kommer ud for under krigen i den urolige Helmand-provins, hvor de er udstationeret. Filmen forsøger også at skildre en hverdag uden livsfarlig ildkamp og patruljering, men at tiden også går med kedelig ventetid, vagttjeneste samt fritid med pool, porno og playstation. Det er ikke desto mindre filmens to-tre 'skarpe' situationer eller kampscener, som den vil blive husket for. Endelig er den renset for demagogisk moraliseren a la Carsten Jensen.
Der er på sin vis tale om en filmisk pendant til journalisten Kim Hundevadts fremragende skildring i bogen 'I morgen angriber vi igen' om hold 4. Det hold, der i 2007-2008 oprettede lejren 'Armadillo' – opkaldt til ære for holdets legendariske kompagnichef major Anders Storrud, der faldt i Afghanistan og hvis mærke netop var bæltedyret (på engelsk: Armadillo). Miljøskildringen og den nøgterne konstaterende tone i filmen svarer til bogens, selvom sidstnævnte efter min mening er mere oprivende og rørende i det den simpelthen beskrev flere skarpe træfninger, men også forfærdelige tragedier med dræbte og lemlæstede danske soldater.
Filmens handling er skåret over den klassiske læst, hvor man følger den unge blåøjede knægt fra hold 9 i 1. halvår 2009, der uden de store ideologiske overvejelser vil ud i verden og have spænding og eventyr. Prøve grænser og opleve 'at være derude, hvor jernkorsene gror', som krigskorrespondenten par excellence salig Jan Stage engang formulerede det.
Da soldaterne så 'får føling' med fjenden og oplever deres ilddåb, så får de det adrenalinkick, som de sikkert ved en eller anden ubevidst urkraft tilsyneladende hele tiden har higet efter. Disse risikovillige unge mennesker, fornemmer man i filmen, er ofte helt hinsides politik og anden snak om “at hjælpe andre”, når de tager beslutningen om at tage af sted. Det er helt andre mere egocentrede forhold jfr ovenstående, der motiverer dem. Og med tiden bliver drivkraften det kammeratskab blandt mænd (og kvinder), der opstår, når man sammen ser døden i øjnene og hvor ens overlevelse, når kuglerne fløjter om ørene, netop afhænger af alles selvopofrelse for fællesskabet. Et fænomen, der er velbeskrevet også i den lødige krigslitteratur.
Enhver, der overværer filmens voldsomme kampscener, får sig også et skud adrenalin. De vækker mindelser til den amerikanske serie 'Band of Brothers' om et infanterikompagni under 2. verdenskrig bortset fra, at scenerne fra 'Armadillo' nu engang er ægte. Man kan kun være dybt imponeret over de unge soldaters mod og professionalisme, og at de tilsyneladende evner at bevare hovedet i deres arbejde på slagmarken. Det kan de formentlig især takke deres grundige uddannelse for. Desuden bør man også sende en tanke til den 'embedded' fotograf – Janus Metz selv – der med håndholdt kamera må 'falde ned' på åbne marker uden dækning efter sammen med de andre soldater at være blevet beskudt af usynlige Taliban-folk. Man kan kun have stor respekt for, at fotografen i realiteten sætter livet på spil for at vise os, hvad der foregår.
Stort set den eneste hurtige måde at få adrenalin ud af kroppen på er ved fysiske eller psykiske udladninger. Det antager meget primitive former fx ved at råbe 'fuck-fuck-fuck' eller 'vi smadrer dem' og lave 'high fives'. Der er intet underligt i det. Det er fuldstændigt som vore forfædre gjorde det. De dansede krigsdans og rendte rundt med de afskårne hoveder af deres fjender for at fejre sejren, og at de overlevede barske kamphandlinger. Bevares vi er kommet lidt videre siden. I dag skærer vi ikke hovederne af fjenden, og krigens regler tolerer heller ikke længere, at man som storvildtsjægere på savannen fotograferer sig selv i selskab med fjendens opstablede lig. Men man 'fester' ikke desto mindre stadig og overstadigt over at være i live. Det er en form, der ikke burde genere andre mennesker, hvis ikke at Forsvaret lige havde inviteret et filmhold til at forevige, hvordan man afreagerer. Men man kan næppe forvente at samtlige danskere, der gudskelov ikke har været i en skarp situation, kan forstå baggrunden for de voldsomme reaktioner. Mange ser formentlig blot de overlevendes kække og kyniske “Gung-ho”-udbrud som kådhed, afstumpethed og vildskab, hvor de i stedet havde forventet dyb selvrefleksion, urealistisk disciplin og en udtrykt inderlig beklagelse over, at de Taleban-krigere, der ville dem til livs, endte med at blive slået ihjel. Men sådan reagerer mennesker, der har set døden i øjnene nu engang ikke. De vil sgu da skide på, hvad Politikens lederkollegium, Carsten Jensen, Holger K, Frank Aaen, Bedstemødre mod Krig forventer, at soldater optræder. Bevares. Det er ikke kønt at se på, men det er nu engang sådan, at soldater reagerer.
Det betyder på ingen måde, at man ikke skal være kritisk og undersøge mistænkelige situationer, hvor krigens love kan være overtrådt. Men tingene bør efter min mening holdes adskilt, hvilket jeg dog hverken forventer, at den pr. definition kritiske presse eller oppositionspolitikerne er i stand til.
Filmens eneste egentlige kontroversielle situation handler om en ganske hård træfning, hvor fem Taliban-krigere bliver dræbt. Det sker efter, at de har overfaldet en hårdt presset dansk deling, hvor to soldater såres og flere er ret tæt på at blive ramt. Filmholdet er ganske tæt på, men ikke i de afgørende sekunder. Vi ser en håndgranat blive kastet, hvor formentlig fire '“ måske fem – af fjendens soldater bliver dræbt. Ingen, der ser filmen, kan være i tvivl om, at der er tale om fjendtlige soldater, der i et baghold har angrebet danskerne. Men hvad sker der så bagefter? Delingsføreren 'Rasmus' forklarer under debriefingen tilbage i lejren, at fjenden blev nedkæmpet efterfølgende ved ildafgivelse med automatrifler, da danskerne stormede talibanernes stilling. Delingsføreren siger, at 'den (situationen) var på vippen', i det han ikke turde se efter om talibanerne, der havde forskanset i grøften 3 meter fra dem, havde tænkt sig at overgive sig eller ej. Så han skød først og en anden soldat forlyder det tømte sit magasin i talibanernes kroppe. Alle infanterister er i øvrigt trænet i at rydde stillinger på denne klassiske måde ved først at kaste en håndgranat for herefter at afgive ild.
Umiddelbart efter fejrer soldaterne nedkæmpelsen af talibanerne, som havde de vundet Champions League-finalen. Imidlertid bruger en af de danske soldater i filmen ordet 'likvidere' om træfningen. Likvidering er et ord, der bruges om en henrettelse dvs. hvor modparten er ubevæbnet. Fx som modstandsbevægelsen likviderede stikkere under krigen. Mit gæt er, at soldaten ikke helt forstår ordets betydning og derfor bruger ordet 'likvidere' i betydningen 'dræbe' dvs. en neutral betydning. Hvad værre er, at en soldat ringer hjem til familien og får fortalt en lignende historie til sine forældre om, at delingsføreren mfl. har likvideret talibanerne m.v. Forældrene ringer til Hærens Operative Kommando, der får sat auditørkorpset på sagen, hvorefter delingsføreren bliver afhørt. Han stiller sig uforstående overfor beskyldningerne og forholder delingen, hvem der mener at “vi har likvideret” talibanere. ÃŒ én scene får man imidlertid en fornemmelse af, at der stikker noget under. Soldaterne besøger deres sårede kammerater på felthospitalet, hvor der pludselig opstår en snak om, hvad der skete. Her gentages påstanden om, at nogen havde skudt på sårede talebanere, hvilket meget hurtigt afvises af delingsføreren med en synligt indforstået mine. Her er det, at man tænker: Hvad fanden foregik der lige dér?
Filmens styrke er, at den beskriver krigen i Helmand set fra soldaternes synsvinkel. Den evner ikke at beskrive det store perspektiv dvs. situationen i Afghanistan som sådan. Det gør dog ikke indtryk på mange journalister og politikere, der allerede peger på den håb- og modløshed, som ifølge filmen præger afghanerne, der bor lige midt i krigszonen. Det tror da pokker, for disse afghanere har intet valg. Hvis de samarbejder med ISAF-styrkerne, da risikerer de at få skåret halsen over af Taliban, og desuden må de udholde, at deres marker og landsbyer er slagmarker og deres familie bliver dræbt eller såret under træfningerne. Ingen kan lade sig overraske over deres desillusion.
Det er en spøjs situation, som folkene bag 'Armadillo' har bragt det politiske system og befolkningen i. Politiken, Ekstra Bladet og DR har allerede anmeldt filmen efter, at den i går fik premiere på filmfestivalen i Cannes, traileren kører overalt, og nu er politikerne i fuld gang med at diskutere den. Men bortset fra pressefolk og folketingspolitikerne, der i formiddag var inviteret til snigpremiere, så er resten af Danmark nødsaget til at vente til filmen får premiere den 8. juli. Det er da noget besynderligt. For man skal naturligvis se filmen for at kunne forstå præmissen for den diskussion, der uvilkårligt allerede foregår om den mellem de pacifister, venstrefløjspolitikere m.v., der for enhver pris ønsker Danmark ud af landet hurtigst muligt og det flertal på Christiansborg, der indtil videre mener, at det fortsat tjener et formål at have et lille kontingent tropper i Afghanistan. Det havde faktisk været mere rimeligt for den demokratiske diskussion, at filmen gik i biografen med det samme, for så snarest efter at blive vist på TV.