Kategorier

Snu S-SF-plan med indbygget politisk fata morgana

Endelig '“ efter lang tids tilløb og et lidt kikset forløb i går – har S-SF præsenteret deres økonomiske oplæg ' En Fair Løsning' her i formiddag.

Timingen er noget nær perfekt. Socialdemokraterne har over weekenden været ganske presset af 'Privatskolegate', så derfor kan alle se, at S-toppen havde lyst til at tale om noget andet, der kan fylde nyhedsfladen og aviserne i morgen. (Det var kun Ekstra Bladets 'dreng i klassen', der åbenbart ikke helt forstod, at invitationen ikke gjaldt spørgsmål om privatskoler)

Det var derfor en veloplagt S-formand Helle Thorning-Schmidt, der sammen med SFs formand Villy Søvndal, der bød velkommen til Christiansborgs pressekorps i den gamle børsbygning på Slotsholmen. Stedet sikkert valgt for endnu engang at signalere et opgør med billedet af SF som den store bøhmand, der vil slagte det private erhvervsliv.

Det er i grunden en ganske snu plan, som S-SF har fremlagt, i det den udstiller regeringens reformangst og selv signalerer mod, nytænkning og dristighed. Den hænger også fint sammen rent økonomisk. I hvert fald i teorien. Men den har ét stort og altoverskyggende problem: Den er politisk set et veritabelt fata morgana!

Selve planens bærende idé med at øge arbejdstiden fra 37 timer til 38 timer ugentlig, sådan at danskerne arbejder sig ud af krisen er ganske fornuftig, men politisk umulig at realisere. For den kræver, at politikerne har hånd i hanke med samtlige overenskomster både på det private og offentlige område. Og det tror ingen levende sjæl med indsigt i arbejdsmarkedsforhold på, kan lade sig gøre.

Måske er det netop derfor, at vennerne i LO, 3F mv. bakker op om planen, fordi de godt ved, at det alligevel ikke kan lade sig gøre at føre den ud i livet? Men ved at fagbevægelsen forholder sig positive, kan S-SF fastholde forestillingen om, at politikerne kan diktere en 38 timers arbejdsuge, selvom at det intet har med virkelighedens verden at gøre. Medmindre at S-SF – efter 100 år med Hovedaftalen – vil afskaffe forhandlingsretten for arbejdsmarkedets parter at regulere dets løn- og arbejdstidsforhold. I 2010 foregår forhandlingerne vedr. løn og arbejdstid på mere end 60 procent af industriens område decentralt dvs. på hver enkelt virksomhed. Så medmindre at en kommende S-SF-regering på en eller anden led sammen med LO og DA vil til at rulle udviklingen tilbage og begynde at diktere de lokale forhandlinger, så falder forslaget – og dermed hele planen – til jorden. Og hvis ikke det er hele arbejdsmarkedet, der skal arbejde ekstra, hvordan får man så det offentlige område til at tilslutte sig? Svar: Det kan man naturligvis ikke.

Ingen forestiller sig i øvrigt, at lønmodtagerne frivilligt vil arbejde én time længere UDEN en eller anden form for kompensation. Sagt på dansk: There is no such thing as a free lunch. Derfor er det ren teori, at forestille sig, at denne del af S-SF forslaget kan gennemføres overalt på det danske arbejdsmarked. Det er i øvrigt interessant, at FOAs formand Dennis Kristensen blankt afviser, at hans medlemmer skal arbejde en time ekstra. Det forstår jeg godt. Det offentlige område står for tur til at forhandle overenskomst til vinter. Skulle 'Røde Dennis' allerede nu lægge sig fladt ned på maven og sige til sine medlemmer at de skal give en ekstra time til fællesskabet? Kan nogen huske, hvordan det gik sidst? Langvarige strejker, skrig skrål og ballade. Derfor: It aint gonna happen! FOA, LO, 3F vil naturligvis gerne give S-SF-planen medløb, men ikke gratis. Og hvis ikke der er en modydelse som er salgbar overfor medlemmerne, så kan man bare glemme alt om en aftale. Fagbevægelsen lever af tilfredse medlemmer. Og medlemstrafikken har i mange år gået i en retning: Ud! Det bør man nok lige huske på i fagbevægelsen, før man lader sig spænde for hårdt for S-SFs vogn.

Spørgsmålet er, om vælgerne gennemskuer blufnummeret? Jeg tvivler faktisk på det. Det er smart fundet på, at man appellerer til krisebevidsthed hos danskerne og hele oplægget er på papiret i og for sig økonomisk ansvarligt. Det lægger alt andet lige et pres over på regeringen mht. at komme med noget, der modsvarer planen. Det ville så klæde regeringen, at komme med forslag, der har en chance på jorden for at kunne føres ud i livet.

Så i konkurrencen, hvem kan fremstå som mest økonomisk ansvarlig i befolkningens øjne, der fører oppositionen efter dagens oplæg med 1-0.

I øvrigt er det morsomt, at S-SF ikke synes det er vigtigt at løse problemet med hullet i statskassen her og nu. Det vil løse sig efterhånden, forklarede Helle Thorning-Schmidt. Så problemerne på kortsigt blev stort set ignoreret af S-SF, der heller ikke forudså nogle problemer i forhold til EUs konvergenskrav. Det var ikke en specielt overbevisende argumentation.

S-SF forholder sig imidlertid fundamentalt modsat i synet på 'de dynamiske forhold', når det gælder skattepolitikken, hvor S-SF insisterer på at fastholde billedet af, at regeringens skattereform ikke er fuldt finansieret. Det er skattereformen nemlig ikke på det korte sigt. Til gengæld er den netop finansieret på langt sigt, hvad de fleste økonomer er enige om.

Så hvad skal regeringen gøre? Svar: Omfavne de gode forslag og udstille alle planens svagheder. Fint nok, men oppositionen har i hvert fald én pointe i at påpege, at regeringen har ansvaret for at spille ud med sin politik. Og det haster, hvis regeringen vil bevare sit sidste brohoved '“ størst troværdighed i den økonomiske politik – som man i øvrigt også er ved at tabe til oppositionen.

Mit eget bud er, at regeringen derfor vil spille ud med en omfattende reformplan i løbet af næste måned.

P.s. Det er ydermere svært at se, hvor det politiske flertal er for at føre S-SF-planen ud i livet. Enhedslisten er i al fald ikke med på idéen om at danskerne skal arbejde længere.

Venstres herostratisk berømte spinmaskine fangede et par steder, hvor Helle og Villy formulerede sig noget upræcist og/eller inkonsistent.

Kategorier

Privatskole-gate

Her et lille døgn før S-SF '“ meget behændigt '“ offentliggør deres økonomiske udspil, så er Helle Thorning-Schmidt i 'privatskole-gate' røget ind i noget der minder om den første rigtige krise i lang tid, der rokker ved hendes troværdighed.

I sidste uge var skygge-socialminister Mette Frederiksen for engang skyld påfaldende tavs i sine ellers normalt heftige angreb på hele idéen, at den private sektor leverer velfærdsydelser, efter at hun på sin Facebook-profil måtte indrømme til en blogger, at hendes eget barn gik på den lokale private lilleskole, “Hareskovens Lilleskole” frem for at have taget imod et af de tilbud som den socialdemokratiske mønsterkommune, Ballerup tilbyder. Her er det ellers den tidligere næstformand for partiet, Ove E. Dalsgaard, som er borgmester, men kommunens tilbud var altså ikke attraktivt nok.

Medierne har siden gennemgået de øvrige top-socialdemokraters præferencer mht valg af skole for deres små poder. Henrik Sass Larsen kom hurtigt ud af busken med at hans datter gik på privatskole og i løbet af weekenden havde flere medier også fået gravet frem, at Thornings ældste datter nu også skal starte på en københavnsk privatskole efter sommerferien. Det fik hende åbenbart til at gå på TV for at forklare sig. I spinbranchen er det god latin '“ at det ser mest muligt ud som om '“ at man selv har taget initiativ til at få talt ud om en sag. (Og her er det i øvrigt meget vigtigt at et interview foregår live, sådan at der ikke kan klippes i citaterne, sådan som det ofte foregår i avisinterviews eller klippede indslag). Jeg så både TV-avisen i går søndag kl 18.30 og Go Morgen Danmark på TV2 i morges, og selvom at jeg ikke har nogen fidus til især sidstnævntes journalistiske standard, så må jeg alligevel tage hatten af for Anders Breinholst, der virkelig gik til stålet. TVAs Kim Bildsøe-Lassen var høflig, men var ikke i nærheden af at lave 'et Reimar-interview', så Thorning slap heller ikke udenom at svare på kritiske spørgsmål. (Men døm selv)

Siden det blev kendt, at Thorning har samme problem som socialdemokraternes sociale samvittighed, Mette Frederiksen, har nogle hæftet sig ved at statsministerkandidaten trods alt ikke tidligere har ført sig frem med skråsikre og bombastiske udtalelser som socialordføreren har for vane. Men det er blot, fordi de ikke er blevet gravet frem. Før nu.

BT skriver:

'I 2002, da hun endnu sad i Europa-Parlamentet, var Helle Thorning-Schmidt medforfatter til debatbogen “Forsvar for fælleskabet”. Her skriver hun, at der kan være mange årsager til, at forældre vælger en privatskole fremfor folkeskolen.:

“Mange steder er den vigtigste forklaring imidlertid et egoistisk snæversyn i middelklassen. En del forældre går efter skræddersyede privat tilbud, der angiveligt lige passer til behovet hos deres barn – engelsk fra første klasse, at børnene bliver verdensmestre i matematik før de kan binde deres eget snørebånd eller eksotiske pædagogiske tilbud, hvor fingermaling prioriteres over basale faglige færdigheder,” skriver Helle Thorning-Schmidt.

Her vil mange sikkert hæfte sig ved det ganske fordømmende ordvalg 'egoistisk snæversyn', mens Thornings mange socialdemokratiske forsvarere også i blogosfæren formentlig vil fremhæve det faktum, at de blev skrevet for 8 år siden, mens Thorning blot var EU-parlamentariker. Hun er formentlig blevet 'klogere' ligesom Mette Frederiksen efter, at hun fik formandskasketten på. I 2004 var Thorning i øvrigt også ude med riven efter privatskolerne.

Rektoren på Ingrid Jespersens Skole og S-lederen selv afviser til Ritzau, at Helle Thorning-Schmidts datter har fået særbehandling 'og kommet uden om køen'. Alligevel forekommer det stadig mystisk al den stund, at man normalt skal være skrevet op i årevis for at kunne komme ind. Det er således næppe en forklaring, som københavnske middelklasseforældre med det samme behov køber, men det er næsten umuligt at bevise.

I øvrigt har Helle Thorning-Schmidt blandt andet på Go’ Morgen Danmark forsøgt sig med et argument i stil med, at hendes datter ikke skal bøde for, at hendes mor er politiker (og derfor ikke må vælge en privatskole). Det må være et nyt argument opfundet til lejligheden. Da Lars Løkke Rasmussen tog til Tenerife bl.a. med sin yngste dreng, der går i folkeskolen uden for skolernes vinterferie blev han heftigt kritiseret for dette også af socialdemokraterne. (Efter at Løkkes daværende undervisningsminister Bertel Haarder havde henstillet til forældre om ikke at tage deres børn ud af skolerne udenfor ferieperioderne)

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, ser anderledes på sagen. Ifølge ham sender regeringen et skævt signal om, at politikerne ikke skal leve op til de samme krav, som de stiller til resten af befolkningen.

 »Jeg mener, det er op til den enkelte forældre at vurdere, om det er holdbart at lade børnene holde fri for at tage på ferie. Men når man som regering har valgt at pege fingre ad forældrene, så skal man også selv kunne stå på mål for sine standpunkter, « sagde Henrik Sass Larsen i februar til Berlingske.

Hvis Sass mener det. Så må det samme vel gælde, når det er oppositionen, der peger fingre af regeringen? Og tog S et stort hensyn til Løkkes lille søn mht. ikke at inddrage ham eller Løkkes familie i den politiske kamp? Skal der være forskellige standarder for, hvordan man skal behandle oppositionslederens familie sammenlignet med statsministerens?

Jeg kan i øvrigt godt forstå S-SF, at de '“ ifølge DR – tilsyneladende har fremrykket offentliggørelsen af deres økonomiske udspil* til tirsdag. Det vil utvivlsomt løbe med opmærksomheden, og så kan de da håbe på, at omtalen af 'privatskole-gate' formentlig dør ud herefter.

*På Christiansborg spinner Ss og SFs efterhånden ganske selvsikre spindoktorer overfor pressen, at journalisterne dermed kan “vælge mellem at dække den nuværende statsministers eller den kommende statsministers pressemøde”, i det S-SF-pressemødet ligger oven i Løkkes sædvanlige tirsdagspressemøde. Selvtilliden fejler åbenbart ingenting hos oppositionen.

Her er i øvrigt oppositionens udspil, der netop er lækket på nettet. (Kan være nede) Læs evt. Politikens omtale her:

Kategorier

Mette Frederiksens troværdighed faldt som græske statsobligationer

Mette Frederiksen, MF og Socialdemokraternes socialordfører er endt i den for alle toppolitikere så pinlige situation: at blive taget i at disponere, som hun for ikke længe siden revsede andre for at gøre.

For ikke så længe siden beklagede hun sig i offentligheden over, at danske forældre fravalgte folkeskolen, men da socialdemokraten så pludselig mødte virkeligheden selv som forælder, valgte hun at sætte datteren i en privat lilleskole. Naturligvis fordi hun som mor valgte det bedste for sin datter. Respekt for det. Men det skriger til himlen og er naturligvis udtryk for hykleri, at hun for ikke så længe siden skosede andre for at foretage præcis det samme valg.

Når Mette Frederiksen plejer at svinger indignationens krabask, så får den gerne på alle tangenter med spillen på hele følelsesregistret og hun er ej heller bleg for at kravle endog ganske langt op i det højeste moralske træ, som hun kan finde. I Mettes verden ER alting enten sort eller hvidt. Denne kant og skarphed har skabt hendes fortjente ry som en politiker, vælgerne forholder sig til og respekterer for hendes kompromisløshed. Mette Frederiksen er den ene af kun to mulige kandidater, der i dag nævnes som en mulig efterfølger til Helle Thorning-Schmidt på formandsposten.

Nu er Mette imidlertid 'blevet klogere' og ser tingene lidt mere “nuanceret”. Dvs. hun har formentlig gennemgået en udvikling, der ikke afviger så meget fra, hvad der er overgået mange af os andre almindelige dødelige uden Mette Frederiksens politiske karriere.

Problemet for Mette Frederiksen er imidlertid, at hendes stærke politiske brand har klangbund i en sjælden moralsk argumentation, hvor man enten vælger hendes vej (og derfor er 'god') eller de andres vej (og følgelig er 'ond'). Nu er tingene lige pludselig ikke så sort-hvide mere. Og så falder Mettes troværdighed i kurs omtrent så brat som Grækenlands statsobligationer p.t. Og samtidig er der så langt ned fra det høje moralske træ, at den socialdemokratiske ordfører slår sig mere end sædvanligt og skal således udholde megen hån og spot i medierne. For sådan er spillets regler.

Dvs. når Mette næste gang skal ud og belære alle os andre om, hvor forfærdeligt at private tilbud er i forhold til den offentlige sektors, så vil de fleste enten forsøge at lade være med at grine eller undgå at lade sig forarge over sådan mageløs frækhed.

Eller også er der den tredje mulighed, at man søger trøst i den romerske statsmands Marcus Tullius Ciceros kyniske betragtninger (formentlig baseret på sine erfaringer fra tiden omkring den romerske republiks fald):

'Konsistens har aldrig været en dyd blandt politikere, der vil frem i verden'*

*Med tanke og tak til Mads Qvortrup for en glimrende gennemgang af det britiske valgsystem m.v. og en ganske morsom Tony Blair-immitation tirsdag eftermidag på Københavns Universitet.