Endelig '“ efter lang tids tilløb og et lidt kikset forløb i går – har S-SF præsenteret deres økonomiske oplæg ' En Fair Løsning' her i formiddag.
Timingen er noget nær perfekt. Socialdemokraterne har over weekenden været ganske presset af 'Privatskolegate', så derfor kan alle se, at S-toppen havde lyst til at tale om noget andet, der kan fylde nyhedsfladen og aviserne i morgen. (Det var kun Ekstra Bladets 'dreng i klassen', der åbenbart ikke helt forstod, at invitationen ikke gjaldt spørgsmål om privatskoler)
Det var derfor en veloplagt S-formand Helle Thorning-Schmidt, der sammen med SFs formand Villy Søvndal, der bød velkommen til Christiansborgs pressekorps i den gamle børsbygning på Slotsholmen. Stedet sikkert valgt for endnu engang at signalere et opgør med billedet af SF som den store bøhmand, der vil slagte det private erhvervsliv.
Det er i grunden en ganske snu plan, som S-SF har fremlagt, i det den udstiller regeringens reformangst og selv signalerer mod, nytænkning og dristighed. Den hænger også fint sammen rent økonomisk. I hvert fald i teorien. Men den har ét stort og altoverskyggende problem: Den er politisk set et veritabelt fata morgana!
Selve planens bærende idé med at øge arbejdstiden fra 37 timer til 38 timer ugentlig, sådan at danskerne arbejder sig ud af krisen er ganske fornuftig, men politisk umulig at realisere. For den kræver, at politikerne har hånd i hanke med samtlige overenskomster både på det private og offentlige område. Og det tror ingen levende sjæl med indsigt i arbejdsmarkedsforhold på, kan lade sig gøre.
Måske er det netop derfor, at vennerne i LO, 3F mv. bakker op om planen, fordi de godt ved, at det alligevel ikke kan lade sig gøre at føre den ud i livet? Men ved at fagbevægelsen forholder sig positive, kan S-SF fastholde forestillingen om, at politikerne kan diktere en 38 timers arbejdsuge, selvom at det intet har med virkelighedens verden at gøre. Medmindre at S-SF – efter 100 år med Hovedaftalen – vil afskaffe forhandlingsretten for arbejdsmarkedets parter at regulere dets løn- og arbejdstidsforhold. I 2010 foregår forhandlingerne vedr. løn og arbejdstid på mere end 60 procent af industriens område decentralt dvs. på hver enkelt virksomhed. Så medmindre at en kommende S-SF-regering på en eller anden led sammen med LO og DA vil til at rulle udviklingen tilbage og begynde at diktere de lokale forhandlinger, så falder forslaget – og dermed hele planen – til jorden. Og hvis ikke det er hele arbejdsmarkedet, der skal arbejde ekstra, hvordan får man så det offentlige område til at tilslutte sig? Svar: Det kan man naturligvis ikke.
Ingen forestiller sig i øvrigt, at lønmodtagerne frivilligt vil arbejde én time længere UDEN en eller anden form for kompensation. Sagt på dansk: There is no such thing as a free lunch. Derfor er det ren teori, at forestille sig, at denne del af S-SF forslaget kan gennemføres overalt på det danske arbejdsmarked. Det er i øvrigt interessant, at FOAs formand Dennis Kristensen blankt afviser, at hans medlemmer skal arbejde en time ekstra. Det forstår jeg godt. Det offentlige område står for tur til at forhandle overenskomst til vinter. Skulle 'Røde Dennis' allerede nu lægge sig fladt ned på maven og sige til sine medlemmer at de skal give en ekstra time til fællesskabet? Kan nogen huske, hvordan det gik sidst? Langvarige strejker, skrig skrål og ballade. Derfor: It aint gonna happen! FOA, LO, 3F vil naturligvis gerne give S-SF-planen medløb, men ikke gratis. Og hvis ikke der er en modydelse som er salgbar overfor medlemmerne, så kan man bare glemme alt om en aftale. Fagbevægelsen lever af tilfredse medlemmer. Og medlemstrafikken har i mange år gået i en retning: Ud! Det bør man nok lige huske på i fagbevægelsen, før man lader sig spænde for hårdt for S-SFs vogn.
Spørgsmålet er, om vælgerne gennemskuer blufnummeret? Jeg tvivler faktisk på det. Det er smart fundet på, at man appellerer til krisebevidsthed hos danskerne og hele oplægget er på papiret i og for sig økonomisk ansvarligt. Det lægger alt andet lige et pres over på regeringen mht. at komme med noget, der modsvarer planen. Det ville så klæde regeringen, at komme med forslag, der har en chance på jorden for at kunne føres ud i livet.
Så i konkurrencen, hvem kan fremstå som mest økonomisk ansvarlig i befolkningens øjne, der fører oppositionen efter dagens oplæg med 1-0.
I øvrigt er det morsomt, at S-SF ikke synes det er vigtigt at løse problemet med hullet i statskassen her og nu. Det vil løse sig efterhånden, forklarede Helle Thorning-Schmidt. Så problemerne på kortsigt blev stort set ignoreret af S-SF, der heller ikke forudså nogle problemer i forhold til EUs konvergenskrav. Det var ikke en specielt overbevisende argumentation.
S-SF forholder sig imidlertid fundamentalt modsat i synet på 'de dynamiske forhold', når det gælder skattepolitikken, hvor S-SF insisterer på at fastholde billedet af, at regeringens skattereform ikke er fuldt finansieret. Det er skattereformen nemlig ikke på det korte sigt. Til gengæld er den netop finansieret på langt sigt, hvad de fleste økonomer er enige om.
Så hvad skal regeringen gøre? Svar: Omfavne de gode forslag og udstille alle planens svagheder. Fint nok, men oppositionen har i hvert fald én pointe i at påpege, at regeringen har ansvaret for at spille ud med sin politik. Og det haster, hvis regeringen vil bevare sit sidste brohoved '“ størst troværdighed i den økonomiske politik – som man i øvrigt også er ved at tabe til oppositionen.
Mit eget bud er, at regeringen derfor vil spille ud med en omfattende reformplan i løbet af næste måned.
P.s. Det er ydermere svært at se, hvor det politiske flertal er for at føre S-SF-planen ud i livet. Enhedslisten er i al fald ikke med på idéen om at danskerne skal arbejde længere.
Venstres herostratisk berømte spinmaskine fangede et par steder, hvor Helle og Villy formulerede sig noget upræcist og/eller inkonsistent.