Der er naturligvis én altoverskyggende årsag til, at rød blok fører stort i meningsmålingerne, og det er en bred protest mod VKOs upopulære 'Genopretningsplan'. Fravalget af VKO bliver ikke mindre, når oppositionens alternative plan 'Fair Løsning' angiver en noget blidere løsning uden offentlige nedskæringer eller økonomiske prioriteringer, hvis alle beskæftigede i stedet tager en tørn på 12 minutter ekstra om dagen.
S-SFs strategernes idé har utvivlsomt været, at 'Fair Løsning' skal kunne holde hele vejen frem mod valget. Meget tyder dog på, at man har overvurderet planens evne, når det gælder om at give troværdige svar mht. at løse landets aktuelle økonomiske udfordringer. Det store spørgsmål er, om det gør indtryk på vælgerne over tid, så de siver tilbage til VKO. Intet tegn har endnu vist sig, at det vil ske.
'Fair Løsning' var velforberedt, hvor man øjensynligt forinden testede planens elementers popularitet hos afgørende vælgergrupper. Og det lykkedes til fulde. Ikke kun på grund af planen, men fordi alternativet '“ VKOs nedskæringer '“ fremstod langt mindre spiselige. VKO tabte først vælgere for alvor, da genopretningsplanerne blev kendt.
I den sidste tid er 'Fair Løsning' imidlertid kommet under et stigende pres. Med få undtagelser bl.a. LO-fagbevægelsens økonomer i AE-rådet er det meget få økonomer, der forstår planens finansiering. S-SFs ledelse afviser dog al kritik og fastholder hårdnakket, at planen er økonomisk troværdig, når fagbevægelsen har givet håndslag på at finde de 15 milliarder kr. Det svar vil man høre tit frem mod valget.
Selve rygraden i 'Fair Løsning' er forslaget om at øge arbejdstiden gennem trepartsforhandlinger med LO-fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Det er i øvrigt et forslag, som møder bred opbakning i Folketinget og som indiskutabelt vil skabe større vækst. Det åbenbare problem med at sætte arbejdstiden op er imidlertid, at det står uklart, hvordan S-SF og fagbevægelsen ønsker, at det skal ske. Og det er 'Fair Løsnings' gennemgående svaghed '“ eller styrke om man vil – at der ikke er udsigt til, at nogen rent faktisk bliver omfattet af arbejdsmarkedsreformerne. Og derved kan alle vælgere læse præcis det ind i planen, som de vil.
Hver gang et forslag, der kunne tænkes at givet et stort provenu, bliver spillet på banen i offentligheden, så er alliancen bag 'Fair Løsning' med et trylleslag brudt. De to store LO-medlemmer – FOA og HK – afviser fx på forhånd blankt at ville afskaffe efterlønnen '“ et forslag, der ellers ville kunne indbringe ca. 16 mia. kr. Det samme gør Henrik Sass Larsen, der nu sætter hele sin politiske karriere ind på at bevare efterlønnen.
Det mest iøjnefaldende alternativ er, at indføre en 38 timers arbejdsuge. (Hvilket FOA-formanden Dennis Kristensen også modsætter sig). Hvem er det i øvrigt, som skal arbejde mere? Det bliver ikke de højtlønnede, da de stort set selv bestemmer arbejdstiden og i øvrigt i forvejen arbejder ganske meget. Selvstændige, chefer, mange universitetsuddannede behøver således ikke tage en time ekstra for fællesskabet. Tilbage står de menige og ofte lavestlønnede i den offentligt og private sektor. Det skaber dog andre problemer. For hvis de offentligt ansatte arbejder 1 time mere om ugen, så kræver det yderligere offentlig finansiering. Og det er et problem, når 'Fair Løsning' også går ud på at spare penge. I øvrigt er det lidt af en gåde, hvordan man forestiller sig, at LO's medlemmer stemmer for en uges ekstra arbejde uden at få anden kompensation end en times ekstra løn? Det er i øvrigt ikke sket før, at LO-fagbevægelsen generelt har bedt deres medlemmer om at gå op i arbejdstid. Den fulde lønkompensation udhuler i øvrigt også de positive effekter ved at øge arbejdstiden, men det er helt urealistisk, at LO-medlemmer stemmer for en aftale uden lønkompensation. Det gør så, at der skal findes på andre idéer til, hvor man kan finde disse ekstra penge. Ingen ved hvor.
Kunne man så ikke hæve skatten yderligere, end der i forvejen er lagt op til i planen? “Fair Løsning” vil hæve skatten for millionærerne, men det er et forslag, som alle ved ikke vil batte ret meget i statskassen. Det interessante paradoks er nemlig, at mens S og SF rejser rundt med budskabet om, at regeringen har givet skattelettelser, så afviser S-SF selv at ville rulle indkomstskattelettelserne tilbage igen. Til gengæld foreslår man andre skatter og afgifter for 18 mia. kr. Imidlertid øger højere skatter hverken arbejdsudbuddet eller skaber vækst.
For tiden går det strygende for rød blok i meningsmålingerne. Spørgsmålet er dog, hvor realistisk, det er, at S og SF i det næste 1 ½ år fortsat kan overbevise vælgerne om, at en medlemsmæssigt skrantende LO-fagbevægelse pludselig viser sig som økonomisk ansvarlige ved at foreslå de nødvendige arbejdsmarkedsreformer. Medlemmerne betaler næppe kontingent til en fagforening, der foreslår at de skal gå op i arbejdstid, afskaffe efterlønnen eller miste en uges ferie.
Muligheden for at finde en for alle parter politisk spiselig løsning kan derfor i sværhedsgrad minde om den hidtil uløselige opgave med at finde cirkelens kvadratur.
P.s. Efter at have set Mogensen og Kristiansen i weekenden står det klart for alle, at Villy Søvndal er faldet tilbage til SFs tidligere rolle som fuldkommen “på månen”, når det gælder om at levere troværdige svar vedr. den økonomiske politik. Det er tydeligt at SF har et problem omkring økonomi, når det ikke er Ole Sohn, der skal besvare spørgsmålene. Uanset hvor meget M&K spurgte ind til regnestykket med “Tryllepakkens” 15 milliarder kr, så fik de aldrig et fornuftigt svar.
Læs også Thomas Larsens seneste analyse. Meget kan man sige om Larsen, men han kan regne i modsætning til mange andre kommentatorer, der uvist af hvilken grund ikke går så meget op i tal og økonomi…
Læs også Henrik Hoffmann-Hansens sobre leder i Kristeligt Dagblad