Måned: juni 2010

Gårdsdagens demo i København blev tydeligvis en fesen oplevelse for de røde. Der var ikke meget 'fired up and ready to go' over LO-formand Harald Børstings noget proletariske “barregningstale”. Solen skinnede ellers fra en skyfri himmel, men trods alle fagbevægelsens anstrengelser på web, i annoncer og omtale i TV dukkede efter politiets skøn kun mellem 35-40.000 demonstranter op i blandt de røde faner og Rasmus Nøhr på Slotspladsen. Fagbevægelsen have ellers chartret busser til at fragte utilfredse demonstranter ind til hovedstaden fra hele landet.

Og allerede før fanerne blev hevet ud af mølposen og de første pilsnere trukket op, så var såmænd både S og SF ved at rende fra deres tidligere ganske stålsatte efterlønsgaranti. Det skabte slør i forhold til FOA og andre dele af rød blok. Men det foregik kun i medierne. Inde på slotspladsen lod man som ingenting.

I det hele taget er det nu umuligt for vælgerne at vide, hvad rød blok egentlig mener om arbejdsmarkedsreformer og især efterlønnens fremtid. Og festlighederne forsætter i dag.

Jeg må nu trække min kritik fra forleden i land igen. TV-stationerne havde tydeligvis i går sat sig for, at de ikke ville agere mikrofonholdere i en bevidstløs ukritisk dækning af demo-arrangementet. Det fik fx lidt komisk karakter, da TV2 havde fulgt en demonstrant på 73, der stolt fortalte hvordan han havde været med til samtlige demonstrationer siden atommarcherne i tresserne, over EF-modstanden i 70'erne og op til i dag. Indslaget cementerede dermed det indtryk, at en del af demonstranterne kan placeres i kategorien: venstreorienteret kværulant, der ikke vil tage ansvar for noget som helst.

Det er meget længe siden, at jeg har set Venstres beskæftigelsesminister Inger Støjberg med succes blive brugt offensivt. Det skete da hendes ildrøde hennafarvede hårpragt blev set spankulerende rundt nede på slotspladsen. Støjberg viste i går på TV2 alt det, som alle i øvrigt savner hos statsministeren: Overskud. Der var plads hos Støjberg, der storsindet priste den 'gode danske demonstrationskultur', hvor man godt må demonstrere højlydt og vise sin uenighed, men alligevel accepterer, at et flertal på Christiansborg træffer “de nødvendige beslutninger”. En enkelt vestjysk kvindelig demonstrant lod imidlertid sin galde flyde over på TV2. Støjberg skulle hellere rejse hjem frem for at lave flere ulykker, mente damen, der sikkert selv mente, at hun gjorde sin sag en tjeneste med dette udfald. Det tog Støjberg også med et smil. Indslaget varede mere end et par minutter. Det var dyrebar TV-tid vundet, der jo egentlig '“ set fra fagbevægelsens øjne '“ i stedet burde være brugt på at få demonstranternes budskaber ud. Venstres spinfolk har haft ganske mange kiksere i dette forår. Men det havde de ikke i går.

DR havde taget med en busfuld demonstranter et sted fra provinsen. Her spurgte man 4 forskellige '“ både arbejdsløse, faglærte og ufaglærte, hvordan man skulle finde besparelser. To svarede at man skulle 'fjerne skattelettelserne' mens de resterende ikke anede, hvad de skulle svare. Ikke engang Villy Søvndal, mener i øvrigt at en tilbagerulning af skattelettelser er en mulighed. Indslaget udstillede alt andet lige demonstranternes ikke al for store troværdighed, i det de ikke selv havde noget bud på, hvordan man skal løse de økonomiske krise. På TV2 hidsede en murer sig op over alle de rige, 'som bare havde raget til sig i de gode år og nu hyggede sig i deres store huse'. Men selv, hvis man fulgte opfordringen og beskattede 'alle de rige', så var der stadig ikke fundet det provenu, der mangler i statskassen.

De røde har dog fortsat et klart politisk momentum, og meningsmålingerne vil efter min vurdering i mange måneder frem vise rødt flertal om det så regner eller sner. Men i går tog medierne sig faktisk en smule sammen – med lidt hjælp fra de radikale '“ og begyndte at stille spørgsmålet: Hvordan vil fagbevægelsen finde 15 milliarder kr.? Indtil videre svæver svaret i vinden. Og det vil det formenlig gøre helt frem til næste valg

P.S. Det er mig og en masse andre mennesker i det politiske miljø en stor gåde, at Venstre er degeneret til så fad en kampagneorganisation. Venstres mildt sagt kedelige helsidesannoncer til støtte for Genopretningsplanen er noget af det mest idéforladte, man har set i årtier. Man skulle tro, at det var produceret i 1970'erne? Jeg tror faktisk, at det at se maling tørre, er mere ophidsende end at læse Venstres annoncer for Genopretningsplanen. Hvor er frækheden? Hvad med lidt kant? Kan fiaskoen hænge sammen med, at Venstre har valgt at lade manden på pengekassen dvs. partisekretær Jens Skipper Rasmussen producere Venstres annoncer, mens dem der rent faktisk fører den daglige politiske skyttegravskrig på Christiansborg og eksekverer den politiske strategi, nemlig Center for Politik og Kommunikation (Aka: 'Superspinenheden') tilsyneladende intet har med dem at gøre? Sig mig, har man nogensinde hørt magen til uprofessionalisme? Den politiske kommunikation udliciteret til en partisekretær, der mest af alt har til opgave at forsøge at dæmme op for Venstres hastigt svindende medlemstal? (I øvrigt en mand med en karisma, der i sammenligning får Harald Børsting til at fremstå som en sand Barack Obama!) Det er jo ikke LOF, det her vel? Kom nu!

Kære Lars Løkke, Du må jo nærmest have lyst til at tabe valget, siden du lader Skipper producere jeres printannoncer? Alle og enhver kan jo se at de er håbløse og spild af penge. Hvor er fx helsidesannoncen med 'Harald Børsting som finansminister' eller andet i den dur? Eller bare noget andet i stedet for de, der bogholderagtige leverpostejkedelige annoncer med Løkkes kontrafej, fyldt med teknisk uforståelige termer og al for megen tekst. (Det kan da umuligt være Venstres reklamebureau, der har leveret det makværk?? Kræv dog pengene tilbage!) Det kan Danmarks statsministerbærende parti simpelthen ikke være bekendt. Det er lige før, at Venstre fortjener at tabe valget alene på grund af de annoncer…

Læs også:

Jyllands-Postens leder: “Rødt Spin”

Helle Ib i BT: “En rigtig fuser”.

Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten: “Rød plan i opløsning”

Den siddende regering blev indtil for nylig konstant af pressen og opposition afkrævet svar på, hvordan den ville løse de akutte problemer i dansk økonomi. Regeringen kom med et svar. Ikke et populært svar, men ikke desto mindre et svar, der er politisk muligt at realisere sammen med DF. Et støtteparti, der langt om længe påtog sig et politisk ansvar – også når det gælder om at finde svære løsninger. Det kan bestemt diskuteres om 'Genopretningsplanen' er den bedste medicin mht. at få dansk økonomi op i omdrejninger. I hvert fald får planen sat en finger i hullet i forhold til den blødende statskasse her og nu, men der venter fortsat udfordringer.

Oppositionen påstår, at den også har besvaret spørgsmålet om, hvordan den løser de akutte problemer i dansk økonomi. Nemlig ved at øge arbejdsudbuddet, selvom ingen aner hvordan. Heller ikke de radikale, finder svaret troværdigt og spørger i dag i Berlingske ind til sagen.

Selvom “Fair Løsnings” detaljer er ukendte og umulige for seriøse økonomer at forholde sig til, så er den imidlertid vældig populær i meningsmålinger. Det kan vist næppe heller overraske ret mange, at folk permanent uden for arbejdsmarkedet synes, at det er en god idé, at nogle andre end dem selv skal arbejde længere, frem for at der bliver skåret i deres velfærd. Så selvsagt er oppositionens plan mere populær selvom, at ingen kender den i detaljer. Og det er netop pointen! Ingen skal på denne side af valget kunne gennemskue eller bare ane, hvordan 'planen' kommer til at se ud efter et valg. De konkrete forslag er droppet, og så håber man bare på, at selve processen løser de økonomiske problemer! S-SFs løsning består af en muligvis tom sort box, hvor der står '3-partsforhandlinger' uden på. Det skal åbenbart være en velbevaret hemmelighed for vælgerne, hvad LO vil? Det er imidlertid LO som S-SF nu har givet carte blanche til at løse dansk økonomis problemer '“ med dem selv og med arbejdsgiverne både hos det offentlige og de private. Men kunne vi så fx ikke bare nøjes med i første omgang at se en plan for, hvad der skal ske på det offentlige område? Det vil S-SF jo selv have indflydelse på som offentlige arbejdsgivere, når de kommer i regering? Hvorfor skal det være hemmeligt? S-SF må da spille det politiske spil efter de samme spilleregler som regeringen?

For hvad nu hvis regeringen havde disket op med noget lignende? At de økonomiske problemer bliver løst ved nogle trepartsforhandlinger om et par år? Så havde oppositionen '“ og dagspressen '“ naturligvis tæsket løs på regeringen, for 'ikke at have klare svar på de akutte udfordringer'. Nu tyder målinger på at S-SF alene kan overtage regeringsansvaret. Så er tiden vel inde til, at den momsfritagede og licensstøttede presse skal til at vise at den påtager sig det ansvar, at den også evner at gå kritisk til værks overfor skyggeregeringens planer? Eller snarere: mangel på samme.

Siden hvornår har ansvarlige regeringer deponeret deres handlefrihed og ansvaret for dansk økonomi til fagbevægelsen? Sidst det skete var vel i 1970'erne? Er der nogen, der stadig kan huske, hvordan det gik dengang? Forestiller man sig nu, at den særdeles trængte fagbevægelse tænker mere på helheden frem for på sig selv og deres stadig færre medlemmer? Jeg er ikke i tvivl. Da det er medlemmerne, der skal stemme ændringerne igennem, så vil der naturligvis være gevinster for de samme medlemmer for at arbejde mere. Hvem skal betale for dem? Fællesskabet dvs. skatteyderne eller det i forvejen trængte erhvervsliv? Eller er det hokuspokus igen?

Danskerne skal da endelig stemme de røde til magten. Men kan vi andre ikke forinden nå at blive oplyst lidt mere om, hvad det er, de kendte kapaciteter udi økonomi Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, har tænkt sig? Kunne vi i det mindste bede pressen undersøge det? Bare en lille smule? Fx med et par kritiske spørgsmål i ny og næ om det realiserbare i Fair Løsning?

Der er ved at indfinde sig en dobbeltstandard i dansk politik, hvor regeringen skal svare på alt her og nu, mens oppositionen kan undgå at deltage i en prioriteringsdiskussion alene ved at henvise til en hokuspokusplan, hvor fagbevægelsen en skønne dag kan trylle 15 milliarder kr. frem, uden at der bliver sparet nogen steder i det offentlige.

P.s. Morgendagens demonstration på Slotspladsen bliver ikke det tilløbsstykke, som fagbevægelsen havde håbet på… Gad vide, hvor stor en del af dem der kommer, som fagbevægelsen selv har betalt for at møde frem i form af mødediæter?

Debatten om hvem, der lækkede fra regeringens koordinationsudvalgs kortvarige drøftelser den 24. marts om Lene Espersen famøse afbud til Arctic Five, er slut. Ingen på Christiansborg er i tvivl om, hvem der var lækken, men kun oppositionen har p.t. en interesse i, at sagen fortsætter og dermed udstiller splittelsen i Det Konservative Folkeparti og regeringens troværdighed. Så den sag skal ties ihjel med henvisning til, at man ikke kommenterer anonyme kilder, og at de konservative i øvrigt “holder meget af hinanden”…

Så hvem og hvordan?

Dette er ikke sandheden, men mit bedste bud på, hvor den hele gik til, at Per Stig Møller lækkede '“ og senere til pressen bekræftede – historien.

Per Stig Møller var selvsagt alt andet end glad, da Lene Espersen degraderede ham til kulturminister, for selv at blive udenrigsminister. Udadtil holdt han facaden, men raseriet og indebrændtheden over beslutningen flød over i tide og navnlig i utide både i private og i halvoffentlige sammenhænge fx. ved en nylig gallamiddag, som dronningen afholdt.

Bevares. Det var noget, man snakkede om i krogene, men det blev aldrig til en større historie. Men så begyndte pressen at skrive historier, der retfærdiggjorde Per Stig Møller. Han havde som udenrigsminister accepteret at deltage i Arctic Five. Underforstået. Han var kompetent, hvorimod efterfølgeren ikke var det. I regeringen og blandt folk i udenrigsministeriet var man ikke i tvivl om, at Per Stig Møller tilskyndede og bidrog til at pressen skrev disse historier. Hensynet til mandens forfængelighed styrede ham, mere end hensynet til regeringen.

Men det var ikke nok. Næh. Efter mine oplysninger fortsatte Per Stig Møller med at retfærdiggøre sig selv ved nu også at inddrage statsministeren i sagen. Lars Løkke Rasmussen skulle åbenbart have været med til at træffe den tåbelige beslutning, at Espersen skulle blive væk fra et udenrigsministermøde, hvor Hillary Clinton deltog, for så i stedet at tage på privatferie til Mallorca. Det skete blandt andet i et indlæg for et par måneder siden i den konservative erhvervsklub 'C2020', der drives af den konservative politiker Mike Legarth.

Men hvordan er det så kommet til Berlingskes kendskab? Tjah. Der er i hvert fald en forbindelse til socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov og tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft. For tre uger siden forsøgte Bødskov at gøre pressen interesseret i historien om koordinationsudvalget og henviste i øvrigt til Mogens Lykketoft. Berlingske '“ ved vi i dag '“ købte formentlig historien. Det vender vi tilbage til.

Men hvad vidste Lykketoft? Her kan man kun gætte. Det fortælles, at Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen og Per Stig Møller fra tid til anden mødes i et uformelt forum, hvor de erfarne herrer drøfter udenrigspolitik. Lad os for nemheds skyld kalde dette forum for 'Udenrigsministerklubben'. Idéen med en sådan 'klub' er naturligvis, at man der kan drøfte ting, som ikke kommer videre. Der må være et æreskodeks. Ord, der måtte falde der, forlader således aldrig rummet. Jeg kender ikke spillereglerne for udenrigsminister-klubben, men et uformelt forum giver ikke mening uden en eller anden form for tavshedspligt.

Er det tænkeligt, at Per Stig Møller netop her har luftet sine frustrationer overfor de ærede kolleger? Hvorefter at de alle som én har givet ham ret, rystet på hovedet af Espersens tosserier og forsikret hinanden om, at det ALDRIG ville være sket i deres tid! (Not in my days Mr. Speaker!)

Ikke desto mindre så er der ikke tvivl i mit sind om, at Per Stig Møller her eller på et andet tidspunkt har følt trang til at lette sit hjerte overfor Lykketoft. Der er heller ingen tvivl om, at Morten Bødskov kendte til historien, og han indrømmer nærmest selv at kilden er Lykketoft. Spørgsmålet er, om Lykketoft har sagt god for at Bødskov har rejst med historien i pressen? Det er umuligt at svare på. Det er slet ikke sikkert, at Lykketoft bifalder, at fortrolige oplysninger inddrages i oppositionens nedslidningskrig mod regeringen. Måske er Lykketoft ligefrem rasende på Bødskov? Jeg ved det ikke. Ikke desto mindre, så er Bødskovs giftblanderi lykkedes til fulde. Det er i øvrigt også hans speciale. Det ved alle socialdemokrater. Det er ikke ment nedsættende, snarere tørt konstaterende. Ingen – bortset fra måske Lykkketoft – kan seriøst bebrejde Bødskovs forsøg på at sætte lus i skindpelsen ovre i fjendens lejr.

Ville Berlingske imidlertid have kunnet skrive historien, uden at en kilde i koordinationsudvalget havde kunnet bekræfte den? Nej, ikke efter min og mange andres vurdering. De kendte og tænkelige mellemregninger er interessante, og kan nuancere historien en smule, men i sidste ende, så er det hovedkilden, hele historien står og falder med. Ingen bortset fra Berlingskes redaktion og den pågældende selv kan vide, hvad der i virkeligheden skete. Men mit bud er, at Berlingske kontakter Per Stig Møller. Præsenterer ham for, hvad de ved, hvor efter kulturministeren på en eller anden måde kort bekræfter, at sagen faktisk hænger sådan sammen, men i øvrigt nægter at kommentere sagen yderligere. Det sidste er ikke en usædvanlig fremgangsmåde mht. at camouflere kilden, der planter historien.

I øvrigt er der et andet tidssammenfald, der er ganske interessant. For Berlingske har i over 14 dage kendt til historien og har igennem de sidste par uger forsøgt at få alle K-udvalgsmedlemmerne til at udtale sig om sagen. Naturligvis uden held. Regeringen '“ herunder de konservative '“ har derfor vidst, at man stod overfor en ny omgang 'Mallorcagate', der denne gang ville inddrage regeringschefen. Spørgsmålet er, om det var netop udsigten til dette, der endeligt – og langt om længe – fik Lene Espersen på banen med en krystalklar og utvetydig undskyldning til danskerne om, at hun havde begået en fejl og i øvrigt påtog sig det fulde ansvar?

Det kunne godt se sådan ud.