Måned: juni 2010

Efter det store retoriske bråvallaslag i går i Folketingssalen er landet vågnet op til endnu en spektakulær sag, som undergraver regeringschefens troværdighed.

Fra Ritzau:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev advaret om, at det ville være “en kæmpefejl”, hvis udenrigsminister Lene Espersen udeblev fra mødet i Arctic 5 i Canada før påske.

Det skriver Berlingske Tidende.

Advarslen kom fra tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) på et møde i regeringens magtfulde koordinationsudvalg før Arktis-mødet, erfarer avisen fra en af de seks topministre, der sidder med i koordinationsudvalget.

Under mødet – hvor Lene Espersen var fraværende – fortalte Per Stig Møller, at afbuddet ville ødelægge, hvad han havde brugt år på at opbygge.

Statsministeren har ellers igen og igen forklaret, at han ikke på forhånd kendte til afbuddet.

———————————————————————————

Er det sandt? Det er umuligt at afgøre. Det er Løkkes ord mod 'Deep Throat', som ingen forventer, vil stå frem. Medmindre vedkommende ønsker at begå offentligt harakiri og risikere at vælte statsministeren. Ikke desto mindre fastslår pressen allerede, at Løkke er fuld af løgn.

Hvem er mon Berlingskes kilde?

Ja der er i princippet fem muligheder foruden Løkke selv, som man nok må se bort fra.

Det er Lene Espersen, Per Stig Møller, Brian Mikkelsen, Claus Hjort Frederiksen og Troels Lund Poulsen.

Lene Espersen deltog ikke i mødet og Claus Hjort er loyaliteten selv. Så dem må man nok også se bort fra. Det efterlader tre mulige: Møller, Mikkelsen og Lund Poulsen.

Update: Brian Mikkelsen var også fraværende på mødet, erfarer Jarls Blog: Dvs. Det kan derfor kun være Møller eller Lund Poulsen, der står bag lækagen.

Hvad kan motivet være?

At en forarget toppolitiker hos enten V eller K har fanget statsministeren i at lyve for Folketinget og befolkningen, og derfor nu som det eneste anstændige, fortæller 'sandheden' til pressen? Tjah. Det er ikke umuligt. I princippet kan alle vel handle ud fra sådan et “whizzleblower”-motiv, men jeg tror nu alligevel ikke på, at det har været drivkraften i denne sag.

Hos de konservative er den hovedmistænkte naturligvis Per Stig Møller. Hans motiv er en umættelig trang til retfærdiggøre sig selv. At hans vurdering af Arctic-Five-mødets vigtighed “var den rigtige”, men at det blev overhørt af Espersen og Løkke. Der er tidligere dukket artikler op bl.a. i Ekstra Bladet, hvor et dokument har påvist, at Møller havde accepteret deltagelse i Arctic Five-topmødet. Møller er stadig rystet over, at hans elskede udenrigsministerium er taget fra ham, og at “Lene på 14 dage har revet det ned, som jeg brugte år på at bygge op”. HVIS Møller er lækken, så er det åbenbart for enhver, at regeringen trues af indre opløsning.

Det sidste motiv, som er mindre sandsynligt, er 'behov for at gøre sig selv interessant for pressen'-motivet. Det er et noget irrationelt og svævende motiv, der dog ofte bruges til at forklare det uforklarlige. Ikke desto mindre så er det et motiv, hvor på journalister ofte må hænge hatten, når de skal forklare, deres kilders bevæggrunde for at lække til pressen.

I Venstre spekulerer man på, om Troels Lund Poulsen '“ igen '“ har talt over sig til pressen, i det skatteministeren tidligere har været under mere end stærk mistanke for spektakulære læks til pressen. Men det er rent gætværk.

Under alle omstændigheder må man tage sig til hovedet over VK-regeringen. De er på vej ned af slisken, men insisterer åbenbart på at hjælpe oppositionen ved at føre krig mod hinanden internt i regeringen. Det er mildest talt forbløffende. Man forstår Claus Hjorts frustration, da han i en lignende anledning slog fast, at regeringen ikke fortjener at blive genvalgt, når man behandler hinanden så dårligt.

Under alle omstændigheder vil sagen igen skabe dårlig karma omkring den i forvejen stærkt pressede statsminister. Ingen forestiller sig dog, at oppositionen holder sig tilbage. Det er naturligvis dens opgave at forfølge sådan en sag til bunds.

P.s. På et noget andet niveau, har Løkke også været under pres. Det er blandt andet fra en blogger på det på Rådhuspladsen pæne og “fritænkende” socialdemokratisk/radikale menighedsblad for offentligt ansatte evigt bekymrede kvinder. En avis som evigt og altid til ulidelighed optræder belærende og bedrevidende overfor alt og alle, og som aldrig forsømmer en lejlighed til moralske korstog og kvababbelser. Men nu er man åbenbart degenereret til at skrive om rygter om statsministerens privatliv. Det er jo den pågældende bloggers velkendte arbejdsmetode, som Rådhuspladsen naturligvis har været bekendt med, før man engagerede ham. Der går derfor en lige linje fra Tøger Seidenfaden, Anita Bay Bundegaard, Stig Ørskov, Lars Trier Mogensen mfl. og til '¦'¦Michael Jeppesen. Velbekomme! Og nu kræver JP/Politikens hus, at de beholder deres del af mediestøtten fra skatteyderne? Naturligvis for demokratiets skyld'¦

SFs fik held med at få Novozymes’ administrerende direktør Steen Riisgaard til at deltage som taler på partiets landsmøde med henblik på at legitimere venstrefløjspartiet som 'erhvervsvenligt'.

Socialdemokraternes tidl. partisekretær Jens Christiansen, der nu via firmaet Advice rådgiver sit parti, fik booket Børssalen i den gamle historiske børsbygning med henblik på at skabe den perfekte kulisse for lanceringen af S-SFs 'Fair Løsning'. Her gik gamle spekulanter og kapitalister hen med høj sort hat for at handle aktier for 100 år siden. Men den gamle kritik med at kritisere erhvervslivet (bortset fra bankerne naturligvis) har Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt tilsyneladende lagt bag sig, når de nu satte Christiansborg-pressen i stævne her. Et godt påfund naturligvis med henblik på at legitimere de røde partier, som nogle, der vil dansk erhvervsliv det godt. Det til trods for, at S-SF historisk mest har brugt sin tid på at argumentere for en endnu større offentlig sektor, finansieret af stigende skatter eller afgifter, der i sidste ende udhuler virksomhedernes konkurrenceevne. Det ved man naturligvis godt i erhvervslivet, hvor man også forventer, at et regeringsskifte, hvor især det at et reguleringsbegejstret SF og en presset fagbevægelse i dødskamp får et stort ord at skulle have sagt. Det vil alt andet lige indvarsle et dårligere erhvervsklima i en tid, hvor konjunkturerne fortsat ikke er de bedste.

Desuden indeholder S-SFs plan 'Fair Løsning' den trylleformular, at et øget arbejdsudbud på 12 minutter ekstra pr. person baseret på frivillighed med fuld lønkompensation i sig selv kan skabe ny vækst. Det er naturligvis den mest behagelige løsning for alle på overførselsindkomster. Det stiller nemlig ingen krav til dem om at gøre noget ved deres egen situation fx ved at uddanne sig, flytte mv. og på anden måde forbedre deres muligheder for at forblive på arbejdsmarkedet. 'Det er nogle andre', der skal betale. S-SF spiller kynisk på, at de færreste i befolkningen – herunder journalister – har større indsigt i arbejdsmarkedsforhold.

Men i går fik en kendt og respekteret erhvervsleder, Novos adm. direktør Lars Rebien Sørensen, åbenbart nok af, at forudsætningsløse journalister på hele rækken af statsstøttede medier fortsat accepterer S-SFs blændværk om, at det i virkeligheden er deltidsansatte, der frivilligt går op i arbejdstid, som noget erhvervslivet står og tager imod med kyshånd og som værende lige netop løsningen, der kan bringe Danmark ud af dets akutte økonomiske problemer.

Men det er ikke den underliggende præmis om, at det i virkeligheden er deltidsansatte, der af frivillig vej skal arbejde mere, der fylder i debatten. Diskussionen tager faktisk udgangspunkt i, at ALLE skal arbejde mere. (Hvad FOAs Dennis Kristensen allerede har afvist og bl.a. derfor aldrig bliver en realitet) Forskellen, ja den glider henover hovedet på de fleste. Nu er det åbenbart blevet for meget også for erhvervslivet:

– Hvis danskerne skal arbejde mere, så skal vi afskedige medarbejdere. Det er jo helt hul i hovedet, lyder det fra medicingiganten Novo Nordisk’ administrerende direktør Lars Rebien Sørensen i følge DR Nyheder tirsdag.

Her står videre:

– Har du tolv minutter, så har vi en fair løsning, siger Villy og Helle på reklameplakater i det offentlige rum.

Men den holder ikke. Sandheden er nærmere, at har du tolv minutter, så har vi en fyreseddel, forklarer Lars Rebien Sørensen.

– Hvis vores medarbejdere skulle arbejde en time ekstra, vil det betyde 300 ekstra årsværk. Da vi allerede er konkurrencedygtige, skal vi jo spare de ekstra årsværk væk. Det kunne sat på spidsen blive til 300 fyringer. Det er et selvmål, siger Lars Rebien Sørensen.

Rebien Sørensen kritiserer i øvrigt den aktuelle blokpolitik og efterlønnen.

S-SFs økonomiske hjernetrust, der udgøres af Ole Sohn samt Henrik Sass Larsen, holder sig naturligvis ikke tilbage med at kritisere dansk erhvervslivs måske p.t. mest succesfulde erhvervsmand, Lars Rebien Sørensen, som således belæres om, hvordan han skal ansætte folk og drive sin succesfulde og enestående konkurrencedygtige milliardvirksomhed.

Det manglede vel bare? Den ene gik mere eller mindre ned med sin egen kommunikationsvirksomhed og den andens økonomiske verdensbillede kollapsede for 20 år siden.

Nu vil de to sætte sig i spidsen for dansk økonomi…

Man må virkelig forbløffes.

Så Lars Rebien Sørensen mener ligesom mange af os andre, at Fair Løsning reelt er en fis i en hornlygte. Hvorfor accepterer man så fortsat, at 'har du lige 12 minutter', som et validt indspark i den økonomiske debat?

Regeringens genopretningsplan er under massiv beskydning fra store dele af pressen, oppositionen og ikke mindst fra fagbevægelsen, som åbenbart er gået den tidl. SiD-formand fra 1980’erne Hardy Hansen i beddene og har lukket op for den store pengekasse til finansiering af en kampagne, der skal knække VKOs troværdighed hos LO's medlemmer. Og der skydes på regeringen og DF gennem dagbladsannoncer og uddelingsaktioner på metro-, S-togsstationer m.v.

Indimellem er de regeringskritiske kampagner ekstremt raffineret (måske endda for raffineret) og andre gange må man tage sig til hovedet over amatørismen. Når man som LO går i byen for at skyde regeringen ned i dagbladsannoncer, så bør man forvente, at hjemmearbejdet er gjort færdigt.

Først fremstiller man i avisannoncer en 'tilfældig' ung kvinde, “Maria”, som et offer for regeringens genopretningsplan. Men siden viser det sig, efter at BT har undersøgt sagen, at den arbejdsløse kvinde selv har sagt sit job op for at flytte sammen med sin kæreste i en anden landsdel. Hun har i øvrigt heller ingen børn'¦ Men til gengæld er kvindens kæreste aktivist i HK-Ungdom. LO har forsøgt at fremstille et offer, der så efter, at BT har gravet lidt i sagen viser sig slet ikke at være et offer. Den slags julelege koster selvsagt på troværdigheden. Pinligt LO!

At LOs formand Harald Børsting godt ved, at den er gal ses af hans kommentarer, der kun kan tolkes som en ren tilståelsessag.

'Det er vel egentlig ikke i orden. Men jeg kan jo for helvede ikke tjekke alting', siger en noget desperat Børsting om kampagnen til BT.

At panikken er sat ind følger af, at LO-bossen så siden kritiserer BT for at føre kampagnejournalistisk. Aha! Siger hvem? Manden, der på mere end én måde bor i et glashus? Man forstår at en ellers trængt Pia Kjærsgaard slet ikke kan tro sit held.

LO skal passe på, at den ikke ødelægger den politiske kamp for sig selv, som det også skete for Hardy Hansen tilbage i firserne. Hvis regeringen og DF får held til i stedet at gøre det til en folkeafstemning mellem LO-fagbevægelsen og regeringen, så er udfaldet givet på forhånd. Børsting har en god sag, når det gælder mulighed for at mobilisere de mennesker, der er blevet ramt af genopretningspakken imod regeringen. Men han '“ og hans bevægelse '“ har IKKE en god sag i den brede befolkning, hvis spørgsmålet i stedet drejede sig om, hvorvidt LO skal have mere politisk magt i landet. Tilpas mange tåbelige og lidt for smarte/manipulerede annoncer, så risikerer LO at tabe sin troværdighed og goodwill på gulvet.

Regeringen forsøger at navigere i stormen af kritik fra medier, vælgere og oppositionen samt fagbevægelsen. Dels ved at lytte en smule til vælgerkritikken og justere børnepengeforslaget en anelse. Det vil tilfredsstille nogle, mens andre vil hæfte sig ved regeringens usikkerhed og den hast, hvormed man forsøger at få forslagene vedtaget. Det er alt sammen en sædvanlig '“ og i øvrigt helt legitim – kritik om lovsjusk. Desværre glemmer den til enhver tid hvilende opposition netop denne mærkesag i selvsamme øjeblik, at de selv kommer i regeringen.

VKO gør det heller ikke nemmere for sig selv ved at spille et forslag på banen om at folketingsmedlemmer skal gå lidt ned i løn( 5 pct.) i solidaritet med befolkningens bidrag til genopretningspakken, får så siden at fremstå totalt splittet i spørgsmålet, så det nu er umuligt at gennemføre. Det er “populistisk signalpolitik”, mente flere af de MF'ere hos V og K, der afviste forslaget. Det var dog ikke stillet af regeringen, men af Venstres politiske ordfører Peter Christensen. Kritikken og Ks afvisning udstiller dermed på pinligste vis netop regeringens egen lønnedgang, som'¦tjah'¦ren populisme. Det er lige netop den slags tåbeligheder, som oppositionen lever så rigeligt og fedt af for tiden.

I fredags var de borgerlige chokerede over Megafon-målingen, der lyste ægte rødt. Sådan en måling er vist ikke set i årtier. Måske var det derfor, at Lene Espersen endelig overvandt sin jyske stædighed, gav efter for sine partifællers langvarige inderlige bønner og sagde offentligt undskyld til danskerne for at have droppet Arctic Five-ministermødet til fordel for påskeferie med familien på Mallorca. Det var bedre sent aldrig, selvom at undskyldningen kom alt – alt – for sent. Selvom at Lene Espersen '“ for øvrigt som den eneste udenrigsminister '“ nu prioriterer et nyt Arctic Five-møde, så er der selvsagt åben for, at kritisere andre møder, som hun IKKE deltager i. Ingen kan alligevel gennemskue om de er vigtige eller ej, så når S-udenrigsordfører Jeppe Kofod kritiserer Lene Espersen for at blive væk fra et inferiørt møde med den israelske ambassadør om Israels angreb på en konvoj ud for Gaza, ja så får det fuld opmærksomhed. Det siger lidt om, hvor lav status Espersen har blandt journalister og i befolkningen, at oppositionen kan få politisk gevinst af en sådan banal sag. Men sådan er det nu engang, når Espersen er det syge dyr på savannen. Det udnytter oppositionen naturligvis. Og nu er hun pludselig uden sin erfarne spindoktor Morten Langager, der efter 8 ½ års tro tjeneste veksler sin endnu store goodwill til et topjob i erhvervslivet. Taget i betragtning af Langagers rekordlange tjenestetid, så giver det næppe rigtig mening at beskylde ham for at rende af pladsen i utide og på et tidspunkt, hvor Espersen er i sin største tillidskrise nogensinde både i forhold til pressen og vælgerne.

Umiddelbart ser det derfor fortsat svært ud for regeringens udsigter til at overleve mødet med vælgerne næste gang. Men VKO har vel altid en chance, og i regeringen tror man fortsat på muligheden. Under alle omstændigheder er det klogt at få ekspederet alle de ubehagelige sager, hvor man tager noget fra folk ud af vagten inden sommerferien '“ og før VM i fodbold begynder og igen samler en splittet nation. Det kan ingen være uenig i.

Vi får at se, når krudtrøgen letter henover sommerferien, hvor meget VKOs forsvarsværker er skudt i smadder. Men det er vist efterhånden kun et kraftigt økonomisk opsving eller en gentagelse af mareridt i stil med da enkelte indvandrerunge brændte børnehaver ned, der kan redde regeringen.