Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Lex Zenia

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 19, 2010

Comments icon

28 kommentarer

I det radikale venstre slås man i offentligheden for at være synlig, som det 'svage' led i rød blok: Man vil være garantien for, at Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidts økonomiske politik ikke hopper helt af sporet, hvis S-SF sætter sig i ministerbilerne efter næste valg.

Margrethe Vestager '“ 'Dronning Margrethe' blandt 'venner' '“ har sat sig solidt på magten efter, at den seneste Helveg endegyldigt meldte sig ud af arvefølgestriden om at efterfølge Marianne Jelved.

Alligevel slås partilederen med et problembarn, der dog endnu til alles lykke ikke sidder med i folketingsgruppen: Partiets næstformand Zenia Stampe '“ som i modsætning til tidligere radikale næstformænd tilsyneladende helt har misforstået sin opgave, i det hun har været særdeles synlig i diverse spøjse debatter med – selv set med radikale briller – noget skingre synspunkter.

Bredt blandt radikale er der fx enorm irritation over, at Stampe tog opmærksomhed fra de radikales EU-valgkampagne sidste sommer med sin “republikanske bevægelse”, der gjorde sig særdeles bemærket ved den samtidige folkeafstemning om ændringen af tronfølgerloven.

Caffelatte-bægeret flød dog helt over, da Stampe politianmeldte Københavns politichef for racisme på grund af hans udtalelser om kriminelle rumænere. Den fik hun i øvrigt lov at trække tilbage efter hård kritik.

Derfor står Vestager i den noget usædvanlige situation, at hun faktisk er enig med den lille rest af borgerligt-sindede radikale i vurderingen af, at Stampe må væk som næstformand. Eller i det mindste holdes væk fra folketingsgruppen.

Stampe stiller nemlig op som folketingskandidat i Sjællands Storkreds i kredsene Næstved og Roskilde. Sidst gav storkredsen valg til Simon Emil Ammitzbøll, der dog siden har forladt partiet og i dag er at finde i Liberal Alliance. Sidst stillede hun op i Ã…rhus, men blev kun nr. 3.

Stampes hårdeste konkurrent om det ledige radikale mandat i storkredse er i øvrigt Rasmus Helveg Petersen '“ seneste skud på det radikale Helveg-dynasti. Han stiller til gengæld op i den for partiet så traditionsrige Holbæk-kreds plus i Solrød-Greve-kredsen.

Vestager '“ som lider af den for politikere så udbredte erhvervsskade '“ mistro har derfor på et tidspunkt overvejet at flytte fra sin stensikre '“ men lille – bastion i Nordsjællands Storkreds. Blandt andet fordi en opstilling af partilederen i landets største storkreds formentlig vil kunne trække flere stemmer til partiet og måske et ekstra mandat. Som bonus vil hun desuden kunne blokere for valget af både Zenia Stampe og Rasmus Helveg Petersen. To fluer med et smæk så at sige. Og yderligere så kunne hun lade sin gode ven Christian Friis Bach '“ også kendt som Folkekirkens Nødhjælps frontmand '“ sikre mandatet i Nordsjælland. Imidlertid forsikrer Vestager sine omgivelser at hun bliver, hvor hun er.

Men hvad gør man så ved problembarnet Zenia? Ja her slår de radikale til med en blanding af vedtægtsjura og andre politisk-organisatoriske spidsfindigheder, som kun nørder har fuld indsigt i.

I dag må partiets landsformand ikke samtidigt være folketingskandidat. For ellers kunne han jo finde på at promovere sig på bekostning af alle andre kandidater! (Tak skæbne!)

Så hvorfor ikke udvide bestemmelsen til også at omfatte næstformanden?

Derfor har den radikale hovedbestyrelse indstillet, at man på landsmødet den 12. september vedtager dette ændringsforslag til vedtægterne.

Så langt så godt.

Beslutningen vil således have omgående virkning, så under alle omstændigheder må Zenia hurtigt vælge om hun vil være folketingskandidat eller næstformand.

Valget falder måske nemt, når Stampe allerede nu ved, at hun bliver mødt af en ny modkandidat, formanden for de radikale i Ã…rhus Sander Jensen. (Også det forrige år blev hun mødt af en modkandidat). Jeg gætter på, at det nok ikke har skortet på opfordringer til at stille op til posten fra brede kredse i partiet…

Stillet overfor valget mellem den uregerlige Stampe og endnu en Helveg, så ventes Vestager at foretrække sidstnævnte. Altså som det mindste onde forstås.

Stampe har dog som næstformand formået én stor ting: At samle partiet. Imod sig selv.


Det bedste forsvar er et angreb

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 18, 2010

Comments icon

27 kommentarer

Der var ikke ligefrem jubelstemning på Socialdemokraternes pressemøde i dag efter partiets sommergruppemøde.

Helle Thorning-Schmidt skruede op for både kækheden, charmen og selvsikkerheden. Som en maskine sprøjtede hun de ikke specielt overraskende budskaber ud. I skattesagen var der ikke noget at komme efter. Nationen stander fortsat i økonomisk våde, og sorte skyer driver ind over landet. Regeringens spareplan duer ikke, mens Fair Løsning til gengæld leverer krystalklare budskaber på, hvad S-SF så hjertens gerne vil.

Så gik pressen i kødet på Thorning, hvorved selvsikkerheden dog samtidig forsvandt som dug for solen: Går hun af som partiformand, hvis Skat kommer frem til, at hendes mands skattesag var kritisabel?
“Det var ikke relevant”, mente Thorning selvsikkert. Alle regler var fulgt til punkt og prikke, messede hun.

Og så blev modangrebet i øvrigt sat ind.

Venstre burde måske sige undskyld, mente Thorning.

Og det er netop sagen.

Socialdemokraterne har for tiden øjensynligt indledt en modkampagne overfor journaliststanden, der beskyldes for nærmest at frede ministrene, mens de omvendt går benhårdt efter Thorning som et glubsk ulvekobbel. (Det er nu ellers ikke det, som man får indtryk af i dagens aviser, hvor tre konservative justitsministre med Brian Mikkelsen i spidsen i den grad bliver hængt til tørre på grund af skandalen om den digitale tinglysning…)

Især BT er under heftig beskydning, men også andre mere 'venligtsindede medier' bliver opfordret til at gå Venstre efter i sømmene. Så det vil nok være en RIGTIG god idé, hvis alle ministre nu AF EGEN DRIFT får gennemgået deres skatte- og privatøkonomiske forhold endnu engang. Fx af fagfolk.

Konkret vil socialdemokraterne vældig gerne have pressen til at efterprøve – den tidligere her på bloggen nævnte – teori om, at Venstre står bag Thornings skattesag. Naturligvis med henblik på, at det inden valget vil åbenbare sig for alle, at der i virkeligheden er tale om et spin, der både involverer Skatteministeriet (og måske dets departementschef) og Venstres såkaldte 'Superspinenhed'. Problemet er bare, at der indtil nu ikke er fremkommet beviser, der kan påvise denne teori, som dog på den anden siden heller ikke helt kan afvises. Blot må man nøgternt konstatere, at hvis Venstre står bag, så er der tale om århundredets spin i dansk politik. Hverken mere eller mindre.

Med dette in mente kunne man tolke Thornings mulige fortalelse i dag på pressemødet som om, at S-formanden også selv er af den mening, at regeringspartiet overfor pressen har åbenbaret den suppedas, hun står i. Om end hun vel dybest set selv har bragt sig i den situation ved ikke at have fået totalt styr på sine privatøkonomiske og skattemæssige forhold allerede for tre år siden, da Jan Kjærgaard for Ekstra Bladet spurgte ind til dem.

Måske mente Thorning bare at Venstres Peter Christensen burde sige undskyld for hans kritik. Thorning mener i øvrigt selv, at hun “blot er et menneske, der laver fejl.” Ligesom Løkke og bilagssagen, påpegede hun herefter. Hvis man følger Thornings logik, så burde S-bilagsordfører Rasmus Prehn vil også nu sige undskyld for i sin tid at have jagtet Løkke? Thi han er jo bare et menneske med fejl…

I nogle dage har pressen undret sig over, hvordan Thorning dog ville overlade det til partikassen at betale sin revisor. Men efter grundige overvejelser – og formentlig efter de første forespørgsler fra pressekorpset '“ har Thorning klogt i dag meddelt offentligt at revisorregningen, den tager hun selv. Jeg gætter på, at hendes spindoktor gennem sin kontakt med pressen har lugtet lunten, at det ville blive et problem, hvis S-medlemmerne betalte den omgang.

Nå men desperationen lyste også ud af S-ledelsen. Thorning, som aspirerer til at være statsmand (M/K) '“ ofte med meget stort talent og held '“ faldt dog helt ud af rollen, da hun kaldte Liberal Alliance for 'Saxo Bank'-partiet, som blev fremstillet som om at det var finansieret, ledet og styret af millardærer. Den slags virkede åbenbart for underlødigt på en enkelt journalist, der ganske kraftigt '“ og i lang tid uset – imødegik Thornings nedladende øgenavn om Liberal Alliance. Det var under lavmålet, forstod man på journalisten. Et synspunkt han næppe stod alene med i pressekorpset. I dag.

For Thorning har et problem med et flertal i pressekorpset. De accepterer ganske simpelthen ikke præmissen, at man kan holde vælgerbefolkningen '“ og dem selv '“ for nar ved ikke åbent og ærligt spille ud med hvad S-SF egentlig vil, når de har fået magten. Thorning tror, at hun frem til valget bare kan ignorere dette forhold og satser tydeligvis på, at et flertal hos vælgerne også er ret ligeglade mht. om de får krystalklare svar på, hvor der skal prioriteres, hvem skal arbejdere længere osv.

Tager man pressemødet i dag som målestok for om S-SF kan gå gennem en lang valgkamp uden at præcisere hvad man vil, så tror jeg de får større problemer end de er nu.

Danmark er ikke længere en nation, hvor et flertal i befolkningen synes, at det er den naturligste ting i verden, at den røde fagbevægelse har hørings og vetoret vedr. Danmarks økonomiske politik. Verden har flyttet sig meget siden LO-formand Thomas Nielsen kunne blokere for en ansvarlig økonomisk politik, som det var i tilfældet i 1970’erne.

Kan Løkke gøre næste valg til en folkeafstemning om det virkelig skal overlades til LO og 3F at bestemme den økonomiske politik herunder at skabe vækst her i landet, så tror jeg han har en rigtig god sag.

Endelig mente Thorning, at Løkke skulle svare på om DF kommer i regering. Hvem kommunikerer hun til? Er hun ude på at dæmonisere DF overfor potentielle DF-vælgere? Det er jo i modstrid med, hvad der har været S-SF hidtidige meget kloge strategi. Eller skal det få midtervælgere til at forlade Venstre. Formentlig det sidste.

Under alle omstændigheder bar dagens pressemøde præg af en tydelig nervøsitet og desperation hos S-toppen. Og det er jo ikke til at holde ud for dem, og så er det forståeligt nok måske en god idé at få luft ved at gå lige i flæsket på modstanderne.


Fagbossers bommert skaber yderligere usikkerhed om Fair Løsning

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 17, 2010

Comments icon

37 kommentarer

Denne skribent har fra begyndelsen kritiseret den røde økonomiske plan 'Fair Løsning' for at være en snedig plan, men et politisk fata morgana designet til at vinde tid for oppositionen, sådan at S-SF på denne side af et valg helt kan undgå økonomiske prioriteringer. For ved at undgå prioriteringer dvs. nedskæringer, så går man sig som bekendt ikke sårbar overfor de vælgere, der søger et alternativ til regeringens 'nedskæringspolitik'.

Det store hokus-pokus-nummer stod og faldt med, at man udskød hele prioriteringsdiskussionen og hvordan man finder 15 mia. kr. til efter et valg, hvor en rød regering er kommet til magten. Konkret fremgik det dog af planen, at danskerne skulle arbejde mere. Det blev imidertid overladt til arbejdsmarkedets parter at finde pengene, og kunne de ikke det, så skulle S-SF nok finde dem for dem.

Der er under alle omstændigheder tale om en meget lang kausalitetskæde, som utvivlsomt er meget svær at forklare både medierne og vælgerne. I stedet opfandt man begrebet 'har du lige 12 minutter, så har vi en løsning.' Underforstået: En løsning, der bragte Danmark ud af den økonomiske krise uden at det gør ondt på nogen! (Altså bortset fra 'millionærerne' dvs. alle de “rige svin” oppe i whiskeybæltet).

Allerede ved planens fremkomst blev den mere eller mindre undsagt af FOA-formand Dennis Kristensen, der godt kunne se, at han aldrig nogensinde ville kunne komme igennem med et forslag hos sine medlemmer om længere arbejdstid.

Det kan de andre fagforbund heller ikke, men så længe de ikke har specificeret, hvordan den længere arbejdstid skal udmøntes, så er der jo ingen, der kan blive sure. Nu gælder det bare om at vinde valget, så må vi se til den tid, synes holdningen at være.

Der kan ikke opdrives en uafhængig arbejdsmarkedsforsker eller andre med forstand på området i dette land, der tror på, at fagbevægelsen kan gennemføre arbejdstidsforøgelser med medlemmernes accept. (Det ville ellers være godt).

Hvis fagbevægelsen forsøgte på det, så vil konsekvensen blive splittelse. Måske vil enkelte fagforeningsformænd miste deres magt og om muligt vil det speede afgangen fra de røde fagforeninger op. For hvorfor i alverden dog være medlem af en fagforening, der pludselig kæmper for længere arbejdstid?

Realismen i Fair Løsning er ikke til at få øje på. Og det er åbenbart stille og roligt gået op for folk rundt omkring.

Alligevel er fagbosserne (minus “Kommu-Dennis”) nu gået sammen om at give projektet lidt livgivende førstehjælp. Det sker i dag i en kommentar i Berlingske Tidende.

Heri fastholder man, at arbejdsmarkedets parter sagtens kan finde 15 mia. kr. og at det nok skal gå alt sammen ligeså snart en rød regering tager over. Hvori består så forskellen på rød og en blå regering? Jo det er, at en rød regering søger 'dialog' med arbejdsmarkedets parter. Så længe der blot er ' en dialog', så kan man uden større sværdslag sagtens trylle en “fair løsning” op på forhandlingsbordet, som tilfredsstiller alle medlemmernes krav og løser de økonomiske udfordringer. (Man skulle ellers tro at Danmarks problemer var tilstrækkeligt alvorlige til, at det ikke var nødvendigt at please fagbevægelsens top med indledende snak med kaffe og wienerbrød?)

Men så spørger Berlingske en lille smule indtil følgende passage i kommentaren:

De 15 milliarder kan findes alene ved at øge arbejdstiden med gennemsnitlig 12 minutter om dagen – med løn naturligvis. Overskriften har tiltrukket sig temmelig stor opmærksomhed, men sikringen af et stigende arbejdsudbud hviler ikke blot på at øge arbejdstiden. Det vil næppe heller være særligt effektivt, da mange i forvejen arbejder langt over de 37 timer.

Berlingske skriver:

Metal-formand Thorkild E. Jensen (Metal) understreger, at beslutningen om at slå hårdt på de 12 minutter blev truffet af S og SF:

 »Det var deres beslutning, hvordan de ville markedsføre forventningerne om at hente de 15 mia. kr. Da vi drøftede det, var det for os ikke den eneste løsning. «

Poul Erik Skov Christensen (3F) betegner de 12 minutter som udtryk for  »en matematisk model «, mens Kim Simonsen (HK) forklarer, at det langt fra er alle, der skal arbejde mere – eksempelvis ikke dem, der arbejder over i dag.

Politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) ser det dog som et godt budskab, at der findes alternativer til de 12 minutter.

 »I princippet er vi ligeglade med, hvordan man henter 15 mia. kr. Vi skal bare bruge pengene. Vi har så sagt, at vejen til det blandt andet er, at man arbejder noget mere. Det vil blive en del af løsningen, men der findes også andre instrumenter, « siger Sass Larsen.

Tak for kaffe.

Hvis disse udsagn giver mening, så mener fagbevægelsen dybest set, at S-SF har strammet deres tilsagn overfor vælgerne. Det er en nuance i forhold til tidligere udmeldinger. De bakker fortsat op om Fair Løsning. Ja hvad skulle de dog ellers gøre? Men tage ansvaret for 'markedsføringen' af projektet overfor vælgerne?

Nope!

Aner man en vis irritation hos fagbevægelsens top?

Henrik Sass Larsens kontante bemærkning er Sass-classic, men også aldeles nødvendig. For hvis han ikke udadtil sætter tommelskruerne på fagbosserne, så er planen stendød. Også politisk set.

Lidt mere pragmatisk er SFs gruppeformand Ole Sohn, der blot gentager de samme budskaber fra før sommerferien: at der er skam mange måder (men ingen konkrete, der kan genere vælgere) til at nå i mål bla bla.

Det er der heller intet nyt i.

Så hvad er der så i sagen? Ikke rigtig noget. Andet end at fagbevægelsen med deres kluntede formulering har skabt ny usikkerhed om, hvorvidt de offentligt vil stå ved realismen i, at den røde fagbevægelse kan øge arbejdstiden med medlemmernes accept.

Dagens historie i Berlingske skal derfor nok lægge en yderligere dæmper på stemningen på Socialdemokraternes sommergruppemøder, hvor man har rigeligt at gøre med at være skumrasende på Helle Thorning-Schmidt for med sin skattesag at have bragt sig selv '“ og partiet samt regeringsalternativet '“ i en muligvis umulig situation, der kan koste dem valgsejren. Indimellem bliver der dog også tid til at skyde skylden på 'de borgerlige medier', “pikfascisterne” som er ude efter kvinderne i dansk politik, Venstres superspinenhed, som man for ikke så længe siden siden latterliggjorde som jubelamatører efter Facebook-løjerne i foråret, men pludselig nu ophøjer til at stå bag århundredets spin som dem, der i virkeligheden har skabt og/eller spunnet Thornings-skattesag overfor BT.

Konkret kan på Christiansborgs gange høre om visse topsocialdemokrater, der går og væsser knivene. De lange knives nat efter et regeringsskifte skal nemlig først og fremmest bruges til at sætte skatteministeriets departementschef Peter Loft fra bestillingen, da man hos S mener, at han står bag, at Helle Thornings private – og følsomme – skatteoplysninger uden videre er blevet tilstillet pressen.

Jo der er også sommerhygge hos sosserne.

Læs også Henrik Qvortrups analyse af situationen forud for S’s sommergruppemøde.

Bottom border