Kategorier

På Berlingske forundres man over magthavernes optagethed af deres eftermæle

Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen er begyndt bl.a. i et nyligt interview med Ritzaus Bureau at forsvare sin regeringsperiodes økonomiske politik. Det skriver Berlingske lørdag, hvor man lidt kunstigt forsøger at skabe en konflikt mellem Venstres nuværende og tidligere statsminister.

Bevares, det er ikke sådan, at der IKKE består en konflikt mellem Fogh og Løkke. Sidstnævnte kan fx ikke udstå den førstnævnte, der omvendt heller ikke har den store respekt for sidstnævnte. Sådan plejer det jo ofte gerne at være mellem politikere inden for deres eget parti, der efterfølger hinanden. Tænk bare på Poul Nyrup Rasmussen-Mogens Lykketoft, Tony Blair-Gordon Brown osv.

Det er heller ikke fordi, at der er ikke er en stor forskel på Anders Foghs uansvarlige økonomiske politik og så Løkkes helt anderledes ansvarlige økonomiske politik. Men den har ikke været dikteret alene af politikernes præferencer men mest af alt af de underliggende politiske og økonomiske forhold. VKO-blokkens flertal var fasttømret og red på en økonomisk fremgangsbølge. Siden 2008-09 har Løkke først som finansminister og siden som statsminister tværtimod måttet slås med finanskrisen, og nu uden det klare VKO-flertal.

Da det ikke står soleklart for alle, må Berlingske derfor nødvendigvis hidkalde Ekstra Bladets politiske kommentator til at skære sagen til for de tungnemmeste af læserne:

Hans Engell, tidligere konservativ topminister og i dag politisk kommentator, mener, at Lars Løkke og Anders Fogh i øjeblikket reelt strides om at undgå at blive skydeskive for kritik af den økonomiske politik under højkonjunkturen, selv om den blev brugt til at afdrage megen statsgæld.

 »Fogh lod sig som statsminister ikke provokere af andre politikere eller medierne. Jeg tolker dette udspil sådan, at Fogh er meget optaget af sit politiske eftermæle i Danmark. Og at han åbenbart er bekymret for, at der danner sig et billede af, at han ikke som statsminister udviste rettidig omhu, « siger Engell.

Berlingske Tidendes redaktion har sikkert haft dårlig tid til at læse artiklen med Engells udtalelser, før de skulle lave rubrikkerne. For overskriften lyder: 'Foghs forsvar vækker undren' med underrubrikken; 'Anders Fogh Rasmussens desperate kamp for sit eftermæle i den økonomiske politik vækker undren blandt eksperter.'

Nu ved jeg ikke, hvilke – eksperter – (i flertal), der er tale om, for det er kun Engell, der ifølge Berlingske 'undrer' sig.

Men hvad er der egentlig underligt ved, at Anders Fogh Rasmussen er optaget af sit eftermæle?

Hans Engell er i hvert fald den sidste, der kan lade sig forundre over det. Han har indtil videre skrevet to fremragende erindringsbøger om sit politiske liv, der bl.a. helt renser ham selv for at have deltaget i intrigerne hos de konservative i halvfemserne.

Men det ved man måske ikke hos Berlingske Tidende? De kan jo ellers spørge deres chef, Lisbeth Knudsen, der var kollega med Engell på bladets Christiansborgsredaktion tilbage i halvfjerdserne og har fulgt godt med lige siden.

Og siden hvornår har politikere IKKE været optaget af deres eftermæle? Tør man foreslå Berlingskes redaktion at tage en tur rundt i Kongens Kjøbenhavn, der er tilplastret med bygninger af en hvis Christian, der huserede på de samme kanter i årene 1588-1648. Der er vel næppe en statue, et mauselæum eller en bygning, der ikke er blevet rejst ud fra den samme hensigt.

Vækker det så stadig undren hos Berlingske over at magthavere og tidligere magthavere er optaget af deres eftermæle?

P.t. læser jeg selv tidl. finansminister Knud Heinesens erindringer 'Min krønike' fra 2006. Generelt sublim læsning, hvor socialdemokraten fremviser en for mig indtil da ukendt knastør sarkasme, hvor han især spidder sine egne partifæller for deres uansvarlige økonomiske politik. Det går især ud over Svend Auken (, der havde et 'statsfinansielt lyssyn'), Ivar Nørgaard og Jens Risgaard Knudsen, men i særdeleshed også LO-bossen Thomas Nielsen og hans væbner Poul Nyrup Rasmussen, der nægtede at se de økonomiske realiteter i øjnene og derfor tvang Anker Jørgensens regeringer til at lade stå til midt under halvfjerdsernes alvorlige kriser. Heinesen giver dem næsten skylden for, at S herefter måtte ud i 10 års politisk ørkenvandring, fordi befolkningen og især de radikale havde mistet tilliden til dem. Naturligvis er det Heinesen, der også polerer sit eget eftermæle. Men da han er mere troværdig end alle de andre, så lykkedes det også for ham.

Men på Berlingskes redaktion ville den slags jo nok vække undren'¦

Kategorier

Atter dødt løb i dansk politik

En mediesommer med Lene Espersens ferieplaner og Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skattecirkus har tilsyneladende genskabt størstedelen af spændingen i dansk politik. Det viser dagens Megafon-måling, der er lavet for Politiken og TV2.

Før ferien viste flere rædselsfulde målinger for VK-regeringen, at enden var nær for snart ti års borgerligt styre. Flere målinger viste endda rent rødt flertal bla. Megafons-målinger i maj og juni. Det er slut nu.

På bundlinjen står blokkene næsten lige. 86 mandater til de blå mod 89 til de røde. Dertil skal i øvrigt lægges tre ekstra nordatlantiske mandater mod én borgerlig. Men det er man ligeglad med hos de blå sådan en dag. Nu viser det sig, at et genvalg igen er inden for rækkevidde. Der er uden tvivl god stemning i Hanstholm dvs. i “udkantsdanmark”, hvor Venstre i disse dage holder sommegruppemøde.

For de konservative er målingen en forventelig næsestyver, hvor man nu er nede på seks procent. Eneste opmuntring '“ hvis man da kan kalde det det '“ er at Espersens seneste feriestunt 'kun' har kostet en tilbagegang på en lille procent. Omvendt kan man sige, at der snart ikke er flere konservative vælgere at jage væk'¦ At tale om konservativ krise er så banalt, at det skriger til himlen. Men i det parti er man vaccineret mod at se realiteterne i øjnene. Det er blot tale om en langstrukken “mediehetz”, og den konservative leder er følgelig uskyldsren som et vårlam. Derfor kører man helt sikkert videre med Lene Espersen frem mod valgkatastrofen, som efter min vurdering er uundgåelig. Imens må landets udenrigsminister lide den tort (også) at blive hånet i den internationale presse. (Men hun har så til gengæld fået sig en ny ven på Rådhuspladsen…)

Den enes død er som bekendt den andens brød og Liberal Alliance kan fejre sensommer med, at tidligere konservative vælgere indtil videre parkerer deres stemme hos Anders Samuelsens tropper. Spørgsmålet er om det også vil ske på valgdagen. Jeg tror ikke på at LA får 10 mandater, men mindre kan bestemt gøre det. Især hvis man holder sig til den fastlagte strategi og lader være med at dumme sig. Det er faktisk lykkedes meget godt, selvom at medierne meget gerne vil forbinde Liberal Alliance med Saxo Bank, der er kommet i Finanstilsynets søgelys.

Hos Venstre ser målingerne lidt bedre ud selvom at der er langt op til valgresultatet i 2007. Dansk Folkeparti ligger på niveau med 07-valget og det er primært DF'erne, der i løbet af sommeren har evnet at hente frafaldne vælgere hjem. Det er ikke kun sket på grund af egen drift. Man har i dén grad fået hjælp. Fra oppositionslederen og hendes mand.

Helle Thorning-Schmidt har sendt al tidligere fremgang over styr og er nu tilbage på niveauet for det katastrofale 07-valg. I øvrigt det dårligste valg i mere end 100 år, som Thorning selv og hendes partifæller forsøgte at udlægge som en sejr.

Skattesagen har knust Thornings troværdighed på skatteområdet og vil naturligvis blive en flanke, som de borgerlige vil forsøge at udnytte samtidigt med at Thorning selv får svært ved at angribe de borgerliges skattepolitik. Endelig er der hele spørgsmålet om lederskab. Det er muligt, at Lars Løkke Rasmussen ikke er verdens mest overbevisende statsminister, men landet fungerer i det mindste. Måske er der endda styr på økonomien, når vi når frem til valget. Thorning havde indtil juli måned bragt sig i en situation, hvor vælgerne havde klart større tillid til hendes lederskab. Det har nu ændret sig. Nu fører hun ikke længere så klart over Løkke. De borgerlige vil naturligvis forsøge at erindre vælgerne om, at Thornings roden rundt i familiens skatteforhold og 'sjuskede' skrivelser til myndighederne nærmest diskvalificerer hende til at lede landet i disse for Danmarks så skæbnesvangre år med økonomisk krise osv. Dertil kommer udstillingen og dermed ydmygelserne med familiens 'usædvanlige' levevis, hvornår er Stephen Kinnock hjemme, lejlighed i London og meget andet. Den sag dør ikke foreløbig, selvom vi formentlig har set det værste. Men man ved jo aldrig i dansk politik. Omvendt vil nogen socialdemokrater måske ånde lettet op set ud fra den synsvinkel, at målingen kunne være værre. Der er jo stadig et lille rødt flertal.

På sidelinjen af alt dette har vi SF, hvor Villy Søvndal og hele hans håbefulde generation af yngre fremadstormende SF'ere, der allerede længe har gjort sig klar til at sætte sig i ministerbilerne. Søvndals tropper har manøvreret forsigtig og klogt i løbet af sommeren. Man har støttet sin statsministerkandidat ligegyldigt hvor håbløst situationen er. Det er jo klart. Hvis ikke Søvndal kommer til fadet denne gang, så er spørgsmålet nok, om han nogensinde gør det.

Spændingen er tilbage i dansk politik!

P.s. Det kan meget vel være, at Lars Løkke Rasmussen går og nynner dette omkvæd efter at have læst dagens måling…

Kategorier

Ferie-Lene blev til Klynke-Lene (igen)

Så kom Lene Espersen hjem fra ferie (ja, hvor ellers?). Hun stillede naturligvis op til interview med begge kanaler, hvor ansigtet blev lagt i lettere forurettede folder. Den konservative leder følte sig uretfærdigt behandlet, i det hun 'blev målt på andre standarder end alle andre'. Hvorfor må jeg ikke tage på ferie, når alle de andre må, var budskabet hos den indebrændte udenrigsminister, der stod fuldstændigt uforstående overfor kritikken og tilsyneladende ser sig som et offer for den almindelige folkestemning, onde journalister og hadske kommentatorer.

Der skal såmænd nok også være en del konservative kernevælgere og et par stykker til, der synes, at det er synd for Lene. Det er bare ikke rigtig noget hun eller de konservative kan bruge til så meget. Tværtimod, så er den manglende respekt hos vælgerne end skade, som hun får endog meget svært ved at rette op på. Der er i øvrigt næppe ret mange vælgere, som føler sig tiltrukket af et parti ledet af en partileder, der ved næsten enhver lejlighed demonstrerer, at hun har meget svært ved at forstå sin egen situation og som åbenbart har det grundlæggende synspunkt, at det er alle andre end hende selv, der er galt afmarcheret. (Udenrigsministeriet har taget skylden for Kabul-affæren, hvor hun som den eneste udenrigsminister ikke nåede frem. Jeg føler mig nu overbevist om, at Espersen selv spiller en ikke ubetydelig rolle i den sag)

Kontrasten til en Helle Thorning-Schmidt er mere end slående. Thorning skyder ikke skylden på andre. Hun fremstår fattet og bider alt i sig. Det kalder automatisk på respekt. Kan hun stå dette igennem, hvad kan hun så ikke i fremgang? Meget kan man sige om Thorning, men hun har tydeligvis et helt andet format end Espersen.

Klynke-Lene går desværre ikke af som konservativ partileder. Det ville ellers være det bedste for alle parter, så de borgerlige må derfor trækkes med hende. Netop derfor har statsminister Lars Løkke Rasmussen heller ikke andet valg end at støtte hende og gentage kritikken af “den unfair kritik”.

Realiteten er, at Venstre for længst har indset, at skal VK-regeringen overleve, så må den konservative nedsmeltning opvejes af fremgang for de øvrige tre borgerlige partier. Det skulle ikke være helt umuligt efter at Thorning er løbet ind i problemer.

I mellemtiden har en overstadig og vel kæk konservativ skatteordfører i form af Mike Legarth forsnakket sig til BT, der så brugte et citat til at skrive en spekulationshistorie om, hvorvidt Løkke overvejer et pludseligt valg ovenpå Thornings skatteaffære. Det gør han kun, hvis meningsmålingerne viser et pludseligt borgerligt flertal, hvad verden endnu har til gode at se.

Èn ting er i hvert fald helt stensikkert: Løkke konferer altså ikke med Legarth – eller andre tilfældige ordførere for den sags skyld – før han trykker på valgknappen. Men til gengæld er det dog muligt, at Lene Espersen får lov at nedlægge et enkelt veto, hvis målingerne er alt for katastrofale for de konservative. Ingen ville dog være slået med forbavselse, hvis sådanne dårlige målinger åbenbarer sig, når nye troværdige meningsmålinger bliver lavet, hvilket først er muligt, når vælgerne er hjemvendte fra ferie.

Mandag.

Fire ud af fem vælgere synes ifølge en ny måling ikke at landet har den udenrigsminister, vi nu engang har. “Katastofe” giver dårligt mening længere til at beskrive situationen for Lene Espersen. Det overkommer hun aldrig. Folket har mistet respekten. Endegyldigt. Det er slut med “Simply the best”.

Prøv at hør Peter Mogensens knivskarpe analyse af situationen. Manden har en pointe. Thorning er værre ramt end Espersen. Thorning er statsministerkandidat – det er hele forskellen. Helt enig! Peter is back!

Thorning bruger tiden midt imellem sin evendelige undskyldninger for sjusk (og ikke fusk) at angribe bl.a. statsministeren for hans bilagsroderi. Måske raffineret spin, men det er også farligt og risikofyldt efter min vurdering. For nu har – som BTs kommentator Helle Ib helt rigtigt påpeger – hun selv givet bolden op til narrestreger (læs “beskidt politisk kampagne”. Nu kan de borgerlige komme med alt, hvad de har, men alle ved nu at Thorning startede løjerne.

Mandag eftermiddag.

Ifølge denne undersøgelse fra “Newswatch”, så har den dårlige omtale af Lene Espersens rejseaktiviteter ( eller snarere mangel på samme) overskygget hele sommerens positive omtale af den borgerlige regering. Alene af den grund er der jo på ingen måde bare tale om “en storm i et glas vand”, som diehard-konservative græsrødder hævder.

Espersen er et reelt problem for VK-regeringen, og hun er faktisk den eneste, der kan løse problemet. Jeg ville foreslå, at hun tager konsekvensen, forlader regeringen og går af som landsformand på landsrådet. I mellemtiden kan de konservative få en god debat om, hvad de vil og lade evt. kandidater komme på banen med deres visioner for fremtiden. Umiddelbart kan jeg kun få øje på to emner og det er Brian Mikkelsen eller Lars Barfoed. Ingen af dem er oplagte, men snart sagt alt andet er bedre end Lene Espersen i front for regeringspartiet.