Måned: august 2010

En syngende lussing til partiledelsen, Villy Søvndal og hans chefspindoktor og håndplukkede næstformand i partiet Thor Möger Pedersen.

Det må være konklusionen efter, at SFs medlemmer i Københavns Omegns storkreds ved en urafstemning vragede Möger. Resultatet, der blev offentligjort lørdag, viste, at han kun er folketingskandidat nr. 4 på SFs opstillingsliste og dermed ikke blandt de øverste tre kandidater, der kan være næsten sikre på at blive folketingsmedlemmer. Det sker, fordi SF fastholder det “gammelkommunistiske” system med partiliste, hvor medlemmernes mening vejrer tungere end vælgernes afgivne personlige stemmer.

Forud var afstemningen skæmmet af beskyldninger mod Thor Möger for ureglementeret at have tiltusket sig medlemslister med adresser, men partiets næstformand blev imidlertid frikendt af partisekretæren, der havde undersøgt sagen og ikke havde fundet nogle beviser for påstanden.

Thor Möger er kun i midten af tyverne, men har allerede høstet stor ære for SFs fremgang. Han er blandt SFs mindst tre særdeles aktive spindoktorer på Christiansborg og har især fået æren for partiets strategi, hvor SF mere eller mindre har kopieret Venstre, blevet mere midtsøgende og blandt andet har renonceret på modstanden mod den hårde indvandrerpolitik.

Men at være populær hos partiledelsen er ikke helt det samme som at være elsket og æret af græsrødderne. Her ser man Möger som eksponent for alt det smarte, kalkulerede og spindoktoragtige i moderne politik, som SF indtil for få år siden forsagede som pesten. Disse elementer indgår i øvrigt stadigvæk ikke i mange SFeres selvforståelse, og for dem er Thor Möger simpelthen personificeringen af alt det, de ikke bryder sig om ved nutidens politik.

Bevares. Thor Möger burde nok have problemer med at slå en gammel veteran som Holger K. Nielsen, der har været valgt og opstillet i Københavns amt i 30 år, men hvem er Bilal Ineksi? Han skulle være 2. viceborgmester i Brøndby. SF forklarer hans valg som nr. 2 med, at de har fået mange nye medlemmer med indvandrerbaggrund, men alligevel? Venstrefløjens kandidat veteranen Pernille Frahm, som længe er blevet identificeret som modstander af 'SFs højredrejning' blev således nr. 3.
Læs stemmetallene hos David Garby.

Det er i øvrigt ikke første gang at SF-medlemmer har givet Villy Søvndal en huskekage. For to år siden forsøgte SF-toppen at få placeret Anne Baastrup som ny overborgmester i København i stedet for Bo Asmus Kjeldgaard. Men Baastrups kampagne kom aldrig rigtigt op at flyve – måske fordi spindoktorerene på Christiansborg ikke rigtig tog opgaven alvorligt. I hvert fald vandt Kjeldgaard akkurat lige på målstregen, og Søvndal blev ydmyget. I kampagnen for Kjeldgaards kandidatur indgik der elementer af protest fra græsrødder mod Søvndals tiltagende topstyring af partiet, der indtil videre er kulmineret med, at SFs hovedbestyrelses tidligere direkte indflydelse på den førte politik på Christiansborg for et par år siden blevet afviklet.

Thor Möger skal dog ikke tage nederlaget så tungt. Han er jo en ung mand, og der skal såmænd nok komme flere muligheder for at komme i Folketinget.

Cliff eller Elvis? Beatles eller Stones? Clemmemand eller Ninnmand? Eller er du til Lene Espersen eller Jakob Axel-Nielsen. Livet stiller os mange spørgsmål og navnlig, hvis man er konservativ.

BT har i dag en munter historie med anonyme kilder i det hårdt prøvede regeringsparti, hvor 'kupplaner' mod den i meningsmålinger for tiden særdeles svagt kørende partileder, Lene Espersen, bliver luftet.

Det kan næppe undre ret mange, at man diskuterer alternativer til Lene Espersen. Heller ikke at BT har opsnappet nogle af overvejelserne og tilsyneladende fanget den evigt skuffede og detroniserede sundhedsminister Jakob Axel-Nielsen – i et muntert lag på restauration -, hvor han meget generøst stiller sig selv til rådighed som ny leder af det konservative folkeparti. En i sig selv fuldkommen absurd tanke taget i betragtning, at Axel-Nielsen indtil videre '“ og sagt på jysk – har sit folkelige gennembrud til gode. Jakob Axel er dog ikke officielt på selvmordskurs, så meget tidligt fredag morgen aflivede han '“ til overraskelse for få '“ historien (for han havde været i sommerhus….) samt spekulationerne om, at han skulle være udfordrer.

Lidt mere bund er der nok i de interne spekulationer blandt konservative kredsformænd om Lars Barfoed '“ efter et tabt valg '“ kunne overtage tøjlerne efter Lene Espersen.

Under alle omstændigheder udstiller BTs historie, hvor svækket Lene Espersen er. Også i sit eget parti, hvor hendes autoritet tydeligvis er nedsmeltet. Det eneste udenrigsministeren kan varme sig ved, er, at der slås ring om hende fra konservative tillidsfolk, folketingskandidater og gruppefæller. I hvert fald officielt. Det hedder nu, at der er 'en kampagne' i gang mod Lene Espersen. Den må så også omfatte konservative tillidsfolk.

Nogle gange får opbakningen dog et noget grotesk udtryk, som når gruppeformand Henriette Kjær overfor Ritzau fastslår at Lene Espersen i arbejdet med deres strategi er 'en vedvarende inspirator'.

Tænk engang! Well, you could have fooled me, Honey!

Berlingske skriver i dag, hvordan tidligere (!) topfolk i Venstre nu pludselig begynder at kritisere Fogh-æraens økonomiske politik.

Mest iøjnefaldende er det, at Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde føler et behov for at beklage, at han medvirkede aktivt i klapjagten på Søren Pind og hans meningsfæller, da de i 2005-2006 meget modigt satte deres karriere på spil i en insisteren på, at partiets top tog Venstres ideologiske arv alvorligt.

Kommentatorerne falder allerede nu '“ og noget forudsigeligt – over Rohde mfl, som bliver kaldt for 'kujonagtig' og meget andet. Og der tales om faderopgør. Tjah. Det er ikke ligefrem modigt at kritisere sin – tidligere '“ chef.

Meget af kritikken er sand. Men hvad er egentlig baggrunden for artiklen? Svaret er formentlig det enkle, at Jens Rohde gerne vil tilbage i dansk politik. Altså den del, der foregår på Christiansborg og hvor man får titler, ære og værdighed og ikke mindst opmærksomhed. Og et eller andet sted er det da fuldt forståeligt. Der er kedeligt i Bruxelles. hvor ikke en levende sjæl følger med i, hvad Rohde måtte udrette som EU-parlamentariker. Men skal Rohde tilbage til Christiansborg kræver det til gengæld (ifølge hans egen analyse), at han afsværger sig noget af sin fortid som Anders Fogh Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens tro væbner og skarpretter, hvor han forsvarede regeringen og navnlig dens økonomiske politik med næb og klør. Det skete ud fra devisen: tolerer de besejrede, men nedslå de trodsige.

Problemet for Jens Rohde er, at han i perioden fik skabt sig meget farlige fjender med sin facon, hvor tæskene blev uddelt flittigt og hvor anderledes tænkende blev hængt ud som 'usympatiske' og meget andet i den dur. I dag er folk som Peter Christensen og Søren Pind for længst taget til nåde igen, efter at Lars Løkke Rasmussen fik overtaget regeringsmagten. Men der var engang for ikke så længe siden, hvor Peter Christensen og Søren Pinds fremtid i Venstre – i et par dage – hang i en meget tynd silketråd. Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh ville have dem ekskluderet af folketingsgruppen, men mere besindige kræfter fik dem beroliget og fra tanken. Blandt dem var i øvrigt Lars Løkke Rasmussen.

Forholdet til Claus Hjort Frederiksen er for flere af de nævnte i dag normaliseret, mens Jens Rohde fortsat er decideret forhadt i visse dele af folketingsgruppen. (Og det er vel fair at sige, at jeg netop på det område på ingen måde er uvildig'¦)

Der er dog andre magtcentre i partiet som Jens Rohde har et udmærket forhold til. Blandt dem de to suverænt mest magtfulde figurer: Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Men skal Rohde accepteres, så skal han på en eller anden led aflægge sig sin rolle som 'det dumme svin'. Engang var Venstrefolk stolte over deres højt besungne image som et tolerant parti, hvor man havde lov at være uenig og kunne debattere ting. Uden at få en økse eller en forhammer i hovedet af partiledelsen. Det var imidlertid hvad der skete, hvis en MF eller andre formastede sig til at prædike Venstres tidligere tankegods om at den offentlige sektor var for stor, max 50 pct. i skat, det offentlige må ikke vokse stærkere end det private osv. Og Jens Rohde var manden, der gjorde det. På Foghs og Hjorts vegne. Og det er vel formentlig baggrunden for at Søren Pind også får en indrømmelse med på vejen fra Jens Rohde. Den gør dog næppe den store forskel. I dag.

Rohdes let gennemskuelige forsøg på at gøre afbigt og for derigennem at vaske sine blodige hænder rene, er der næppe mange, der vil hylde ham for. Måske vil enkelte tilgive ham og give ham en chance, men de står ikke i kø. Andre derimod vil gøre alt for at holde ham ude af den regering og gøre hvad de kan for at forhindre ham fra at få den ministerpost, der er målet for Rohde. Han skal nemlig ikke tilbage til dansk politik for igen at være politisk ordfører.

Måske ser Rohde også en mulighed for, at Lars Løkke Rasmussen vil udnævne ham til minister efter at han har afsværget sig forgængerens økonomiske politik? Og for at brede historien lidt ud har Berlingske så også ringet til Chr. Mejdahl, som er blevet forstyrret i sit otium, hvor han vist glad og fro går og ser sine børnebørn vokse op, hvis han da ikke muger ud i sønnens kostald'¦

At der er behov for mere kompetente ministre et par steder i regeringen er åbenbart for de fleste. Rohde holder sig fx ikke tilbage på sin facebookprofil at pege på svaghederne ved sin partifælle miljøministerens embedsførelse'¦ Tænk hvis en venstremand havde gjort det i Rohdes tid som politisk ordfører. Vedkommende havde fået en økse lige i nakken.

P.s. Nu benytter Kristian Jensen chancen for pludselig at hylde Anders Fogh. Det kunne godt tyde på, at gruppeformanden ikke er begejstret for idéen om at få Jens Rohde tilbage. Og så er det en god mulighed for Jensen, at styrke sin ikke alt for stærke profil overfor hirden af Fogh-fans i folketinggruppen, som hverken er imponerede over deres nye gruppeformand, Jens Rohde eller statsministeren.

Officielt er det dog Peter Christensen, der er sendt i byen for Venstre at svare på kritikken fra de meget forhenværende gruppemedlemmer. I min oversættelse lyder Christensens svar noget i retning af, at han ikke gider tage næsten forhistoriske diskussioner med politiske has-beens som Rohde og Mejdahl.

Det har således helt sikkert bekommet den nuværende politiske ordfører særdeles vel at pointere offentligt at han finder Rohdes synspunkter både aldeles utidige og for nutiden ligegyldige.

Jo, de hygger sig i Venstre'¦