Det er en underlig tid Christiansborg henånder i. Meningsmålingerne er ved at vende fra klar jordskredssejr til rød blok til noget nær dødt løb. Alle holder i vejret i spænding, indtil at Skat har afgjort Helle Thorning-Schmidt '“ eller rettere hendes mands '“ skattesag. Selvom græsrødderne fortsat på allehånde netforas og på Politiken samt Informations debatsider hævder, at der slet ingen sag er. Formentlig et udtryk for at rød bloks vælgere er mere end skrækslagne for at det endnu engang glipper for dem at få regeringsmagten efter snart 10 års ørkenvandring.
I går på SFs pressemøde var det tydeligt, at en hel del af Villys Søvndal og Ole Sohns sædvanlige kæk- og selvsikkerhed var gået fløjten. SFs topfolk (selvom at de forsøgte at skjule det) er dødnervøse for, at de borgerlige kan udnytte at Thorning er i knæ og udskrive lynvalg.
SF begår også selv let iøjnefaldende fejl for tiden. Man iscenesætter gerne partiformand Villy Søvndal som statsmand, der kommer hjem fra Argentina og giver pressen, vælgerne og alle os andre alfaderlige råd om nu da for søren at tale politik i stedet for al det personsnak, der har domineret medierne i sommerferien.
På den anden side har Søvndals partifæller blandt andet Ole Sohn travlt med at optræde i rollen som klassisk oppositionsparti, der jagter regeringsmedlemmerne Lene Espersen og Per Stig Møller fra morgen til aften for deres manglende mødedeltagelse. Troskyldigt pakker SF'erne kritikken ind i, at man blot 'stiller spørgsmål', men der skal man vist være SF-medlem med røde seler, ølmave og hele molevitten for at kunne se forskellen.
Filmen knækkede dog helt, da Søvndal i sit forsvar for Helle Thorning to gange på pressemødet – meget belejligt – fik nævnt Lars Løkke Rasmussens bilagssag. Det skete blot minutter efter, at SF-formanden ellers havde opfordret til, at man ikke kastede med mudder og i stedet for talte om politik. På Christiansborg er man ikke sart, og der skal så absolut være plads til lidt hykleri, men Søvndal overspillede klart i rollen, som den troskyldige mand med de rene hænder og de gode hensigter.
I SF er selvforståelsen, at man er 'det gode parti', der kæmper mod 'de onde' dvs. regeringen og DF, hvis job kun er at stå i vejen for, at SF får fjernet al den sociale uretfærdighed, der hersker i verden. I det gode parti kaster man derfor ikke med mudder. Det er kun regeringens spindoktorer, der laver rævekager og sælger smuds til journalisterne. Især til 'de borgerlige aviser' og TV2 'Fox News', som de allermest rabiate bloggere og tågehorn kalder nyhedskanalen over på politiken.dks blogsites.
Se det er en vrangforestilling, som mange af SFs vælgere og sympatisører langt ind i sjælen tror, er et sandt billede af virkeligheden.
I virkeligheden er SF et parti, som alle andre partier. Partiets veludbyggede og topprofessionelle pressetjeneste spinner journalister med rævekager, gode historier og kaster mudder. Præcis ligesom alle andre. De er hverken værre eller bedre. Det ved alle, der kender Christiansborg og ikke mindst de journalister, der arbejder der.
Til gengæld er man i SF uden sammenligning mere selvretfærdige end i noget andet parti på Christiansborg.
I dag i dagbladet Informations analyse præsenteres en ny medarbejder i Venstres pressetjeneste, den tidligere Ekstra Blads journalist, Sverre Quist, som en ansættelse, hvor 'rygter' (Læs: SF mfl.) forestiller sig skal grave snavs op om venstrefløjen. (I øvrigt rent tankespind – det er der ingen, der kan få al sin tid til at gå med og det vil ingen folketingsgruppe acceptere. Ikke engang i det “onde” Venstre….)
I analysen anvendes af en eller anden grund socialdemokraternes og SFs spinfolks værdiladede og overdrevent-morsomme yndlingsudtryk “Superspinenheden” om Venstres kommunikationsfolk. Et udtryk som Michael Jeppesen gjorde berømt, da han udstillede forårets mindre heldige Facebook-sager frembragt af en knapt så snu nu forhenværende medarbejder i Venstres kommunikationsafdeling og dets leder, som Jeppesen generelt latterliggjorde. Smilet er åbenbart stivnet nu hos SF, hvor man tilsyneladende – igennem Informations analyse mener – at Venstre pludselig har haft held med at plante historien om Thornings skattesag. Hvis påstanden er rigtig, så må det vel være århundredets spin.
Det kan man nok ikke udelukke, at SFernes spinfolk har ret i, men faktum er, at Helle Thornings skattesag første gang blev beskrevet i Ekstra Bladet af avisens sporhund Jan Kjærgaard. Avisen stoppede imidlertid med at bore mere i den, da avisens chefredaktør Poul Madsen af en eller anden grund ikke syntes, at det var en god idé. (Det syntes han så nu, hvor BT har haft stor journalistisk succes med at afdække og bringe historien) SF burde måske spørge Helle Thorning, hvorfor hun ikke fik sin skattesag fixet, da Ekstra Bladet allerede havde haft fat i den for tre år siden?
Eksempelvis er SF '“ både toppolitikere og deres pressetjeneste – aktive mht. i dølgsmål at karaktermyrde statsminister Lars Løkke Rasmussen. De antyder tit og ofte overfor journalisterne, at han har et alkoholproblem og optræder beruset – også i offentlige sammenhænge. Formålet er naturligvis langsomt at nedbryde journalisternes respekt for Løkke. I sagens natur, kan journalisterne ikke afsløre, at de får disse 'hints' fra SF. Journalister lever jo af og beskytter sine kilder, så det er ikke noget, man afslører. Alle ved til gengæld, at det foregår.
Er SF'erne så i virkeligheden de onde og regeringens spinfolk de gode? Næh. Men regeringens spinfolk hævder i det mindste ikke, at de har rene hænder og ikke kaster med mudder. Det er et helt unikt privilegium, som man overlader til SFerne. Og formanden går – som alle kunne se på pressemødet i går – allerforrest!
Måske tiden er kommet, hvor SF bør overveje at skrue en anelse ned for hykleriet. Selv det hærdede journalistkorps har en grænse for, hvad de kan kapere. Min vurdering er, at grænsen er ved at være nået.