Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen er begyndt bl.a. i et nyligt interview med Ritzaus Bureau at forsvare sin regeringsperiodes økonomiske politik. Det skriver Berlingske lørdag, hvor man lidt kunstigt forsøger at skabe en konflikt mellem Venstres nuværende og tidligere statsminister.
Bevares, det er ikke sådan, at der IKKE består en konflikt mellem Fogh og Løkke. Sidstnævnte kan fx ikke udstå den førstnævnte, der omvendt heller ikke har den store respekt for sidstnævnte. Sådan plejer det jo ofte gerne at være mellem politikere inden for deres eget parti, der efterfølger hinanden. Tænk bare på Poul Nyrup Rasmussen-Mogens Lykketoft, Tony Blair-Gordon Brown osv.
Det er heller ikke fordi, at der er ikke er en stor forskel på Anders Foghs uansvarlige økonomiske politik og så Løkkes helt anderledes ansvarlige økonomiske politik. Men den har ikke været dikteret alene af politikernes præferencer men mest af alt af de underliggende politiske og økonomiske forhold. VKO-blokkens flertal var fasttømret og red på en økonomisk fremgangsbølge. Siden 2008-09 har Løkke først som finansminister og siden som statsminister tværtimod måttet slås med finanskrisen, og nu uden det klare VKO-flertal.
Da det ikke står soleklart for alle, må Berlingske derfor nødvendigvis hidkalde Ekstra Bladets politiske kommentator til at skære sagen til for de tungnemmeste af læserne:
Hans Engell, tidligere konservativ topminister og i dag politisk kommentator, mener, at Lars Løkke og Anders Fogh i øjeblikket reelt strides om at undgå at blive skydeskive for kritik af den økonomiske politik under højkonjunkturen, selv om den blev brugt til at afdrage megen statsgæld.
»Fogh lod sig som statsminister ikke provokere af andre politikere eller medierne. Jeg tolker dette udspil sådan, at Fogh er meget optaget af sit politiske eftermæle i Danmark. Og at han åbenbart er bekymret for, at der danner sig et billede af, at han ikke som statsminister udviste rettidig omhu, « siger Engell.
Berlingske Tidendes redaktion har sikkert haft dårlig tid til at læse artiklen med Engells udtalelser, før de skulle lave rubrikkerne. For overskriften lyder: 'Foghs forsvar vækker undren' med underrubrikken; 'Anders Fogh Rasmussens desperate kamp for sit eftermæle i den økonomiske politik vækker undren blandt eksperter.'
Nu ved jeg ikke, hvilke – eksperter – (i flertal), der er tale om, for det er kun Engell, der ifølge Berlingske 'undrer' sig.
Men hvad er der egentlig underligt ved, at Anders Fogh Rasmussen er optaget af sit eftermæle?
Hans Engell er i hvert fald den sidste, der kan lade sig forundre over det. Han har indtil videre skrevet to fremragende erindringsbøger om sit politiske liv, der bl.a. helt renser ham selv for at have deltaget i intrigerne hos de konservative i halvfemserne.
Men det ved man måske ikke hos Berlingske Tidende? De kan jo ellers spørge deres chef, Lisbeth Knudsen, der var kollega med Engell på bladets Christiansborgsredaktion tilbage i halvfjerdserne og har fulgt godt med lige siden.
Og siden hvornår har politikere IKKE været optaget af deres eftermæle? Tør man foreslå Berlingskes redaktion at tage en tur rundt i Kongens Kjøbenhavn, der er tilplastret med bygninger af en hvis Christian, der huserede på de samme kanter i årene 1588-1648. Der er vel næppe en statue, et mauselæum eller en bygning, der ikke er blevet rejst ud fra den samme hensigt.
Vækker det så stadig undren hos Berlingske over at magthavere og tidligere magthavere er optaget af deres eftermæle?
P.t. læser jeg selv tidl. finansminister Knud Heinesens erindringer 'Min krønike' fra 2006. Generelt sublim læsning, hvor socialdemokraten fremviser en for mig indtil da ukendt knastør sarkasme, hvor han især spidder sine egne partifæller for deres uansvarlige økonomiske politik. Det går især ud over Svend Auken (, der havde et 'statsfinansielt lyssyn'), Ivar Nørgaard og Jens Risgaard Knudsen, men i særdeleshed også LO-bossen Thomas Nielsen og hans væbner Poul Nyrup Rasmussen, der nægtede at se de økonomiske realiteter i øjnene og derfor tvang Anker Jørgensens regeringer til at lade stå til midt under halvfjerdsernes alvorlige kriser. Heinesen giver dem næsten skylden for, at S herefter måtte ud i 10 års politisk ørkenvandring, fordi befolkningen og især de radikale havde mistet tilliden til dem. Naturligvis er det Heinesen, der også polerer sit eget eftermæle. Men da han er mere troværdig end alle de andre, så lykkedes det også for ham.
Men på Berlingskes redaktion ville den slags jo nok vække undren'¦