Måned: september 2010

Reklame: Helle eller Løkke? Læs mere om Ræsons bog her.

Lige før at socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, i nat lægger sig til at sove, så kunne han vel nok have lyst til at hive voodoo-dukken med Margrethe Vestager frem fra gemmerne for at stikke nåle i den.

For med de radikales på flere stræk ganske fornuftige økonomiske udspil 'Tag ansvar' så er det svært at se, hvordan rød blok kan blive enige om en fælles økonomisk politik. For der er næsten ikke andet end forskelle:

1. De radikale vil fastholde dagpengeperioden på to år. Det vil S-SF (vistnok) ikke. TJEK

2. De radikale vil afskaffe efterlønnen over 10 år Det vil S-SF (officielt) ikke, TJEK

3. De radikale vil nedsætte skatten på arbejde. Det vil S-SF ikke. TJEK

4. De radikale vil omlægge erhvervsstøtten, hvorimod S-SF vil fjerne i hvert fald dele af den. TJEK

Men S-SF-R kan dog mødes mht. at ville hæve miljøafgifterne, hvis det da er en trøst for S-SF.

Så hvad betyder det?

Ja, at VKO partierne efter alt at dømme har alle muligheder for at udstille at rød bloks økonomiske politik er uigennemskuelig.

Først skal fagbevægelsens organisationer blive enige med arbejdsgiverne om at finde 15 mia. kr. ved reformer på arbejdsmarkedet selvom ikke en eneste uafhængig økonom eller arbejdsmarkedsforsker begriber, hvordan det kan ske.

Skulle det ske alligevel, så skal fagforeningernes medlemmer stemme ja ved et utal af lokale overenskomster til forslaget om '“ på en eller anden led – at gå op i arbejdstid.

Ind imellem alt det, skal S-SF og de radikale også blive enige. Det er måske det mindste. For hvad nu hvis det utænkelige skulle ske, at LO-forbundene ender med at adoptere den radikale politik fx som åbenbart går ud på at acceptere VKOs gennemførte politik med at halvere dagpengeperioden? Forestiller man sig så, at S-SF bider til bolle og stemmer for forslaget uden de store sværdslag? Stiller det ikke S-SF i et noget underligt lys i forhold til de vælgere, som har stemt på disse partier i protest mod 'Genopretningspakken'. Kan SF fx internt holde til det? Og ser man Enhedslisten lægge stemmer til den politik?

Og hvad med boligskatterne?

Tidligere ville de radikale – ligesom vismændene – øge boligskatterne. Det vil partiet (vistnok) ikke nu. Hvad med S-SF? Ja, officielt vil de ikke, men kan man stole på det?

Mit gæt er, at så snart at boligmarkedet er mere stabiliseret, så vil de første radikale røre på sig igen og kræve højere boligbeskatning. Og S-SF vil '“ efter min vurdering – blive “nødt til” at give de radikale den indrømmelse, for at få nogle af deres andre krav igennem. Men det vil jo først ske på den anden side af valget.

Så mon ikke at udsigten til “rød boligbeskatning” bliver blandt de borgerliges sikre slagnumre i en kommende valgkamp?

Hvis man skal tage de radikales skattepolitik alvorligt, så vil de åbenbart låse S-SFs muligheder for at forbruge et provenu ved øgede skatter, da det ifølge det radikale 'princip' ikke må bruges til at finansiere velfærd.

Det betyder formentlig, at de radikale vil øremærke provenuet til enten at nedbringe gælden eller lette skatten på arbejde. Og den skattelettelse bliver næppe i bunden af indkomstskalaen, hvor effekten på arbejdsudbuddet er mindst, men snarere i toppen, hvor effekten er størst. Men hvilken SF’er kan holde til at stemme for sådan et forslag?

Forklaringen på, at S-SF ikke for længst er gået amok på de radikale, er formentlig, at de radikale trods alt ikke stiller ultimative krav. Med andre ord: De kan rende fra deres egen politik så let som ingenting. Denne antipopulisme og afsky for kontraktpolitik er jo netop en disciplin, som de radikale sætter ganske højt. De vil endda prale med det, den dag det bliver nødvendigt. Og de radikale medlemmer vil lykønske Vestager og Co. for det!

Nej, det kan kun være en glad Claus Hjort Frederiksen, der klukleende tuller rundt ovre på regeringsseminaret på Fyn.

Han får da et såre nemt job med i valgkampen at pille rød bloks økonomiske politik fra hinanden.

Læs også Peter Mogensens analyse.

Læs Berlingskes analyse.

'We in Sweden'. Sådan indledte en svensk EU-parlamentariker med noget begrænsede sprogkundskaber altid sine taler i den liberale ELDR-gruppe i slutningen af 90'erne. (På de møder, hvor tolkene ikke var til stede forstås)

Min daværende chef som selv repræsenterede de danske liberale i EU-parlamentet ironiserede stærkt over, hvad han opfattede som svenskernes aldrig svigtende evne til at glæde sig over egen fortræffelighed og politiske indretning, som derfor efter deres mening skyndsomt burde eksporteres til resten af verden. Det var i hans udlægning, at svenske politikere nærmest opfattede det, som at EU havde meldt sig ind i Sverige og ikke omvendt!

Jeg er selv en stor Sverige-elsker. Jeg føler mig hjemme i landet og kommer der flere gange om året. Men fordi man holder af menneskene, naturen mv. så er det ikke nødvendigvis alt ved Sverige, som man har lyst til at omfavne.

I de sidste 10-15 år har det for mig især været kvalmende at skulle se, læse og høre på perlerækken af bedrevidende, belærende og overlegne svenske politikere, journalister, lederskribenter og kulturpersonligheder som i tide og utide har følt trang til at kritisere os for den stramme flygtningepolitik og at alting efterfølgende er blevet åh så gråt og trist i stakkels Danmark.

Nu er tiden åbenbart kommet til, at vi får mulighed for at lukke lidt damp ud og sende den over på den anden side af Øresund. Anledningen er, at det kommende svenske Riksdagsvalg har åbenbaret et par forskelle mellem vore to politiske systemer.

Den ene er en marginal forskel i selve det helligste af det helligste: Den hemmelige stemmeafgivning! Det er traditionen i Sverige, at vælgere i valglokalet '“ i al åbenhed '“ KAN tage stemmesedler fra hvert af partierne. Det betyder, hvis man altså ønsker at sløre sit valg, at man derfor SKAL tage flere stemmesedler fra partiernes tilforordnede med ind i stemmeboksen. Mere kyndige end jeg har dog forklaret, at valgsedlerne i de fleste tilfælde dog også bliver sendt hjem til den enkelte vælger på privaten, hvorved man således helt undgår, at skulle udstille sin partipræference foran vildtfremmede i valglokalet.

Der er derfor nok ingen tvivl om, at hvis man ønsker at sløre sit valg, så er der alle muligheder for det. Alligevel kan man næppe helt afvise tilfælde, hvor mere spontane vælgere vil afholde sig fra at tage SDs stemmeseddel for ikke at blive udsat for mistanken om, at man har stemt på et 'racistisk'parti. I Danmark har vi indrettet os sådan, at der ingen tvivl overhovedet kan skabes om hemmeligholdelsen af valget. Vi har efter min vurdering '“ en lille pointe i – at vores valgsystem er marginalt mere hemmeligt end svenskernes.

Men er det en stor nok sag til, at Europarådet skal indblandes, som V-udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen foreslår? Nej selvfølgelig ikke. Der er tale om politisk – og populistisk -drilleri og et “tak for sidst” til det i gennem mange år VKO-kritiske selvgode svenske meningsestablishment, som efter min vurdering er domineret af centrum-venstre-synspunkter. Jeg tror dog, at Venstre og de konservative står sig bedst ved i forhold til svenskerne ikke at overspille sagen.

Der er dog også andre sager, som i danske øren lyder fuldstændig vanvittige. For eksempel at SD er udelukket fra afslutningsdebatten i det svenske statsfjernsyn SVT, fordi partiet endnu ikke har sæde i rigsdagen. SVT henviser til, at partiet 'Feministisk Initiativ' heller ikke er inviteret til afslutningsdebatten. Forskellen er dog, at partiet så heller ikke er i nærheden af spærregrænsen. Og det er set tidligere, at det ligeledes indvandringskritiske parti Ny Demokrati i 1991 faktisk fik lov at deltage i partilederrunden, selvom partiet ikke var repræsenteret i rigsdagen.

Hvordan svenskerne vender og drejer det og bortforklarer sagen, så er det pærenemt for SD og alle andre at kritisere statsfjernsynet for censur, og det vil utvivlsomt hjælpe partiet i Rigsdagen.

Det samme argument gør sig gældende med TV4s afvisning af SDs valgreklame (som i øvrigt blev optaget i Danmark, fordi ingen svenske reklamebureauer havde lyst) med henvisning til ny svensk medielovgivning, hvor TV ikke må vise indslag, der hetzer mod befolkningsgrupper. I en dansk politisk kontekst er et sådan forbud reelt censur selvom, at Politiken – som vel dybest ønsker sig et Danmark, der ligner Sverige – som det hidtil eneste danske medie forsvarer TV4s beslutning.

Hos SD må man være lykkelig over TV4s beslutning. Alle med adgang til internet og som kunne tænkes at stemme på SD har formentlig nu set reklamen på You Tube. SD-vælgere har fået bekræftet endnu engang, at 'eliten' ikke vil høre dem og med loven i hånden undertrykker deres synspunkter. Lyder det bekendt?

Det er ikke forunderligt, at Pia Kjærsgaard befinder som en fisk i vandet i den debat.

Valget til den svenske Rikdag finder sted den 19. september og alt tyder på, at den borgerlige regering får lov at fortsætte. Eneste usikkerhedsfaktor er, om der bliver et rent borgerligt flertal udenom Sverigesdemokraterne, som de fleste meningsmålinger spår kommer ind. For hvis SD (!) får en 'Vågmästerroll', så kan det nok være, at der bliver uro rundt omkring på de svenske partiers 'valvaka'. For kan Centerpartiet, der vel svarer til de radikale, holde til at regere på SDs mandater? Og hvad med Kristendemokraterne og Folkpartiet? På den anden side, så er der INTET i målingerne, der tyder på, at vælgerne ønsker socialdemokraten Mona Sahlin som statsminister. En Sifo-måling viser således, at den moderate Frederik Reinfeldt, så langt foretrækkes af vælgerne. Så uanset hvordan det går med SD, så er det svært at se, hvordan Mona Sahlin skulle ende som statsminister i broderlandet.

P.s. Sidste sommer besøgte jeg Stockholm, hvor jeg blandt andet fik en gratis rundvisning i den svenske Riksdag, som kan stærkt anbefales. Men kom i god tid, de lukker kun nøjagtigt 28 ind ad gangen og vigtigst: Regn ikke med svensk fairplay i køen. Selvom jeg kom som den allerførste, så blev det ikke respekteret af de svenske gæster, der med forskellig begrundelse masede sig foran den tossegode danske turist. Måske fordi de følte, at de have mere ret til det, når de nu som skatteydere betalte foretagendet? I dunno. Men min tillid til svensken led følgelig deraf et knæk, da jeg således måtte vente yderligere en halv time på den engelske omvisning. Den var i det mindste værd at vente på og køkulturen en anelse mere civiliseret.