I dag, mandag udløb ansøgningsfristen for at komme i spil som ny departementschef i Finansministeriet.
Til trods for den knastørre stillingsbetegnelse, så er der tale om den næstmest magtfulde stilling i den politiske verden, som kan besættes af en embedsmand.
Formelt er embedsmænd naturligvis underlagt folkestyrets folkevalgte repræsentanter, men i realiteten er det en accepteret kendsgerning også blandt politikerne, at embedsmandsapparatet i det daglige udgør en ikke uvæsentlig magtfaktor. De kan først og fremmest stoppe politiske idéer, så de ikke materialiserer sig i lovgivning og realiteter.
Ifølge “Il dottore” Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor Michael Kristiansen, så udgør departementcheferne 'de virkelige magthavere' på Slotsholmen.
Som departementschef i Finansministeriet sidder man sammen med finansministeren populært sagt på pengekassen i forhold til de øvrige ministerier. Det er her forslagene om besparelser kan blive udstukket, hvis ministerierne ikke selv kan levere. Skal statskassen lirkes op til gode formål, så kræver det gode overtalelsesevner og en god sag for at få pengene bevilget. Lykkes det ikke, så skyldes det i mange tilfælde modstand fra Finansministeriet.
Det er fortrinsvis i Finansministeriet, at man udklækker departementschefer til de øvrige ministerier. Finansministeriet rekrutterer kun blandt de dygtigste økonomer fra universiteterne og er de gode og flittige nok, så kan de stige i graderne til kontorchef og siden til afdelingschef. Herefter kan de 'søge ud i verden' og måske vende tilbage som departementschef i centraladministrationen eller måske Finansministeriet.
Bliver man departementschef i Finansministeriet, så kan det være, at man siden ender i Statsministeriet, som det er sket i de sidste to tilfælde.
Jeg har tidligere omtalt en række mulige kandidater i det fortsat meget åbne felt, som kan blive ny 'maskinmester' i centraladministrationens politisk-økonomiske magtcentrum og maskinrum i Finansministeriet.
Imidlertid går buddene hvis man spørger i embedsmandsrækkerne på især to navne:
1. Agnete Gersing direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet (47 år)
2. Thomas Egebo. Departementschef i Klima-og energiministeriet (48 år)
Både Gersing og Egebo er naturligvis økonomer og har begge været afdelingschefer i Finansministeriet. Gersing har desuden været i Statsministeriet, hvor hun arbejdede med Globaliseringsrådet. Lige præcis den dagsorden, som Lars Løkke Rasmussen p.t. er meget optaget af. Og så er Gersing varemærke, som man går ekstremt meget op i Finansministeriet, at der er orden i tingene. Sager, lovforslag mv. er i orden, når det forlader hendes bord. Hendes signatur på en sag er et kvalitetsstempel i sig selv. Det er præcis sådanne egenskaber, som forgængerne i stolen Christian Kettel Thomsen og Karsten Dybvad også var kendt for.
Egebo kan alt, hvad man skal kunne. Men han er i embedsværket især meget respekteret for sin evne til at få tingene til at glide i 'de politiske processer'. Det kræver en udviklet næse for, hvad der sker blandt de politiske partier, ministre, forventningerne i de øvrige ministerier osv.
Begge er så at sige 'systemets folk' med pletfrie UG-karrierer.
Egebo har dog et synligt handicap i det, at han er gift med forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, da det kan gøre ham inhabil i visse sager, der har med Forsvarsministeriet at gøre. Men det kan man måske komme udenom ved at disse relativt få sager, hvor inhabilitet kan spille ind, overgår til andre kompetente kræfter i centraladministrationen.
Lige i øjeblikket vurderes Agnete Gersing til at være den svage favorit i feltet. I hvert fald hvis man spørger blandt embedsmænd.
Hvis Gersing bliver “depchef”, så er det første gang, at en kvinde bliver depchef i Finansministeriet, og dermed bliver hun den hidtil højest rangerende kvinde i centraladministrationen nogensinde.
Man forestiller sig allerede, hvordan damebladene slikker sig om munden for at interviewe hende, hvis hun skulle blive udnævnt.
I den proces regner de fleste med, at den ny departementschef i Statsministeriet Christian Kettel Thomsens ord vil veje tungest af alle. Og han har sikkert på forhånd sørget for at sikre sig, at de der burde søge, søger stillingen.
Vurderingen i kontorerne på Slotsholmen er, at der allerede i denne uge er fundet en ny depchef. Det er der behov for, før at finanslovsforhandlingerne for alvor går i gang.
Bonusinfo: Læs i øvrigt dette interessante og åbenhjertige interview med Agnete Gersing fra 2007.
Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.
26 kommentarer til “Gersing favorit som ny depchef i Finansministeriet”
“Finansministeriet rekrutterer kun blandt de dygtigste økonomer fra universiteterne og er de gode og flittige nok, så kan de stige i graderne til kontorchef og siden til afdelingschef. Herefter kan de 'søge ud i verden' og måske vende tilbage som departementschef i centraladministrationen eller måske finansministeriet.”
Det er typisk efter kontorchef-niveauet, at man “søger ud i verden” som eksempelvis direktør i en statslig styrelse. Hvis man så klarer det med bravour, kan man blive hentet tilbage som afdelingschef i Finansministeriet eller i visse tilfælde udpeget direkte som Departementschef for et mindre vigtigt ministerium.
Det er sådan noget her, der gør din blog til noget helt særligt og lærerigt. Bliv ved med det.
Jeg føler mig simpelthen undervist. Hvor tit bliver man det i medierne?
Super spændende indlæg, der viser en rigtig god indsigt i det politiske univers, lige et enkelt spørgsmål – har der nogensinde været en kvindelig departementschef? hvis ja hvor og hvem?
3. Ja flere. Lige p.t. er der Karoline Prien Kjeldsen i Kulturministeriet og Marianne Thyrring i Miljøministeriet.
Tidligere har der jo været den legendariske Inge Thygesen i Undervisningsministeriet, som også blev kaldet “Isdronningen”. (Det var ikke venligt ment)
http://www.folkeskolen.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=25402
Der har sikkert været flere, jeg ikke lige kan huske
Departementschef 1953-65
Agnete Sophie Vøhtz (1895-1980) var Danmarks første kvindelige departementschef. Hun var departementschef 1953-65 i undervisnings ministeriet.
4 og 5 Takker for super svar af altid kompetente læsere og skribent 😉
5. Tak. Og her er endnu en departementschef (dog kun kortvarigt) i “Familieministeriet” i 1966: Gudrund Refslund Thomsen.
Hun var i øvrigt var barnebarn af den sønderjyske leder før genforeningen og radikale politiker H.P. Hanssen. (med to s’er)
http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1764/origin/170/
Er Heinsen ude af betragtning og i givet fald hvorfor?
Ja, hvad med Heinsen og hvad med Bo Smith fra Beskæftigelsesministeriet?
8,9. Der er vel ingen, der er ude, Men det her er de 2 som embedsmændene regner for favoritterne.
Heinsen har mig bekendt hele tiden været regnet som “a longshot”
Bo Smith kunne være en overgangsfigur indtil Torben Steen Hansen “er klar”, lyder dog én vurdering.
10
Gersing er utvivlsomt velkvalificeret men er det for konspiratorisk at tro at det kan spille ind at hun har været en markant direktør der ikke har været bange for at gå i kødet på feks Dansk supermarked og finansrådet ?
De vil sikkert blive glad for en mindre skarp profil fra konkurrencestyrelsen.
Er Marie Hansen er bud eller bliver hun regnet for (for) socialdemokratisk ?
11. Svaret er kategorisk: Ja, det er FOR konspiratorisk. Man bliver forfremmet i centradministrationen, fordi man er knalddygtig og iøvrigt passer sit arbejde. Ikke det modsatte. Gudskelov.
I øvrigt stirrer du dig lidt blind på det politiske niveaus muligheder for at påvirke udvælgelsesprocessen. Det er embedsmandssystemet, der indstiller til udnævnelser hvad angår departementschefer. De vil i så godt som alle tilfælde blive godkendt af politikerne i Regeringens Ansættelsesudvalg.
Jeg har ikke hørt nogen tale om Marie Hansen i denne forbindelse, og selv aner jeg ikke, hvem hun er. Please enlighten us!
12
Tak for informationen, en af de glimrende muligheder ved bloggen er at få punkteret myter.
Marie Hansen er direktør i arbejdsmarkedsstyrelsen.
Spændende læsning, Jarl. Her er en til din research desk: Er hun i familien med Statsministeriets dep.chef i Anker/Hartling perioden, der også hed Gersing?
Marie Hansen er en dygtig direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen, men jeg tror da ikke man kan anklage hende for at være særligt socialdemokratisk anlagt – måske nærmere tværtimod. Jeg kan dog ikke forestille mig, at man skulle vælge en styrelsesdirektør før en departementchef – hvorfor skulle hun fx være mere kvalificeret end hendes egen departementschef Bo Smith?
14. Fra interviewet: “Jeg er nok inspireret af min far, som jeg var meget knyttet til. Han arbejdede også meget. Der var lange perioder i min barndom, hvor han var helt fraværende. I en periode var han departementschef i Statsministeriet, og senere blev han højesteretsdommer.”
Perioden passer meget godt med at hendes barndom var midt i 70’erne.
15
Med Gersing vælger man netop en styrelsesdirektør fremfor en departementschef.
Jeg ville tro at Marie Hansen var et emne når karusellen kørte men det er netop det sjove ved bloggen at man kan få belyst den slags.
Jeg tilslutter mig de andre som er begejstrede over din blog, Jarl. Netop et indlæg som ovenstående er analyser, af en type der ikke findes i det mere mainstream medier. Som økonomistuderende er det selvsagt specielt interessant at få et indblik i “finansen”.
I samme boldgade, så hørte jeg for nyligt, i forbindelse med Karsten Dybvads afgang, Michael Dithmer omtalt som kommende nationalbankdirektør. Såfremt han er favorit til at overtage efter Bernstein, er det så en af grundene til, at han ikke er nævnt som ny depchef i Finansministeriet?
Vil man ikke se på hvem der kunne passe sammen med Claus Hjort.
Derudover så har departementchefernes magt vel også i høj grad været styret af hvilken minister der var.
Feks så stod udenrigsministeriets direktør i absolut forreste række når det kom til magt og prestige indtil Lykketoft og Eldrup lavede om på det.
Vi har også haft extremt svage ministre der i et og alt blev styret af deres departementchef hvilket jo så havde den bagdel at en svag minister for det meste også er svag når det kommer til at tilkæmpe ressourcer og ansvars områder til ministeriet.
Hvilken dep chef passer til Claus Hjort ?
14, 16.
Ja, det kan næsten kun være Jørgen Gersing (f. 1927), som er hendes far.
Han var departementschef i Statsministeriet fra 1973-1979.
Det fremgår af denne “kongerække” fra denne publikation “Statsministeriet i 75 år”
http://www.google.dk/url?sa=t&source=web&cd=1&ved=0CBUQFjAA&url=http%3A%2F%2Fwww.statsministeriet.dk%2Findex%2Fdokumenter.asp%2Fmultimedia%2FTill_g1.pdf&ei=Fpe9TOmBL9HtOe6EuSM&usg=AFQjCNGOEmYopr5J9wlYiSmr3zI5wGt9BA
18. Det er rigtigt, at der kører et rygte om, at Dithmer ønsker at afslutte den fine karriere i en stilling som nationalbankdirektør.
Der er jo netop blevet en stilling ledig, men spekulationerne går mere på, at Dithmer skal overtage Niels Bernsteins som den øverste af nationalbankdirektørn. Bernstein bliver 68 år til januar, så det varer ikke så længe. Desværre er der jo i mellemtiden kommet en del spot på al frynsen, som sikkert gør det mindre attraktivt… 😉
Her er en af de helt skøre observationer, som sikkert har interesse for de allerhårdeste ramte politiske junkies blandt læserne.
Men Agnete har gode kort på hånden – set ud fra den indrømmede noget søgte og irrelevante vinkel, at det er bare et rigtigt godt navn, hvis man vil være historisk banebrydende indenfor feltet “kvindelige departementschefer”.
Som før nævnt af en af læserne, så hed den første kvindelige depchef Agnete og det hedder den navnkyndige Inge Thygesen også til MELLEMNAVN!
Would you believe that?
Hvis man var numerolog, så tror jeg godt, at man herefter kunne betragte den sag som helt lukket! Så ville stillingen kun kunne gå til Gersing, AGNETE!
21: Ja og Gersing nævnes iøvrigt også (i Børsen mandag) som en af favoritterne til at overtage Jens Thomsens plads i Nationalbankens direktion til januar. 🙂
19. Udgangspunktet er ikke, hvem der “passer til Claus Hjort”.
Spørgsmålet, der bliver stillet, lyder snarere sådan:
“Hvem er tilstrækkeligt kompetent og driftssikker til at man kan overlade vedkommende at bestyre butikken Finansministeriet?”
Og medmindre at Claus Hjort ikke kan udstå den udvalgte og af personlige grunde NÆGTER at samarbejde med vedkommende, så bliver der ikke nedlagt veto.
Men så langt kommer det aldrig. For selvfølgelig taler man også løst med politikerne om, hvem der kunne komme på tale. Evt. reservationer vil systemet naturligvis lytte til, før de indstiller en kandidat til udnævnelse.
OT, hvordan kan denne rigsrevisor Henrik Otbo, sidde med den omtalte rapport i over et år og sove og først vågne, når Lykketoft og vennerne lugter blod, uden at medierne tager ham under kærlig behandling.
Se dette flotte stykke propagandajournalitik fra Politiken:
http://politiken.dk/politik/ECE1086173/derfor-var-rigsrevisoren-tavs-i-over-et-aar-/
http://politiken.dk/politik/ECE1088620/venstre-lancerer-nyt-hidsigt-angreb-paa-rigsrevisor-otbo/
[…] usual, there were speculations, which in the end turned out to be wrong as the government chose David Helleman, a 39-year-old […]