Måned: oktober 2010

I dag, mandag udløb ansøgningsfristen for at komme i spil som ny departementschef i Finansministeriet.

Til trods for den knastørre stillingsbetegnelse, så er der tale om den næstmest magtfulde stilling i den politiske verden, som kan besættes af en embedsmand.

Formelt er embedsmænd naturligvis underlagt folkestyrets folkevalgte repræsentanter, men i realiteten er det en accepteret kendsgerning også blandt politikerne, at embedsmandsapparatet i det daglige udgør en ikke uvæsentlig magtfaktor. De kan først og fremmest stoppe politiske idéer, så de ikke materialiserer sig i lovgivning og realiteter.

Ifølge “Il dottore” Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor Michael Kristiansen, så udgør departementcheferne 'de virkelige magthavere' på Slotsholmen.

Som departementschef i Finansministeriet sidder man sammen med finansministeren populært sagt på pengekassen i forhold til de øvrige ministerier. Det er her forslagene om besparelser kan blive udstukket, hvis ministerierne ikke selv kan levere. Skal statskassen lirkes op til gode formål, så kræver det gode overtalelsesevner og en god sag for at få pengene bevilget. Lykkes det ikke, så skyldes det i mange tilfælde modstand fra Finansministeriet.

Det er fortrinsvis i Finansministeriet, at man udklækker departementschefer til de øvrige ministerier. Finansministeriet rekrutterer kun blandt de dygtigste økonomer fra universiteterne og er de gode og flittige nok, så kan de stige i graderne til kontorchef og siden til afdelingschef. Herefter kan de 'søge ud i verden' og måske vende tilbage som departementschef i centraladministrationen eller måske Finansministeriet.

Bliver man departementschef i Finansministeriet, så kan det være, at man siden ender i Statsministeriet, som det er sket i de sidste to tilfælde.

Jeg har tidligere omtalt en række mulige kandidater i det fortsat meget åbne felt, som kan blive ny 'maskinmester' i centraladministrationens politisk-økonomiske magtcentrum og maskinrum i Finansministeriet.

Imidlertid går buddene hvis man spørger i embedsmandsrækkerne på især to navne:

1. Agnete Gersing direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet (47 år)

2. Thomas Egebo. Departementschef i Klima-og energiministeriet (48 år)

Både Gersing og Egebo er naturligvis økonomer og har begge været afdelingschefer i Finansministeriet. Gersing har desuden været i Statsministeriet, hvor hun arbejdede med Globaliseringsrådet. Lige præcis den dagsorden, som Lars Løkke Rasmussen p.t. er meget optaget af. Og så er Gersing varemærke, som man går ekstremt meget op i Finansministeriet, at der er orden i tingene. Sager, lovforslag mv. er i orden, når det forlader hendes bord. Hendes signatur på en sag er et kvalitetsstempel i sig selv. Det er præcis sådanne egenskaber, som forgængerne i stolen Christian Kettel Thomsen og Karsten Dybvad også var kendt for.

Egebo kan alt, hvad man skal kunne. Men han er i embedsværket især meget respekteret for sin evne til at få tingene til at glide i 'de politiske processer'. Det kræver en udviklet næse for, hvad der sker blandt de politiske partier, ministre, forventningerne i de øvrige ministerier osv.

Begge er så at sige 'systemets folk' med pletfrie UG-karrierer.

Egebo har dog et synligt handicap i det, at han er gift med forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, da det kan gøre ham inhabil i visse sager, der har med Forsvarsministeriet at gøre. Men det kan man måske komme udenom ved at disse relativt få sager, hvor inhabilitet kan spille ind, overgår til andre kompetente kræfter i centraladministrationen.

Lige i øjeblikket vurderes Agnete Gersing til at være den svage favorit i feltet. I hvert fald hvis man spørger blandt embedsmænd.

Hvis Gersing bliver “depchef”, så er det første gang, at en kvinde bliver depchef i Finansministeriet, og dermed bliver hun den hidtil højest rangerende kvinde i centraladministrationen nogensinde.

Man forestiller sig allerede, hvordan damebladene slikker sig om munden for at interviewe hende, hvis hun skulle blive udnævnt.

I den proces regner de fleste med, at den ny departementschef i Statsministeriet Christian Kettel Thomsens ord vil veje tungest af alle. Og han har sikkert på forhånd sørget for at sikre sig, at de der burde søge, søger stillingen.

Vurderingen i kontorerne på Slotsholmen er, at der allerede i denne uge er fundet en ny depchef. Det er der behov for, før at finanslovsforhandlingerne for alvor går i gang.

Bonusinfo: Læs i øvrigt dette interessante og åbenhjertige interview med Agnete Gersing fra 2007.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.

Både BT og JP skriver i dag om SFs gruppeformands fortid.

JP skriver:

'Formanden for SF’s folketingsgruppe, Ole Sohn, der formentlig står til at blive minister, hvis S-SF får regeringsmagten, kæmpede som formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP)1987-91 imod betonkommunismen og for reformer i DKP og i de østeuropæiske broderpartier.

Sådan har han i alt fald fremstillet sig selv, men dokumenter fra det tidligere DDR viser, at Ole Sohn støttede det forhadte DDR-regime helhjertet til det sidste. Han fastholdt ifølge dokumenterne dogmet om kommunistpartiets førende rolle, en klar hindring for demokrati'

Om et par uger tager jeg til USA til midtvejsvalget. Måske en enkelt af ren høflighed overthere spørger ind til dansk politik, som amerikanerne sædvanligvis ikke aner en brik om og er total ligeglade med. Men mon ikke man kan få dem til at spidse ører, når man forklarer dem følgende:

Well you know what? We may soon have a new government in Denmark and you won't believe this: One of the leaders in this shadow government is the former chairman of the hard lining Moscow-loyal Danish Communist party. He used to praise Erich Honecker '“ GDRs leader '“ and never ever had a problem with that. Now he is supposed to be our next minister for economy and business! Would you believe that?

Der er ingen tvivl om, at S og SF har vidst, at de på et tidspunkt inden valget skulle forholde sig til pressehistorier om Ole Sohns fortid. Det er var vel på forhånd nærmest utænkeligt, at han ikke har sagt eller skrevet et eller andet kontroversielt, som det som BT og JP præsenterer i dag. Utroligt at det har taget så lang tid. Det er næppe heller et arbejde, som Cavling-komitéen vil premiere.

Hos S og SF er de formentlig ret rolige, for der er ikke meget, der tyder på, at vælgerne går så meget op i Ole Sohns fortid. Det skyldes formentlig at mange medier er ret overbærende. Herregud da. Men hvad nu hvis Ole Sohn havde været nazist? Havde sagen så ikke været en anden? Hvad nu hvis en borgerlig politiker havde sendt hyldestskrivelser til apartheid-regimet i Sydafrika eller de tidligere højreorienterede diktaturstater i Sydamerika? Havde Politiken set i gennem fingrene med det? Næppe. Georg Metz, Lars Trier Mogensen og hele lederkollegiet på Politiken havde ikke hvilet før, at det stod krystalklart, at vedkommende aldrig blev minister. Der havde været fakkeloptog på Rådhuspladsen med gæsteoptræden fra hele kultureliten (måske endda med Peter Mogensen med pandebånd og på guitar?), Savage Rose selvfølgelig og fællessang med 'We shall overcome'.
Det bliver der ikke noget af. Nu er der lidt mediehurlumhej i medierne henover weekenden og så går det hele i sig selv igen. Kommo-Ole skal såmænd nok overleve det.

For at hylde Honecker og DDRs totalitære regime er slet ikke diskvalificerende på samme måde, som hvis en minister havde udeblevet fra et vigtigt møde for i stedet at tage på ferie eller drukket fadøl på statens regning. Det havde jo virkelig været en stor sag!

I mellemtiden kører S-SF et forkølet modspind mod Lars Løkke Rasmussen for at have støttet det såkaldte “Taliban”. Det var vi så mange, der gjorde i 80'erne. Og vi er stolte af det! For vi nægtede at støtte ungkommunisternes kamp via elevorganisationerne bla. med “Operation Dagsværk”, hvor de indsamlede penge sjovt nok altid skulle gå til at bygge skoler i kommunistiske regimer. I stedet støttede Løkke som VU'er en indsamling for at bygge en skole for afghanske skolebørn og udviste ifølge fotograf Jørgen Stjerneklar '“ der ellers ikke er en stor beundrer af Løkke – et stort personligt mod, da han forklædt krydsede grænsen fra Pakistan for at besøge landet. Det var ca. på den tid, hvor Sohn lod sig hylde ved Palast der Republik i Berlin sammen med de andre kommunistbosser i anledning af DDRs 40 års fødselsdag. Udviste han noget civil courage i den anledning? Tænk engang at en Henrik Sass Larsen kan være bekendt at sammenligne de to situationer. Smagfuldt. Det siger lidt om, hvor dårlig en sag man har.

Var det ikke tidspunktet nu, at Ole Sohn nu kom frem '“ engang for alle '“ og sagde helt fra overfor sin fortid? Beklage at han bakkede op om DDR, hyldede Honecker osv? Hvorfor er det så svært?

Hvordan kan det være, at det er lettere pludselig at føre hårdere ghettopolitik end selv de borgerlige og DF end at indrømme, at man tog fejl for tyve år siden og beklage, at man hyldede et diktatur?

Læs også disse avisledere og kommentarer om sagen:

JPs leder
Berlingskes leder
BTs Helle Ibs kommentar
BTs Søren Mortensens kommentar
Niels Krause-Kjærs kommentar
Politikens leder v. Lars Trier Mogensen.
Peter Mogensens kommentar i Politiken.
Ulrik Dahlins kommentar i Information.
Ralf Pittelkows kommentar
Læs Kristian Madsens kommentar på hans blog
Læs Rune Engelbreth Larsens kommentar på hans blog
Hør Niels Krause-Kjærs radiointerview fra december 2009 med Ole Sohn

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.

“Rigsrevisor-sagen' er indtil videre endt med, at Statsrevisorerne har udtalt en hård kritik af Sundhedsministeriet for ikke at have udleveret de papirer som rigsrevisor bad om. Til tiden.

Det er en sag, som naturligvis holder oppositionen på stikkerne mht. til nye angrebsvinkler. Se bare på den selvudråbte Auken-kloning SFs Jonas Dahl, som er blevet berømt i Danmark på sagen. (Det ender nok med forsiden af Euroman og et dobbeltsidet 'hjemme-hos'-interview i Søndagsberlingeren!) Og man er særdeles kreative i sine påfund. Fx så kunne oppositionen ikke lige finde tid til et samråd om sagen på denne side af efterårsferien. Det er normalt helt uhørt, men i politik gælder alle kneb. Sagen skal selvfølgelig ikke bare lukkes ned nu. Jo længe den kører, jo mere forpjusket fremstår regeringen.

Rigsrevisor Henrik Otbo er selv blevet blandet ind i sagen på en måde, som gør ham til et mål for kritik. Forsigtigt har Venstre sendt partiets sundhedsordfører den ellers så bly Birgitte Josefsen i byen for at påpege det faktum, at Otbo var noget sent ude med sin kritik af regeringen for at tilbageholde oplysninger, og 'for ikke at passe sit job' Hun mener i øvrigt ikke at Otbo er forholdt nogle oplysninger. Første del er den ellers ikke specielt regeringsvenlige professor i offentligt ret, den allestedsnærværende Claus Haagen Jensen til dels enig i:

– Vi hørte ikke ret meget til ham, da han fandt ud af, at rapporten var der sidste år. Her sagde han blot, at den ikke betød noget for konklusionen. Nu bliver han så pludselig meget vred og krænket med tilbagevirkende kraft. Det er ikke nogen konsekvent adfærd. Hvis rigsrevisor er så vred, skal han sige fra og råbe op her og nu, så skal han ikke vente og tilslutte sig et generelt hylekor, lyder den hårde dom fra Claus Haagen Jensen, skrev Nordjyske.dk.

I min fortolkning lyder det som om, at Haagen Jensen mener, at Otbo er blevet fanget lidt af stemningen, og nu fremstår som en mand med en sag. Og uforstandigt har ladet sig selv og dermed Rigsrevisorinstitutionen fedte ind i oppositionens politiske kamp.

Forholdt Josefsens kritik svarede statsministeren på sit pressemøde noget i retning af, at hun jo kun udtalte sig på egne vegne. Og lod forstå at det var skam meget normalt. Rent snik-snak. En sundhedsordfører udtaler sig normalt på partiet Venstres vegne medmindre, at ordføreren indleder med at slå fast, at han eller hun nu kun udtaler sig på egne vegne. Josefsens kritik af Rigsrevisor fremstod netop som om at hun udtalte sig på regeringspartiets vegne. Og naturligvis er det ikke Josefsens egen idé at gå i flæsket på Otbo. Det var naturligvis en planlagt aktion.

Formelt har Otbo uden tvivl ret i sin anklage, men på den anden side, så fremstår han set med regeringsbriller noget regelrytteragtig og krakilsk. Og lige lovligt politiserende. Nøjagtigt sådan, som en rigsrevisor helst ikke må opfattes af nogen af Folketingets fløje.

Imidlertid vil pressen og folketinget '“ og mange borgerlige vælgere – bakke statsrevisorinstitutionen 100 pct. op. Altid. Selv hvis regeringen skulle have en lille pointe. Man kunne lige godt bede dem vælge mellem respekt for demokratiets grundpiller og et gummistempel i stil med bananstat- magthaveres ret til at bøje reglerne efter forgodtbefindende. Så det er en tabt sag. Derfor stiller alle statsrevisorene og statsministeren sig bag Rigsrevisor og formelt bakker op om hans kritik. Men det er ikke det samme som, at de EGENTLIG synes han, at har håndteret sagen elegant eller er enige med ham.

For når alt det er sagt. Så er det aldrig godt, at Rigsrevisor kan gøres til genstand for diskussion og kritik på en måde, hvor en betydelig del af det politiske miljø reelt har mistet tilliden til, at han tilsyneladende ikke evner at manøvrere klogt i politisk betændte sager. Respekten for Otbo bør jo kunne stå selv, uden at det er nødvendigt, at SF slår ring om Rigsrevisor, og indirekte bruger kritikken af ham til at beskyde regeringen.

Sagen ser i øvrigt mildest talt ikke godt ud for departementschefen i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Kristian Wendelboe. Formelt ligger beslutningen om ikke at udlevere den 95 sider rapport/arbejdsnotat hos den daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Men han læste jo dårligt sine papirer og anede tilsyneladende næsten intet om, hvad der foregik i hans ministerium. Det er næppe den daværende minister, som reelt har truffet beslutningen om ikke at udlevere 'rapporten'. Hvem har så? Det kan næsten kun være Wendelboe, som har rådet sin minister til ikke at udlevere rapporten. Det er så blevet en sag nu. Jakob Axel Nielsen er som bekendt den mest stendøde mand i dansk politik, mens Wendelboe formentlig indtil for nylig har stået på shortlisten til at blive ny maskinmester i centraladministrationens maskinrum: Departementschef i Finansministeriet og dermed nr. 2 i embedsmandshierakiet på Slotsholmen. Spørgsmålet er nu: Står Wendelboe stadig på shortlisten efter denne sag? Næppe.

Hvem bliver det så? Det er et meget åbent spørgsmål. Der spekuleres overalt på Slotsholmen i de sædvanlige navne blandt departementscheferne som Michael Dithmer, Thomas Egebo, Jacob Heinsen, men også over om det ender med, at man i stedet evt. forfremmer en af de nuværende afdelingschefer i Finansministeriet. Det kunne fx være den fungerende dep-chef Torben Steen Hansen. Det kunne også være Jens Brøchner direktør for Pensionsstyrelsen, der hører under Beskæftigelsesministeriet eller Agnete Gersing direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Skulle der være en enkelt læser, som har mod på tjansen, så er der ansøgningsfrist den 18.10.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.