Det kunne tyde på, at SFs formand – skyggeudenrigsministeren – Villy Søvndals status som politisk rockstjerne har kulmineret i meningsmålingerne og nu er for nedadgående. I hvert fald viste en Megafon-måling i weekenden, at SFs opbakning pt. er på niveau med partiets stemmetal ved 07-valget.
Det var således også iøjnefaldende, at SFs – relative – tilbagegang i denne ene måling viser, at det er det indvandrerglade parti Enhedslisten som får glæde af SFs fald fra tinderne. (Det andet indvandrerglade parti de radikale går faktisk 0,2 pct. tilbage i forhold til målingen i oktober)
De fleste iagttagere vurderer, at det var Søvndals omfavnelse af 'pointsystemet', der er hovedforklaringen på Megafon-målingen. Man ville simpelthen ikke være med til længere at føre DFs udlændingepolitik blot for at kunne med i regering efter næste valg.
Dertil kom en sjældent set klodset – og lidt desperat – fortalelse af Søvndal, hvor han beskyldte venstrefløjen for at være kynisk, når den ikke ville regeringsmagten alene på grund af den stramme udlændingepolitik. Ret beset var det SF-formanden som fremstod som den kyniske, der ville magten for enhver pris. http://www.berlingske.dk/politik/villy-soevndal-venstrefloejen-er-kynisk
Desuden skrev Information om at mange SF'ere nu meldte sig ud af partiet herunder også en tidligere '“ og ret ukendt '“ SF-næstformand har også efter ganske mange års medlemskab droppet sin partibog. Samme næstformand trak sig i øvrigt allerede for fem år siden fra sin næstformandspost i protest netop mod den nye ledelse, der kom til under Søvndal.
Det store spørgsmål er dog, om Søvndals facade som den glade idealist, der vil alt det gode for menneskene nu er krakeleret én gang for alle.
Eller vil de frafaldne SF’ere – for tiden Enhedslistevælgere – stille og roligt vende tilbage i folden, når Søvndal har fået justeret retorikken og den politiske debat kommer til at handle om andre ting? Det er bestemt sandsynligt.
Bevares. SF kan i øvrigt sagtens tåle at miste mandater både til højre og til venstre, blot så længe at regeringsmagten er inden for rækkevidde, hvilket alt tyder på.
Men hvis nu fremgangen stopper for Søvndal, fordi vælgerne mener, at SFs formand er blevet taget i at 'være en kold, beregnende og magtfokuseret politiker ligesom alle andre'? Kan det så ødelægge de rødes momentum? Drivkraften i det røde regeringsprojekt har netop været Villy Søvndals superstjernestatus som en i momenter særklasse begavet politisk kommunikator. Ham kvinderne elsker og ham de unge vil have og som mændene derfor vil være. Hvis de røde kommer til magten, så vil der i historiebøgerne formentlig stå, at det vundne valg byggede på en historisk fremgang for SF. Omvendt kikser det, så vil forklaringen være, at SFs formand ikke stod distancen. Et tabt valg vil formentlig føre til Søvndals fald i SF.
De næste par måneder kan derfor meget vel blive Villy Søvndals skæbnetime som toppolitiker. Kan han komme tilbage igen med de samme flotte meningsmålingstal eller vil SF i stampe lidt over forrige valgresultat? I så fald vil medierne med søvngængeragtig sikkerhed begynde at skrive de første historier om den falmede stjerne i SF og om årsagerne til det. Det behøver ikke at ødelægge de rødes regeringsmuligheder, men det vil gøre Søvndal mere udsat for intern kritik og negativ presse risikerer alt andet lige at føre til yderligere vælgervandring. For sådan er den politiske inerti. Medgang avler medgang, mens modgang avler modgang.
Kommer Søvndal tilbage i tidligere tiders topform, så vil det omvendt vise, at han er en robust politiker, der også kan tåle modgang. Har man ikke den robusthed, så bør man nok finde sig et andet job.
I hvert fald står det tindrende klart, at SF-formanden og Helle Thorning-Schmidt bliver særligt udfordret af de borgerlige – og medierne – på, hvilken indvandrerpolitik, som de har i sinde at føre med de radikale, der jo nærmest har erklæret den røde regering krig på dette punkt, og allerede før den er dannet og tiltrådt.
Omvendt er S-SF godt hjulpet af, at regeringen ikke selv formår at forklare tilstrækkeligt overbevisende, hvorfor vi i grunden skal have sådan et pointsystem. Det var det som Anders Fogh Rasmussen var eminent til: At 'prime' dvs. tale en særligt politisk dagsorden op i god tid, hvor efter han pludselig kom med en plan, der løste problemet. Pointsystemet fremstår som en idé, der nærmest dukkede op en sen nattetime under finanslovsforhandlingerne som en indrømmelse til DF, nu hvor regeringen i år ikke rigtig havde penge i statskassen at dele ud af.
Alligevel burde temaet '“ hvis de borgerlige er lidt vakse ved havelågen – ved det næste valg ikke blive en folkeafstemning 'for eller imod VKOs pointsystem'. Det burde set med deres øjne blive et valg mellem bevarelse af en 'fast og fair udlændingepolitik' eller udsigten til at den bliver noget slappere, hvis de røde kommer til fadet og skal til at føre en ny politik på et område, hvor de radikale ultimativt har krævet at få indflydelse.
P.s. Tak til de donorer, som igen i år har betænkt mig med en økonomisk håndsrækning. God jul også til jer! Skulle andre komme på den samme idé, så se mere her.
20 kommentarer til “Politiske stjerner har det med at brænde ud”
Tak for som altid skarpt indlæg. Tillægsspørgsmål:
– Det er tilsyneladende – langt om længe, fristes man til at sige – gået op for SFs vælgere, at SF på udlændingeområdet har fulgt med S, som har fulgt med V/K, som har fulgt med DF. Hvad sker der, hvis SF som konsekvens heraf bløder yderligere til EL og R?
– Vil dette få konsekvenser for sammenhængskraften i oppositionen + S/SF's strategi?
– Hvordan vil VK reagere på dette, og i øvrigt på at NA i så høj grad rager til sig i øjeblikket?
– Tror DF selv på drømmen om et samarbejder over til S/SF, eller er det bare spil for galleriet?
Ift RV, så er det vel i højere grad S og SF som ultimativt har forsøgt at sætte dem udenfor indflydelse på områderne økonomi og udlændinge.
Og i øvrigt: Skal du ikke snart til at få dig nogen nye og bedre kilder i RV? Jeg synes, at dine analyser ift dem er baseret på kilder fra den yderste højrefløj af partiet. Yderste som i….. helt ude i orbit.
1. Det første spørgsmål, som du stiller er vel egentlig det samme, som jeg selv stiller. Kan det røde regeringsprojekt klare, at SF bløder mange – måske flere vælgere – til EL og RV? Men måske er fænomenet forbigående?
Venstre kan sagtens tåle at bløde vælgere. Det er sværere med de konservative. Jeg tror dog selv på, at K nu er i bund.
DFs fremtid? Jeg er usikker. På velfærdsområdet tror jeg godt på at en ny regering vil elske at spille DF ud mod de borgerlige. Hvis DF vel at mærke vil lægge stemmer til de ubehagelige beslutninger også. (Det vil de næppe)
I sagens natur kan jeg jo ikke diskutere mine kilder 🙂
Men jeg ved godt at der er nogle radikale, som er pikerede over at jeg har skrevet at Zenia Stampe stod til at blive væltet som næstformand. Det mener jeg nu stadig var rigtigt. På det tidspunkt, hvor jeg skrev det.
Ja hvis skyld det er at RV og S-SF ikke står samlet, det strides parterne om. Imens står der nogle vælgere og kigger på og overvejer om det så ikke er sikrest at stemme på de borgerlige alligevel.
Naturligvis kan DF lægge ryg til også ubehagelige sager – har vi ikke støttet konservative minstre gennem nogle år?
Er der – hvad Guderne måtte forbyde – et rødt flertal efter næste valg, kan DF vælge at sætte sig i SF ´s tidligere hængekøje – eller at få lidt indflydelse.
Mon ikke der vælges indflydelse `?
@1
Det er ikke ude i orbit, at stærke kræfter i DRV ønsker Zenia Stampe hen, hvor peberet gror. Alle storkreds-formænd med undtagelse af den storkreds, hvor hun er opstillet – støttede f.eks. modkandidaten.
Tre grunde til, at hun ikke blev væltet:
1) Som kvinde har man automatisk 10-15 pct. af stemmerne fra pseudo-feminister, er altid stemmer på en kvinde.
2) Hun er en retorisk begavet taler. Modkandidaten gik på alle måder i et med tapetet.
3) Modkandidaten er Vestager/Østergaard-mand, og en hel del radikale er dødtrætte af, at det er lykkedes Vestager at fjerne alle kritiske personer fra indflydelse i partiet. En stemme på Zenia var derfor for nogle en stemme på pluralisme i partitoppen – selv om de ikke brød sig om hendes måde at profilere sig på, og de holdninger, hun indtager.
Er det ikke et større problem, at Søvndahl lige i denne sag ikke ligner en’ der kan trække socialdemokratiet lidt til venstre ( hvad det så end vil sige) og derfor bliver mindre attraktiv ?
Noget andet er at Helle Thorning har været mere fremme i medierne end f.eks. sidste efterår, hvor det var Villy der trak læsset.
Men indvandringspolitikken er stadigvæk kun peanuts, i forhold til de problemer, som partiet vil få, hvis udfaldet skulle blive at S SF skal til at forvalte Danmarks økonomiske problemer.
Der er stadigvæk mange ældre SF’ere der tror at man redde DK’s økonomi ved at øge beskatningen til DDR højder.
Mon ikke SF’s succes først og fremmest afgøres af deres evne til at styre de emner, der ultimativt bliver diskuteret i en valgkampsfase?
Jeg tænker, at denne seneste finanslov faktisk viser, hvor lidt de får ud af noget, hvor der er mulighed for at diskuterer indhold. Fx hvordan VK’s skattelettelser gør at der bliver “mindre” til velfærd og hvordan pengene fordeles.
Alligevel kom ALT til at handle om et pointsystem, hvor SSF selv hopper i, og prøver at overgå VKO med et “mere fair” pointsystem. Derudover var der noget med en skrotprocent og så at Liberal Alliance, der ikke ville støtte finansloven. Det i hvertfald sådan jeg tænker tilbage på dette års finanslov.
For mig at se fik SSF intet ud af et at højdepunkterne i den politiske almanak, hvor man ellers virkelig kan gå i kødet på regeringen.
Jarl
Spænende analyse
Jeg har personligt aldrig opfattet SF ´s størrelse som et egentligt succes parameter for S-SF.
At Villy i den grad formåede at skovle vælgere ind på at blive højre orienteret var der vist ingen der for alvor havde troet på.
Hovedprojektet gik jo ud på at få en S-SF regering spiselig ud for midtervælgerne ikke på at få SF til at vokse isoleret, så det der efter min mening kan vælte Villy er alene at han ikke får de minister poster og der har han jo et skæbne fælles skab med Helle.
Du skriver noget om partiernes tolerance overfor at bløde og de har jo en meget forskellig historie hvor især K er vant til udsving og S mener det har historisk ret til noget i nærheden af 40 %
Men du skriver at venstre kan tåle at bløde vælgere stadig. De er jo på det laveste niveau i 20 år og Alliancen får stadig lov til at køre frihjul. Hvor langt skal kan venstre tåle at komme ned i tilslutning uden at dette i sig selv er et problem?
Lang indledning 🙂 men jeg ville meget gerne høre netop din mening.
4. Jeg deler stort set Bjarkes analyse her
7. Ret langt. Så længe Løkke blot bevarer regeringsmagten.
Jeg opfatter LA som det, der engang udgjorde VKs ideologiske eller libertarianske fløj plus lidt ekstra.
Hej Jarl,
Ikke fordi at jeg ikke under mit tidligere parti vælgere – men hvordan kan du konkludere, at RV trækker vælgere fra SF på baggrund af den Megafonmåling: RV taber 0,2 %-point ift. seneste Megafonmåling. Jeg medgiver selvfølgelig, at de ligger over valget, men det kan næppe være dem, der har overtaget de mange SF-vælgere, som er flygtet fra oktober til november – med mindre RV selv har afgivet vælgere (til??) i samme periode.
9. Ja det kan jeg så ikke.
Det er mere korrekt at skrive at de Radikale har en forventning om at tage stemmer fra SF.
Jeg må rette.
Tak!
selv tak:-)
Søvndal er jo endnu en “den tredje vej” politiker, der går efter at trække sit parti mod midten, som man også kan sige om fx Poul Nyrup, Anders Fogh og Tony Blair. Magten er vigtigere end ideologi. Søvndals udtalelse om at “nogen var så kyniske at de hellere ville sige deres holdninger end gå efter magten” er fantastisk ufrivilligt morsom.
Men jeg har tænkt på, hvad gør “den tredje vej” politikere når de ikke er ved magten længere? Tony Blairs efterfølger Brown har næsten lige tabt magten, og Anders Foghs afløser Løkke har den stadig. Nyrup gjorde meget ud af at Danmark skulle have en god økonomi, og derudover var han ikke særlig ideologisk og kunne sagtens have sagt som Schlüter, at “ideologi er noget bras”. Værdipolitisk havde Nyrup ikke det store at byde på, når bare ham og Lykketoft havde gode tal, mente de det var godt. Efter valgnederlaget i 2001 blev Nyrup og Lykketoft sure og sagde det var pressens skyld, og jeg mener at da økonomien fortsat var god under Fogh, røg Socialdemokratiet ud i en identitetskrise, og vidste ikke rigtig hvad de ville. De har haft mange ynkelige ting i medierne, som at regeringen stjal deres politik, at de radikale førte sig for meget frem og især at Lykketoft følte sig så dårligt behandlet af alle i 2005-valgkampen.
Så som jeg ser det, hvis de røde vinder næste valg, tænker jeg at Venstre kan komme ud i en krise om hvad de vil med partiet. Vil man blive rødere for at tækkes midtervælgere, vil man blive mere borgerlige for at vinde vælgere tilbage fra LA, og hvad med kernevælgerne i udkants-Danmark?
Søvndal tror jeg også kan havne i en krise, hvis ikke vi får en rød regering efter valget. Han kan godt blive som SF-formand, da han nok får en fremgang. Men det vil være i med ridser i lakken, da han ikke vil være så frisk et pust længere, og det vil blive hårdere at få partiet med til at sluge kameler. Og sluger man fortsat flere kameler, er spørgsmålet vel efterhånden om man ikke lige så godt kan fusionere med socialdemokraterne. Og hvor meget står partisoldaterne model til?
Ingen tvivl om, at det har været en fæl overraskelse for SF, at deres vælgere tilsyneladende har fået nok.
Men set med den samlede oppositions øjne er det måske ikke så dårligt endda?
Hidtil har S-SF-strategien været at afmontere udlændingekortet ved (halvhjertet) at gå med på de fleste af VKOs stramninger.
Det har givetvis gjort ondt, og kønt ser det heller ikke ud.
Men nu tyder det på, at befolkningen har fået nok. Fx udeblev det forventede ramaskrig, da Helle T sagde “hertil og ikke længere”. Et stort flertal af vælgerne støttede hende faktisk iflg. Gallup.
Hvis det virkelig er rigtigt, vil S-SF fremover kunne tillade sig en klassisk opppositionsrolle, også i forhold til udlændingepolitikken, mens VKO vil få det svært med yderligere strammer-krav.
Og i den situation er en stagnation i SFs opinionstal sikkert en lav pris.
For hvad dælen skal VKO ellers vinde næste valg på?
@12
Er enig i hvad du skriver men at kalde Nyrup en tredie vej politiker holder ganske enkelt ikke vand.
Da Nyrup blev valgt til formand mente vi socialdemokrater stadig at vi havde en naturlig ret til Statsministerposten og det var unaturligt at danmark havde en borgerlig regering.
Nyrup kom til magten fordi man både internt og eksternt havde evnerne til at sikre beskæftigelsen og økonomien. Nyrup havde aldrig evnen som gode 3 vejs folk har til at pejle folkestemningen og det har han stadig ikke.
Derudover så tror jeg at Søvndahl godt ved at det hvis han ikke får magten så er han fortid.
@13: Enig. Tilsyneladende har mere end ti års udlændingedebat kvalificeret den offentlige samtale, således at der nu er plads til 3-4 forskellige holdninger på området. Før var der kun strammere og slappere. Nu er der mere biodiversitet – på begge sider af midterlinien. Det gør alt andet lige diskussionen mere interessant og uforudsigelig.
Off topic – Thorning forsøger sig igen med øgenavne til politiske modstandere. Sidst var det “Saxo-Partiet” – og nu skatteministeren:
– Trolex, omdøbte Thorning skatteministeren.
Det fik dog ikke Pia Kjærsgaard til at knække sammen af grin.
– Det var sjovt. I skal grine. Det var en planlagt vits, sagde hun
http://www.berlingske.dk/politik/pia-k.-og-thorning-i-nyt-opgoer
Nye brudflader: Mellem partiledere og deres vælgere. Villy Søvndal er den magtglade kyniker. Hans vælgere er stadig idealister. Ditto for Helle Thorning.
Niccolò Machiavelli versus Jean-Jacques Rousseau.
Nej for Fanden: Hverken Villy eller Helle burde overhovedet NOGENSINDE nævnes i samme sætning som de nævnte afdøde.
Sorry.
Nu havde det så været rart at når analysen sluttede af med en usikkerhed om S, SF og R’s udlændingepolitik og hvor det bliver holdt op mod VKO at man så i analysen havde husket den usikkerhed der jo er på den modsatte side med LA, som jo ligger langt fra pointsystemet og dermed er den fløj jo ligeså splittet…
Kristendemokraterne (selvom de ikke kan tages så seriøse) har også sendt breve ud med at de inviterer til nye forhandliner om pointsystemet inden det overhovedet er vedtaget.
18. Nu har LA jo ikke været ude at slå på trommer på samme måde som R. Indvandrerpolitik er meget langt nede på LA’s prioriteringsliste (læs i øvrigt Arne Hardis glimrende analyse heraf i denne uges Weekendavisen). Derimod er det politisk hjerteblod for R. Så man kan slet ikke sammenligne situationen i de to blokke.
Jævnfør overskriften, så er det rart at Lars Løkke ikke kan brænde ud – det kræver jo først at han brænder for en sag – og det er vel igrunden hans og Venstres grundlæggende problem.
Hvorfor vil han magten – det står hen i det uvisse.
Lars Løkke burde bruge julemåneden til lidt reflektioner over hvorfor vi har en VK regering – ikke mindst på det værdipolitiske område.
Hvis regeringen skal fortsætte efter næste valg bør Løkke komme med en klar borgerlig værditilkendegivelse senest i sin Nytårstale.
Det er tilladt for ham, at planke lidt idéer fra Dansk Folkeparti.
Vi har en klar værdipolitik.
Morten Dreyer
Folketingskandidat
Københavns Storkreds