Kategorier

Den sidste VKO-finanslov

I går fik regeringen, DF og den enlige Kristendemokrat forhandlet en finanslovsaftale på plads.

Som forudset allerede i sommer, så ville dette års finanslovsaftale ikke rykke rundt med de store summer på det offentlige budget for 2011. Regeringen gjorde det allerede i foråret med Genopretningsplanen klart, at den stod på smalkost og besparelser, så derfor var signalet til DF og Liberal Alliance, at der ikke vil blive givet store indrømmelser på det økonomiske område. Så det lå i luften, at udlændingepolitikken eller 'værdipolitikken' måtte komme i spil. For den slags forslag koster ikke de offentlige kasser store penge. Nok snarere tværtimod.

DF investerede tidligt stort set alt deres politiske kapital i at få et resultat på udlændingeområdet, mens Liberal Alliance gik efter at få skattelettelser især fjernelsen af multimedieskatten, men også andre tiltag, der kunne 'sætte gang i væksten'.

Længe lå det til, at LA gik sammen med DF og VK i en finanslovsaftale. Og her er der to forskellige udlægninger: LA mener at VKs tilbud om justeringer i iværksætterskat og multimedieskatten var for uattraktivt, mens regeringen vurdering er, at LA hellere så en mulighed for at 'vælgermaksimere' ved helt at undgå at blive fedtet ind i endnu en 'socialdemokratisk' finanslov.

Ingen kan vurdere med sikkerhed om LA har valgt den rigtige strategi. Jeg hælder til, at de får mest ud af at blive væk. Det gør LA mere attraktive for de ganske mange skuffede borgerlige vælgere, som er dødtræt af VK-regeringen, men alligevel ikke rigtig har fidus til 'de røde' og Villy Søvndals økonomiske politik. LA kan blive det 'hippe nye alternativ', som ikke kun har appel til de stærkt borgerlige i 'Saxo Bank-segmentet', som både medier og venstrefløjen '“ og ikke mindst de konservative '“ i skøn forening har travlt med at hæfte på LA. En knivskarp Anders Samuelsen måske tilsat noget beroligende, så han ikke kammer over og på TV for meget fremstår som en 'psykotisk chimpanse', vil under en valgkamp formentlig være på sikker vinderkurs. Måske endda mere end meningsmålinger spår i dag.

Omvendt så havde regeringen håbet meget på, at der stod en samlet borgerlig fløj bag den sidste finanslov inden valget. Nu kan man slet ikke bruge dette argument imod venstrefløjen, som før. Men der er så andre områder, der kan udnyttes til at udstille splittelse i den røde lejr.

Finanslovens helt store omdrejningspunkt handler slet ikke om finanser, men alene om udlændinge. DF markerede allerede tidligt, at 24-årsreglen efter deres mening skulle ændres til 28-årsregel, der skal forhindre tvangsgiftede 'danske' overvejende muslimske kvinder at blive forenet med deres fjerne og uuddannede fætre fra Mellemøstens bjerglandsbyer at få indrejse og ophold i paradiset mod nord. Her har de nemlig udsigt til lav beskæftigelse og dermed forøget risiko for offentlig forsørgelse og fortsættelse af problemer med integrationen. Alt sammen en problemstilling som et meget stort flertal af danskere anerkender som reel.

Og DF og VK fiskede således et gammelt forslag op om et pointsystem mht at lukke ægtefæller blandt udlændinge ind, som i øvrigt ikke er et nyt forslag og som også skulle praktiseres i en udgave på New Zealand. Da udlændingeloven ikke må regulere mellem racer og religioner eller kulturer, så må man opfinde et system, hvor begrundelserne er nogle andre, men resultatet skulle være omtrent det samme: At unge veluddannede mennesker fra primært Vesten, som er nemme at integrerer i samfundet lukkes ind, mens døren forbliver hermetisk lukket for de unge uudannede og potentielt problematiske, når det gælder integration af mennesker fra Mellemøsten. (At så EU-lovgivningens har gennemhullet den stramme udlændingelov spiller så ingen rolle. Det er jo bare (symbol)politik)

Men det egentligt geniale ved forslaget er, at det splitter oppositionen midt over. De radikale er stærkt kritiske, mens Enhedslisten kalder forslaget for ' social apartheid'. Til gengæld har S købt hele forslaget, ja de mener endda at de tidligere har forslået noget lignende! Mest interessant er diskussionen i SF, hvor i hvert fald to MFere og synlige 'slappere' '“ begge med indvandrerbaggrund – blankt og på forhånd afviser at SF kan stemme for forslaget. Gruppeformand Ole Sohn, som har en meget lang track record mht. at sno sig, forsøger at vinde tid ved at snakke om, at nu skal man lige se forslaget an, når detaljerne er forhandlet endeligt på plads. Omvendt så tilslutter gruppenæstformand Astrid Krag '“ som tegner de unge, stærke og magtfulde i SF-gruppen – sig umiddelbart og som forventet regeringens forslag.

Meget kunne godt tyde på, at SF slipper mindst skidt fra sagen ved at lade renegaterne få fripas til at stemme imod forslaget, når der til sin tid skal stemmes om det i folketingssalen. Det vil de borgerlige naturligvis udnytte. Også i en valgkamp. Går hele SF imod forslaget, så vil Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard fejre en tidligere jul end normalt. Men det er næppe sandsynligt. Sohn, Søvndal og Krag skal nok få banket de fleste afvigere på plads. SF er noget alt for langt, at de sagtens kan sælge ud af de sidste rester af Aksel Larsens arvesølv. Partistifteren ville næppe kunne genkende SF, hvis han stadig havde trukket vejret.

En færdigforhandlet finanslov som et flertal står bag er pr. definition et godt politisk resultat for enhver regering. Noget andet er, om det reelt ændrer regeringens små overlevelseschancer. Hvis finansloven alt i alt overbeviser et flertal i befolkningen om at der er styr på butikken, så er indholdets detaljer formentlig ubetydelige med henblik på at påvirke stemmeafgivningen ved det kommende valg. Medmindre at der findes forslag, som kan udstilles som 'makværk' i en grad, at det helt overskygger det overordnede billede. Og her er forslaget om en 25 pcts-sænkning i multimedieskatten, men altså kun for ægtepar i fare for at rende med overskrifterne. For hvad nu med singlerne! Ja så uretfærdig er verden åbenbart. Og ingen sag er for lille, så den ikke kan skabe betydelig omtale af alle de arme stakler, der nu er blevet økonomisk samspilsramt.

Under alle omstændigheder så afsluttede denne finanslovsaftale en politisk epoke i dette århundredes første årti, hvor VKO (med hjælp fra KD i år) har siddet tungt på finanslovene, hvor alt andet end netop økonomi kunne blandes ind i forhandlingerne undervejs. Konstellationen bag forligene vil et valg ændre på uanset, hvem der vinder det kommende folketingsvalg.

P.S. Læs Annegrethe Rasmussens interessante interviewartikel med tidl. amerikanske præsidenters spindoktorer, der taler ud om det overståede midtvejsvalg.

Kategorier

Genskabte Løkke troen på projektet?

I weekenden holdt Venstre sit landsmøde i Odense, hvor situationen for statsminister Lars Løkke Rasmussen i god tid af pressen blev udlagt som noget nær sidste chance for at undgå det truende nederlag, som stort set alle i det politiske miljø – fraregnet måske kernen i regeringspartierne og DF og deres nærmeste rådgivere, som (bliver stadigt færrere!) – tror på, er uundgåeligt. Måske blev der lidt flere hos kernetropperne, som fik fornyet håbet om, at VKOI klarer skærene, når folketingsvalget kommer inden for senest 12 måneder.

Alle odds taler imod regeringen. Dens levetid. Dens regeringsleder som fortsat har sit gennembrud til gode, hvad angår at sætte sig i respekt i forhold til offentligheden, pressen, vælgerne. De konservatives leder, som de fleste regner for færdig i dansk politik. Sagerne, som nærmest står i kø for at stjæle billedet fra regeringens noget uklare politik. Nej, der er ikke mange lyspunkter. Og dog.

Alligevel så er det forbløffende at blå blok af vælgerne faktisk ikke er dømt længere ude end de er. Især når 2010 har været både Løkkes og navnlig de konservatives Lene Espersens annus horibilis, hvor stort set alt er gået galt. Ingen kan huske, at en i forvejen rimelig respekteret partileders tillid og navnlig respekt hos vælgerne er smeltet ned på så kort tid.

Et af de få lyspunkter for regeringen er, at spørgsmålet om økonomien forventeligt bliver det altafgørende tema i den kommende valgkamp. Og netop økonomi er det eneste sted, hvor vælgerne stadigvæk har en relativ marginal tørre tillid til de borgerlige. Det er derfor ikke raketvidenskab at regne ud, at netop VKs strategi er at føre en valgkamp på, at et flertal af vælgerne på valgdagen – trods alt '“ har større tillid til regeringen end en usikker økonomisk politik skruet sammen af rød bloks angivelige 'økonomiske troldmænd' i skikkelse af skyggefinansminister Henrik Sass Larsen og skyggeøkonomiminister Ole Sohn.

Ny forskning peger på, at flere vælgere bruger målingerne til at angive en løbende utilfredshed mere end en egentlig politisk præference på valgdagen. Hvis det er sandt, så kan blå blok og især Venstre søge trøst i de interne målinger, som skulle vise at den store og stigende gruppe af tvivlere ca. to tredjedele af vælgerne hælder til at stemme borgerligt. Om det er nok, hvis der var valg i morgen? Næppe.

Jeg vurderer, at oppositionen har 80 procents chance for at vinde et folketingsvalg.

Gør Lars Løkke det så elendigt hele vejen igennem? Nej. Han fx holdt en hæderlig åbningstale og en rimelig god tale på landsmødet. Men ingen af talerne er nogen, man vil kunne huske om få år, måske bortset fra den aggressiv del af talen, hvor han gik i kødet på oppositionen, og at Løkke nærmest højtideligt svor, at han var garanten for en “ansvarlig” økonomisk politik. Og at han hellere ville gå ned med flaget end at føre en uansvarlig økonomisk politik i stil med oppositionens gavebod.

I dele af pressen var der en slags naiv forhåbning om en prædestineret nedsmeltning af statsministerpartiet for åben tæppe her i weekenden. Det skete imidlertid ikke. Vanen tro havde 'nogen' i Venstre udtrykt kritik af Løkke og ledelsen forud for landsmødet. I år var det således en række V-borgmestre, der havde deltaget set med ledelsens øjne lidt for beredvilligt i pressens leg med henblik på at skabe den rette forudgående stemning af “krise”, som dog et eller andet sted unægteligt jo ER en kendsgerning. I gamle dage var Clausescu og Anders Fogh gået amok med køller, mens Løkke nøjes kun med at surmule i smug. Politikens rundspørge blandt V-borgmestrene lykkedes derfor ikke mht. at ødelægge stemningen.

Men da landsmøde gik i gang fremstod det som en troværdig politisk samling bag Løkkes lederskab. Ikke engang omtale af Søren Pinds 'sager' fulgt af ministerens frådende frontalangreb på en BT-journalist og efterfølgende hastige og kloge tilbagetog kunne ødelægge landsmødestemningen. Der var ellers nok at være trist over. Pressen kastede sig siden over analyser af den officielt bilagte 'kronprinsestrid' mellem skatteminister Troels Lund Poulsen og hans forgænger V-næstformanden Kristian Jensen. Imidlertid viste en måling blandt vælgerne i dag i Børsen at især Troels Lund Poulsen med kun 5 pct. mildest talt ikke er i nærheden af at folkelig opbakning som efterfølger til Løkke på V-formandsposten, mens den nuværende V-næstformand får 18 pct. (Knapt halvdelen vil ikke svare eller peger på mindre oplagte kandidater). Og hvad med rivaliseringen? Ja den lever stadig i bedste velgående. For et par måneder siden mente skatteministeren, at man skulle glemme alt om skattelettelser. På landsmødet slog næstformanden til gengæld fast, at man ikke kunne være liberal uden at ville arbejde for at sænke skatterne. Så er fronterne trukket op.

Hvad foregik der ellers?

Jo. Familien Ellemann med Uffe, fru Alice og miljøministeren og hendes bror Jacob Ellemann '“ ny V- folketingskandidat – sås samlet i færd med 'working the room' blandt græsrødderne på landsmødet. Det var ellers ikke noget Uffe gad, da han stod i spidsen for partiet, men nu gælder det børnene! Her mener de fleste at Karen har floppet fatalt, mens juryen stadig er ude mht. bedømmelsen af Jacob. Vi får se. Men da han er Uffes søn, så får han en fair chance (som også søsteren fik i sin tid). Det skylder man ikke mindst det fædrene ophav, som stadig vækker varme følelser i baglandet.

Benævnte Pind holdt ifølge journalister og mange andre iagttagere landsmødets bedste tale, der betog forsamlingen med en patos, der ikke er set siden Uffe Ellemann-Jensens dage, hvor den daværende formand – og gruppeformand Ivar Hansen '“ altid evnede at tale forsamlingen varm. I Venstre er der '“ ligesom alle andre steder – to holdninger til Pind. Dem som lader sig indfange af hans charme, vid, retorik mv. og dem som er dybt skeptiske. I weekenden blev skeptikerne pludselig i mindretal. Derfor måtte den uofficielle høvding over det magtfulde jyske Venstre Carl Holst iværksætte noget der minder om en kampagne, der fik pillet glansen af Pind igen. Al balladen omkring Pind havde nemlig “taget fokus” fra Lars Løkke og landsmødet, var Holst vurdering. Det havde han ret i, men ikke desto mindre så var både '“ pressens vurdering og reportage fra landsmødet '“ faktisk primært positiv overfor Pind. Formentlig udelukkende takket være hans tale, som nogle Venstrefolk mener, skrev Pind ind i rækken af mulige tronprætendenter. Det gør det nok værd for pressen at tage endnu en tur igennem Pinds bilagsbunker for at finde et eller andet. Pind skal blot lære, at han skal huske at sige 'tak til', når det sker.

Men når slutfacit skal slås, så lever regeringsprojektet stadigvæk. Det og partiets græsrødder på landsmødet fik lidt ilt med Løkkes tale '“ som mange har meget forskellige vurderinger af – og der blev indpodet lidt tiltrængt gejst i masserne. Vurderingerne rækker fra bestået hos pressen'“ og hos V-deltagerne '“ mere end det. Enkelte taler ligefrem om det bedste landsmøde i mange år.

Landsmøde eller ej. Regeringen og blå blok skal finde melodien. Foreløbig har man spillet endnu et kort af hænde, da Liberal Alliance forlod finanslovsdrøftelserne. Nu har rød blok endnu et argument i arsenalet mht. at udstille den borgerlige uenighed vs. den evige politiske splittelse i rød blok,.

P.s. Jeg er i øvrigt selv blevet gjort til genstand for BTs i det politiske og journalistiske miljø stærkt omdiskuterede journalist '“ og med efter mine oplysninger to tabte pressenævnssager i bagagen – Lars Fogts sikkert gennemgribende og tilbundsgående undersøgelse af udviklingsminister Pinds virke. Både før og efter han blev minister, som ovenpå Thorning-sagen utvivlsomt har til hensigt at genskabe BTs selvforståelse som 'politisk uafhængig avis'. Han har således søgt aktindsigt i evt. mailkorrespondence mellem min ringhed og udviklingsministeren sikkert i lønligt håb om at finde et eller andet kompromitterende. Desuden er det formentlig også sket, fordi jeg i en intern, men åben diskussion på Facebook har tilladt mig at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Fogt i sin tid gik frivilligt fra Ekstra Bladet eller ej. Kendsgerningerne indtil videre siger, at Fogts afgang var frivillig, men oplysninger som er tilgået mig, gør, at jeg dog ikke er 100 pct. overbevist herom. Offentlighedsloven er krystalklar: journalister kan frit aktivere embedsmandsapparatet, hvis de ønsker adgang til ministeriernes arkiver. Jeg ønsker ingenlunde det system ændret, men stiller mig noget uforstående og undrende overfor, at pressens repræsentant efter min vurdering helt grundløst (mis)bruger systemets ressourcer, blot fordi jeg få dage før ytrer mig om hans person på Facebook. Jeg lever skam med det, i det jeg intet som helst har at skjule, men stiller mig dog alligevel noget uforstående overfor, hvorfor en blogger/borger/samfundsdebattør skal gøres til genstand for, at en sikkert dybt forurettet journalist tilsyneladende skal hævne sig ved at dyre konsulenter i udenrigsministeriet skal bruge arbejdstid på at behandle hans mildest talt latterlige forespørgsler om aktindsigt. Og i øvrigt uden at der mig bekendt kan gives nogen som helst journalistisk begrundelse for at anmodningen sker. (Jeg har slet ingen politiske eller økonomiske interesser i denne del af udenrigsministeriet, som Pind er minister for) Jeg opfatter denne specifikke anmodning om aktindsigt som noget i stil med mild chikane eller magtdemonstration fra en pikeret journalists side, hvilket også er med til at overbevise mig om, den mig flittigt bibragte og derfor efter min vurdering særdeles udbredte opfattelse på hele Christiansborg og Omegn af benævnte Lars Fogt som værende decideret “skør i bolden”. Om det er sandt eller ej er så en klinisk vurdering, jeg ikke er i stand til at kunne foretage.

Kategorier

Operation 'vælt Obama' fortsætter

Republikanernes jordskredssejr i tirsdag er bl.a. et resultat af deres strategi 'om korslagte arme' i forhold til præsident Barack Obamas politik. Og hvorfor dog droppe en strategi som har vist sig succesfuld? Flere iagttagere i Washington vurderer, at GOP ikke rigtig kan bruge deres sejr til meget andet end at obstruere demokraternes politik, så de går ned i skyttegravene igen til trods for Obamas opfordringer om samarbejde henover midten.

Republikanerne har allerede nu varslet, at de vil forlænge Bush midlertidige skattesænkninger og i øvrigt fjerne finansieringen af Obamas sundhedsreform. 'I vil i den kommende tid formentlig høre ordet 'princip' igen og igen fra republikanernes topfolk”, som en højt rangerende republikansk insider fortalte os, da vi spiste frokost i den nationale republikanske klub på Capitol Hill.

Blandt demokratiske iagttagere er man desillusionerede i en grad, som står i enorm kontrast til da obamania stod i zenith for kun to år siden. De er rystede over Demokraternes nederlag, der er det største i mange år. Faktisk har et parti ved et valg ikke tabt så stort et antal mandater i Huset siden 1938 ifølge en professor ved George Washington University, som vi talte med i går. Han bemærkede, at 'Det var under depressionen og det er næppe tilfældigt'. De fleste hælder til den iagtagelse at der var tale om et decideret protestvalg, hvor republikanerne fik mobiliseret deres vælgerbase af vrede 'hvide og ældre', mens Obamas vælgerbase af 'unge og minoriteter' i modsætning til 2008 nu blev hjemme. Mange demokrater forstår ikke, hvorfor Obama og hans folk slet ikke har formået (eller forsøgt i tilstrækkeligt grad) at få mobiliseret fx de unge vælgere, så man kunne have undgået dette nederlag.

Over hele Washington går alle de folk, som er ansat i forskellige offentligt finansierede nonprofit-organisationer, i ministerier, konsulenter mv. rundt i granatchok. De frygter, at republikanerne får held med at beskære budgetterne i en grad, som det er ikke set længe. De demokratiske iagttagere tror dog, at det bliver svært for GOP at gøre alvor af sagen. Kun 16 procent af det føderale budget går til undervisning, offentligt service, administration mv. Resten af budgettet går til militæret og social security. Republikanerne tør ikke røre militæret, fordi det så vil gå ud over deres venner, og vælgerne vil næppe belønne dem for at fjerne social security i en tid, hvor folk står uden jobs. I øjeblikket taler republikanerne om at fastfryse lønningerne i det offentlige, men det får de næppe heller stor tak for. For kan man fastfryse secret service-agenterne og militærets lønninger? Det tror dem, som vil talte med, ikke på ville kunne lade sig gøre.

I øvrigt så venter mange her i Washington, at demokraternes House-speaker Nancy Pelosis dage er talte, hvad angår at lede den nu decimerede demokratiske gruppe. Pelosi er simpelthen for kontroversiel hos midten i amerikansk politik, og der er behov for nye ansigter. Den hidtidige dansk-amerikanske majoritetsleder Steny Hoyer vil i øvrigt ikke -ifølge presseforlydender – forsøge at blive leder, inden Husets medlemmer bliver udskiftet i januar. Indtil da skal den gamle kongres, hvor demokraterne altså fortsat har et flertal forsøge at få vedtaget et budget.

Demokraterne glæder sig i øvrigt at de bevarede flertallet i Senatet. Flere iagttagere på begge sider peger på, at havde det ikke været for Tea Partys dårlige kandidater ikke kunne vælges som fx Christine O'Donnell, så havde republikanerne også vundet senatet. Og hvem er Tea Partys egentlige 'leder'? Ja nu er der tale om en meget løs bevægelse med mange forskellige synspunkter, så det spørgsmål lader sig ikke rigtigt besvare. Men at Sarah Palin havde en finger med i spillet mht. at få valgt Tea Party kandidater under republikanernes primærvalg gør hende til hovedansvarlig i nogle republikaneres øjne. Formentlig har Palin fattet budskabet om, at hun ikke bliver GOPs spidskandidat i 2012. Og som den respekterede iagttager David Gergen siger, så har Palin også alt for travlt med at tjene millioner af dollars på alle sine Tv-programmer og hvad hun ellers medvirker i. Omvendt så mener bl.a. New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, at Palin stiller op til præsidentvalget.

Hvem bliver republikanernes præsidentkandidat? Her er der mange bud. Ingen tror på, at fx.Mitt Romney kan vinde over Obama. Et af navnene man hører, er den tidligere guvernør i Florida Jeb Bush lillebror til George W. Bush. Når primærvalgene rigtig går igang i New Hampshire om 14 mdr., er vi alle blevet meget klogere på det punkt.

Under alle omstændigheder så er kampen om det hvide hus gået ind. Og her håber demokraterne på, at Obama til den tid kan få sin valgbase aktiveret, sådan at man undgår et nederlag i samme størrelsesorden. Det er den slags argumenter, som mange demokratiske iagttagere som Bill Clintons gamle legendariske kampagnemand James Carville klynger sig til, når de skal forsøge at bagatellisere Demokraternes største blodtud i mands minde.

Nu er tiden i Washington ved at være forbi. Regnen står ned i stænger og vi skal lige nå en rundtur i kongressen, inden flyet afgår mod København her til aften.