I går fik regeringen, DF og den enlige Kristendemokrat forhandlet en finanslovsaftale på plads.
Som forudset allerede i sommer, så ville dette års finanslovsaftale ikke rykke rundt med de store summer på det offentlige budget for 2011. Regeringen gjorde det allerede i foråret med Genopretningsplanen klart, at den stod på smalkost og besparelser, så derfor var signalet til DF og Liberal Alliance, at der ikke vil blive givet store indrømmelser på det økonomiske område. Så det lå i luften, at udlændingepolitikken eller 'værdipolitikken' måtte komme i spil. For den slags forslag koster ikke de offentlige kasser store penge. Nok snarere tværtimod.
DF investerede tidligt stort set alt deres politiske kapital i at få et resultat på udlændingeområdet, mens Liberal Alliance gik efter at få skattelettelser især fjernelsen af multimedieskatten, men også andre tiltag, der kunne 'sætte gang i væksten'.
Længe lå det til, at LA gik sammen med DF og VK i en finanslovsaftale. Og her er der to forskellige udlægninger: LA mener at VKs tilbud om justeringer i iværksætterskat og multimedieskatten var for uattraktivt, mens regeringen vurdering er, at LA hellere så en mulighed for at 'vælgermaksimere' ved helt at undgå at blive fedtet ind i endnu en 'socialdemokratisk' finanslov.
Ingen kan vurdere med sikkerhed om LA har valgt den rigtige strategi. Jeg hælder til, at de får mest ud af at blive væk. Det gør LA mere attraktive for de ganske mange skuffede borgerlige vælgere, som er dødtræt af VK-regeringen, men alligevel ikke rigtig har fidus til 'de røde' og Villy Søvndals økonomiske politik. LA kan blive det 'hippe nye alternativ', som ikke kun har appel til de stærkt borgerlige i 'Saxo Bank-segmentet', som både medier og venstrefløjen '“ og ikke mindst de konservative '“ i skøn forening har travlt med at hæfte på LA. En knivskarp Anders Samuelsen måske tilsat noget beroligende, så han ikke kammer over og på TV for meget fremstår som en 'psykotisk chimpanse', vil under en valgkamp formentlig være på sikker vinderkurs. Måske endda mere end meningsmålinger spår i dag.
Omvendt så havde regeringen håbet meget på, at der stod en samlet borgerlig fløj bag den sidste finanslov inden valget. Nu kan man slet ikke bruge dette argument imod venstrefløjen, som før. Men der er så andre områder, der kan udnyttes til at udstille splittelse i den røde lejr.
Finanslovens helt store omdrejningspunkt handler slet ikke om finanser, men alene om udlændinge. DF markerede allerede tidligt, at 24-årsreglen efter deres mening skulle ændres til 28-årsregel, der skal forhindre tvangsgiftede 'danske' overvejende muslimske kvinder at blive forenet med deres fjerne og uuddannede fætre fra Mellemøstens bjerglandsbyer at få indrejse og ophold i paradiset mod nord. Her har de nemlig udsigt til lav beskæftigelse og dermed forøget risiko for offentlig forsørgelse og fortsættelse af problemer med integrationen. Alt sammen en problemstilling som et meget stort flertal af danskere anerkender som reel.
Og DF og VK fiskede således et gammelt forslag op om et pointsystem mht at lukke ægtefæller blandt udlændinge ind, som i øvrigt ikke er et nyt forslag og som også skulle praktiseres i en udgave på New Zealand. Da udlændingeloven ikke må regulere mellem racer og religioner eller kulturer, så må man opfinde et system, hvor begrundelserne er nogle andre, men resultatet skulle være omtrent det samme: At unge veluddannede mennesker fra primært Vesten, som er nemme at integrerer i samfundet lukkes ind, mens døren forbliver hermetisk lukket for de unge uudannede og potentielt problematiske, når det gælder integration af mennesker fra Mellemøsten. (At så EU-lovgivningens har gennemhullet den stramme udlændingelov spiller så ingen rolle. Det er jo bare (symbol)politik)
Men det egentligt geniale ved forslaget er, at det splitter oppositionen midt over. De radikale er stærkt kritiske, mens Enhedslisten kalder forslaget for ' social apartheid'. Til gengæld har S købt hele forslaget, ja de mener endda at de tidligere har forslået noget lignende! Mest interessant er diskussionen i SF, hvor i hvert fald to MFere og synlige 'slappere' '“ begge med indvandrerbaggrund – blankt og på forhånd afviser at SF kan stemme for forslaget. Gruppeformand Ole Sohn, som har en meget lang track record mht. at sno sig, forsøger at vinde tid ved at snakke om, at nu skal man lige se forslaget an, når detaljerne er forhandlet endeligt på plads. Omvendt så tilslutter gruppenæstformand Astrid Krag '“ som tegner de unge, stærke og magtfulde i SF-gruppen – sig umiddelbart og som forventet regeringens forslag.
Meget kunne godt tyde på, at SF slipper mindst skidt fra sagen ved at lade renegaterne få fripas til at stemme imod forslaget, når der til sin tid skal stemmes om det i folketingssalen. Det vil de borgerlige naturligvis udnytte. Også i en valgkamp. Går hele SF imod forslaget, så vil Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard fejre en tidligere jul end normalt. Men det er næppe sandsynligt. Sohn, Søvndal og Krag skal nok få banket de fleste afvigere på plads. SF er noget alt for langt, at de sagtens kan sælge ud af de sidste rester af Aksel Larsens arvesølv. Partistifteren ville næppe kunne genkende SF, hvis han stadig havde trukket vejret.
En færdigforhandlet finanslov som et flertal står bag er pr. definition et godt politisk resultat for enhver regering. Noget andet er, om det reelt ændrer regeringens små overlevelseschancer. Hvis finansloven alt i alt overbeviser et flertal i befolkningen om at der er styr på butikken, så er indholdets detaljer formentlig ubetydelige med henblik på at påvirke stemmeafgivningen ved det kommende valg. Medmindre at der findes forslag, som kan udstilles som 'makværk' i en grad, at det helt overskygger det overordnede billede. Og her er forslaget om en 25 pcts-sænkning i multimedieskatten, men altså kun for ægtepar i fare for at rende med overskrifterne. For hvad nu med singlerne! Ja så uretfærdig er verden åbenbart. Og ingen sag er for lille, så den ikke kan skabe betydelig omtale af alle de arme stakler, der nu er blevet økonomisk samspilsramt.
Under alle omstændigheder så afsluttede denne finanslovsaftale en politisk epoke i dette århundredes første årti, hvor VKO (med hjælp fra KD i år) har siddet tungt på finanslovene, hvor alt andet end netop økonomi kunne blandes ind i forhandlingerne undervejs. Konstellationen bag forligene vil et valg ændre på uanset, hvem der vinder det kommende folketingsvalg.
P.S. Læs Annegrethe Rasmussens interessante interviewartikel med tidl. amerikanske præsidenters spindoktorer, der taler ud om det overståede midtvejsvalg.