Tak skal du ellers ha! Låget røg godt nok af sundhedsminister Bertel Haarder i TV-interviewet med TVA-journalisten Kristian Sloth, der lige nu kan ses på nettet.
Situationen opstod, da Haarder af sin spindoktor, Line Aarsland, i fredags var blevet bedt om at lade sig interviewe af TVAs mand om fedmeoperationer, selvom at han havde private planer med sin kone om at tage til koncert og forinden skulle nå at indtage sin livret: risengrød. I gennem syv lange minutter forløber interviewet egentlig upåklageligt. Dvs. Sloth borer utrætteligt i detaljer som Haarder åbenbart ikke rigtig har styr på og stiller spørgsmål, der ligger lidt uden for det aftalte emne. Det er ikke usædvanligt. Det er heller ikke opsigtsvækkende at ministre og andre interviewofre lader sig irritere, men det er ikke normalt, at en minister med så stor erfaring '“ ja vi taler om regeringens klart bedste kommunikatør '“ taber hovedet, som Haarder gjorde i går.
Hvem er skurken?
1. Bertel Haarder
Det er uprofessionelt, at Haarder reagerer så voldsomt, som han gør. Han kunne bare have gledet af på spørgsmålene eller have stoppet interviewet fx ved at foreslå, at Sloth får et interview på et andet tidspunkt, hvor Haarder kan have nået at forberede sig. Det er helt normalt. Nu går Haarders partifæller i brechen for ham og skælder ud på DR, men det kan jo ikke undskylde Haarders optræden. Ministre skal optræde som om, at de altid er i balance. Det var Haarder tydeligvis ikke, og så vigtig en sag, var der trods alt heller ikke tale om. Brevet med undskyldningen til journalisten er i øvrigt det eneste kloge Haarder har foretaget sig i sagen. Og det er i øvrigt også beviset på, at der er tale om en ren tilståelsessag fra ministerens side.
I øvrigt bør man stille spørgsmålstegn ved om det giver mening, at politikere på det niveau kan trække kortet med, at de kun vil interviews om sager, de kender på forhånd. Hvis ikke de kan svare, så må de henstille til at interviewet må finde sted på et andet tidspunkt i stedet for at gå amok.
2. Kristian Sloth
Sloth er ikke kendt for at overholde de forudgående indgåede interviewkontrakter med politikere til punkt og prikke. Han går direkte efter historien, til kanten og skarpvinkler ofte hårdere end den værste ekstrabladsjournalist. Hvis Sloth ikke får sit svar første gang, så spørger han tyve gange i håb om, at ministeren siger noget, som han kan bruge. Og kan det ikke holdes inden for de aftalte 10 minutter ja så er det jo ikke så meget at gøre ved det, tænker journalisten sikkert. I fredags overholdt han efter Haarders vurdering ikke aftalen. Det er ikke første gang, at det er sket i historien, og det bliver heller ikke den sidste. Med Haarders formodentlige kendskab til Sloths arbejdsmetoder, så kunne han jo næsten forudse, at journalisten ikke ville respektere aftalen. I journalist-kredse vil man slet ikke anse Sloths metode som noget problem. Nok snarere tværtimod. Det er kun spindoktorer og enkelte kommunikationsfolk, der rynker på næsen. Men her har Sloth alligevel været anset som et løsgående Maverick-missil længe. Og dertil kommer så dele af vælgerbefolkningen, som igen bliver bekræftet i, at pressen og DR/TVA opfører sig svinsk.
3. DR
DR vælger at bringe interviewet i sin fulde længde. Hvorfor? Her spiller det utvivlsomt ind, at TV2 for nylig havde en lignende sag, hvor TV2 slettede et råbånd med statsminister Lars Løkke Rasmussen, der også tabte hovedet og skældte TV2-journalist Anders Langballe ud for at udspørge ham om et emne, som lå uden for den aftale, som han havde indgået med TV2s redaktion, at han skulle spørges om. Båndet blev efterfølgende slettet til dele af pressens og oppositionens store forargelse, hvilket i øvrigt gav anledning til spekulationer om at Løkkes tidl. spindoktor Ulla Østergaard havde en finger med i spillet vedr. den beslutning.
Der er i mit sind ingen tvivl om, at DR/TVA ikke ville beskyldes for at være i lommen på regeringen. (I øvrigt en regering, der står til at falde).
Lige nu raser der en spinkrig, hvor de dele af befolkningen, der mener, at verden og ikke mindst pressen er af lave, bliver bekræftet i deres teori, mens de dele af befolkningen, der mener, at Haarder blot er et tudefjæs og/eller regeringen har spillet fallit, kan være salige i deres tro.
Jeg kan dog ikke undlade at bemærke, hvor træt og slidt 66-årige Bertel Haarder så ud i klippet. For et par uger siden var han med i en debat hos Clement Kjersgaard på DR2 mod Liberal Alliance og også her så han ikke ud til at være i topform. Måske er regeringens mest rutinerede medlem ved at være dødtræt af det pres, som 'sagen med finansieringen af privathospitalerne/overbetalingssagen' har udsat ham for. Faktisk sagde Haarder lige ud i interviewet, at han var 'træt'. Måske Løkke bare skulle tage Haarder på ordet og sende ham på en velfortjent pension, og så få nye kræfter ind på ministerposten. Det er Danmark måske bedre tjent med?
Og så kan Haarder fremover sidde hjemme hos fru Birgitte og spise risengrød uden at blive forstyrret!