Kategorier

Vind med Finn

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har midt i sin ferie under sydens palmer truffet den beslutning at ansætte en ny særlig rådgiver. Det blev aktuelt efter, at Billy Adamsen før jul nødtvungent måtte se i øjnene, at han var blevet for skandaliseret af BTs afsløringer om, at han havde pyntet vel rigeligt på sit CV. Om Billyboy om nogle år returnerer til dansk politik vides ikke. Måske CD eller Kristendemokraterne kunne være interesseret? Hvem ved?

Anyway, så har Mikkelsen som erstatning for 'Dr. Adamsen' truffet et mere sikkert og ukontroversielt valg forstået på den måde, at jobbet er gået til en partisoldat, Finn Möbius (48), der ud over at være konservativ folketingskandidat i Køge-kredsen (det dropper han nu) ligeledes har beskæftiget sig professionelt med politik og kommunikation i hele sit voksne liv. Han er uddannet journalist fra den fine 'højskole' i Ã…rhus.

Möbius, som tilhører kredsen af gamle KU'ere fra bevægelsens storhedstid i midten af 1980'erne. står i øvrigt også som initiativtager til et dansk 'Museum for marxismens ugerninger'. Udover at have gjort sig bemærket ved at arbejde for dette sympatiske formål, så har han også en interesse for tysk vin mv., hvilket for nogle år siden fik ham til at kaste sig ud i at drive en tysk vinstue på Gl. Kongevej på Frederiksberg under navnet 'Bei Möbius', der desværre siden hen lukkede.

Selvom Möbius af konservative bliver set som “en af vor egne”, så er spørgsmålet, om han har nogle idéer at byde ind med mht. det rent strategiske. Men at der er tale om en erfaren herre, hvad angår journalistkontakt, det er der ingen tvivl om, selvom han '“ med al respekt '“ af Christiansborg nok alligevel bliver set som et valg fra 2. hylde.

Vi får se, hvordan det går med Finn. Han skal i hvert fald have held og lykke her fra start. Udfordringer kommer han i alle fald ikke til at mangle!

Mere om Finn her.

Kategorier

Hvor vil den røde statsminister finde pengene?

TV-duellen i går viste endnu engang, at den kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt er yderst tynde i kortene, når det gælder om at finde de manglende penge, som også S-SF mener, at der er behov for til at finansiere morgendagens velfærd.

Bevares vi har fået 12 minutters-planen, som kun fagbevægelsens økonomer bakker op om, som skal finde 15 mia. kr. Og dertil kommer en stribe nye skatter på 30 mia. kr. bl.a. den ideologiske skat – millionærskatten – som kunne være opfundet på den nærmeste bodega, og som vil bryde udviklingen mht. at fjerne marginalskattens skadelige virkninger.

Men ok. Mere beskæftigelse, mere gang i hjulene gennem flere offentlige investeringer er klassisk socialdemokratisk politik. Men hele planen hviler på den forudsætning, at store dele af fagbevægelsens medlemmer for første gang i historien helt af sig selv skal stemme for overenskomster, hvor man går op i arbejdstid. Eller sagt på en anden måde: De overenskomstansatte skal i et anfald af helt enestående uegennytte stemme for overenskomster, hvor de bevilger sig selv mindre fritid. Det skal ske uden egentlige modydelser, som vil kaste byrden videre over på erhvervslivet eller skatteborgerne, for så er man jo lige vidt? Derfor er 'Fair Løsning' et politisk fata morgana, som ingen vælgere eller medier burde tage alvorligt.

Og kan man være sikker på, at længere arbejdstid vil give flere penge i kassen '“ helt uden reformer? Det er igen kun fagbevægelsens økonomer plus et par røde økonomiprofessorer, der ser det for sig.

Men hvad er der så tilbage i værktøjskassen for at få budgetterne til at hænge sammen? Også taget i betragtning af at S-SF blankt afviser alle besparelser. Alle politiske forslag, der går ud på at skære i velfærden er ifølge fagbevægelsen som udgangspunkt 'usympatiske' og udtænkt af mennesker – som den tidligere stalinist nu medlem af SFs landsledelse Matthias Tesfaye skriver i sin klumme i Ekstra Bladet – der kun har 'pikhud' på fingrene og tastaturarbejde. Så er niveauet ligesom lagt.

Jeg tror, at Helle Thorning-Schmidt som statsminister er låst i sin handlefrihed, fordi hun er så afhængig af fagbevægelsens økonomiske og politiske støtte i valgkampen. Det bliver derfor i høj grad LO og 3F mfl., der kommer til at bestemme Danmarks økonomiske politik. I hvert fald til at begynde med.

Og så er der jo finansieringen? Når nu det – med hans egne ord – bliver over Henrik Sass Larsens lig, at efterlønnen bliver fjernet, hvor kan så pengene komme fra? De kan tage erhvervsstøtten fra erhvervslivet, hæve skatterne generelt med 30 mia. kr., men ellers?

For at det skal batte noget, så peger alt i retning af at boligbeskatningen kommer i spil. Måske en fordobling af boligværdiskatten? Det vil godt nok presse boligmarkedet yderligere og sætte mange husejere, der i forvejen er spændt hårdt for under et yderligere pres. Men er det ikke det eneste realistiske scenario, hvis en rød regering skal holde sine øvrige løfter om ikke at hæve personskatterne og samtidig øge den offentlige velfærd? S-SF HAR sagt, at de ikke vil røre boligskatterne. Men et eller andet håndtag skal de jo skrue på på et eller andet tidspunkt, for at udgifter og indtægter balancerer over tid. Og netop et forslag om at hæve boligskatterne kan en rød regering helt uden problemer gennemføre med de radikale efter valget.

Med udsigten til at Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister '“ og i øvrigt uden at nogen beskylder hende for at være særlig økonomisk kompetent '“ så burde husejere som er spændt hårdt for eller på vej til den 3. alder nok overveje at komme af med fast ejendom i tide. Og de andre boligejere skal til at begynde at spare op til skattestigningerne. Med andre ord: Middelklassen skal afgøre med sig selv om den ønsker efterløn bevaret eller stigende boligskatter i de kommende år. At det vil være en katastrofe for boligmarkedet og dermed boligejerne, ja det er så en anden sag.

Men det er jo økonomi, og det emne 'orker' Helle Thorning Schmidt med sine egne ord ikke at svare på, da hun under duellen i går blev spurgt herom af statsministeren.

Måske Thorning, Astrid Krag mfl. skulle vente med at bestille flyttebilerne før, at den er “helt hjemme”. Og jeg er bange for at Thorning skal finde kræfter frem til en lang valgkamp, hvor hun skal “orke” at svare på et utal af lignende spørgsmål. Havde Løkke svaret sådan var han blevet knust af mediedanmark. Sådan er det ikke med “Danmarks første kvindelige statsminister”, som siden “skattesagen” fandt sin afslutning, ikke just kan klage over pressedækningen.

P.s. Kommentator-danmark har længe været meget tilbageholdende med at udpege Lars Løkke Rasmussen som klar vinder af duellerne, da det vil svække deres omdømme som særligt “uhildede”. I går blev det lidt sværere for dem IKKE at udpege Løkke som den, der i debatten suverænt fremstod som havende mest styr på tingene. Det får dermed endnu flere kommentatorer til at søge flyveskjul i en salomonisk analyse, der fastslår, at duellen endte 'uafgjort' eller at de helt trækker i nødbremsen ved at påpege, at 'det afhænger af øjnene, der ser'. Så slipper de også for vrede opkald fra S-SF-lejren med beskyldninger om at de repræsenterer 'Fox News' og i øvrigt er 'blå lejesvende'. I går var der ingen tvivl. Der var kun en politiker på banen med en relativ klar økonomisk politik. Nu handler valget om man er for eller imod at der skal føres denne økonomiske politik.

Til Løkkes præstation kan man kun sige, at han bliver bedre og bedre i debatterne, og at han bør tage så mange, som han overhovedet orker. Det styrker kun hans troværdighed og opfattelsen hos tvivlende vælgere af, at han faktisk VIL genvinde regeringsmagten.

Og så udstiller duellen, at Lars Løkke Rasmussen – hans mange fejl og mildt sagt svingende ledelse til trods – faktisk bør kunne slå en så middelmådig statsministerkandidat som Helle Thorning-Schmidt, også hvis man sammenligner med hendes forgængere, faktisk er.

N.B: Fik du ikke set duellen? Fortvivl ikke! Se med her.

Kategorier

En valgkamp om efterløn

Sidste år holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen sin første nytårs tale og der faldt alle over den, som den mest indholdsløse i nyere tid. Dén kritik kan man ikke rette mod Løkke i år.

For som de fleste kommentatorer '“ og lækager af regionsformand Carl Holst i Politiken forleden '“ har troet/spået/afsløret så afslørede talen, at VK-regeringen nu foreslår en gradvis afskaffelse af efterlønnen.

Der er ingen tvivl om, at det forestående valg i høj grad kommer til at stå om for eller imod velfærdsreformer. Regeringen vil have det til at handle om økonomi, mens oppositionen dvs. S-SF vil have det til at handle om 'velfærdsforringelser', hvor 'de fattige og udslidte endnu engang skal betale for bankdirektørers og advokaters skattelettelser'.

Det er ikke meget Løkke er lykkedes med i år mht. at sætte en ramme for en vigtig politisk dagsorden. Men godt hjulpet af stort set alle økonomer (minus AE-Rådet), Liberal Alliance og ikke mindst de radikales og de konservatives utrættelige indsats (plus et par Venstredissidenter og flere tunge socialdemokrater), CEPOS, Velfærdskommissionen mfl. så har jorden længe været gødet for en afskaffelse af efterlønnen. Målinger har desuden vist, at der også i befolkningen eksisterer et pænt flertal for en afskaffelse af efterlønnen.

Efterlønnens afskaffelse er kronjuvelen i VK-regeringens planer for at genvinde den økonomiske troværdighed fra oppositionen. Flere forslag vil utvivlsomt følge.

Vil befolkningen lade sig påvirke? Utvivlsomt. Nogle vælgere vil straffe regeringen, mens andre vil præmiere modet, ærligheden og måske endda forslaget.

Men vil et flertal igen betro de borgerlige regeringsansvaret? Meget tvivlsomt.

En af de første gevinster ved at spille en 'tilbagetrækningsreform' på banen bliver, at den umiddelbart splitter rød blok mellem S-SF og Enhedslisten på den ene side og de radikale på den anden. Den splittelse eksisterer også i blå blok, men den er ikke ligeså skarp. DF er imod en afskaffelse af efterlønnen, men afviser ikke en reform. Det afvises til gengæld blankt af S-SF.

I rød blok kan man lune sig ved meget pæne målinger, men i den kommende tid vil de blive afkrævet meget mere præcise svar end '12-minutters-planen', som ingen uden for fagbevægelsen og de to partiers diehard-supporters mener, har noget med i virkeligheden at gøre.

Det bliver meget spændende at se, om S-SF under valgkampen vil risikere at fremstå som partier, der blot varetager snævre vælgergruppers interesser frem for hele samfundets økonomi, langsigtede velfærd mv.

Nu er statsministeren i hvert fald kommet med sit rimelige klar svar og sat dagsordenen for diskussionen frem mod valget. (Som kommer i foråret, HVIS målingerne retter sig – ellers venter Løkke til efteråret)

Godt nytår til læserne!

P.S. Hør i øvrigt P1debat “Søndagsfrokosten”i, hvor jeg og blandt andet Farshad Kholgi holder hver vores egen korte nytårstale.