Nytårsdags aften indledte statsminister Lars Løkke Rasmussen sin længe ventede modoffensiv, da han i sin tale til nationen foreslog efterlønnen helt afskaffet om 15 år.
Forslaget har sat en tyk streg under regeringens vilje til at føre en ansvarlig økonomisk politik, hvor man spænder livremmen ind, afskaffer et velfærdsgode, der hører en anden tid til og får flere raske og rørige seniorer ud på et arbejdsmarked, som stort set alle '“ selv fagbevægelsen – forventer om ganske få år vil stå og mangle arbejdskraft.
I den forløbne uge har målinger vist, at statsministerens troværdighed er stigende. Løkke foretrækkes nu i en måling knebent af vælgerne som statsminister frem for Helle Thorning-Schmidt og de har også mest tillid til, at han kan føre landet bedst gennem krisen og sikre økonomien. Men på stort set alle andre parametre taber Løkke.
Meningsmålinger har siden Thorning – og navnlig hendes mand – blev frikendt af SKAT for at snyde i skat stort set vist rødt flertal. I de sidste par måneder massivt rødt flertal.
I fredag kom så tre målinger. En Megafon viste et lille blåt flertal, mens Greens måling og Gallups måling viste klart rødt flertal.
Er man rød, så vil man sikkert hæfte sig ved, at det dermed i januars målinger står '2-1' til de røde. Man vil hæfte sig ved en flot fremgang for S på bekostning af SF, hvor Villy Søvndal-effekten ser ud til at være på hastig retur. Desuden fastholder SF og Enhedslisten pæne fremgange. Desuden vil nogle pege på, at 'telefonmålinger' er mere valide end 'internet-målinger'.
Er man blå vil man hæfte sig ved at Megafon-målingen er den nyeste, hvad angår indsamlede data og at denne måling har langt færre tvivlere (16 pct.) end Gallup-målingen, der havde hele 24 pct. tvivlere. Hos de borgerlige er vurderingen, at de har den største andel af tvivlere, hvilket med tiden vil vise sig i målingerne i takt med at flere beslutter sig frem mod valget. Her spiller '“ set med borgerlige briller – statsministerens retning, 'politiske mod', 'ærlighed' og 'vilje og beslutningskraft' mht. af ville afskaffe efterlønnen en central rolle i overbevisningen af disse tvivlere. Her kan begrebet 'politisk momentum' eller fremdrift formentlig bruges til at forklare, hvorfor at især statsministerpartiet Venstre i alle tre målinger er gået solidt frem med. ca. 5 pct. Det er næsten det største comeback siden Lazarus (når der lige ses bort fra Liberal Alliances genkomst i foråret)
Især Gallup-målingen viser, at der stadig er lang vej hjem for regeringen, når den giver S partiets bedste måling siden Helle Thorning-Schmidt blev formand i 2005.
Jeg hører til dem, der mener, at vælgerne efter Løkkes nytårstale er i en choktilstand, hvor flere (midter)vælgere simpelthen er blevet tvivlere.
De er dødtrætte af regeringen og har ikke været særligt imponerede af Lars Løkkes noget ujævne og ikke altid lige driftsikre lederskab. Bare tanken om at skulle se på den skamskudte Lene Espersen, Lars Løkke og Claus Hjort Frederiksen four more years er dem uudholdelig.
De har ikke rigtig tillid til, at S-SF kan føre landet sikkert igennem en økonomisk krise. Man forstår ikke 12-minuttersplanen og har ikke den store fidus til fagbevægelsen, selvom at man deler rød bloks bekymring for velfærden i de kommende år. Desuden er holdet omkring Thorning ikke det mest indbydende. Landets økonomi er ikke noget man betror folk som Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov, DKP sidste formand Ole “Ã…l” Sohn og en ikke voldsomt energisk Villy Søvndal, som på TV ser mere og mere træt ud og nu igen møder kritik i baglandet.
Valget kommer ikke nu eller før vi har set en ny runde målinger, der som minimum viser et snævert blåt flertal. Dvs. valget kan tidligst udskrives i begyndelsen af februar, måske først til afholdelse i marts. Ved at trække den et par uger længere, så statsministeren kan få præsenteret den 2020-plan, der yderligere sodsværter de økonomiske fremtidsudsigter, så får han yderligere skruet op for baggrundsmusikken, som dermed medvirker til at sætte rammen for, at et folketingsvalg stort set kun kommer til handle om at sikre dansk økonomi. Dvs. lige netop den (eneste) dagsorden, som de borgerlige måske kan vinde et folketingsvalg på.
Løkkes tale har genskabt spændingen i dansk politik og alt andet lige så arbejder tiden for de blå medmindre at rød blok – mod forventning og med fagbevægelsens reklamepenge '“ ender med at vinde den politiske debat om efterlønnens afskaffelse. De røde skal med andre ord genvinde 'momentum' '“ 'The big Mo'” som James Carville formentlig ville have sagt! Dermed er forslaget om at afskaffe efterlønnen efter min vurdering 'en gamechanger'. Men det kræver en klarere bevægelse fra de røde mod de blå end den, som meningsmålingerne endnu har vist. Men indtil videre har Løkke da opnået det vigtige resultat, at han har genskabt troen hos sine egne og hos iagttagere og medier om, at en valgsejr faktisk er mulig.
Og kan S-SF ændre deres fastlåste position som efterlønnens mest stålsatte forsvarer? Fx ved at overrumple statsministeren og indgå et hurtigt forlig herom inden valget? Intet tyder på det. Samtidig med buldrer samarbejdspartnerne de radikale løs på deres mærkesag om at afskaffe selvsamme efterløn. Det ville være helt utroværdigt, men særdeles klogt, hvis de radikale og S-SF inden valget fandt et kompromis her.
S-SF fastlåste position hænger formentlig sammen med at det '“ ud over at det åbenbart med hans egne ord ville koste Henrik Sass Larsen livet '“ er fuldkommen uacceptabelt for fagbevægelsen. Hvis S-SF ikke leverer her, så får fagbevægelsen svært ved at argumentere for dens støtte til deres valgkamp. Dertil kommer, at fagbevægelsens vedvarende medlemsflugt med efterlønnens afskaffelse vil tage yderligere fart. For flere vil overveje medlemskabet af A-kasserne, når de ikke kan få efterløn. For fagbevægelsen er modstanden mod afskaffelsen af efterlønnen det samme som dens eksistenskamp.
Jeg mener alt andet lige, at de rødes chancer for at vinde folketingsvalget fortsat er de bedste med 60 pct. mod de blås 40 pct. Men for 14 dage siden ville jeg have sagt 80-20 og for en uge siden 70-30.