Måned: maj 2011

Tingene er begyndt af flaske sig for regeringen. Man indgik i fredags en aftale om en tilbagetrækningsreform med de radikale, som splitter oppositionen og siden har man lavet andre politiske aftaler med DF og den enlige Kristendemokrat Per Ørum Jørgensen.

Christiansborgs journalister står på den anden ende, fordi de ligesom oppositionens politikere naturligvis er optaget af at beskrive det drama, som alle venter, vil udspille sig under et folketingsvalg. Vil Lars Løkke Rasmussen falde af hesten? Forlader han derefter dansk politik? Hvem tager over hos V? Hvad nu hvis Løkke alligevel vinder? Hvem bliver så ministre? Hvad med Helle Thorning-Schmidt? Hvad med Villy Søvndal? Hvad med Pia? Vindere og tabere. Døde og sårede. The winner takes it all '“ the loser standing small.

TV2s Anders Langballe er en erfaren og seriøs politisk journalist med næsen i sporet. Han har fået det indtryk efter at have talt med “kilder tæt på regeringen” (det kan være centrale ministre som fx Claus Hjort Frederiksen '“ det kan være Løkkes spindoktor Mikael Børsting), at valget er tæt på.

Hvorfor nu det? Hvis man ser bort fra blå bloks ikke alt for overbevisende opbakning i meningsmålingerne, så får regeringen nu god presse på grund af, at den er lykkedes at komme i gennem med ganske konkrete økonomiske reformer. Imens får S-SFs økonomiske politik tilsyneladende hverken tilstrækkelig politisk opbakning nu eller efter et valg til at kunne blive gennemført, hvis man skal tro meningsmålingerne. De udstyrer nemlig de radikale med vetoret. Gudskelov!

Der er dermed langt om længe ved at brede sig en stemning af, at rød bloks økonomiske politik består af lige lovlig megen hokus-pokus og at forhåbningerne om dets effekter er ren voodoo-økonomi. S-SFs økonomiske plan bliver af en stort set samlet økonomstand ikke taget alvorligt, selv om at man udtrykker sig forsigtigt og diplomatisk, også henset til at de radikale slet ikke deler S-SFs økonomiske opfattelse og er lodret uenig i deres mest konkrete værktøjer i form af højere skatter på erhvervslivet og de højestlønnede. Så hvad vil S-SF når de får regeringsmagten? Videreføre/administrere de borgerliges økonomiske politik?

Selvfølgelig kan S-SF-R nå et eller andet kompromis. Men det bliver ikke den plan, som S-SF fremlagde i går, der ender med at blive en ny rød regerings politik. Det er den fuldkommen ubrugelig til, og de radikale vil aldrig stemme for den, som den foreligger. Til gengæld er 'planen', som i virkeligheden er et katalog, ret effektiv som 'Potemkin-kulisse', hvor S-SF i offentligheden overfor vælgerne kan henvise til, at de skam også har en plan, som i modsætning til de blås politik, så ikke går ud over vigtige vælgergrupper. Det var dog klogt af dem ikke at skifte plan og rende fra deres tidligere retorik, selvom de naturligvis har været riemligt rystede over, at de radikale indgik forlig med regeringen om tilbagetrækningsreformen. Nu undgik S-SF den helt store panik, selvom ingen længere tror på, at fagbevægelsen skaffer de i den røde plan lovede 15 mia. kr. '“ og slet ikke efter, at en rød regering formentlig må leve med at en tilbagetrækningsreform – trods S-SFs modstand – bliver gennemført efter valget.

Regeringen har tilsyneladende i huj og hast også indgået et forlig om SU, som ellers normalt ville foregå i den bredere forligskreds blandt dem socialdemokraterne. Det er ret underligt, at det sker '“ medmindre naturligvis, at regeringen pludselig har fået travlt. Man kan prøve at gætte på, hvorfor regeringen har sådan et hastværk, siden regeringen tilsidesætter Christiansborgs normale politiske spilleregler. Det spurgte Anders Langballe så også statsministeren om i dag på pressemødet. Og svaret var '“ mildest talt '“ uklart.

Regeringen fremlægger i det hele taget megen “vælgeregnet” politik i disse dage. Integrationsministeren fremlagde mandag en plan for, hvordan udlændinge fra demokratiske lande kan komme uden om de ellers høje barrierer, som ellers er blevet opstillet i de sidste 10 år af regeringen og DF. Formålet er selvfølgelig, at regeringen vil have en lidt blødere profil på området. Målsætningen er naturligvis den samme: Man ønsker ikke udlændinge fra 3.verdenslande og slet ikke fra muslimske lande ind i landet. Det bliver spændende at se om de røde går i den fælde.

Snart præsenterer regeringen en vækstplan, som dog i princippet kan blive 'fyret af' nårsomhelst. Også efter at valget er udskrevet. Dermed har regeringen så en plan klar på hylderne, som matcher de rødes vækstplan. Og den kan formentlig tjene det formål at løbe med overskrifterne en dag under valgkampen. Det samme med andre planer og politik, som regeringen ydermere måtte have i ærmet.

Løkkes valgraket ligger på affyringsrampen. Spørgsmålet er om meningsmålingerne, der ligger på 47-48 pct. til de blå er 'gode' nok til, at statsministeren kan overbevises om, at en valgsejr er inden for rækkevidde. Det mener jeg ikke, at de er. Endnu. Men måske kan en ny '“ og for regeringen gunstig – måling henover weekenden ændre billedet. Spørgsmålet er dog, om statsministeren føler, at han ikke har andet valg. Det er der noget, der tyder på.

Valgudskrivelse. 70 pct. chance for at valget udskrives torsdag eller først i næste uge (op fra 40 pct.) 30 pct. for at valget udskrives til efteråret.

Løkke fortsætter som statsminister 35 pct.(op fra 30 pct.)

P.s. Helle Thorning påstår i øvrigt kækt og frejdigt, at der er uafhængige økonomer, der bakker den røde plan op. Forespurgt i dag af Jyllands-Posten kom der dog intet klart endsige meningsfyldt svar fra statsministerkandidaten. Forståeligt nok. For svaret er, at der er ingen uafhængige økonomer, der bakker planen op. Og det kan Thorning jo ikke så godt stå og sige…

Jeg giver 100 kr. til den, som kan komme med et navn på en bredt anerkendt uafhængig dansk økonom, der bakker “Fair Løsning 2020” op. (Det er så ikke økonomerne i AE-rådet, hvor Thorning sidder med og dets aflæggere på Aalborg Universitet og RUC herunder de socialistiske økonomer Jesper Jespersen og Hans Aage. Endelig gælder det heller ikke de socialistiske økonomer i kollektivet CASA, som helt sikkert også vil være flinke overfor den røde plan))

Update fredag. Et par målinger i løbet af ugen viser ret entydigt, at regeringen fortsat er for meget bagud til at de kan vinde et valg. Så mit bud er at valget med 90 pcts sandynlighed først kommer til efteråret eller sensommeren.

Hvis man vil bryde en alliance, er det almindelig logik at forsøge at slå på det svageste led. Og det har længe været en kendt sag, at de radikales synspunkter på efterløn og den økonomiske politik adskilte sig så markant fra S-SF, at VKO havde en mulighed for at udstille forskelle i en valgkamp. Det som regeringen ikke havde tænkt på eller forsøgt sig med før, var at udfordre denne svaghed i en konkret forhandling ved at give så store indrømmelser, at de radikale blev fristet over evne. Da det skete i går aftes blev dansk politik ændret nærmest ved et trylleslag.

“Den var hjemme' for Helle Thorning-Schmidt og co. for bare 3 uger siden. Oppositionen kunne stort set ikke røres. Alt prellede af på den. Nu er S-SF og de radikale splittet og førstnævnte er i gang med at redde, hvad reddes igen i en panikaktion, hvor man forsøger at overtage radikale og regeringens standpunkter i den økonomiske politik, mens man stædigt forsøger at fastholde illusionen om, at S-SF har en hemmelig plan, der helt omkomstningsfrit for afgørende vælgergrupper kan lukke hullet på 47 mia. kr. i statskassen frem mod 2020.

Efterlønnen bliver ikke afskaffet, men kraftigt reduceret. Det er et kompromis, som især DF har udvirket . Nu er spørgsmålet så om S-SF kan angribe DF tilstrækkeligt effektivt, samtidig med at man skal forklare vælgerne, at man IKKE vil ændre efterlønsforliget medmindre, at vælgerne sammensætter et nyt folketing , hvor S-SF-Enhedslisten får flertal. Meningsmålingerne på det sidste peger ikke på 'ægte rødt'.

Og imens skal topsocialdemokrater som Henrik Sass Larsen forklare deres tidligere ret bombastiske udmeldinger om at 'det bliver over mit lig' etc., imens de vil sælge vælgerne den forklaring, at de radikales efterlønsaftale ikke vil stå i vejen for en ny regering. Det bliver en stor pædagogisk opgave.

De radikales Margrethe Vestager er sammen med regeringen den store vinder af forhandlingerne. Simpelthen i kraft af, at hun får sin politik gennemført og får flashet over for vælgerne og S-SF-toppen, at partiet ikke er til at komme udenom, hvis man ønsker en ny regering. Spørgsmålet er om udsigten til stor radikal indflydelse på økonomi, skat og udlændinge er noget, der øger chancerne for en rød regering. I det omfang, det tiltrækker vælgere, så er det positivt, men hvis vælgere bliver hjemme eller stemmer på de borgerlige i protest, så er man lige vidt set med S-SF-briller.

Forhandlingerne har været en katastrofe for Helle Thorning-Schmidt. De har udstillet S-SFs politiske strategi som sårbar og måske endda som helt forfejlet. Thorning selv har tilsyneladende været lidt for sikker på sig selv og sin strategi og på, at de radikale forlod forhandlingerne. Men kunne hun have gjort andet? Næppe. Ikke med den kontraktpolitik-strategi som S-SF har valgt.

Og hvad så med den røde kontraktpolitik? Ja hvad er der tilbage af den? Efterlønsreformen kan Thorning ikke rulle tilbage. Fair Løsning-planen med den “12 minutter” er fortsat en politisk vittighed, hvor det nye er, at ikke engang fagbevægelsen støtter den længere. Selv S-SFs angreb på de borgerliges forsøg på at skabe lavvækst i kommunerne lyder hult, når de selv vil indføre lavvækst, men først om fem år (dvs. på den anden side af valget'¦). Det er svært at påstå, at andre 'har valgt sparevejen', når man åbenbart selv deler analysen og anbefaler de samme værktøjer bare på et andet tidspunkt.

Og hvad blev der så af vejen mht. at 'arbejde sig ud af krisen'? Ja her har fagbevægelsen allerede sagt farvel og tak. Den finder ikke 15 mia. kr., hvis efterlønnen m.m. bliver forringet. Det siger næsten sig selv. Derfor bliver det meget spændende at se hvad S-SF ellers hitter på, når de tirsdag eller onsdag præsenterer deres egen 2020-plan.

Og Thorning selv? Ja hun er under angreb fra en kendt og i egne øjne venstreorienteret samfundsdebattør – Henrik Dahl – med professionelt kendskab til statsministerkandidaten, der hævder, at hun intellektuelt er særdeles tynd i kortene. Samtidig bliver Løkke fejret i de borgerlige medier for med tilbagetrækningsreformen at have leveret sit svendestykke som statsminister. Glemt er fadøl, klimatopmøde og andet. For en stund.

Og hvad så? Får vi nu det valg? Oppositionen er 'blæst i atomer', som Peter Mogensen sikkert vil hævde og regeringen har leveret et synligt, ja nærmest historisk vigtigt politisk resultat, så det ligger vel lige for at udskrive valget på tirsdag i næste uge?

Sandsynligheden stiger, men jeg tror ikke på det sker med det samme. Forklaringen er den enkle, at vi stadigvæk ikke har set meningsmålinger, der viser at Lars Løkke Rasmussen kan vinde valget. Nogle vil så fastslå som en nærmest uigendrivelig kendsgerning, at udgangspunktet næppe bliver bedre. Er man så sikker på det? For vil regeringen ikke forbedre sit udgangspunkt ved at fremlægge en vækstpolitik og andre tiltag som vil kunne understøtte dens egen dagsorden? Men om lidt kommer fagbevægelsen, Ekstra Bladet, Information og Politiken farende med en kampagne med annoncer og byger af artikler om alle de mennesker, som aftalen er gået ud over. Der bliver ikke et øje tørt.

Jeg vil sige 40-60 for et valg i juni (op med 10 pct.), men jeg tror ikke på en valgudskrivelse, før vi har set et par målinger, der er foretaget efter efterlønsforhandlingerne er afsluttet, og som vel og mærke sandsynliggør, at de borgerlige kan vinde. Ellers giver det jo ingen mening for Løkke, at udskrive valget nu.

Kan Løkke vinde valget? Jeg fastholder stadig min 30-70 vurdering, hvor Thorning er storfavorit med 70 pct. chance '“ eller risiko – for at blive statsminister.

P.s. På Politiken hos Kristian Madsen kan man læse hvad mange frustrerede socialdemokrater tænker i deres inderste over Thorning ageren i sagen.

Lars Løkke Rasmussen nedsatte i 2009 et udvalg, der skulle se på, hvordan man “normaliserer” de store byers styreform, så den kommer til at ligne den, der gælder i resten af landets kommuner. Udvalgets arbejde er forlængst færdigt. Der ligger allerede et udkast til et lovforslag klar, som formentlig bliver vedtaget, hvis rød blok vinder valget.

Så er S-SF på rådhuset på kollisionskurs mht. at anlægge parkeringspladser i byen. Cirkusbygningen er blevet solgt for 45 mill. kr. Der går i øvrigt rygter om at en ny bompengeordning er udset til at finansiere en ny havnetunnel.

Og så har SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard ansat en gammel kending hos Venstre og Lars Løkke Rasmussen som sin nye spindoktor. Alt dette står at læse i den nyeste analyse af Københavnsk Politik, som jeg skriver for lokalavisen Bryggebladet.