Meningsmålingerne viser, at der er et pænt flertal i befolkningen, der er positive overfor mere kontrol ved landets grænser. Spørgsmålet er om det er berettiget, at den mere kontrol vil betyde færre rumænske tyveknægte i landet, men opfattelsen af, at det virker, er udbredt. Der er derfor tale om en potentiel vindersag for VKO. Utvivlsomt var det også grunden til, at S-SF sprang med på aftalen med det samme, så man kunne neutralisere den positive effekt, som aftalen muligvis kunne få på svingvælgere.
Regeringen dummede sig imidlertid gevaldigt, da den i et par dage overlod det alene til Dansk Folkeparti at fortolke aftalen om mere toldkontrol ved grænsen.
Dermed brød et helvede løs, hvor EU, Tyskland, erhvervslivets organisationer fik lov at kritisere aftalen for noget som den ikke indeholdt. DF påstod, at der skulle indføres 'grænsekontrol', og det var der faktisk nogen der tog alvorligt. Det var der imidlertid ikke tale om, til trods at det fremgik af en overskrift i de papirer, der beskrev aftalen.
Hvis nu regeringen havde orienteret den udenlandske presse på forhånd om, hvad dette handlede om, så havde man måske været nogle problemer kvit. Desuden så var det et fejljugement af rang at overlade scenen til DFs fortolkning, der kunne skabe berettiget tvivl om, hvorvidt Danmark overtrådte Schengen-aftalens påbud om, at der ikke må være pas- og grænsekontrol eller permanent toldkontrol, der kan hindre den frie bevægelighed.
Så var der store problemer for regeringen, at kommunikere en nogenlunde klar linje i, hvad man mente i sagen. Efterhånden er sagen dog så kompliceret, at de fleste af vælgerne er stået af.
Regeringen blev også mødt af megen skinger kritik, som nærmede sig hysteri. Fx var der en EU-ekspert, der rejste rundt med et budskab om, at regeringens fadæse var i samme klasse som Muhammedsagen. Mon dog. Mig bekendt var tyskerne '“ altså politikerne – sure, men der var ingen nedbrændte ambassader, tab af menneskeliv, forbrugerboycott etc. Spørgsmålet er om den almindelige tysker helt kan følge dets regering i sagen. Det er i øvrigt en velkendt sag, at de tyske medier gennemgående dæmoniserer DF i en grad, hvor selv Politikens debatsektion på en dårlig dag ligefrem fremstår fair i sammenligning. I Tyskland er DF 'højreekstreme' og 'racistiske'. Den opfattelse deler mange og især venstrefløjen i Danmark, men mainstream af iagttagere opfatter DF i stigende grad som blot et populistisk, globaliseringsængsteligt, islamkritisk – og indimellem decideret islamfjendsk – parti.
Undervejs var S-SF '“ til trods for at de tilsluttede sig aftalen '“ så frække, at de begyndte at problematisere spørgsmålet, hvor de 'tykke tolderes' læskure skulle stå. Det var helt forkert at regeringen bygger dem, det ene sted, for det var da mere effektivt, at de skulle stå et andet sted. Ikke just den store ideologiske kamp, men blot et lille ting, der kunne skabe den kant til regeringen, så den kunne angribes. Om det gik op for vælgerne? Måske? Jeg fandt kritikken latterlig, men måske er der alligevel folk, der ser en stor statsmand M/K i Helle Thorning-Schmidt, når hun står og diskuterer placeringen af tolderes læskure i DR1-Nyhederne.
'Grænsegate' har i øvrigt været en fest for EU-eksperten professor Marlene Wind fra KU, der har turneret rundt i medierne med budskaber om, hvor tåbeligt regeringen har båret sig ad og hvor sure og vrede hele EU er og at grænseaftalen er 'valgflæsk' og udtryk for regeringens 'leflen for den indre svinehund'. Selv de allermest politisk tonedøve kan fornemme, at Fru Wind, der har specialiseret sig i den frie bevægelighed henover EU’s indre grænser, er meget begejstret for EU-projektet. Det skal man have lov at være. Det går naturligvis også at være kritisk overfor regeringen, men spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt for ens troværdighed som fagperson og ekspert, når man som Wind fremkommer med meget friske og normative udsagn af ovensstående type.
I hvert fald har Wind fået integrationsminister Søren Pind på nakken, der har kritiseret hende for at bruge ekspertkasketten til at politisere. I går aftes på TV2News måtte Wind så indrømme, at hun havde brugt lidt for stærke udtryk. Men forsvarede sig med, at medierne netop var så glade for at se hende, fordi hun ikke var en sædvanlig professortype, men var så befriende klar i mælet. Wind forklarede glædestrålende på News, at hun sågar ofte blev stoppet på cykel af folk, der ville rose hende og hun i øvrigt var ude og holde foredrag hele tiden også helt ude i landsbyerne (!) om den frie bevægelighed.
Marlene Wind '“ der siden også har fået Pia Kjærsgaards '“ “kærlighed” at føle mente tilsyneladende stadigvæk, at hun var en objektiv ekspert, da hun siden angreb regeringen for at forskelsbehandle i forskningsverdenen.
– Jeg synes det er sørgeligt og ærgerligt, at regeringen på den ene side drypper guld på de eksperter og professor, de kan lide, og os andre, som de åbenbart ikke kan lide, prøver de at intimidere offentligt, sagde hun mandag aften på TV2 News.
Det er vist ikke en påstand, der er noget videnskabeligt belæg for. Wind henviser sikkert til bevillinger til professor Bent Jensen og Bjørn Lomborg, men det er jo forkert at det er gennemgående træk. Den eneste anden 'ekspert', der er blevet kritiseret '“ også af Pind – er Claus Haagen Jensen, der i øvrigt endte med at give kritikken ret i, at han var gået over stregen. Wind optræder som politiserende debattør. Det er der ingen, der har noget imod, men alligevel bliver det udlagt af kritikere som, at der er tale om en undertrykkelse af ytrngsfriheden. Wind har i hvert fald i debatten gjort stort brug af den herskende ytringsfrihed siden i går. På det punkt er debatten totalt skinger.
Måske handler det om, at mange opfatter den demokratiske debat, som en proces, hvor respekten for hinanden er vigtigere end om nogen har ret eller ej. Pind vinder næppe mange tilhængere ved at kalde Marlene Wind for 'halv vind' selvom jeg nok mener, at det er i den lettere skala. Ikke mindst taget i betragtning af hvad Pind '“ også i den politiske debat '“ må lægge navn og ryg til på grund af sit navn, der ligesom Wind indbyder til polemik. Men man bør nok grundlæggende undlade at bruge øgenavne også selvom at det “kun” foregår på Facebook, da det bliver en angrebsflanke for alle dem, der ikke evner eller orker at sætte sig ind i sagens egentlige substans: Er det ok, at en forsker render rundt og lufter sine private sympatier i medierne under dække af at være forsker uden at nogen tager til genmæle?
På et punkt er jeg blevet lidt optimistisk. For journalisterne er ikke på samme måde som tidligere automatisk på deres kilders parti. De opfatter det tydeligvis ikke længere som deres opgave at forsvare Marlene Wind, når hun har bevæget sig ind på øretævernes holdeplads, og hvor Søren Pind gerne står klar og forsvarer regeringen. For han tager hjertens gerne kampen op, i det han helt grundlæggende nægter – for sådan opfattes det – at lade sig pisse på. Det har han tidligere demonstrereret overfor Claus Haagen Jensen, og det sker nu igen for Marlene Wind. Og i store dele af forskningsverdenen deler man i øvrigt Pinds synspunkt '“ omend ikke nødvendigvis hans metode og facon i den politiske debat, der ikke altid ligefrem kan beskyldes for at være udpræget akademisk.
Og at Wind nu får opbakning fra sin chef den i anden sammenhæng totalt vingeskudte rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen vil jeg ikke lægge for meget i. En chef skal jo bakke en medarbejder op. Også selv om at hun har fået øretæver i et slagsmål, som hun ret beset selv indbød til og startede.
P.s. Weekendavisens Arne Hardis, Informations Rune Lykkeberg og jeg deltog i P1s søndagsfrokosten Pinsedag, hvor vi også diskuterede “grænsesagen”. Hør mere her.