Kategorier

Fra vindersag til tabersag

Meningsmålingerne viser, at der er et pænt flertal i befolkningen, der er positive overfor mere kontrol ved landets grænser. Spørgsmålet er om det er berettiget, at den mere kontrol vil betyde færre rumænske tyveknægte i landet, men opfattelsen af, at det virker, er udbredt. Der er derfor tale om en potentiel vindersag for VKO. Utvivlsomt var det også grunden til, at S-SF sprang med på aftalen med det samme, så man kunne neutralisere den positive effekt, som aftalen muligvis kunne få på svingvælgere.

Regeringen dummede sig imidlertid gevaldigt, da den i et par dage overlod det alene til Dansk Folkeparti at fortolke aftalen om mere toldkontrol ved grænsen.

Dermed brød et helvede løs, hvor EU, Tyskland, erhvervslivets organisationer fik lov at kritisere aftalen for noget som den ikke indeholdt. DF påstod, at der skulle indføres 'grænsekontrol', og det var der faktisk nogen der tog alvorligt. Det var der imidlertid ikke tale om, til trods at det fremgik af en overskrift i de papirer, der beskrev aftalen.
Hvis nu regeringen havde orienteret den udenlandske presse på forhånd om, hvad dette handlede om, så havde man måske været nogle problemer kvit. Desuden så var det et fejljugement af rang at overlade scenen til DFs fortolkning, der kunne skabe berettiget tvivl om, hvorvidt Danmark overtrådte Schengen-aftalens påbud om, at der ikke må være pas- og grænsekontrol eller permanent toldkontrol, der kan hindre den frie bevægelighed.

Så var der store problemer for regeringen, at kommunikere en nogenlunde klar linje i, hvad man mente i sagen. Efterhånden er sagen dog så kompliceret, at de fleste af vælgerne er stået af.

Regeringen blev også mødt af megen skinger kritik, som nærmede sig hysteri. Fx var der en EU-ekspert, der rejste rundt med et budskab om, at regeringens fadæse var i samme klasse som Muhammedsagen. Mon dog. Mig bekendt var tyskerne '“ altså politikerne – sure, men der var ingen nedbrændte ambassader, tab af menneskeliv, forbrugerboycott etc. Spørgsmålet er om den almindelige tysker helt kan følge dets regering i sagen. Det er i øvrigt en velkendt sag, at de tyske medier gennemgående dæmoniserer DF i en grad, hvor selv Politikens debatsektion på en dårlig dag ligefrem fremstår fair i sammenligning. I Tyskland er DF 'højreekstreme' og 'racistiske'. Den opfattelse deler mange og især venstrefløjen i Danmark, men mainstream af iagttagere opfatter DF i stigende grad som blot et populistisk, globaliseringsængsteligt, islamkritisk – og indimellem decideret islamfjendsk – parti.

Undervejs var S-SF '“ til trods for at de tilsluttede sig aftalen '“ så frække, at de begyndte at problematisere spørgsmålet, hvor de 'tykke tolderes' læskure skulle stå. Det var helt forkert at regeringen bygger dem, det ene sted, for det var da mere effektivt, at de skulle stå et andet sted. Ikke just den store ideologiske kamp, men blot et lille ting, der kunne skabe den kant til regeringen, så den kunne angribes. Om det gik op for vælgerne? Måske? Jeg fandt kritikken latterlig, men måske er der alligevel folk, der ser en stor statsmand M/K i Helle Thorning-Schmidt, når hun står og diskuterer placeringen af tolderes læskure i DR1-Nyhederne.

'Grænsegate' har i øvrigt været en fest for EU-eksperten professor Marlene Wind fra KU, der har turneret rundt i medierne med budskaber om, hvor tåbeligt regeringen har båret sig ad og hvor sure og vrede hele EU er og at grænseaftalen er 'valgflæsk' og udtryk for regeringens 'leflen for den indre svinehund'. Selv de allermest politisk tonedøve kan fornemme, at Fru Wind, der har specialiseret sig i den frie bevægelighed henover EU’s indre grænser, er meget begejstret for EU-projektet. Det skal man have lov at være. Det går naturligvis også at være kritisk overfor regeringen, men spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt for ens troværdighed som fagperson og ekspert, når man som Wind fremkommer med meget friske og normative udsagn af ovensstående type.

I hvert fald har Wind fået integrationsminister Søren Pind på nakken, der har kritiseret hende for at bruge ekspertkasketten til at politisere. I går aftes på TV2News måtte Wind så indrømme, at hun havde brugt lidt for stærke udtryk. Men forsvarede sig med, at medierne netop var så glade for at se hende, fordi hun ikke var en sædvanlig professortype, men var så befriende klar i mælet. Wind forklarede glædestrålende på News, at hun sågar ofte blev stoppet på cykel af folk, der ville rose hende og hun i øvrigt var ude og holde foredrag hele tiden også helt ude i landsbyerne (!) om den frie bevægelighed.

Marlene Wind '“ der siden også har fået Pia Kjærsgaards '“ “kærlighed” at føle mente tilsyneladende stadigvæk, at hun var en objektiv ekspert, da hun siden angreb regeringen for at forskelsbehandle i forskningsverdenen.

– Jeg synes det er sørgeligt og ærgerligt, at regeringen på den ene side drypper guld på de eksperter og professor, de kan lide, og os andre, som de åbenbart ikke kan lide, prøver de at intimidere offentligt, sagde hun mandag aften på TV2 News.

Det er vist ikke en påstand, der er noget videnskabeligt belæg for. Wind henviser sikkert til bevillinger til professor Bent Jensen og Bjørn Lomborg, men det er jo forkert at det er gennemgående træk. Den eneste anden 'ekspert', der er blevet kritiseret '“ også af Pind – er Claus Haagen Jensen, der i øvrigt endte med at give kritikken ret i, at han var gået over stregen. Wind optræder som politiserende debattør. Det er der ingen, der har noget imod, men alligevel bliver det udlagt af kritikere som, at der er tale om en undertrykkelse af ytrngsfriheden. Wind har i hvert fald i debatten gjort stort brug af den herskende ytringsfrihed siden i går. På det punkt er debatten totalt skinger.

Måske handler det om, at mange opfatter den demokratiske debat, som en proces, hvor respekten for hinanden er vigtigere end om nogen har ret eller ej. Pind vinder næppe mange tilhængere ved at kalde Marlene Wind for 'halv vind' selvom jeg nok mener, at det er i den lettere skala. Ikke mindst taget i betragtning af hvad Pind '“ også i den politiske debat '“ må lægge navn og ryg til på grund af sit navn, der ligesom Wind indbyder til polemik. Men man bør nok grundlæggende undlade at bruge øgenavne også selvom at det “kun” foregår på Facebook, da det bliver en angrebsflanke for alle dem, der ikke evner eller orker at sætte sig ind i sagens egentlige substans: Er det ok, at en forsker render rundt og lufter sine private sympatier i medierne under dække af at være forsker uden at nogen tager til genmæle?

På et punkt er jeg blevet lidt optimistisk. For journalisterne er ikke på samme måde som tidligere automatisk på deres kilders parti. De opfatter det tydeligvis ikke længere som deres opgave at forsvare Marlene Wind, når hun har bevæget sig ind på øretævernes holdeplads, og hvor Søren Pind gerne står klar og forsvarer regeringen. For han tager hjertens gerne kampen op, i det han helt grundlæggende nægter – for sådan opfattes det – at lade sig pisse på. Det har han tidligere demonstrereret overfor Claus Haagen Jensen, og det sker nu igen for Marlene Wind. Og i store dele af forskningsverdenen deler man i øvrigt Pinds synspunkt '“ omend ikke nødvendigvis hans metode og facon i den politiske debat, der ikke altid ligefrem kan beskyldes for at være udpræget akademisk.

Og at Wind nu får opbakning fra sin chef den i anden sammenhæng totalt vingeskudte rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen vil jeg ikke lægge for meget i. En chef skal jo bakke en medarbejder op. Også selv om at hun har fået øretæver i et slagsmål, som hun ret beset selv indbød til og startede.

P.s. Weekendavisens Arne Hardis, Informations Rune Lykkeberg og jeg deltog i P1s søndagsfrokosten Pinsedag, hvor vi også diskuterede “grænsesagen”. Hør mere her.

Kategorier

Den pæne mand beklager

To pæne chok ramte mediedanmark på samme tid i søndags.

Denne dag kunne Politiken afsløre, at Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, ifølge avisens afdøde tidl. chefredaktør Tøger Seidenfaden var kilde til Weekendavisens sensationelle afsløringer om Tamilsagen, der førte til VK-regeringens fald i 1993.

Seidenfaden var dengang chefredaktør på Weekendavisen, hvor han i øvrigt ifølge et uddrag i Stig Andersens kommende bog 'Tøger' var udsat for et massiv pres fra Berlingskes ledelse om at stoppe den ligeledes nu afdøde journalist Nils Ufers skriverier om sagen. Det pres modstod Seidenfaden naturligvis, og resten er historie. Men nu genoplives det hele, fordi Seidenfaden før han døde har fortalt Stig Andersen, hvordan det hang sammen.

Fra graven råber Tøger:

– Jeg ville ikke have trykt historien i Weekendavisen, hvis Nils Ufer ikke havde fortalt mig kilden. Han fortalte mig om Gammeltoft-Hansens rolle, og jeg vidste, at det var ombudsmanden, der var Ufers kilde, fortæller Seidenfaden i bogen.

Ups. Kan man som Ombudsmand lække følsom viden til journalister? Måske. Gammeltoft-Hansen var på dette tidspunkt ikke involveret i sagen, og han forsvarer sig med, at han fik oplysningerne om sagen fra justitsministeriets embedsmænd, der havde vidnet under afhøringer i den såkaldte undersøgelsesret, der på dette tidspunkt 1990-1992 blev ført for lukkede døre. Disse undersøgelser endte med at blive til den rapport, som højesteretsdommer Mogens Hornslet i januar 1993 afleverede til Folketinget, og som førte til regeringens fald.

Til Politiken sagde Gammeltoft-Hansen:

– Bagefter indså jeg, at jeg ikke havde været så påpasselig, som jeg skulle have været, og det tog jeg ved lære af. Og jeg kan jo ikke sige andet i dag, end at jeg beklager det.

Det er de færreste, der i det hele taget jubler over, at ombudsmanden har videregivet disse oplysninger til Weekendavisen. Ingen politikere synes at bifalde Gammeltoft-Hansens handlemåde i den snart 20 år gamle sag, men ingen bortset fra DFs Morten Messerschmidt kræver hans hoved på et fad. Og det er der en række gode grunde til.

1. Han har varslet sin afgang ved årsskiftet

2. Det er en gammel sag, og især de borgerlige har ikke lyst til at rode op i den igen. Det er en tabt sag.

3. Sagen kan ikke bære det. Folketingets Ombudsmand bør ikke rende til pressen med den slags oplysninger. Han skal fremstå mere end almindeligt upartisk og ikke agere i en sag, der dengang '“ og stadigvæk '“ af mange bliver opfattet som ekstremt politisk. I øvrigt er det en tilståelsessag. Han var ikke påpasselig. Han beklager sagen og tog ved lære af den. Siger han.

4. Gammeltoft-Hansen er faktisk afholdt på Christiansborg. Han har en kultiveret og behagelig facon, der gør, at han nyder stor respekt rundt omkring. Selv blandt de borgerlige. Det hjælper ham også i denne sag.

Så der sker ikke mere i denne sag for Gammeltoft-Hansen, selvom at det ellers så pæne renommé har fået en ordentlig ridse.

Til gengæld flippede journalisterne ud over, at den ellers ved sin død i januar saligkårede Skt. Tøger har outet en så prominent kilde.

Politiken fik hurtigt sendt redaktør Anders Jerichow på banen for at bløde sagen lidt op. Ufer havde andre kilder end Gammeltoft, bedyrede han. Men det er jo ikke sagen, men princippet vi taler om.

Det må dog undre og så alligevel ikke, at Tøger på denne måde får bragt sig i centrum igen. 'Tøgers sidste stunt', lød overskriften i BTs kommentar. Det må man give dem ret i. Den såkaldte medieekspert Oluf Jørgensen fik som vanligt luftet det synspunkt, at stort set hvad som helst er tilladt af pressen.

Så hvad kan man lære af det? Ja kildebeskyttelse er ikke, hvad den har været. Og det har Politiken jo allerede tidligere frasagt sig fx i sagen om, hvem der fortalte TV2s Rasmus Tantholdt om jægersoldaternes ankomst til Irak. Her mente Seidenfaden og dermed Politiken ikke, at kildebeskyttelsen havde nogen betydning. Det er muligt, at Bo Lidegaard har en anden holdning, men Seidenfaden opfattede ikke kildebeskyttelsen som noget absolut. Det er faktisk en gammel historie.

P.s. Flot gået af Stig Andersen med afsløringen. Han har da fået optimeret foromtalen af sin Tøger-bog. Stig du er velkommen til at sende mig et anmeldereksemplar, hvis du måtte læse det her. Jeg prøver at anmelde bogen, hvis jeg får tid og lov til det af mine læsere.

Kategorier

Fra mandarinernes verden

Hvem bestemmer egentlig i dansk politik? Er det regeringens ministre eller er det i virkeligheden embedsmændene, der kører butikken? Det bedste svar på disse og mange andre spørgsmål finder man i de to erfarne tidligere Christiansborg-journalister Susanne Hegelund og Peter Moses 'Javel Hr. minister', der udkom på Gyldendal for nogle måneder siden.

Det er overordnet set en fremragende, levende og velskrevet fortælling om et vigtigt, men overset hjørne af dansk politik, der beskriver forholdet mellem ministre og departementschefer. Vi får en kort historisk indføring i, hvordan embedsmændenes rolle har udviklet sig over tid og får belyst de seneste 25 år, hvor embedsværket kæmper en hård kamp for at bevare det nedarvede privilegium som ministrenes eneste fortrolige rådgivere. I bogens sidste kapitel har forfatterne en glimrende diskussion, hvorvidt kommende regeringer skal overveje at indføre egentlige kabinetter, hvor politisk udpegede embedsmænd som fx statssekretærer skal indføres og tage sig af den politiske rådgivning af ministrene, mens embedsmændene skal reduceres til kun at være rent faglige rådgivere.

Der er tale om en enestående skildring af livet og magtspillene i regeringskontorerne, der ofte er meget anekdotisk præget, og hvor anekdoterne ind imellem truer med at løbe med opmærksomheden. Det gør, at denne bog er svær at placere mht. genre. På den ene side gør mængden af de som oftest muntre anekdoter, intriger og sladderhistorier om selvbevidste embedsmænd og selvovervurderende eller besværlige politikere det til fremragende 'lokumslæsning'. Men på den anden side er der heller ingen tvivl om, at den med sine nye oplysninger, gode beskrivelser og ind imellem skarpe analyser af den evige magtkamp mellem politikere og embedsmænd på sin måde må være et værk, der vækker faglig interesse for universitetsfolk. Denne bog bliver nemlig ikke til at komme udenom i mange år frem, når fagpersoner skal studere forholdet mellem politikere og topembedsmænd. Det er formentlig den vigtigste bog på sit område, der er udkommet siden den navnkundige departementschef i Finansministeriet Erik Ib Schmidts erindringsbog ' Fra Psykopatklubben'. Og derfor vil den blive læst af alle, der har gjort karriere i centraladministrationen, som har planer om det og naturligvis også af dem, der allerede gør det. De sidste vil naturligvis sikre sig, hvordan de evt. selv, deres arbejdsplads og deres 'depchefer' bliver beskrevet. Det samme gør sig gældende for nuværende, forhenværende og kommende ministre.

De mest interessante kapitler opdyrker nyt land for enhver politisk interesseret. Der findes fx ikke nogen tidligere beskrivelser af, hvordan departementschefer bliver ansat, og hvordan de interagerer med hinanden fx i uformelle organer som 'Vogternes Råd', hvor Slotsholmens mest magtfulde departementschefer mødes og 'klapper ting af'. Vi hører om, hvor svært det er for ministre, at blive deres enerådende, nærmest ulydige eller kontraproduktive departementschefer kvit, og hvilke farer man risikerer at udsætte sig for, hvis man som minister sætter sig op mod sine embedsmænd.
Vi bliver indført i de forskellige ministeriers særlige status og kulturer. Centralt står især beskrivelsen af Finansministeriet, som især i 1990'erne fik sin storhedstid under den daværende stærke departementschef Anders Eldrup, der gik under øgenavnet 'Mandarinen' '“ efter de magtfulde kinesiske embedsmænd. Eldrup og den daværende finansminister Mogens Lykketofts fik gjort Finansministeriet til maskinrummet og magtcenteret på Slotsholmen både, hvad angår politisk idéudvikling og ikke mindst idéernes finansiering.

Det er tydeligt, at forfatterparret trækker på deres mangeårige erfaring og store kildenet '“ ikke mindst i embedsværket. Begge var i øvrigt på Christiansborgredaktioner i årene omkring 1990, og derfor forekommer de særligt velegnede til at beskrive årene lige før og efter SR-regeringens tiltræden. Det var også perioden med Tamil-sagen, der førte til VK-regeringens fald i 1993, men også til Justitsministeriets syndefald, skandale og tab i agtelse på grund af sagen, hvor centrale embedsmænd ikke sagde tilstrækkeligt fra overfor en minister, der havde besluttet at ministeriet i årevis skulle sylte tamilske asylansøgeres familiesammenføringssager. Dertil var det også Udenrigsministeriets storhedstid ikke mindst i kraft af en stærk og markant minister som Uffe Ellemann-Jensen i de samme dramatiske år under de politiske omvæltninger i Øst-og Centraleuropa.

Når vi kommer tættere på nutiden og perioden med Fogh-regeringerne så trækker forfatterparret en del på deres store viden og vist ret enestående indsigt, som de har oparbejdet bl.a. under tilblivelsen af deres første bog 'Håndbog for Statsministre' (2006), der især gik tæt på og beskrev ledelsesstilen hos den forrige regeringsleder. Med andre ord: 00'erne er dermed også et tiår, som de to forfattere har helt styr på, og hvor deres kilder stadig er aktive og således kan levere nyt og interessant materiale.

Forfatterne holder sig dog ikke kun til at beskrive fortiden, man kommer omkring nutiden under Løkke-regeringen – herunder Lars Løkke Rasmussens problematiske forhold til sin tidl. departementschef Karsten Dybvad – og forsøger endda også at forudskikke, hvordan en ny S-ledet regering muligvis vil rense ud i embedsmænd, der har været lidt for tjenstvillige mht. at hjælpe med at udstille oppositionens politik og føre den borgerlige regerings ideer ud i livet. Henrik Sass Larsen viste som bekendt forfatterparret den store hjælpsomhed at beskrive disse 'dødslister' over disse embedsmænd, hvorfor bogen derved fik fortjent pæn omtale i medierne forud for udgivelsen.

Skal man finde nogle tidsler, så kan detaljemængden nogle steder forekomme noget overdrevent og sproget bliver indimellem mærkeligt indforstået, hvor læseren pludselig efterlades alene. Fx afslutter forfatterne et kapitel med lakonisk at fastslå, at efter at Frank Jensen havde siddet tre år i stolen som justitsminister, da “begyndte resultaterne af de politiske initiativer – han selv satte i gang at rulle ind, til stor tilfredsstillelse for ministeren selv. Helt ærligt. Er det en objektiv vurdering eller skal vi bare tro på, at Frank var glad og tilfreds med det, som han selv satte i gang? Et par eksempler ville have styrket troværdigheden her.

Helt fjollet bliver det imidlertid, da fodboldspilleren Daniel Agger uforvarende skal bruges til at beskrive en eller anden pointe omkring magtforholdene på Slotsholmen. Hvad i alverden laver en fodboldmetafor i sådan en fin og ellers på mange måder fremragende og enestående bog? Til alt held står Agger trods alt ikke bogens navneregister. Og skal vi være lidt mere sure, så er der den nærmest demonstrative brug af “dramatiserende nutid” til at beskrive fortiden. Det virker også lidt for poppet på denne læser.

Men alt dette til trods, så må jeg stærkt anbefale alle politiske junkiees at læse 'Javel Hr. Minister', som i hvert fald er dette års hidtil vigtigste politiske bog og måske endda årtiets på grund af dens enestående beskrivelser af det ellers meget lidt belyste emne om embedsmændenes betydelige indflydelse.

Den bør også læses af alle politiske journalister. Især dem, der til trods for, at de intet aner om Slotsholmen og politik og uden særlige forudsætninger, alligevel formår at blive ansat på politiske redaktioner. For hvis bogen bliver både læst og forstået, så var der måske håb om at man kunne slippe for alle de vrøvlehistorier pressen af og til bruger tid på at fyre op under mht. hele myten om 'spindoktorernes store magt' i dansk politik. Spindoktorerne belyses også i bogen, men på 12 ud af 280 sider. Det er helt passende, hvorved proportionerne på plads!