Kategorier

Journalisternes brug af politiske blogs

En kommunikationsstuderende fra RUC Mathias Holm Pedersen har fået karakteren 12 for denne undersøgelse af Christiansborg-journalisters brug af politiske blogs.

Min blog er også omtalt i undersøgelsen, og får generelt et pænt skudsmål . Det er jeg naturligvis ovenud tilfreds med.

Kategorier

Hvorfor tøver Løkke?

Christiansborg og omegn måtte i dag justere forventningerne til at valget bliver udskrevet på denne side af folketingets åbning.

På pressemødet tirsdag, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen og justitsminister Lars Barfoed fremlagde deres ventede vækstplan til 3,2 mia kr., overraskede Løkke ved at lufte, at han havde tænkt sig at indkalde til forhandlinger om selvsamme plan.

Skal regeringen nå at indkalde til møder og forhandle en smule med partierne for at få afklaret, om der kan skabes politisk enighed om en politik, så bliver det næppe i morgen eller torsdag, at valget udskrives. Medmindre, at der er tale om et røgslør, der bliver lagt ud for at få skabt mest mulig opmærksomhed om regeringens politik, samt for understreget regeringens pointe med, at 'Helle har jo ingen penge'.

Regeringen vil forsøge at forklare vælgerne, at det er muligt, at S-SF ligesom regeringen vil forgylde boligkøberne, men da de ikke har været med til tilbagetrækningsreformen, der har skaffet pengene, så kan de ikke være med til at udmønte pengene til vækstpakker mv.

Dvs. forhandlingerne med Helle Thorning-Schmidt vil næppe vare særligt længe, da S naturligvis ikke vil kunne opfylde Løkkes indledende opsatte krav om, at S accepterer tilbagetrækningsreformen. Dermed bliver det op til DF plus en løsgænger at forhandle med Løkke. Og det kan tage den tid, det passer Løkke og som han tilsyneladende har brug for, hvis han skal overbevise flere vælgere om, at VK-regeringen er garanten for stabil økonomisk politik og derfor bør fortsætte.

Det er dog slet ikke sikkert, at DF vil være med til noget på denne side af valget, og så kan Løkke så spørge vælgerne i stedet. Man kan også blot konstatere: Hvad er sandsynligheden for at vinde et valg med de aktuelle målinger? Hvad mister Løkke ved at trække den halvanden måneds tid? Har han ikke alt at vinde især hvis konjunkturerne i verdensøkonomien forværres yderligere?

På den anden side: Kan Danmark virkelig være tjent med at leve med et boligmarked, der vil være dybfrossent i måske flere uger? Næppe.

Regeringen satser måske på at komme forbi de sidste dage af august, hvor tallet for udviklingen i BNP for 2. kvartal offentliggøres og forventes at vise en svag, men positiv vækst. Det vil så lukke munden på Thorning, der så ikke længere under valgkampen kan rejse rundt med hendes evige omkvæd om, at 'Danmark er i teknisk recession'. Så vil Danmark have svag vækst, men det er landet så trods alt ikke ene om i OECD-landene, og det lyder også mindre dramatisk end recession. Og det er jo heller ikke sådan, at regeringen ikke anerkender, at væksten i Danmark er svag. Det ser man jo med vækstpakken, hvor elementerne ikke er til at skelne fra S-SFs forslag om end doseringen er forskellig. Dernæst påpeger S-SF, at regeringen 'er kommet for sent i gang', selvom de fleste økonomer indtil for ganske nylig har givet regeringen ret i, at være forsigtig med at igangsætte de store initiativer med at rulle fremrykkede investeringer til mange mia. kr. frem.

Sagligt set burde politikerne dog fortsat afvente situationen i verdensøkonomien fremfor at panikhandle, men nu er vi så tæt på valget, at alt handler om at få ret og udvise handlekraft overfor den store del af vælgerbefolkningen, der enten ikke forstår, ikke anerkender eller er bedøvende ligeglad med de gængse økonomiske sammenhænge. For eksempel at øget gældsætning fører til højere renteudgifter til skade for private osv.

Det er heller ikke så afgørende om tiltagene har nogen virkning. Hvis politikerne siger, at offentlige investeringer i dag giver arbejdspladser i morgen, så ønsker mange at tro på budskabet uanset om, det ellers ved tidligere lejligheder har vist sig, at effekten på beskæftigelsen er langsom, tvivlsom og kortvarig. Til gengæld er det kostbart for skatteyderne.

Og så skændes man om beløbene, som de fleste økonomer kun kan grine ad i den store sammenhæng. Hverken regeringens 3,2 mia. kr. eller S-SFs horrible overbud på 18 mia. kr. får den store effekt på Danmarks vækst. Det er populisme, at bilde befolkningen det ind. Og det samme kan man sige om tiltagene, der skal lette salg af private boliger. Det er dyrt for statskassen og effekten er – viser erfaringer fra USA – kortvarig. Til gengæld fremstår politikerne som handlekraftige, og det er lige præcis, hvad folketingsvalget 2011 primært handler om.

Så hvornår kommer valget? Jeg tror stadig mest på et septembervalg, men sandsynligheden for et valg senere er efter Løkkes udmelding i dag steget markant.

Valget kommer i september: 50 pct. (ned med 40 pct)
Valget kommer i oktober: 45 pct.
Valget kommer i november:5 pct.

Regeringsgenvalgschancer: 25 pct. (uændret)

Kategorier

Wammens aarhusianske hird marcherer frem overalt

For den tidligere Ã…rhus-borgmester Nicolai Wammen bliver det kommende folketingsvalg en win-win-situation. Kommer S i regering bliver han med meget stor sandsynlighed minister. Skulle det alligevel glippe, så er Wammen storfavorit til at blive ny S-formand. Men Wammen står ikke alene, i det han har en ganske stor og loyal opbakning fra en flok yngre tidligere Frit-Forum-folk fra Aarhus, som stort set alle har læst statskundskab i byen. I de seneste år er dette “Frit Forum netværk” blevet valgt ind på en række centrale politiske poster i samfundet og i partiet, og tendensen fortsætter ved dette Folketingsvalg.

Læs mere om de fremadstormende yngre aarhusianerne i denne analyse, som jeg skriver for avisen “Kommunen”.