Kategorier

Christiansborgs julelege

Vælgerne kunne i den formentlig sidste weekend inden valgudskrivelsen overvære et noget besynderligt komediespil, da S-SF og regeringspartierne en lørdag eftermiddag og aften pludselig kappedes om at komme først nyhedsudsendelserne med en pakke bestående af stort set identiske politiske initiativer, der skal sætte fut i det slunkne boligmarked.

Lanceringstidspunktet var yderst mærkværdigt. Lørdag aften er ikke just primetime når det gælder at præsentere politiske udspil. Da så regeringen i TV Avisen kl. 18.30 kom med deres udspil og S-SF kl. 19 i TV2Nyhederne kom med deres, ja da ringede alarmklokkerne. Det så mere end mærkeligt ud.

Forklaringen fulgte hurtigt fra en række kommentatorer. Regeringen havde forberedt et boligmarkedsudspil, som så S-SF hører om, hvorefter oppositionspartierne i huj og hast flikker en boligmarkedspakke sammen som de begynder at sælge til pressen. Det hører regeringslejren om, hvorfor de skynder sig at få solgt deres boliginitiativ.

Meget få forstår, hvordan Helle Thorning-Schmidt med sine udtalelser i søndagsaviserne kunne være imod politiske initiativer på boligområdet (der havde behov for ro), som dog var blevet hendes politik om lørdagen. Jeg tror ikke engang Anders Fogh Rasmussen har formået at skifte synspunkt så hurtigt og sluppet så godt fra det. Det siger lidt om selvtilliden i rød blok, at 'Teflon-Thorning' kan slippe afsted også med det ja, hun bliver nærmest fejret for det blandt visse kommentatorer.

At det så taktisk set VAR ret så smart af S-SF, at man så hurtigt neutraliserede, det der formentlig skulle være regeringens slagnummer i næste uge, ja det er en helt anden sag.

Hvordan er S-SF i øvrigt kommet undervejs med VK's boligmarkedsplan? Tjah. Der er vel tre muligheder, som alle har potentialet til at blive en mindre skandale.

Det står efter mine oplysninger fast, at kun meget få VK-toppolitikere – ca. 4 nævner en kilde – vidste noget om planen.

Jeg gætter på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, justitsminister Lars Barfoed og økonomi og erhvervsminister Brian Mikkelsen er blandt de indviede. Det var således embedsmænd i Mikkelsens ministerium, der i gennem længere tid har arbejdet med planen, og som derfor også må have kendt til planerne også på et ret så detaljeret niveau.

1. VK-politiker taler over sig til oppositionspolitiker

Det er nok den mest usandsynlige forklaring, men helt udelukkes kan det vel ikke. Politikeres veje kan være uransagelige.

2. VK-politiker taler over sig til journalist, der siden plaprer ud til oppositionen

Det er en noget mere sandsynlig forklaring. Nogle politikere kan have svært ved at holde på hemmeligheder. Det lever pressen af, og det er helt fint. Det er det derimod ikke, hvis journalisten gør sig selv til POLITISK AKTØR ved at videregive noget, som han eller hun vidste, var fortrolige oplysninger. Det er næppe ulovligt, men det er næppe det tema, som man hører i skåltalerne fra Folketingets presseloge, når den fejrer sig selv.

Hvis man kunne bevise, at en journalist på denne måde havde gjort sig til politisk aktør, så ville mediets troværdighed lide en del under det.

3. Embedsmand lækker regeringens politiske initiativer til oppositionen.

Måske den mest sandsynlige forklaring, der i modsætning til de to ovenstående teorier måske kan få konsekvenser for forholdet mellem politikere og embedsmænd. For alene mistanken om at embedsmænd har lækket fortrolige oplysninger lægger en bombe under Slotsholmens højtbesungne professionalisme, loyalitet og ikke mindst troværdighed. Perception is reality. Dvs. hvis VK-toppolitikerne mener at lækagen er i ministeriet, så har de endnu et argument for at smide teknokraterne ud af beslutningsrummet og fylde det op med kabinetter og juniorembedsmænd, hvis loyalitet de ikke kan være i tvivl om. Det er i øvrigt præcis det som Helle Thorning-Schmidt allerede for lang tid siden har varslet, at en ny regering har tænkt sig at gøre.

Jeg er sikker på at mange vil holde øje med pludselige forfremmelser eller attraktive jobskift der involverer en eller flere nuværende embedsmænd i Økonomi og Erhvervsministeriet

Hvad kunne motivet være? Ja det kunne fx. være at embedsmænd følte sig “misbrugt” af regeringen, fordi de ligesom DJØFs formand mener, at de ikke på nuværende tidspunkt – så tæt på det ikke udskrevne valg – bør bruges af regeringen til at formulere politiske initiativer. (Hør mere P1 Morgen fra i dag) Men nu er reglerne jo som de er. Det følger med statsministerens opløsningsret, at ingen ved hvornår valget kommer, og derfor må vælgerne og skatteborgerne naturligvis forvente af embedsmændene, at de er loyale overfor den til enhver tid siddende regering ind til da. Ja hvad ellers? Men det kan man da komme udenom ved at fremtidige regeringer udelukker DJØF-formandens medlemmer fra det politiske rum og lader de politiske embedsmænd tage over. Det er, som jeg ser det, et kæmpe selvmål af DJØF-formanden, og mon ikke at departementscheferne tager sig til hovedet og ryster på hovedet over al den “hjælpsomhed”, som de møder hos DJØF? Jeg tror det.

Kategorier

Folketingsvalg den 13. eller 14. september

Christiansborg og Omegn er for engang skyld helt enige: Valget bliver udskrevet i næste uge enten onsdag eftermiddag eller torsdag.

Tirsdag præsenterer regeringen en vækstplan, onsdag kommer finanslovsforslaget og umiddelbart herefter vil statsminister siden 2009 Lars Løkke Rasmussen udskrive valget. Altså en 'tre-trins-raket'. Det vil – gætter jeg på '“ ske ved et hurtigt indkaldt pressemøde i Statsministeriet. Det vil egentlig kun være en formsag i det valgkampen allerede kører for fulde omdrejninger. Det eneste, der stadig er en smule spændende er valgdatoen. Det ligger klart, at det bliver senest eller før 21. september for ikke at konflikte med Folketingets åbning. Så er der det ret så interessante forhold at Socialdemokraterne holder kongres i weekenden 17-18.september i Aalborg. Det ville være meget underligt, hvis Løkke gav Socialdemokraterne den platform til at affyre politiske budskaber få dage før et valg. Derfor vil en valgdato, der hedder enten tirsdag den 13. eller onsdag den 14. september være blandt de mest realistiske bud.

Kan det glippe alligevel? Selvfølgelig, men det ville være meget ulogisk taget i betragtning af at Venstre har brugt så mange penge og energi på deres kampagne mod en evt. kommende rød regering og dens politik. Det giver ingen mening, hvis de pludselig skulle gentage kampagnen i oktober. Den konservative leder Lars Barfoed har også forleden ytret, at han mente valget bør komme nu. I dag har VKO lavet en aftale om at nedlægge regionerne, og forleden forsøgte Løkke at berolige borgerligt-sindede, men DF-skeptiske midtervælgere, at Pia Kjærsgaard ikke bliver minister i hans regering. Det kort skulle også spilles inden valget.

Den eneste vigtige parameter, der kunne forhindre en valgudskrivelse er de set med blå bloks øjne ikke al for opmuntrende meningsmålinger. MEGAFONS måling i dag viser at rød blok fører pænt over blå blok med over 6 pct.-point. Det er ikke umuligt, at blå blok kan hente forspringet hjem, men at det bliver meget svært, er indlysende. Faktisk er det vel kun Poul Nyrup Rasmussen, der har gjort kunststykket i 1998. Men Løkke og Nyrup har det til fælles, at de kæmper til det sidste, og Løkke har gennem hele sin politiske karriere bevidst, at han har en forrygende evne til at komme igen. Måske vil de seneste dages uro på finansmarkederne og tiltagende økonomiske usikkerhed måske endda hjælpe på vælgeropbakningen til regeringen.

Venstre har i de sidste par målinger fået fremgang og ligger nu kun lidt under valgresultatet fra 2007. Måske er det sket i kraft af kampagnen mod rød blok, selvom at det så ikke har flyttet vælgere henover midten? Noget tyder dog på, at der er fremdrift i regeringspartiets opbakning, og dermed vil det ikke være en katastrofe for Løkke personligt, hvis det ender med at blive valgresultatet, at V ender på ca. 25 pct.'s vælgeropbakning. Det vil formentlig også betyde, at han vil fortsætte i politik, selvom, at VK taber regeringsmagten og ryger i opposition i næste valgperiode.

Hvad får vi så at se? Tjah. Vækstplanen bliver formentlig noget, som VK går til valg på. Formentlig en gavebod til erhvervslivet i form af skattelettelser, måske kombineret med fremrykning af lidt flere offentlige investeringer. Det sidste vil være en indrømmelse til de vælgere, der mener at det værktøj skal i brug, men regeringen vil så også blive beskyldt for at 'stjæle' oppositionens politik og blive kritiseret for hykleri på grund af VKs kritik af rød bloks planer, som jo skulle føre til gældsætning af nationen med renteforhøjelser og store problemer for boligejere til følge. Det interessante er dog, at de toneangivende VK-ministre og ordførere i den sidste tid 'ikke har villet udelukke noget'. Rød blok mener, at der skal ske fremrykning af investeringer for 10 mia. kr. Det vil næppe have den store betydning for udviklingen i dansk økonomi, som mange økonomer peger på. Så måske spiller regeringen ud med det halve dvs. 5 mia.kr. til energirenoveringer på skoler etc. (så der også kommer lidt på energi og klima-kontoen) plus nedsættelse af selskabsskatten fra 25 pct. til 20 pct.

Dansk politik er nu i en fase, hvor alle saglige hensyn for længst er forduftet. Nu gælder det om at tilfredsstille vælgere, som er bekymret for fremtiden. Derfor bør en valgstrategi være doseret rigtig, sådan at det både understreger alvoren i den økonomiske krise, men også anviser en (nogenlunde) troværdig vej ud af den igen. Og det sidste har ikke noget med realiteter at gøre. Det er selvfølgelig rent skuespil og billig populisme, hvor skatteyderne får regningen. For det står hverken i Helle Thorning-Schmidts eller Lars Løkkes magt at trylle nationen ud af en verdensomfattende recession. Men det gør ikke så meget, blot så længe, at man evner at bilde tilstrækkeligt mange vælgere dette ind, så de stemmer på én.

Valget kommer i september: 90 pct. (op med 20 pct)
Valget kommer i oktober: 5 pct.
Valget kommer i november 5 pct.

Regeringsgenvalgschancer: 25 pct. (uændret)

Dagens spin:
'Ž”Det er, som om de konservative virker lettede ved tanken om ikke at skulle sidde i regering,” siger en S-kilde med henvisning til de konservatives overraskende gode humør. Dette stod at læse i Information torsdag. Ja det er vel helt normalt at politikere hjertens gerne overlader magten? Man må i grunden undre sig over, at K så ikke har forladt ministerposterne for flere år siden i fald ræsonnementet skulle give mening? Det siger dog også lidt om selvtilliden hos Socialdemokraterne, at man kan få nogen til at skrive og trykke det nonsens!

Kategorier

Vellykket politisk knaldroman

Som før omtalt på bloggen, så har Socialdemokraternes forhenværende internationale sekretær Anne Sofie Allarp skrevet en slags politisk knaldroman, 'Falske Stemmer', der foregår i det socialdemokratisk lignende parti, 'Arbejderpartiet'. Handlingen finder sted lige før og under en folketingsvalgkamp, hvor den kvindelige leder og statsministerkandidat, Ulla Bjerg Petersen, udsættes for en lang række frygtelige prøvelser, som hver især normalt vil kunne kvalificere sig til at blive kaldt for regulære katastrofer.

Hun bliver også udsat for åbenlys sexisme fra sin rival. Her er en smagsprøve, hvor vi kommer ind ved afslutningen af et møde mellem 'Ulla' og hendes gruppeformand (og rival og pestilens) “Bendt Graulund”, der udbryder:

'Godt, godt min pige. Jeg er glad for, at vi forstår hinanden', sagde han så, og kastede endnu et alt for åbenlyst blik på hendes bryster, før han gik ud af døren.

Allarps syn på verden, er tydeligvis, at den er propfuld af mandschauvinister og kvindeundertrykkere selv i såkaldt 'progressive' partier, men i modsætning til i Hanne-Vibeke Holsts politiske romaner så slipper man gudskelov for al for megen præk.

'Falske Stemmer' er alt godt fra det politiske livs rendesten med bl.a. sex, utroskab, fup og valgsvindel, pengeafpresning, noget der ligner mandatsvig, særdeles politisk ukorrekt omgang med thailudere og diabolsk spin af den villige (sensations)presse, der tilsyneladende helt uden refleksion hjertens gerne deltager i løjerne. Dermed bliver læseren serveret en cocktail af de mest udtænkte kulørte sider af det politiske liv, mens alt det virkelige og kedelige er helt ude af billedet.

Jeg følte mig godt underholdt ved læsning af den velskrevne roman, der momentvis også er ret så morsom. Som nævnt i min omtale, så minder 'Falske stemmer' mig mest af alt om Niels Krause-Kjærs 'Kongekabale', som den dog ikke overgår. Der er det samme grundtema i begge bøger: Hvor langt er man parat til at gå og hvor store risici vil man tage for at få del i magten? Og uanset om forfatteren har en baggrund hos de konservative eller Socialdemokraterne, så er svaret tilsyneladende det samme: Langt ud over grænser, som man end ikke forestiller sig. Dermed sætter også Allarp fornyet liv i forestillingerne om, at der sker ting og sager i politik, som ikke tør se dagens lys med skandaler så enorme at de med lethed vælter regeringer omkuld på et øjeblik. Og her kan troværdigheden hente nogen støtte i den række skandaler, der også i de senere års løb har sat sit præg på dansk politik: Fx den til arabisk maskinoversatte jægerbog, der vist overgik de flestes fantasi mht. hvad der kan lade sig gøre i vores relativt 'pæne' politiske system.

Allarps historie er nok en tand eller to mindre troværdig end Krause-Kjærs roman, netop fordi den ikke kun handler om intriger og magtkampe. Men der går ikke noget fra fortællingens underholdningsværdi, fordi 'Falske Stemmer' er en noget større røverhistorie end 'Kongekabale'.

Forfatteren har et ret godt og skarpt blik for at beskrive det politiske miljø, hun selv har været en del af i mange år, og beskriver både miljøet og personerne mere troværdigt, hvis man eksempelvis sammenligner med vrøvlet i TV-serien 'Borgen'. Faktisk ville man få flere vitaminer ud af at slukke for “Borgen', og i stedet investere i 'Falske Stemmer' og bruge et par aftener på at læse den. Og det kræver ikke den store eksamen i Socialdemokraterne for at finde ud af hvem, der er hvem. (Ellers se nedenfor)

Det er helt tydeligt, at Allarps roman er digt fra ende til anden. Men hun har ladet sig inspirere af virkeligheden og brugt sider af personligheder, som hun selv kender fra det socialdemokratiske miljø. Det er også en ny idé, at lade uforholdsmæssigt meget af handlingen foregå på Arbejderpartiets sekretariat fremfor på Christiansborg. Det er formentlig første gang, at livet i et partisekretariat bliver portrætteret, og det er måske bogens største problem. Der sker ikke så meget her, faktisk er selv intrigerne alt for kedelige i forhold til al den ramasjang, der ellers kører på fuld tryk i bogen.

Og man kan nu godt læse ud af 'nøgleromanen' (for det er den i et eller andet omfang) at Allarp ikke har været lige begejstret for sine arbejdsgivere. Den forhenværende partisekretær, 'Jan Sørensen' er en kompetent, tilbagelænet og charmerende charlatan, der som en anden Macchiavelli dog også besidder vilje, handlekraft og ikke mindst grænseløs kynisme, når det gælder om at gøre det fornødne for at vinde magten (og naturligvis udnytte situation til sit eget personlige bedste).

Dertil kommer den nuværende partisekretær 'Niels Sonne' – en på alle måder ynkelig og notorisk uduelig personage, som bruger hverdagsaftenerne fra en kælder at overvåge hvilke netsider, som de ansatte har besøgt i arbejdstiden. Det må nødvendigvis gå den sølle stakkel ret så ilde, i det han uden videre ofres let af sine velyndere i et magtspil, hvorefter at han må se sin verden styrte i grus. Selv hans endeligt forekommer mig usselt. Man kunne godt ved læsning af romanen få den tanke, at Allarp ikke havde den store respekt for sin sidste chef'¦Og det er da vist ikke pænt, at gøre den slags…Hævn er jo en ret, der bør nydes kold…

Men her er mine bud på en nøgle til nøgleromanens hovedfigurer.

Ulla Bjerg Pedersen: Helle Thorning-Schmidt
Bendt Graulund: Svend Auken
Jan Sørensen: Jens Christiansen, tidl. partisekretær.
Mads Højgaard- Hansen: Henrik Sass Larsen

Marianne Albertsen: Frank Jensen
Jørgen Larsen: Carsten Hansen
Niels Sonne : Lars Midtiby, Socialdemokraternes nuværende partisekretær.
Signe Blicker: Anne Sofie Allarps og ligesindede feministers heltinde og 'alter ego'

Anne Sofie Allarp
Falske Stemmer
389 sider
People's Press