I foråret rasede debatten om, at forfatteren m.m. Henrik Dahl havde tilladt at stille sig mere end almindeligt skeptisk an mht. socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts evner som mulig tænksom regeringschef i sin debatbog 'Spildte Kræfter”. Dahls kritik af Thorning fyldte kun ca. en halv side af 150 sider, men tog næsten al fokus fra hvad bogen så i øvrigt handlede om.
Den handler, som titlen anfører, om en desillusioneret venstreintellektuels opgør som deltager i S-SFs politiske udviklingsarbejde (eller rettere mangel på samme) i 00'erne. Og det er kostelig læsning, hvor han udleverer hele den pompøse skare af selvbestaltet hjernetrust i henholdvis S og SF. Det gør man naturligvis ikke ustraffet, så man må formode, at broerne til det københavnske venstreintellektuelle parnas er futtet af én gang for alle. På den anden side så kan få i de studiekredse med prominente sosser, som Dahl deltog i, have været i tvivl om, at sociologen ikke lader sig styre af hensyn som blind loyalitet til sit parti '“ senest Socialdemokraterne, hvorfor han da også løbende offentliggjorde kronikker og kommentarer med indhold og budskaber, der fik dem til at rynke på næsen. Det skulle blive meget værre, set fra deres stol.
Dahls betragter venstrefløjen, som værende intellektuelt i (frit) forfald er, og i Danmark er degeneret til at nægte at skulle forholde sig til store problemstillinger som de seneste årtiers indvandring til landet og eksplosionen i de offentlige udgifter. Man vil hellere lukke øjnene for udfordringerne, snakke udenom og især bruge kræfterne på at rakke Dansk Folkeparti ned. Dahl sad med i studiekredse med tænksomme folk som Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Søren Mørch og Hanne-Vibeke Holst i den (naive) tro, at her kunne man da udtænke nye begavede politiske svar på disse problemstillinger, som vælgerbefolkningen også for længst havde identificeret, som altafgørende vigtige for dem. Men han blev klogere og en illusion fattigere, erkender han i bogen. Dahl er derfor en fuldblodspessimist på venstrefløjens vegne, og han spår i bogen '“ dvs. forud for valgresultatet blev kendt – at Thornings regering bliver en parentes blandt borgerlige regeringer, og at centrum-venstre-regeringer kun får lov at vikariere, når de borgerlige har gjort sig umulige på grund af uduelighed. (Når man ser på tilstanden blot en måned inde i den ny valgperiode, så er der endnu ikke meget, der tyder på, at Dahl får uret, både når det handler om Thornings duelighed som regeringschef og resten af regeringens evne til at udtænke nye svar på de politiske udfordringer.)
Jeg må tilstå, at jeg både før og efter læsningen er/var Henrik Dahl-fan. Han er en af de meget få i dette land, som både tør stå ved at være en gammeldags (venstresnoet) intellektuel, som i modsætning til så mange andre ofte har noget fornuftigt at sige og vigtigst: endnu ikke har formået at tabe jordforbindelsen. En særlig, men ikke sart plante, som man behøver at værne om. For Dahl er både mand for at tage et ordentlig lag tæsk i offentligheden og så har han til fulde bevist, at han i modsætning til så mange andre venstreintellektuelle kan forsørge sig selv uden på en eller anden led at have snablen nede i de offentlige kasser.
Første gang jeg læste Dahl var den lille bog 'Den kronologiske uskyld', som var en nærmest bevægende skildring af en hel generations opvækst og miljø på provinsielle parcelhusveje. Ingen debatbog før eller siden har rørt mig på samme måde. Også selvom at det jo aldrig bliver særligt følsomt, når det er Dahl skriver. For ham '“ der er fra Skærbæk i Sønderjylland – vil patos nok forekomme nærmest latterlig og endda umandigt, vil jeg tro.
Til gengæld er Dahl konstant morsom samt ofte ætsende sarkastisk både at læse og høre på, på den der underspillede jyske, men stadig logisk stringente og intellektuelt elegante – ja nogle gange overlegne facon, som man sikkert engang kunne møde i forne tiders litterære miljøer. Det giver Dahl flere prøver på i 'Spildte Kræfter'.
Vi får også forklaringen på, hvorfor Dahl insisterer på at være rød eller rettere ikke ser sig selv som borgerlig skønt han er mest enig med dem, når det gælder økonomi og udlændinge. For Dahl (ligesom det er for mange andre) er politik ikke kun fornuft og logik, men faktisk også følelser. Trods alle politiske idéer og gode argumenter, så stemmer mange vælgere på valgdagen ud fra, hvor de i grunden føler sig bedst hjemme. Dahl kan ikke identificere sig som borgerlig, bl.a. fordi han åbenbart abonnerer på venstrefløjens værste myter om de borgerlige partiers politikere som fuld af bedsteborgelighed, 'fanden tager de bagerste-socialpolitik' og blind tro på markedskræfterne. Den slags typer findes skam også, men som altid er billedet mere nuanceret end som så.
Jeg fandt dog et par fejl i bogen. Det var ikke to røde færinger, som blev valgt i Folketinget ved det historisk tætte 98-valg, men en Socialdemokrat og en Folkeflok-mand (som var tilknyttet de Konservative). Før 98 havde der været to borgerlige færinger i tinget. Og de konservative tabte 11 og ikke 16 mandater ved samme valg. De fik heller ikke 11, men 16 mandater.
'Spildte kræfter' bør simpelthen være (hade)julegaven til ens evigt sure venstreorienterede seminaristonkel, der altid indleder enhver diskussion med at udtrykke, hvor meget han i grunden hader DF, som forventer, at Johanne Schmidt- Nielsen endelig og langt om længe indvarsler revolutionens komme og som grundlæggende mener, at enhver prioriteringsdiskussion vedr. offentlige udgifter er plat og underlødig borgerlig tankegang og i øvrigt langt under hans værdighed.
Men husk nu at læse bogen inden at du pakker den ind, så bliver forventningens glæde mht. at skulle se onklen sprutte af raseri over den sublime ultimative fornærmelse endnu større!
Henrik Dahl:
“Spildte Kræfter” – hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt
Gyldendal
152 sider