Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Manden, der ikke kan holde sin kæft

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 18, 2011

Comments icon

35 kommentarer

I foråret rasede debatten om, at forfatteren m.m. Henrik Dahl havde tilladt at stille sig mere end almindeligt skeptisk an mht. socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts evner som mulig tænksom regeringschef i sin debatbog 'Spildte Kræfter”. Dahls kritik af Thorning fyldte kun ca. en halv side af 150 sider, men tog næsten al fokus fra hvad bogen så i øvrigt handlede om.

Den handler, som titlen anfører, om en desillusioneret venstreintellektuels opgør som deltager i S-SFs politiske udviklingsarbejde (eller rettere mangel på samme) i 00'erne. Og det er kostelig læsning, hvor han udleverer hele den pompøse skare af selvbestaltet hjernetrust i henholdvis S og SF. Det gør man naturligvis ikke ustraffet, så man må formode, at broerne til det københavnske venstreintellektuelle parnas er futtet af én gang for alle. På den anden side så kan få i de studiekredse med prominente sosser, som Dahl deltog i, have været i tvivl om, at sociologen ikke lader sig styre af hensyn som blind loyalitet til sit parti '“ senest Socialdemokraterne, hvorfor han da også løbende offentliggjorde kronikker og kommentarer med indhold og budskaber, der fik dem til at rynke på næsen. Det skulle blive meget værre, set fra deres stol.

Dahls betragter venstrefløjen, som værende intellektuelt i (frit) forfald er, og i Danmark er degeneret til at nægte at skulle forholde sig til store problemstillinger som de seneste årtiers indvandring til landet og eksplosionen i de offentlige udgifter. Man vil hellere lukke øjnene for udfordringerne, snakke udenom og især bruge kræfterne på at rakke Dansk Folkeparti ned. Dahl sad med i studiekredse med tænksomme folk som Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Søren Mørch og Hanne-Vibeke Holst i den (naive) tro, at her kunne man da udtænke nye begavede politiske svar på disse problemstillinger, som vælgerbefolkningen også for længst havde identificeret, som altafgørende vigtige for dem. Men han blev klogere og en illusion fattigere, erkender han i bogen. Dahl er derfor en fuldblodspessimist på venstrefløjens vegne, og han spår i bogen '“ dvs. forud for valgresultatet blev kendt – at Thornings regering bliver en parentes blandt borgerlige regeringer, og at centrum-venstre-regeringer kun får lov at vikariere, når de borgerlige har gjort sig umulige på grund af uduelighed. (Når man ser på tilstanden blot en måned inde i den ny valgperiode, så er der endnu ikke meget, der tyder på, at Dahl får uret, både når det handler om Thornings duelighed som regeringschef og resten af regeringens evne til at udtænke nye svar på de politiske udfordringer.)

Jeg må tilstå, at jeg både før og efter læsningen er/var Henrik Dahl-fan. Han er en af de meget få i dette land, som både tør stå ved at være en gammeldags (venstresnoet) intellektuel, som i modsætning til så mange andre ofte har noget fornuftigt at sige og vigtigst: endnu ikke har formået at tabe jordforbindelsen. En særlig, men ikke sart plante, som man behøver at værne om. For Dahl er både mand for at tage et ordentlig lag tæsk i offentligheden og så har han til fulde bevist, at han i modsætning til så mange andre venstreintellektuelle kan forsørge sig selv uden på en eller anden led at have snablen nede i de offentlige kasser.

Første gang jeg læste Dahl var den lille bog 'Den kronologiske uskyld', som var en nærmest bevægende skildring af en hel generations opvækst og miljø på provinsielle parcelhusveje. Ingen debatbog før eller siden har rørt mig på samme måde. Også selvom at det jo aldrig bliver særligt følsomt, når det er Dahl skriver. For ham '“ der er fra Skærbæk i Sønderjylland – vil patos nok forekomme nærmest latterlig og endda umandigt, vil jeg tro.

Til gengæld er Dahl konstant morsom samt ofte ætsende sarkastisk både at læse og høre på, på den der underspillede jyske, men stadig logisk stringente og intellektuelt elegante – ja nogle gange overlegne facon, som man sikkert engang kunne møde i forne tiders litterære miljøer. Det giver Dahl flere prøver på i 'Spildte Kræfter'.

Vi får også forklaringen på, hvorfor Dahl insisterer på at være rød eller rettere ikke ser sig selv som borgerlig skønt han er mest enig med dem, når det gælder økonomi og udlændinge. For Dahl (ligesom det er for mange andre) er politik ikke kun fornuft og logik, men faktisk også følelser. Trods alle politiske idéer og gode argumenter, så stemmer mange vælgere på valgdagen ud fra, hvor de i grunden føler sig bedst hjemme. Dahl kan ikke identificere sig som borgerlig, bl.a. fordi han åbenbart abonnerer på venstrefløjens værste myter om de borgerlige partiers politikere som fuld af bedsteborgelighed, 'fanden tager de bagerste-socialpolitik' og blind tro på markedskræfterne. Den slags typer findes skam også, men som altid er billedet mere nuanceret end som så.

Jeg fandt dog et par fejl i bogen. Det var ikke to røde færinger, som blev valgt i Folketinget ved det historisk tætte 98-valg, men en Socialdemokrat og en Folkeflok-mand (som var tilknyttet de Konservative). Før 98 havde der været to borgerlige færinger i tinget. Og de konservative tabte 11 og ikke 16 mandater ved samme valg. De fik heller ikke 11, men 16 mandater.

'Spildte kræfter' bør simpelthen være (hade)julegaven til ens evigt sure venstreorienterede seminaristonkel, der altid indleder enhver diskussion med at udtrykke, hvor meget han i grunden hader DF, som forventer, at Johanne Schmidt- Nielsen endelig og langt om længe indvarsler revolutionens komme og som grundlæggende mener, at enhver prioriteringsdiskussion vedr. offentlige udgifter er plat og underlødig borgerlig tankegang og i øvrigt langt under hans værdighed.

Men husk nu at læse bogen inden at du pakker den ind, så bliver forventningens glæde mht. at skulle se onklen sprutte af raseri over den sublime ultimative fornærmelse endnu større!

Henrik Dahl:
“Spildte Kræfter” – hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt
Gyldendal
152 sider


Hans Mortensen skriver SFs partihistorie

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 14, 2011

Comments icon

10 kommentarer

'Den Røde Tråd' er – som alle ved – en gammel og elsket Shu-bi-dua-sang fra 70'erne, men det er også titlen på journalist ved Weekendavisen Hans Mortensens nye bog om det nyslåede regeringsparti SF '“ eller som navnlig de borgerlige gerne ynder at kalde det 'Socialistisk Folkeparti' – partiets officielle navn.

Mortensen har sat sig for at skrive SF's første, egentlig sammenhængende '“ og uafhængige '“ partihistorie. Dvs. fra stiftelsen tilbage i 1959 og til dagene efter regeringsdannelsen for få uger siden, hvor SF for første gang indgik i en regering.

SF blev oprindeligt dannet af en række ekskluderede kommunister med den mangeårige DKP-formand Aksel Larsen i spidsen. I de første år førte partiet en stille tilværelse, men allerede i 1966 fik partiet første gang stor indflydelse som eneste støtteparti til Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering. Det var ved den lejlighed, at S-SF for første gang (ud af to) fik flertal med S i det, som man siden kaldte for 'Det røde kabinet'. Samarbejdet endte brat, da SFs venstrefløj (der siden dannede VS) efter lang tids intern ballade nægtede at stemme for en fastfrysning af dyrtidsreguleringen, hvorefter Krag i december 1968 udskrev valg. Resultatet blev, at det borgerlige VKR-alternativ med den radikale Hilmar Baunsgaard overtog regeringsmagten.

Mortensen har under hele processen haft uhindret adgang til hele SFs partihistoriske arkiv, og hans bog har således ingen særlig vægt på nutiden. Af dens 20 kapitler fylder Villy Søvndals formandskab alene to kapitler. Men her får man også et indblik i baggrunden og strategien mv. for SFs forvandling fra et parti i 'hængekøjen' til nu at sidde med i landets nye centrum-venstre regering.

Blandt bogens pointer er '“ som det også fremgår af Mortensen artikel fredag i Weekendavisen – at SF har haft det svært med det politiske ansvar og indflydelse. Som før nævnt gik det galt allerede i 1968 og allerede nu er det flere kritiske røster internt i partiet, som mener at SF har solgt ud. Faktisk sandsynliggør Mortensen det paradoks, at SF har haft det bedst og mest roligt internt, når partiet har høstet store mandatgevinster som det skete i 1987 og i 2007 '“ men hvor SF har stået uden nogen som helst politisk indflydelse.

'Den Røde Tråd' udkommer den 10. november på forlaget Lindhardt & Ringhof.


Det ku ´ ik ´ la ´ sig gør'

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 13, 2011

Comments icon

17 kommentarer

Sådan kunne man her en lille måned efter valget omskrive SFs lidt flade valgslogan. Dag for dag vokser listen med valgløfter, som S-SF må rende fra, efter at de to partier er kommet i regering. Det er som bekendt ikke første gang i verdenshistorien, at politikere render fra valgløfter, men at det sker i det omfang, som vælgerne pt. er vidner til, det er relativt nyt.

Bevares. Man kan – som mange iagttagere og ikke mindst S-SF gør '“ henvise til, at 'kontraktpolitikken' nu er død, og realpolitik under mindretalsregeringer forudsætter en pragmatisme hos både partier '“ og ikke mindst hos vælgerne. Budskabet er, at de af politikere udstedte løfter ikke bør tages alvorligt i og med, at S-SF IKKE har 90 mandater alene. En banal, men også kynisk sandhed. For dermed siger S-SF også, at politikernes troværdighed nærmest bør være ligegyldig for vælgerne. “Man har et standpunkt til man tager et nyt”, som det i en lignende situation engang blev formuleret af den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag.

Og her henter man en vis opbakning hos de første målinger, der viser, at kun få vælgere i rød blok er blevet sure på regeringen over den endeløse række af løftebrud. Måske er det udtryk for noget andet. Det kunne være, at vælgerne er tålmodige og vil give ABF en chance. De radikale vælgere '“ hvor af flere er tidligere borgerlige vælgere '“ må til gengæld være svært tilfredse over S-SFs løftebrud. For dermed har de radikale leveret den vare, som deres vælgere efterspurgte. De skuffede må man derfor formode befinder sig blandt S-SFs vælgere, og her indikerer de første målinger at S – og især SF – går tilbage, mens både EL og RV går frem. Ingen målinger viser klart rødt flertal, hvad de ellers har gjort de sidste halvandet år. Alle målinger siden valget har vist tæt på dødt løb, hvor dog især Venstre er gået frem.

Lige nu stiller enkelte kommentatorer og politikere fra rød blok sig op, og bilder befolkningen denne 'sandhed' ind:

Hvis politikerne gennemfører deres valgløfter er det ondt, unødvendigt og udemokratisk, fordi det er 'kontraktpolitik' og udtryk for blokpolitik. Hvis politikerne derimod render fra deres valgløfter og indgår kompromiser, som går i stik modsat retning af, hvad man lovede under valget, så er det både godt, nødvendigt og demokratisk.

Det er naturligvis noget vrøvl. Begge situationer er udtryk for, at politikere udnytter de politiske muligheder, som den parlamentariske situation nu engang byder dem. Hverken mere eller mindre. Alt andet er snik-snak eller decideret spin. Om politikken er god eller dårlig afhænger '“ som altid – af øjnene, der ser.

Der henvises også til, at Anders Fogh Rasmussen efter det forrige regeringsskifte i 2001 kun kunne føre kontraktpolitik, fordi VK-regeringen havde sit flertal på plads med DF, og derfor ikke behøvede at indgå nogle kompromiser. Men man overser fuldstændigt, at Foghs håndfaste valgløfter faktisk var få, og derfor var der fra begyndelsen realisme i, at de kunne gennemføres, hvad de også blev. Derfor kunne Venstre også i 2005 med en hvis troværdighed føre valgkampagne på sloganet: 'Venstre – så bli'r det til noget'.
S-SFs valgløfter forud for valgkampen var ganske mange og urealistisk dyre. Især SF var konsekvent i at udstede løfter – også ud over de i forvejen rigeligt bekostelige officielle valgløfter – om, at en ny regering ville tilbagerulle enhver af de borgerliges besparelser, der måtte ramme snart sagt enhver samfundsgruppe. Samtidig brugte Helle Thorning-Schmidt i flæng ord som 'garanterer', 'garanti' og lod forstå at man vil gennemføre sin politik 'til punkt og prikke', og skattebyrderne blev afgrænsede med ord som: 'hverken mere eller mindre'. Alle kritiske spørgsmål fra pressen om evt. radikal indflydelse på en ny regering blev temmelig arrogant tilbagevist, og Thorning lod forstå, at de radikale fik valget om at æde S-SFs politik eller vælte en ny regering. Efter valget forsøger Thorning at svømme rygsvømning ved sin komiske opdeling af sine valgløfter i 'valgløfter' '“ man ikke kan regne med '“ og nyskabelsen 'klokkeklare valgløfter', som man altså nu pludselig bør fæstne lid til. Med andre ord: Thorning holder både pressen og vælgerne for nar i en grad, som det er sjældent set.

Officielt kunne S-SF '“ og det gør man stadig '“ henvise til den hokus-pokus forklaring fra deres økonomiske plan 'Fair Løsning', som man turnerede med de seneste par år. Med 'Fair Løsning' kan alt lade sig gøre. Ingen økonomisk prioritering gik ud over værdigt trængende grupper (middelklassen medregnet) og forekom at være nødvendig selv under den største økonomiske krise siden krigen. Dertil kom, at alle de udstedte velfærdsløfter kunne – og fortsat kan – finansieres ved, at alle arbejder en time mere, flere '“ på en eller anden måde – kommer i arbejde osv. ('Alle' vil sige alene dem på overenskomster). Da de radikale trods alt lever i den virkelige verden, når det gælder økonomi, så blev det – i al fald i teorien – økonomiske fundament for S-SFs gavebod naturligvis afmonteret med regeringsgrundlaget.

Tilbage er dog stadig S-SFs valgløfte om en 'kickstart' af økonomien, hvor man vil bruge ca. 10 mia. kr. på at renovere offentlige bygninger om et års tid. Kurven for ledigheden i byggeriet er ellers ved at knække, så måske skulle regeringen også droppe det valgløfte, så arbejdsmarkedet ikke bliver ophedet om et år?

Men hvilken betydning får de talrige eklatante løftebrud for ABF-regeringens levetid? Så længe at regeringens opbakning ligger på et niveau som nu, så er det ligegyldigt. Men hvis de borgerlige får held til at brændemærke Thorning og Co. som 'Løftebrudsregeringen' '“ og der ingen større fremgang er at spore på hverken beskæftigelsen og økonomien '“ i de kommende år, så bliver det et problem. Dog står iagttagerne ikke ligefrem i kø mht. at påstå, at regeringen er kommet godt fra start. Faktisk kan ingen huske, at en ny tiltrådt regering er blevet mødt med så lidt begejstring og så megen modvind.

Læs også Henrik Dahls veloplagte kommentar til forsøgene på at bagatellisere S-SFs tilbagetog fra valgløfterne.

Bottom border