Den røde regering sidder nu på magten…og render fra garantierne og løfterne til vælgerne. De behøver naturligvis hjælp til at forklare vælgerne, hvorfor de ikke skal føle at de har købt katten i sækken. Og til det formål har politikerne opfundet “de særlige rådgivere”. Et nyt rødt spindoktorhold erobrer nu Slotsholmen. Se hvem de er, hvad de kan og hvordan Christiansborgs pressekorps vurderer dem og deres spinkunster i denne analyse, som jeg har skrevet for Kforum.
Måned: oktober 2011
Så kom den. Den samlede fortælling om en af de særeste historier i dansk politik. Historien om, hvordan det kunne lade sig gøre, at en ung og relativt attraktiv og velbegavet kvinde, der fik høje politiske topposter lod '“ og lader- sig fuldstændigt forblænde af en notorisk svindler og bedrager. Det er selvfølgelig historien om den tidligere konservative toppolitiker og minister Henriette Kjær og hendes kæreste den tidl. K-pressechef og kommunikationsrådgiver Erik Skov Pedersen.
Det er en historie, der spænder sig over 20 år, og som kulminerer i begyndelsen af dette år, hvor Erik Skov Pedersen tilstår et millionbedrageri '“ som han senere idømmes en lang ubetinget fængselsstraf for '“ og Henriette Kjær tvinges væk fra posten som gruppeformand og politisk ordfører for det daværende regeringsparti. Ved valget forlod Kjær dansk politik, i det hun ikke genopstillede.
Det er BT, som opruller den sidste del af historien, da avisen får et tip om, at Erik Skov Pedersen skulle have forfalsket sin gamle mors underskrift for herefter at have lænset hende for penge. Herefter fulgte en bølge af historier, der endte med endegyldigt at rive tæppet væk under parret, da Skov Pedersen diverse økonomiske luftkasteller, bedragerier og fixfaxerier '“ efter 20 år med løgn, fup og fidus uden egentlige strafferetlige konsekvenser – langt om længe fik en ende ved retssystemets mellemkomst.
Det er derfor ikke underligt, at det netop er to BT-journalister, der har fået skrevet denne første sammenhængende historie 'Luksusfælden' om parrets opstigning, storhed og endelige fald. Thomas Nørmark Krog var manden, der skrev flere af de bedrageri-historier, der i januar fældede parret, mens den mangeårige Christiansborg-reporter, Andreas Karker kender hele forhistorien og undervejs dækkede de politiske konsekvenser ved Erik Skov Pedersens og hans kærestes fabelagtige selvbedrag.
Det er således en tragisk historie om et par, der simpelthen aldrig indser, at de ikke kan finansiere deres ekstravagante livsstil med de indtægter, som de nu engang har. Den ene lukker simpelthen tidligt øjnene for dens andens mere og mere desperate – og kriminelle – forsøg på at holde familiens økonomi oven vande. Det står dog klart tidligt, at Erik Skov Pedersen bedrager sine arbejdsgivere og senere sin kompagnon og sluttelig sine forretningsforbindelser for penge. Dertil kommer, at han unddrager skattevæsenet for skyldig skat og undlader at betale medarbejdere samt private virksomheder for deres løn, varer og services.
Forfatterne har lagt snittet rigtigt. Man holder sig klædeligt til kendsgerninger og har sine stort set åbne kilder i orden. Relevante bilag fra Erik Skov Pedersens fusk er optrykt i bogen. Man bruger i fornuftigt omfang billedmaterale og henviser til parrets egne forklaringer mv. optrykt i bøger, interviews. etc. Det er rigtigt klædeligt for bogen, at den hverken spekulerer eller moraliserer for meget. Læseren får kendsgerninger serveret med de forskellige forklaringer, og så må man ellers selv bedømme troværdigheden.
For så vidt er der jo tale om en (delvis) tilståelsessag for Erik Skov Pedersen side, men det er det ikke helt for Henriette Kjær. Bogen sandsynliggør (igen) at den tidligere socialminister burde have vidst, hvad der foregik i parrets privatøkonomi. Det stod tidligt tindrende klart for hele Christiansborg-miljøet allerede tilbage i 2000, at Skov Pedersen havde bedraget lobbyfirmaet CoBrus for måske op mod en million kr. Henriette Kjær mente tilsyneladende dengang, at hendes kæreste, der ellers overfor firmaets ejer og partnere havde tilstået sine bedragerier, var nærmest uskyldig. Dengang blev Skov Pedersen reddet på målstregen fra en politianmeldelse på grund af politiske hensyn '“ der også bundede i – at man tog hensyn til Henriette Kjærs karriere. Det viste sig siden, at Kjær ikke evnede at styre sin kæreste, hvilket kun fem år efter førte til, at 'Markisesagen' væltede hende som Familie og forbrugerminister i februar 2005. Efter at have kæmpet sig tilbage efter et par rolige år, kom Kjær tilbage på sporet som politisk ordfører og senere gruppeformand. Men efter yderligere seks år, hvor hun tilsyneladende ignorerede det syndige og kaotiske rod i privatøkonomien, måtte Kjær endegyldigt forlade Christiansborg efter 17 år som folketingsmedlem og et uendeligt antal dårlige undskyldninger, bortforklaringer, benægtelser og ikke mindst skyden skylden på alle mulige mennesker, der åbenbart kun ville hende og hendes kæreste det ondt.
Det er selvsagt en glimrende og ganske velskreven bog, de to BT-journalister har skrevet, der kommer hele vejen rundt om fænomenet Erik Skov Pedersen, hvor der bliver holdt en god distance til hovedpersonens mytiske evner som politisk rådgiver. Manden bliver i bogen indrømmet de kunster, som han nu kan, og som lader sig dokumentere uden den patos, der ellers ofte følger med beskrivelser af politiske wonderboys M/K. Men ellers bliver Skov Pedersen holdt ud i strakt arm underkastet en kritisk, men fair analyse. Bogens styrke er også, at begivenhederne bliver sat ind i de rette politiske forhold, som de foregår under. Og i det hele taget er det en styrke ved bogen, at den ikke belemrer læserne med overflødig snik-snak. Der er, hvad der sker være i denne skildring – hverken mere eller mindre – af formentlig den største personskandale i dansk politik siden afsløringen af Peter Brixtoftes Farum-cirkus.
Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog
'Luksusfælden'
Berlingske Media
267 sider
Hvedebrødsdagene hos SF er ovre for længst. Nu står man med regeringsansvaret, og med det just fremlagte regeringsgrundlag står det tindrende klart – ikke mindst for SFs eget bagland – at partiet tager prisen for at have slugt flest kameler. Det var tilsyneladende prisen for at få de radikale til at gå med i regeringssamarbejdet.
SF står dog ikke fuldstændigt afklædte tilbage. Partiets mærkesager lever stadig i regeringsgrundlaget, men mest som hensigtserklæringer. Man vil finde penge til dit og dat, når og hvis der en skønne dag kommer penge i statskassen til at man kan tilgodese SFs ønsker. Men her og nu er “udgangspunktet”, at ABF-regeringen, som det sort på hvidt står i regeringsgrundlaget, skal videreføre VK-regeringens økonomiske politik. Hvor de radikale prioriterede, at få presset deres økonomiske politik med reformer ind i regeringsgrundlaget, så fik SF til gengæld flere tungere politiske ministerposter. Kun tiden kan vise, hvilken strategi, der er den klogeste. Søvndal delte ministerposterne ud til sine egne håndgange folk, og det har tydeligvis ikke været lige populært alle steder i SF.
Da det bl.a. stod klart, at SFs kun 26-årige næstformand Thor Möger Pedersen som skatteminister skal stå i spidsen for en skattereform, der skal sænke topskatten, røg proppen af flasken for den nordjyske teolog Pernille Vigsø Bagge, som i en Facebook-opdatering helt åbenlyst truede med at melde sig ud af SFs folketingsgruppe inden dagen var omme. Det endte det det nu ikke med. For da solen gik ned var Vigsø Bagge blevet gruppeformand. Først truer man med at gå, hverefter at man bliver rigeligt belønnet. Nu er vejen banet for at andre oversete genier i SFs folketingsgruppe kan udfordre SFs ledelse, når de vil. Og de risikerer jo kun klap og belønning. Kun en svag ledelse i panik og uden rygrad giver efter for den slags pres. En stærk ledelse ville have talt baglandet til rette i stedet for at rykke ud med panikforslag, hvor man køber folk til tavshed. Og en gruppeformandspost er vel ikke et argument imod Bagges indvendinger mod regeringsgrundlaget og SFs besættelse af ministerposterne? Man kan vel sige at posten er 'et salgsargument'. For at købe hendes tavshed. Det er ikke usædvanligt, at der handles i korridorerne. Men det er usædvanligt, at trusler – i fuld offentlighed – giver sådan payoff. Hvor Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen praktiserede 'Management by Fear', så udøver SF-ledelsen tilsyneladende ledelsesformen 'Management by Envy'. Vi har næppe set det sidste oprør i folketingsgruppen, når man ligefrem belønner ballade.
Baglandet i SF har nu i nogle dage været i oprør over, at Thor Möger Pedersen '“ symbolet på SFs valgnederlag '“ er blevet forfremmet foran en række folkevalgte SF’ere. Möger blev tidligere '“ selv i egenskab af næstformand '“ næsten vraget som folketingskandidat på SFs opstillingsliste, og han fik et elendigt personligt valg ved Folketingsvalget. Möger ejer tilsyneladende ikke skyggen af ydmyghed, selv om at han gerne vil give det indtryk. Det er tydeligvis en rolle, som han (utroværdigt) forsøger at spille, for at tækkes de kritiske SF'ere i baglandet, der hader alt det strømlinede og SFs store ryk ind mod midten, som han og hans politiske strategi står for. Möger har været en del af SF-hoffet i årevis, og fortjener sammen med Villy Søvndal æren for, at SF i dag er kommet i regering. Men det ender ikke her. Möger har for flere år siden udtænkt en uhyre langsigtet masterplan '“ som i øvrigt har været præsenteret for flere mennesker '“ der udover at skaffe SF i regering også indebærer ad åre at gøre chefstrategen himself til formand for SF. Indtil nu må man lette på hatten for Möger, at han på ganske få år er gået fra at være ungdomspolitiker til nu at blive historiens yngste skatteminister uden skyggen af eget folkeligt mandat. Men nu må SFs formentlig mest internt upopulære næstformand gennem tiderne tilsyneladende nedlægge sit hverv for at tilfredsstille hoben af SF-organisationsfolk, der i deres raseri over partiets pauvre politiske udbytte i regeringsgrundlaget, nu reagerer mod Möger – symbolet på SFs designerpolitik – og alt hans væsen.
Den officielle forklaring om, at man ikke samtidigt kan overkomme det sikkert slidsomme hverv som næstformand i SF og posten som skatteminister, rammer bunden på enhver troværdighedsskala. Nick Hækkerup kan sagtens være forsvarsminister og næstformand i det endnu større parti Socialdemokraterne. Det samme kunne Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Kristian Jensen klare '“ blot for at nævne et par andre eksempler.
Det er muligt, at SF-hoffet med udsigten til at skifte næstformanden ud, nu får held med at gyde lidt olie på vandene i forhold til venstrefløjen i partiet, men de slipper ikke af med Thor Möger. Men mon dog ikke, at han selv påtænker at blive kørt i stilling som partiformand, når det går op for SFs bagland, at vælgerfremgangen 'blot venter lige om hjørnet'? Hvis det det så alligevel måtte gå den anden vej, så ligger det vel lige for at slagte Søvndals kronprins som offerlam. Måske sker det allerede inden så længe, når Möger leverer den 'socialt afbalancerede' skattereform, som de radikale har bestilt, der skal sænke marginalskatterne for topskatteyderne.
Alt denne ballade understreger blot den enkle pointe, at SF '“ som forventet – skal vende sig til at være et regeringsparti, men også, at der er behov for en stærk ledelse, der evner at styre både baglandet og oprørske eller skuffede gemytter i folketingsgruppen. Det er nødvendigt, hvis man vil lykkes med at være deltager i en regering, der står uden en fyldt pengekasse at dele ud af til kernevælgerne, og hvor 'reformer', der nødvendigvis må gå ud over nogle i befolkningen, står på de radikales og statsministerens dagsorden. Indtil videre fremstår SF, som regeringssamarbejdets umodne teenager.