Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Möger kan næppe klare sig uden Peter Loft

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 14, 2011

Comments icon

76 kommentarer

Den nye ABF-regering vader i dårlige sager. Og nu er den næste lige ved at arve en af de sager, der har ligget og hørmet siden valget. Det er sagen om, hvordan det lykkedes BT at få indsigt i Helle Thorning-Schmidts skattesag, hvor mistanken i regeringspartierne siden valget har kredset om, hvorvidt det er tidl. skatteminister Troels Lund Poulsen (V), hans daværende særlige rådgiver Peter Arnfeldt eller VK regeringens sidste skatteminister Peter Christensen (V), der har lækket de sidste ni hemmelige sider af SKATs afgørelse på Thorning/Kinnock-parrets skattesag, der endte med en noget nær total frifindelse, fordi Thornings mands Stephen Kinnock '“ i modsætning til hvad parret ellers gerne gav indtryk af i pressen – faktisk ikke opholder sig ret meget i Danmark.

Forleden kom det i Politiken så frem, at skatteministeriets mangeårige departementschef Peter Loft sidste år havde holdt fem møder med SKAT København, der var den myndighed, der afgjorde skattesagen og havde forsøgt at få noget tekst med i afgørelsen, hvilket myndighedspersonerne i SKAT København pure afviste.

Der har indtil nu været almindelighed enighed om, at det er usædvanligt, at en departementschef blander sig i '“ sådan ser det ud '“ afgørelsen af en skattesag. Og sagen bliver ekstra kulørt, når det drejer sig om en så opsigtsvækkende sag, der i sit udgangspunkt kunne have potentialet til at afgøre et folketingsvalg. Peter Loft har helt indlysende bragt sig selv i søgelyset og har udsat sig for en mistanke om, at han som højt rangeret embedsmand har ageret politisk '“ måske endda på vegne af sin minister og den tidligere regering.

Om det så i virkeligheden forholder sig sådan, det skal Lofts og SKAT Københavns redegørelse så nu kaste et mere klart lys over. Det er muligt, at Loft i virkeligheden blot har ønsket at sikre sig, at sagen blev tilstrækkeligt belyst og afgjort korrekt fra starten af, sådan at den ikke ville belaste SKAT som myndighed. Det er dog et hæderligt motiv, selvom ikke ret mange iagttagere pt. tror på den udægning.

Skatteminister Thor Möger Petersen har indtil videre håndteret sagen rigtigt. I stedet for at følge pøbelstemningen og promte kræve hovedet hugget af Loft, så har skatteministeren valgt at slå koldt vand i blodet, vinde tid og få klarlagt, hvad der mon er gået for sig, før han fælder sin dom. Hvis ikke man hverken kan bevise eller sandsynliggøre at Loft har foretaget sig noget, der er urent trav, så står Möger i et dilemma. På den ene side så er der næppe mange blandt skatteministeren egne, der vil forstå, hvorfor han lader nåde gå for ret. Skatteministeren '“ der i forvejen savner popularitet blandt sine græsrødder – vil formentlig kunne vinde lidt tiltrængt sympati ved at vende tommelfingeren nedad og ekspedere Loft til de kommitteredes rækker og dermed til evig politisk fortabelse på Slotsholmen. På den anden side har Möger stærkt brug for en eminent dygtig – og loyal – embedsmand til at skrue en kompliceret skattereform sammen. Möger – må man gå ud fra set i lyset af at han stadig er student og uden erhvervserfaring – er fagligt set ude af stand til at løse opgaven uden embedsværket i Skatteministeriet og en uhyre erfaren departementschef med adskillige skattereformer på bagen. Möger har så meget brug for Loft, at han vil gøre sit alleryderste for at beholde ham.

Det er sivet fra skatteministeriet, at Möger i starten ikke viste sig særligt meget på kontoret på Christiansbro. Han passede nemlig sin datter, og fik sendt alle mapperne med sagerne til sin bopæl. Til embedsmændenes udelte glæde, så blev de desuden returneret stort set uåbnede. Möger er en minister efter deres hoved. Han stoler på deres faglighed og interesserer sig ikke for detaljer. Til gengæld ved embedsmændene at de skal løse den bundne opgave, der ligger i til foråret at levere en skattereform til regeringen i foråret, der både opfylder alle SFs krav om social ansvarlighed og på krav fra de radikale sænker marginalskatten for de højest lønnede. Det er en svær for ikke at sige umulig opgave. Og en ny skattereform, der opfylder alle krav, vil formentlig aldrig kunne holdes over dåben uden at Peter Loft er med som fødselshjælper.

Det er derfor i regeringens '“ og ikke mindst Thor Mögers '“ interesse at Lofts redegørelse er så tilfredsstillende, at de lader ham slippe.

Vi vil følge sagen med stor spænding, mens vi med stor moro betragter rådvildheden hos venstrefløjens sædvanlige strikkekoner.

I mellemtiden har de 'røde lejesvende' hos P1-Orientering forsøgt at undersøge Lofts mistænkeligt opsigtsvækkende foretagsomhed i sagen, og de kan indtil videre ikke udelukke, at manden rent faktisk har handlet lovligt. Måske er Thor Mögers politiske instinkter mere veludviklede end hans 26 somre umiddelbart tilsiger?


I hængekøjen, der har SF det bedst

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 14, 2011

Comments icon

1 kommentar

52 år gik før Socialistisk Folkeparti for første gang indtrådte i en ny regering. Tilløbet var langt og det beskriver Weekendavisens Hans Mortensen i en forrygende og underholdende bog, der kvalificerer sig til at blive SFs uofficielle partihistorie.

Vi får hele baggrunden og historien om, hvordan den mangeårige DKP-formand samt folketingsmand og senere stifter af SF Aksel Larsen bliver smidt ud af DKP og herefter får følgeskab af en lang række kommunister, der efterhånden var blevet trætte af at skulle forsvare Sovjetunionen og dets kampvogne, der i 1956 knuste det ungarske folks opstand mod dets stalinistiske undertrykkere.

Under valgkampen skriver Larsen sig atter engang ind i den politiske historier ved at stryge ind i tinget med 11 mandater efter at have ført kampagne b.la. med en berømt TV-transmission fra sygesengen, hvor han havde benet i gips.

SF bruger i årene efter skismaet med Moskva og Dr. Tværgade at søge indflydelse på Jens Otto Krags regering. De udvikler den såkaldte 'katalysatorteori', hvor et stærkt SF skulle kunne trække Socialdemokratiet mod venstre. Hos Socialdemokraterne og ikke mindst hos Per Hækkerup ser man anderledes på sagen. Her drejer det sig om at få SF 'under åget' og fedtet ind i ansvaret for beslutninger som støtteparti til S-regeringen.

Men partiets venstrefløj bestående af yngre marxister som Preben Wilhjelm i spidsen afviser at tage medansvar for 'Det røde Kabinets' økonomiske politik. De bryder på dramatisk vis ud af SF i 67 og stifter VS, der kommer ind i folketinget ved valget i 68, som Krag må udskrive efter 'Det røde kabinets' sammenbrud. Resultatet bliver en valgperiode 1968-71med den borgerlige VKR-regering, hvorimod sammenbruddet omkring et tæt S-SF-samarbejde reelt varer helt indtil for få år siden, hvor Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt fandt hinanden i et nyt forpligtende samarbejde.

For Larsen er der tale om en skuffelse. Han skriver senere i sine erindringer, at hvis ikke man forsøger at tage chancen og søger indflydelse, så hører man til 'nederlagets mænd', der i stedet burde 'dyrke kål'.

I 70erne fortsætter magtkampene i partiet for fuldt tryk, hvor Aksel Larsen-støtterne de moderate og midtersøgende 'Larsenister' taber slagene til den mere marxistiske traditionalistiske venstrefløj. Stifteren selv har for længst mistet magten og forlader dansk politi, mens hans støtter blandt dem hans ikke særligt succesfulde arvtager Sigurd Ømann ender – efter sin afgang fra formandsposten – med at blive stemt ud af Folketinget.

Den i SF-sammenhæng moderat venstreorienterede Gert Petersens overtager partiet i 1974, og de første år mister partiet tilslutning. I 1977 rammer partiet bunden med kun syv mandater. Herefter går partiet støt frem, hvor Petersen med tiden formår at balancere mellem de forskellige fløje som SF kommer til at bestå af. Selv tilhører han den stærkeste 'SF-classicfløj', som også leverer de næste to partiledere Holger K. Nielsen og Villy Søvndal. SF under Gert Petersen formår dog i løbet af 70'erne at opsamle en stor del af venstrefløjsstrømninger lige fra modstanden mod EU, den grønne bevægelse til modstanden mod A-våben. Det kulminerer i 1987, hvor partiet med 27 mandater får sit bedste valg nogensinde.

Imidlertid er det en af bogens pointer, at SFs succes hos vælgerne er omvendt proportional med partiets indflydelse. At blive i hængekøjen, det tjente partiet bedst, for i modsat fald risikerede man at lukke Pandoras æske op, hvorefter magtkampe kunne bryde ud i lys lue og splitte partiet i atomer. Det havde Petersen set så rigeligt af, så han foretrak hængekøjen i en magtdeling med partiets grønne fløj repræsenteret ved gruppeformanden Ebba Strange, der gerne så et samarbejde med det radikale venstre i bl.a. miljøspørgsmål.

Hvor EU-sagen samlede partiet i 70'erne og 80'erne, så er det en sag, der splitter partiet i løbet af 90'erne. Under den nye partiformand Holger K. Nielsen, der overtager formandsposten i 1991 og frem til 2005 falder SFs vælgertilslutning støt og roligt. Den grønne og i stigende grad EU-venlige fløj under Steen Gade taber formandsopgøret og slaget om partiets holdning til EU. Det er stadig en sag, der splitter partiet og som SF ikke har klart formulerede holdninger til. Undervejs er flere af SFs topfigurer søgt væk fra partiet til S blandt dem den nuværende undervisningsminister Christine Antorini, der er tidl. næstformand i og MF for SF.

Hans Mortensen er en god guide gennem de vigtigste begivenheder gennem hele SFs partihistorie. Han har læst alt af interesse, der er udgivet om emnet, og har stået på hovedet i arkiverne og talt med folk, som har kunnet bidrage med forståelse for SFs udvikling fra protestparti på venstrefløjen og til regeringsbærende parti. Ingen bør fx holde sig tilbage med at læse historien om SFs gruppeformand Holger Viveke, der både gav den i rollen som 'larsenist', men samtidig som betalt agent fodrede Sovjet-ambassadens folk med oplysninger om, hvad der foregik internt i SF.

Vi får også meget at vide om SFs nyere forvandling ind mod midten, men Mortensen holder (for meget) igen med at spå om fremtiden. Det ville ellers have været interessant. Noget tyder indtil videre på, at SFs vælgeropbakning også i 00'erne har det bedst at være uden for indflydelse henset til SFs valgresultat næstbedste resultat i 07 og det seneste store valgnederlag for partiet.

Til gengæld kan Mortensens gedigne publikation uden alt for mange skråsikre prognoser bedre overleve mange år i reolen. Det er en god og underholdende bog, som alle med interesse for dansk politik '“ og ikke mindst SF '“ naturligvis bør læse. Den skal nok blive lagt under juletræet hos landets gymnasielærere.

Hans Mortensen: 'Den røde tråd', Lindhardt & Ringhof 2011, 360 sider.


Sass, Sohn og Samuelsen i “Cordua & Steno”

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 10, 2011

Comments icon

7 kommentarer

I dag torsdag kl. 14-16 på Radio 24-Syv tager vi – min medvært Torben Steno og jeg – en debat med lytterne om de tre personsager, der kører p.t., og som der er meget delte meninger om. Med til at perspektivere personsager er Christiansborg-kender, foredragsholder m.m. Bente Dalsbæk. I 2 time får vi besøg af Weekendavisens Hans Mortensen, der samme dag udkommer med sin bog 'Den Røde Tråd', der handler om SFs historie fra stiftelsen for 50 år siden og frem til i dag, hvor partiet sidder i regering. Sidst, men ikke mindst, skal vi tale Euro-krise med et af de få tilbageblevne EU og Euro-entusiaster, MF Sofie Carsten Nielsen, der tillige er de radikales EU-ordfører. Man må meget gerne ringe ind – under programmet – med spørgsmål og kommentarer på 20 247 247 eller skrive til os her på Facebook.

Stay tuned!

Fik du ikke hørt den første udsendelse med Henrik Dahl, Ole Birk Olesen, Martin Henriksen og Pernille Rosenkrantz-Theil? Så har du chancen her, hvor du kan høre en times sammendrag af udsendelsen.

Bottom border