Dagens politiske historie handler om det så plagede regeringsparti SF, der nu er kastet ud i noget, der mere og mere ligner et bittert opgør om næstformandsposten.
Reelt ligner kampvalget mellem MF Meta Fuglsang og hovedbestyrelsesmedlem Mattias Tesfaye en afstemning om partiledelsens – dvs. Villy Søvndal og Thor Möger Petersens – politiske kurs for partiet er den rigtige.
Det falder især i øjnene, at det er de ældre 'traditionalister' som anbefaler et valg af den nuværende næstformand Meta Fuglsang, mens 'toppen' og 'ungdommen' står bag fagforeningsfunktionæren Mattias Tesfaye.
Og undervejs må man tage sig i trække på smilebåndet at en ellers normalt meget venstreorienteret skikkelse som fhv. MF Pernille Frahm river meget underholdende Tesfaye hans fortid i næsen, som tidligere betonkommunist hos stalinnostalgikerne i DKP-ML og hans yderliggående politiske idéer i form af '10 teser', hvor det fx skulle være forbudt at tjene mere end 50.000 om måneden. Røde Frahm advarer mod Blodrøde Tesfaye, der ellers har vist sig 120 pct. loyal mod partiledelsens strategi om at forblive i regeringen for indtil videre enhver pris.
Det kommende landsmøde bliver også interessant, fordi det, som Berlingske redegør for i dag, også er et opgør om partiets sjæl. Der skal skrives nyt partiprogram, hvor SF-toppen tydeligvis forsøger at få knæsat et princip om, at SF netop skal gå i regering med 'borgerlige partier' frem for at ligge og flyde i den politiske hængekøje, som partiet ellers har haft for vane i det meste af SFs levetid.
Som sagen er præsenteret i medierne, så tegner det sig til, at alliancen mellem 'Villys børnebande' (også kaldet 'fornyerne') og 'de grønne' med folk som Steen Gade, Pia Olsen Dyhr og Ida Auken er rigeligt stærk til også sætte sig på partiets politiske program, der således skal cementere den nuværende politiske kurs.
Derfor tror jeg, at Tesfaye bliver ny næstformand og i øvrigt inden næste valg begynder en politisk karriere i Folketinget. SFs partiledelse vinder også afstemningerne om partiprogrammet. For alternativet er en underkendelse af partiledelsen, og at Villy Søvndal og Co. må forlade regeringen. Mekanismen i politik er simpelthen den, at sidder partiet i regering, så har baglandet meget svært ved at sætte hælene i for topledelsens forandringer Det er dog ikke umuligt, at partitoppen på landsmødet i næste måned alligevel taber et par afstemninger, men de vil med stor sikkerhed stå som klare vindere. Det var det, der også skete, da Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen i 2006 ændrede Venstres partiprogram. Topledelsen vandt alle afstemninger, men tabte en enkelt om et forslag om brugerbetaling på lægebesøg, som Fogh i øvrigt promte afviste at regeringen nogensinde ville fremsætte.
Slagsmålene på landsmødet vil formentlig give yderligere afskalning af tillidsfolk og byrødder til Enhedslisten, men opgøret vil omvendt kunne skabe ro på bagsmækken. I hvert fald for en tid.