Kategorier

LA vil fortsætte angreb på Venstre

Bal i den borgerlige. Sådan lyder den bittersøde kliché i medierne, hver gang de borgerlige partier er røget i totterne på hinanden. Engang betegnede det stort set kun de situationer, hvor Venstre og de Konservative i deres rivalisering skabte synlige sprækker i samarbejdet. Men efter at sidstnævnte er vælgermæssigt kollapset, og Liberal Alliance har vundet solidt fodfæste, så passer beskrivelsen nok bedre på Anders Samuelsens og hans troppers momentvise '“ men heftige og åbne '“ angreb på deres egen regeringskandidat, Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

I regeringskontorerne får man sig et tiltrængt pusterum fra at skulle bevidne regeringspartiet SF’s pinsomme og langsomme harakiri for åbent tæppe, hver gang at Liberal Alliance indrykker annoncer i hundredetusindkroners-klassen mod Venstres formand. Det skete blandt andet for nyligt, da VK indgik et '“ set med borgerlige øjne '“ på mange måder kritisabelt energiforlig med regeringen, hvor et portræt af Løkke prydede de kritiske annoncer.

Læs min analyse af   Liberal Alliances politiske strategi og muligheder, som jeg skriver for ugeavisen “Kommunen”.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

11 kommentarer til “LA vil fortsætte angreb på Venstre”

Tillykke Jarl. Du har omskrevet Bjørn Bredahls smædeskrift fra Politiken, så det på overfladen ser sobert ud. Min dine pointer er de samme – og helt indholdstomme.

De mennesker, du nedladende beskriver som skingre og fanatiske, kunne jo også være mennesker, der har så meget udsyn, at de kan se, at LA står for en lyserød socialliberalisme, der i et internationalt perspektiv er absolut midtersøgende. Og at resten af det politiske spektrum halser efter en populistisk, socialdemokratisk-agtig overbudspolitik.

Vi er mange, der er stærkt uenige med LA. Men ikke fra et ståsted, der repræsenteres andre steder i det etablerede politiske miljø. Kald os bare skingre og fanatiske. Så vil jeg til gengæld have lov til at kalde dig fuldstændig politisk substansløs.

Man kan ikke tage det radikale blålys til Samuelsen seriøst, tror han virkelig han kan høste
Venstre stemmer ved og køre hetz mod Venstre, man må håbe han ender på spærregrænsen når næste valg
er overstået, alle hans radikale luftkasteller, er
der ingen der kan tage alvorligt.

Glimrende analyse af de mere langsigtede perspektiver i LAs strategi. Det spændende spørgsmål er jo, om man overhovedet vil kunne bruge det “reformflertal”, bestående af V, K, DRV og LA, som har vist sig i en række meningsmålinger.
Jeg tvivler, men der er jo lang vej til valget. Venstres tro på, at det vil lykkes at vælte FARVEL-regeringen ved efterårets finanslovsforhandlinger giver jeg ikke meget for. Der hersker en ret stor realisme hos liste Ø om konsekvenserne, og ingen ønsker endnu 10 år med Lars Løkke og Pia.

@Jarl: “… man må spejde længe de samme steder efter politiske skribenter med noget på hjerte samt med ideologisk rod i, hvad man kan kalde for VK’s politiske mainstream.”

Måske det er, fordi de pågældende ikke a) er særligt gode skribenter?, eller b) bare ikke har særligt meget “på hjerte” med en “ideologisk rod”? Medierne er–forståeligt nok–sjældent interesseret i bidrag fra partisoldater, der primært forfægter, hvad der til enhver tid er en gældende partilinje, og som defineres af praksis. Særligt ikke når det som med f.eks. energiforliget er noget, der deles af 90-95 pct. af det politiske spektrum, inkl. Enhedslisten.

Det rejser også spørgsmålet om, hvem og hvad (om nogen), der meningsfuldt kan siges at være “VK’s politiske mainstream”? Er det typer som Troels Lund Poulsen, Lene Espersen, Claus Hjort Frederiksen, Lars Barfoed? Folk, der gladeligt vil sige det ene den ene dag, det stik modsatte den anden, og det første igen den tredje dag. Det er muligvis den type, der med Din egen betegnelse er “DSB” (Dem Som Bestemmer), men for alt andet end politikere, der primært er interesserede i eget genvalg, burde det jo *i sig selv* substantielt set være uinteressant at være “mainstream”. For resten af os er formålet vel snarere at prøve at flytte “mainstream”–?

@Jarl. Det er lidt skuffende at du genbruger venstreføjens messen om, at LA er et Saxo Bank parti, som jo klart er skabt til at brændemærke og skabe mistillid til partiet. På trods af at vel alle partierne har støtter, af den ene eller anden størrelse. Jeg havde ikke regnet med, at du ville hoppe på den limpind.
Måske er det grundet i at du er venstremand, og ikke kan tåle kritikken fordi den går for tæt på sandheden.
Skulle uheldet være ude, og en dårlig venstreorienteret regering afløses af den tidligere næsten lige så venstreorienterede regering, sker der jo ingenting i samfundet. Alt vil være som før. Kæmpe offentlig sektor, massivt skattetryk og detail regulering i lange baner.
Set i det lys er da kun rigtigt, at LA prøver at positionere sig til næste valg, ved at få flere tilhængere så de har kraften til at skubbe venstre tilbage til højre for midten. Og hvem er et mere oplagt mål for stemmehøsten end Venstre? Partiet som kalder sig liberalt er jo lyseblå socialdemokrater, uden lyst til at lede samfundet i en borgerlig liberal retning, men med massere af lyst til magten i sig selv. Partiet må være ved at flyde over med skuffede vælgere.
Hvorfor ikke anderkende at dette er en legitim strategi, uden at mistænkeliggøre hele partiet, og uden at forsøge spidsfingigt at latterliggøre tilhængerne?

Jeg tror ikke, at LA kan lide at se, at meningsmålingerne viser et VOK-flertal.

@Ole S.: Den første halvdel er givetvis korrekt, men præmissen er ikke: De seneste enkelt-meningsmålinger har haft tendens til at vise f.eks. VOI-flertal eller VOIK-flertal men ikke VOK-flertal. Tager man Berlingske Barometers mandatfordelinger dd. (d.v.s. et vægtet gennemsnit af målingerne), får man disse (og kun disse) “minimalt vindende koalitions”-flertalsmuligheder uden S/F/Ø (under en antagelse om tre røde og et blåt mandat fra Nordatlanten):

VOI+1: 90
VBIK+1: 91
VOB+1: 99

P.t. antyder meningsmålingerne en situation, hvor K–matematisk set–er tæt på at være parlamentarisk irrelevant, og LLR kan komme i den mulige situation, at han vil kunne vælge mellem flere alternative flertal. Meeeeeen … der er lang tid til næste valg, og det kan nok nå at ændre sig 100 gange.

6,7: Mon ikke, Lars Løkkes drømmescenario er en VRK-regering med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag? Grundlæggende bryder han sig jo ikke om Dansk Folkeparti, men han er selvfølgelig opportunist og kyniker nok til at bruge partiet, hvis omstændighederne kræver det.

I øvrigt var det rent ud sagt noget svineri af ham, at han i de sidste dage af valgkampen talte om, hvor gode regeringer med Venstre og De Radikale historisk har været, mens han på den anden side fuldstændig afviste en VKO-konstellation. DF havde immervæk sikret ham og Venstre regeringsmagten i 10 år og vist sig ubestridt kompetent, mens De Radikale i al den tid havde været en rød klud i hovedet på de fleste borgerlige. Som Pia Kjærsgaard sagde, fik det hende til at føle sig som “elskerinden i baglokalet”. Så kan man argumentere med, at Løkke var nødt til at sige, som han gjorde, for ellers ville en masse borgerlige vælgere være løbet skrigende bort. Det er der helt sikkert noget om, men set fra et loyalitetsmæssigt synspunkt mener jeg, Løkkes ageren var foragtelig.

8.
En VRK regering med DF som støtteparti et drømmescenario for Lars Løkke?

Næppe, nok mere et mareridtsscenario. Radikale og DF er hinandens antitese, så det ville blive et cirkus uden lige.

Den eneste situation hvor en VKR regering kunne komme på tale var hvis Løkke kun kunne få flertal ved hjælp af VKOI + radikale.

Et drømmescenario for Løkke vil være en VKI regering med DF som støtteparti. V kan kvæle ethvert borgerlig tiltage fra K og I før de bliver til noget og DF stemmer for finansloven mod lidt værdipolitik.

At Løkke friede til de radikale i slutningen af valgkampen var et sidste desperat forsøg på at beholde statsmagten.

Søren Nørbak, jeg formulerede mig upræcist, som visse politikere siger: Jeg mener oprigtigt, at De Radikale og De Konservative er de to partier, Lars Løkke helst vil sidde i regering med. Derudover ville han i den situation sandsynligvis have brug for nogle flere mandater, og det er der, Dansk Folkeparti kommer ind i billedet sammen med Liberal Alliance. Problemet i den forbindelse er så bare, som jeg selv har skrevet her på bloggen tidligere, at DF formentlig aldrig ville støtte en regering med radikal deltagelse. Det, jeg taler om er bare, hvad Lars Løkkes drømmescenario går ud på, og mit indtryk er som sagt, at det er en VRK/VKR-regering. Hans “frieri” til De Radikale under valgkampen var måske nok til dels taktisk betinget, men jeg er ikke i tvivl om, at han inderst inde er meget mere enig med Margrethe Vestager end med Pia Kjærsgaard, og det gælder på stort set alle områder, lige fra den økonomiske politik til udlændinge-, rets og EU-politik.

@7
Jeg kan se, at du har ret i, at for tiden viser meningsmålingerne

VOK+1: 89 mandater

Der er vist kun epinion 11/4, der viser et VOK-flertal.

Egentlig burde medierne dække den slags ting, så man ikke selv skulle sidde og regne efter. Endda på valgaftenen i 2011 skulle man selv sidde og regne efter mht. om K og I fik betydning for flertalsmulighederne. Der blev i medierne kun regnet på, hvem der blev statsminister.

Lukket for kommentarer.