Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Skattelæksag smuldrer fra begyndelsen

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 29, 2012

Comments icon

44 kommentarer

I går kunne verden høre Ekstra Bladets Jan Kjærgaard fortælle om sit kreative samarbejde med skatteminister Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor Peter Arnfeldt. I dag fik vi så Peter Arnfeldts forklaring.

Og man kan allerede konkludere flere ting:

Kjærgaards forklaring om, at Arnfeldt ville lække Thornings mands skatteafgørelse kan ikke understøttes af andet end hans noter og hukommelse. Men de  kan ikke bruges som beviser, som bl.a. juraprofessor Eva Smith har vurderet.

Peter Arnfeldt har afvist alt, og intet vi har hørt i dag understøtter anklagerne om, at han skulle have lækket noget til Ekstra Bladet eller BT. Der er en masse telefonsamtaler, hvis varighed kan dokumenteres, men indholdet af samtalerne er  parterne uenige om.   Det er muligt, at  Arnfeldts afvisninger ikke er voldsomt troværdige hele vejen igennem, men det ændrer bare ikke ved konklusionen.

Summa summarum: Der er ingen beviser. Ergo kan kommissionen '“ på det foreliggende grundlag '“ kun konkludere, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale mod Arnfeldt.   Juridisk set, ser det ikke ud til, at der er noget at komme efter, hvorfor i hvert fald lækagesagen smuldrer.

Renser det  så Arnfeldt i offentlighedens øjne? Næh ikke helt. For et eller andet er der jo foregået mellem Kjærgaard og Arnfeldt.  Det er dog uklart, om der er sket noget decideret ulovligt. Og det sætter Arnfeldt '“ men også Kjærgaard '“ i et dunkelt lys. Men diverse julelege om en skattekonto, der måske/måske ikke har noget at gøre med Thornings-parrets skattebetaling er trods alt ikke ulovligt. Det er dog nok de færreste vælgere, der forstår, hvorfor en skatteyderbetalt særlig rådgiver bruger sin tid på den slags.

Så Arnfeldt går fri i lækagesagen medmindre, at BT (eller en anden kilde) pludselig dukker op og kan bevise, at Arnfeldt stod bag denne læk. Sandsynligheden for at det sker, vurderer jeg som uendelig lille.

Så efter de to første dage, kan vi gøre scoren op:

Taberne: Ekstra Bladet med Jan Kjærgaard og Poul Madsen, Politiken og Bo Lidegaard, Niels Krause-Kjær og alle de øvrige kommentatorer, der før sagen begyndte, vurderede, at sagen ville få store konsekvenser.

Vindere: Umiddelbart kun Peter Arnfeldt, der i udgangspunktet var udråbt som superskurk. Eller 'lejemorder', som DRs Aftenshowet sammen med Niels Krause-Kjær i mandags meget smagfuldt betegnede ham, da man udlagde teksten forud for afhøringerne.


Borgerligt finansudspil

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 28, 2012

Comments icon

15 kommentarer

Vi fik en rød regering sidste år i  september. Alle ved det, men ingen kan se det. Det kunne ikke ses af skattereformen, og det kan slet ikke ses af finansminister Bjarne Corydons finansudspil, som lemper de offentlige udgifter med 0,1 pct. næste år.   Det er det laveste i mands minde. Selv Liberal Alliance kan ikke få hænderne ned.

Det er dermed endnu et opgør med den tankegang, som man ellers kunne finde i rød blok og særligt på venstrefløjen om, at der findes en særlig vej til sunde offentlige finanser gennem gaver til folk på overførselsindkomster, øgede offentlige udgifter og skærpet beskatning af de rige og flittige. Det er muligt disse forestillinger lever, men man genfinder dem ikke i dette års finanslov.

Hvis man er venlig mod regeringen, så er der tale om en på alle måder ansvarlig finanslov, hvor der også er rigeligt plads til at dele lidt milde gaver ud til Enhedslisten.

Hvis man er knapt så venlig, så må man konstatere at regeringen har solgt sin sjæl til embedsværket i Finansministeriet, og er på vild flugt fra sin egen ideologi '“ keynesianismen og/eller socialismen '“ og selve idéen om at lempelser i de offentlige udgifter vil skabe vækst, velstand og beskæftigelse. Der er stort set ingen finanspolitiske lempelser. Der er således ingen kickstart. (Til gengæld vil SF-skatteministeren hæve bundskatten, og SFs politiske ordfører, mener ikke '“ som venstrefløjens husøkonom J.M.  Keynes ellers  anbefaler '“ at der er behov for store budgetunderskud for at sætte gang i væksten. Næh når der er smalhals, så er der smalhals. Jeg gad vide, hvad det næste bliver, som SF ikke længere mener?

Finanslovsudspillet er en samlet understregning af de radikales mantra '“ og knæsat i regeringsgrundlaget '“ om at udgangspunktet for regeringens økonomiske politik er en videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik. Det nærmeste man i dansk politik p.t. kommer på de hellige stentavler.

De borgerlige kan dårligt få hænderne ned, men skal selvfølgelig kritisere finanslovsforslaget for dens manglende vækstinitiativer. Men sagligt set burde VKO og måske endda LA kunne lave en finanslov på en formiddag med det, der foreligger.

Problemet er dog, at SF ikke kan holde til, at der indgås en aftale udenom Enhedslisten. SFs troværdighed står og falder med, at der kommer massive indrømmelser til de arbejdsløse mv.

De borgerlige bør gøre hvad de kan for at blive i rummet så længe som muligt. Det vil de radikale naturligvis gerne have, da det lægger pres på Enhedslisten om at begrænse sig til realistiske krav, som regeringen kan honorere.

Det er der al mulig grund til at tro, for Enhedslistens topforhandlere med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen har bundet deres troværdighed op på, at de kan levere resultater, der kan overbevise et flertal i baglandet om, at Liste Ø gør en forskel. Et sammenbrud i finanslovsforhandlingerne vil '“ ud over at føre til regeringens fald – også medføre et sammenbrud for hele Enhedslistens strategi om reel politisk indflydelse. Valget står mellem 'Johanne eller kaos' så at sige. Så øvelsen for regeringen er, at give Enhedslisten nøjagtigt det kort, som 'Johanne eller Kaos'-fløjen kan spille overfor 'Kaos ja tak'-fløjen i partiets hovedbestyrelse  sådan, at de falder til patten og giver grønt lys for et ja til finansloven.

SF'erne håber sikkert (noget naivt) på, at de kan høste gevinsterne ved at finansloven bliver noget mere rød med Enhedslisten, men det kan de godt glemme. Det er Enhedslisten, der får æren, mens SF  beholder ministerbilerne og udsigten til at blive halveret ved kommunalvalget og folketingsvalget.

Regeringen venter åbenbart på, at noget (et opsving) vil vise sig, og man forsøger at fremmane vækstprognoser, som ingen af de andre økonomer kan få øje på. Samtidigt med stiger ledigheden, og ingen ved deres fulde fem, tror på, at denne regering '“ ud over at være upopulær og som kom til med løfter om vækst og beskæftigelse '“ kan overleve et valg uden, at disse nøgletal har rettet sig. Det bliver næppe i 2013, men man har jo 2014 og halvdelen af 2015 til at håbe på et boom i verdensøkonomien.

Og hvad skal man gøre, hvis  miraklet udebliver? Sætte damp på kedlerne og øge de offentlige udgifter? Det vil bryde med de radikales økonomiske idéer og regeringsgrundlaget. Man kan selvfølgelig gøre som de borgerlige foreslår  og give skattelettelser til erhvervslivet? Det vil gøre endnu mere ondt på SF end det gør i forvejen, at skulle lægge stemmer til fx nedsættelse af selskabsskatten. SF har  også travlt med at jage virksomhederne ud af landet med Ida Aukens miljøregulering.

Men lad os glæde os over den ansvarlige økonomiske politik. Det er godt for Danmark, selvom den næppe øger regeringens genvalgschancer.


Store Badedag

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 25, 2012

Comments icon

68 kommentarer

Skattekommissionen, der skal undersøge hele forløbet om lækagen af og mulige forsøg på magtfordrejning eller påvirkning af Helle Thorning-Schmidts mands skattesag,  begynder på tirsdag sine første afhøringer.

Hele det politiske Danmark holder vejret for at se om der vil vise sig beviser på om tidl. skatteminister Troels Lund Poulsen, hans daværende spindoktor Peter Arnfeldt eller tidl. departementschef Peter Loft på en eller anden måde kan tilskrives et eller andet juridisk ansvar, der evt. kan munde ud i straffesager eller for Troels Lund Poulsens vedkommende en rigsretssag.

Helt overordnet tegner det til at blive en fuser. Der eksisterer næppe krystalklare beviser for, at Lund Poulsen har forsøgt at påvirke sagen. Hvis nogen i SKAT lå inde med beviser i den retning ville de vel være kommet for en dag for længst. Man skal næppe heller regne med, at BT i retten udpeger deres kilder til de hemmelige, men lækkede papirer.   Så kan man selvfølgelig i teorien forestille sig, at Peter Loft overfor alverden bekendtgør, at han lå under for et pres fra politisk hold (Regeringen, Troels Lund og Lars Løkke Rasmussen), hvor ved han så sætter en tyk streg under, at han ikke var sin opgave voksen. Men hvor sandsynligt er det i grunden?

Så kunne man jo '“ igen i teorien – forestille sig at Peter Arnfeldt pludselig bekendtgør overfor kommissionen, at  det var ham, der  lækkede papirer efter ordre fra Troels Lund eller Lars Løkke Rasmussen. Det sker næppe, da det jo bare vil skade ham selv.

Sandsynligheden taler derfor for, at skattekommissionens arbejde  løber ud i ingenting.

Vælgerne har formentlig også taget stilling for længst. Der er dem, der mener, at Helle Thorning-Schmidt og hendes mand har været udsat for et politisk attentat fra Venstre, og at dele af pressen er medskyldige. Den holdning genfinder man også hos enkelte kommentatorer.

Andre vælgere mener, at statsministeren '“ ud over at have erkendt at være utroligt sjusket med sine private skatteforhold, selv bærer skylden for at have næret mediernes og andres mistanke om, at hun har snydt i skat.   Nogle er fortsat overbevist om, at parret bevidst har skattetænkt, for at slippe billigere i skat.

Og oveni alt dette kommer hele historien om Thornings mands påståede homoseksualitet. En historie, der tilsyneladende alene stammer fra hendes egen skatterevisor Frode Holm på et tidspunkt, hvor han overfor skattemyndighederne gør disse private forhold gældende overfor SKAT, før at  sagen er afgjort.

For dem, der for længst har besluttet sig for, at Venstrefolkene sammen med flere medier er skurkene i sagen, så er det nok svært at fordøje, ja acceptere, det nu fastslåede faktum, at ophavsmanden til 'rygterne' er Thornings skatterådgiver '“ en jurist '“ der tilsyneladende har præsenteret disse forhold som de rene kendsgerninger overfor SKAT, som det fremgår af det notat, man kan læse i Politiken i dag.  Samtidig gør benævnte avis  (og sikkert også andre dele af pressen)  store krumspring mht. retfærdiggøre dels sin beslutning om at  beskrive disse forhold, da de på den ene side har et behov for at  redegøre en sag bedst muligt overfor læserne, men på den anden side  tordner mod  at absolut private forhold hos en toppolitiker nu er kommet til offentlighedens kendskab.

Det siger sig selv, at det er ubehageligt, at politikernes private forhold skal udstilles i medierne. Navnlig når de både er forkerte og tilsyneladende irrelevante for sagen. Men det kan jo dårligt være anderledes, når det er Thornings egen rådgiver, der bringer disse forhold på banen som argument for, at hendes mand skal slippe for at betale skat i Danmark. Nu viser det sig (sådan ser det ud), at det er uden betydning for sagen, men det vidste man jo ikke i begyndelsen.

Det er en besynderlig sag. Den opstod, fordi en noget naiv, må man forstå Helle Thorning-Schmidt, der havde været statsministerkandidat i årevis, ikke for længst havde fået styr på sine skatteforhold. Da så aviserne begyndte at grave i parrets skatteforhold og stille spørgsmål, da blev der rejst en sag hos SKAT, hvor under parrets skatterådgiver begynder at inddrage (forkerte tilsyneladende) aspekter vedr. deres private forhold som argument. Da dele af skatteafgørelsen så siden blev forsøgt at holde skjult af parret, så forsøgte nogle (og her gætter mange på nogen i Venstre) at lække disse oplysninger til pressen, for at få oplyst sagen.

Det er selvfølgelig skandaløst, at SKAT ikke kan holde tæt  med private forhold, som borgerne er tvunget til at oplyse for at få en ordentlig sagsbehandling. Det er også en åbenlys kæmpeskandale, hvis ministre, deres rådgivere og/eller centrale administration bruger deres magt til at kaste smuds på deres modstandere. Og det er vildt skadeligt for både folkestyret og dets omdømme. Ikke bare i Danmark, men også når det gælder vort ellers pæne ry i udlandet. En gang synes vi vel, at vi var bedre end alle de andre. Det kan vi vel dårligt hævde længere? Det er sådan set allerede konklusionen, uanset at denne sag måtte finde nogen skyldige eller ej.

Helle Thorning-Schmidt '“ og ikke mindst hendes skatterådgiver –  har dog deres del af skylden for, at hele sagen i det hele taget er opstået, og hvorfor vælgerne pludselig skal forholde sig til forkerte oplysninger om hendes mands seksuelle observans. Lige den del af balladen, bærer nemlig ingen andre end Frode Holm hovedansvaret for.

Det er i øvrigt underligt, at der er gået hele to år fra Frode Holm overfor SKAT gjorde disse private forhold om Thornings mand, Stephen Kinnock gældende, men at det først er nu, at det kommer frem, at parret er uenige i hans fremstilling. Hvor har den mand dog fået disse oplysninger fra? Parret siger, at de aldrig har diskuteret det med ham, men er disse oplysninger om Kinnock så opstået ud af det blå? Enten lyver parret, eller også er Frode Holm jo ikke vel forvaret. Der kan ikke være andre muligheder. Og kan det virkelig passe, at parret ikke har haft den fjerneste anelse om, hvor fra disse forkerte oplysninger om Kinnock, der har cirkuleret mere end i et år på Christiansborg og omegn, oprindeligt  stammer fra parrets egen rådgiver Frode Holm?

Det er jo helt ude i skoven.

Man forstår, at Frode Holm ikke længere er skatterådgiver for Thorning. Ham, der gav hende det råd burde gå samme vej. Og inden længe, forudser jeg, at den rådgiverbutik, hvor Frode Holm til dagligt er direktør, fritstiller ham.   Selv siger Holm, at han er blevet “misforstået”. Hvad er der egentlig at misforstå? Enten  har han  gjort disse forhold gældende overfor SKAT eller også  har han vel ikke? SKATs notat virker meget klart på det punkt.

Grunden til, at Thorning nu offentliggør de sidste skjulte oplysninger og (endnu engang) kommenterer oplysninger om hendes mand, bunder naturligvis alene i, at hun intet valg havde. De ville komme frem alligevel i løbet af Skattekommissionens afhøringer. Vil det ændre så meget? Formentlig ikke. Nu er katten ude, og nu spekuleres der og bliver snakket i krogene og på Facebook om sagens enkeltheder. De fleste vælgere er formentlig allerede dødtrætte af sagen, har gjort deres holdning op for længst og bruger deres tid på andre ting. Imens kaster det (officielt) meget forargede Christiansborg sig ind i sagen (medier, politikere og kommentatorer) og vil tage bad i sagens enkeltheder i håb om at retfærdigheden vil ske fyldest.

Jeg tror dog mange bliver skuffede, når vi når i mål om et par år. Men pyt!  Imens har pressen  undervejs haft sin fest. (Selv om de – det siger jo sig selv – naturligvis ikke vil  være ved det!)

Bottom border