Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

LA gik med i “knaldrødt budgetforlig” i København

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 26, 2012

Comments icon

5 kommentarer

De venstreorienterede partier på Københavns Rådhus  har udskreget budgetforliget, der for nyligt blev indgået mellem Ø, SF, S og  de radikale,  som 'knaldrødt'. Det kan dog ikke ses umiddelbart på indtægtssiden, da hverken skatteprocent, grundskyld eller nogle af de andre afgifter ændres i op ad gående retning. Faktisk har Liberal Alliance fået et par små indrømmelser, så enkelte afgifter falder. Men ser man på prioriteringen af udgifterne, så giver det bestemt mere mening at tale om et knaldrødt forlig.

Det og meget andet kan man læse i min allersidste klumme om livets gang på Københavns Rådhus. Jeg stopper nu efter fem års  tro tjeneste  med at skrive denne klumme for den gode lokalavis Bryggebladet. I  stedet vil jeg at hellige mig  hvervet som blogger om dansk politik her på sitet og som vært på debatprogrammet “Cordua & Steno” på Radio24Syv.


Thorning trak yderligere veksler på sin troværdighed

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 24, 2012

Comments icon

20 kommentarer

Weekendens S-kongres i Aalborg  er overstået. Og billedet af en regering i splid med sig selv, står stadigvæk tindrende klart. Baglandene i S og SF klager højlydt over regeringens økonomiske politik, som de radikale diktererer.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt forsøgte  klogt bl.a. at forklare sin regerings politik med henvisning til den simple kendsgerning, at der ikke er nogen penge i kassen til at forlænge dagpengeperioden. Der er i øvrigt heller ikke noget flertal til at gennemføre det.   Alligevel fik tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen gnidet ekstra salt i såret ved at foregøgle forsamlingen i Aalborg, at dagpengeperiodeforlængelse sagtens lod sig gøre formedelst en lille udskrivning på 70 millioner kr. Nyrup angreb den radikale leder, økonomi og indenrigsminister Margrete Vestager, men reelt var det et camoufleret angreb på hans egen statsminister, hvilket blev tydeligt for alle, da Thorning demonstrativt undlod at klappe af sin forgængers tale, mens hele salen stod op og applauderede.

Der er ikke noget som forhenværende formænd, der blander sig i og kritiserer efterfølgernes politiske beslutninger. Jeg gætter på, at Thorning indvendigt har kogt af raseri. For Nyrup kunne tydeligvis ikke modstå fristelsen for at bade sig i lidt i den popularitet, der aldrig rigtig blev ham til dels, da han selv var formand. Faktum er, at ingen var mere trætte af Nyrup end socialdemokraterne selv, og at Nyrup var den allersidste, der evnede at indse, at hans tid i toppolitik var forbi. Der gik et pinligt år, hvor Nyrup selv var i granatchok over at have mistet magten og turede rundt med en rød bog med gode ideer, som ingen gad skrive i,  indtil  mere realistiske kræfter til sidst kuppede ham væk fra formandsposten til fordel for Mogens Lykketoft.

Nu giver Nyrup '“ manden, der skar dagpengeperioden ned fra syv til fire år '“ gode råd til sin forgænger. Og det foregår  tilsyneladende i den samme belærende 'far fortæller' stil, som danskerne var blevet meget trætte af i 2001, da VKO kom til magten.  Men tak til Nyrup for at udstille overfor alle, at Socialdemokraterne ikke har anden politik end at fortsætte reformkursen, som Venstres  forhenværende statsminister  Lars Løkke Rasmussen udstak sidste år.

Iagttagere bemærker samstemmende, at Thorning leverede varen og fik opbakning på kongressen.  Hvis det modsatte havde været tilfældet,   så var  regeringens politik blevet underkendt af de organiserede socialdemokrater. Det scenarie er komplet urealistisk, men endnu har ingen rapporteret om den store begejstring i Aalborg. Sosserne har selvsagt svært ved at  få hænderne op  i jubel midt i en krisetid, hvor velfærdstaten står overfor at blive trimmet. Frustrerede tillidsfolk gik igen og igen på talerstolen og jamrede sig over dagpengereformen. Og det er fuldt forståeligt, for det er simpelthen partiets raison d’etre at udbygge velfærdsstaten '“ ikke at beskære den. Derfor må der også komme en dag inden næste folketingsvalg, hvor Socialdemokraterne igen begynder at dele velfærdsgaver ud. For hvordan skal man ellers kunne mobilisere tillidsfolk til at gå ud og overbevise vælgere?

Thorning brugte også sin taletid på at tordne løs mod de borgerlige. Det er selvsagt en god måde at skabe samling i partiet.   Og det gjorde hun ved i sin tale at afvige fra manuskriptets mere forsigtige vendinger til at stramme sin retorik til det yderste, ved at påstå at 'de borgerlige' (uspecificeret hvem) 'uden at blinke får lyst til at brække sig over de fattige'. Det er, der ingen borgerlige, der har sagt, og det er vist de færreste, der kunne drømme om at sige det. Der er heller ingen 'borgerlige', der har blandet sig i, hvor mange børn kontanthjælpsmodtagere må få. Det ville også være i lodret strid med de borgerlige frihedsrettigheder. Så det er også usandt. Thorning trækker således yderligere store veksler på sin troværdighed hos vælgerne, og det skal hun nok passe på med henset til at regeringen er langt bagud i meningsmålingerne. Det er i øvrigt også ret uværdigt, men hun lod sig vel '“ ligesom det senere på kongressen skete for Nyrup '“ rive med og hungrede efter endelig at få lidt anerkendelse fra salen.

De borgerliges strateger bør nok gemme billederne fra Thornings tale og udtænke en kreativ måde, hvor man med dem under den kommende valgkamp kan udstille Thornings troværdighed overfor vælgerne.

Nu er Thorning tilbage til hverdagen. Og den består stadigvæk af strammere dagpengeregler, formandsvalgkamp i SF, nulvækst, manglende jobskabelse og elendige meningsmålinger og ikke mindst hendes egen stadigt dybere troværdighedskrise  i befolkningen. Om lidt holder Thorning endnu en åbningstale, og den vil ikke ændre noget afgørende ved ovenstående kendsgerninger.


Endnu en kindhest til SF-toppen

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 21, 2012

Comments icon

18 kommentarer

Krisen i SF tager åbenbart til i styrke dag for dag. I dag kan Politiken præsentere en måling, der viser, at SFs vælgere med 43 pct. bakker massivt op om udfordreren Annette Vilhelmsens kandidatur, mens SF-toppens kandidat sundhedsminister Astrid Krag må nøjes med 21 pct.

Det er så syngende en lussing til SF-toppen med Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen i spidsen, at deres kinder må stå og vibrere endnu. Ydmygelsen er total. For hvordan er det lige, at Astrid Krag får overbevist de sikkert mange løse stemmer blandt SFs 16.000 medlemmer, der afgør formandsvalget ved en urafstemning, at det er hende, der kan føre partiet til fornyet vælgerfremgang? Vilhelmsens folk kan hive målingen frem på alle vælgermøder og mand og mand imellem og bruge den som det ultimative argument for at støtte hende.

Det eneste rigtige kort, som Krags folk kan spille er at vedblive med at så tvivl om, hvorvidt en stemme på Vilhelmsen er en stemme på SFs udtræden af regeringen. Indtil videre er Vilhelmsen og hendes støtter ikke gået i den fælde ved at antyde et eller andet, der går i den retning, og de gør det formentlig ikke inden urafstemningen.

Samlet set giver det Vilhelmsen en hel del momentum, men der er nok ingen, der rigtig ved, hvordan stemningen præcist er blandt SFs medlemmer. Men hvis et pænt flertal blandt både tillidsfolk og vælgere i meningsmålinger synes, at Vilhelmsen er deres nye formand og hun i øvrigt bakkes op af halvdelen af folketingsgruppen, så angiver det vel et meget godt retningen for, hvordan medlemmerne ser på sagen? Med andre ord: Hvis ikke Astrid Krag sætter ind med en kampagne, der langt mere overbevisende end hidtil  sætter Vilhelmsen til vægs, så ender  sundhedsministeren med stor sikkerhed at tabe kampvalget.

Indtil videre er det nok at konstatere, at en indholdsløs kronik fuld af floskler og i medierne drypvis annonceret opbakning fra allerede for længst identificerede støtter næppe rykker det store.

Det vi ikke kan se, det er, hvordan SF-apparatet i det skjulte må formodes at massere SF-baglandet til at støtte Krag. Men også det har sine begrænsninger. Enkelte af Krags støtter har allerede i interne debatter på Facebook været alt for brutale i deres agitation, og det er SF'ernes gemyt slet ikke til.

Så hvad har Krag i ærmet? Noget helt nyt og banebrydende politik som vil få masserne til at springe op og juble?   Og findes der virkelig en politisk bane, som Krag kan spille på, som hun har helt for sig selv? Formodentlig ikke. Vilhelmsen kan altid både omfavne og trumfe Krag, hvis hun begiver sig ud på den tvivlsomme vej at udstede vage løfter, som hun i øvrigt også får svært ved at indfri. Ikke mindst hvis det er noget, der måtte koste penge.

Krag sidder i saksen, og det er svært at se, hvordan hun kommer fri. Mon ikke Villy Søvndal snart må på banen og hjælpe hendes kampagne i gang igen med fare for, at  partiet så eksploderer på grund af toppen (nu igen) blander sig i “den hellige demokratiske proces”?

Peter Mogensen har ret: Det har været en fantastisk uge i SF, og den gode nyhed er, at de næste uger bliver langt – langt – bedre!

God weekend!

Bottom border