SF skal i kampvalg. Det står klart efter, at det fynske folketingsmedlem Annette Vilhelmsen melder sig som modkandidat mod ledelsens foretrukne kandidat og storfavorit Astrid Krag. Ingen regner med, at Vilhelmsen kan vinde, men der spekuleres i, om hun kan samle op til 30-40 pct. af stemmerne i den urafstemning, der, medmindre at flere kandidater når at melde sig, skal finde sted blandt SFs medlemmer. Og det er netop det, at der er tale om en urafstemning blandt ca. 15.000 medlemmer, der gør, at det måske alliegvel kan blive lidt spændende. For normalt er der godt styr på de delegerede i partierne, men sådan er det ikke helt, når det drejer sig om medlemmerne, der i alle partier regnes for at være mindre regerlige end tillidsfolkene.
SF er basalt set et protestparti, der i løbet af ganske få år, med held er forsøgt at blive drejet i retning af at blive et etableret magtparti. Det er som bekendt ikke alle, der bifalder udviklingen, men nu få vi at se, hvor mange af de gamle 'fodformede typer' med bondeskjorter, sandaler, skæg og sygekassebriller, der er tilbage eller om Thor Möger-fløjens mere strømlinede typer med jakke (og i blandt sågar slips) helt har fået overtaget. Reelt bliver kampvalget også en afstemning om, hvorvidt SF skal fortsætte i regeringen eller ej.
For hvad ville der ske, hvis Vilhelmsen vandt? Det kan kun læses som en underkendelse af Villy Søvndal og Thor Mögers linje og vel også ses som et rungende nej til det regeringsgrundlag, SF-toppen forhandlede på plads i Det Sorte Tårn på Amager for 1 år siden.
Hos Vilhelmsen-tilhængerne vil man sikkert fremhæve modkandidatens erfaring. Den er dog ikke imponerende set i forhold til Astrid Krags. Sidstnævnte har faktisk siddet i Folketinget i fire år mere end Annette Vilhelmsen. En byrådskarriere i Kerteminde er '“ med al respekt '“ ikke frygtindgydende stor politisk erfaring. Og Vilhelmsen er som 52-årig ikke en leder for de næste 10 år, som SF dermed vælger men måske snarere en leder for de næste 5-6 år. Med andre ord forekommer hun mere at være en overgangsfigur.
Det mest realistiske scenarie er nok en kampafstemning, hvor Krag vinder 70 pct. mod 30 pct. af stemmerne over Vilhelmsen. Det vil være en tilstrækkelig klar afgørelse til, at Krag kan kræve at den hidtidige linje bliver videreført. Alt under 30 pct. til Vilhelmsen vil være en stor sejr for Krag, mens alt over ligner en ydmygelse, der udstiller det nye formandskab og dets handlemuligheder i forhold til et kritisk og mere venstreorienteret bagland. Rædselsscenariet '“ hvis man ser bort fra, at det utænkelige skulle ske, at Krag går hen og taber '“ er en kneben sejr til Krag, hvor det står klart for alle, at hun i fremtiden må kæmpe med en stor intern opposition, og i øvrigt er låst i sine manøvremuligheder i forhold til regeringen. Det vil forstærke nedslidningsprocessen, som tydeligvis for alle allerede er godt i gang i SF, efter at Villy Søvndal ikke længere magter at være partiformand efter kun 11 måneder i regering. I sidste ende kan det tvinge SF til at gå i opposition.
Kan SF vinde på, at der nu kommer en kampafstemning? Det er ikke utænkeligt, hvis gemytterne bliver holdt i ro, og hvis der '“ ligesom i 2005 '“ bliver skabt en god intern stemning om denne demokratiske øvelse. Ryger proppen ført af flasken sådan at rundsavene og bagtaleriet kommer i sving, så kan det ende i en katastrofe, hvor regeringspartiet brænder helt sammen i intern ballade og frustration. Det er der selvfølgelig ingen SF'ere, der kan være interesseret i. Til gengæld kunne det blive en fest for partiets politiske modstandere og pressen. Men det bestemmer de jo helt selv. Alt hvad der bare kunne ligne takterne til et politisk værtshusslagsmål vil prompte få iagttagere til at finde både cola og popcorn frem for at følge slagets gang.
Spændingen består således om, hvor stor en margin som Krag vinder med, og hvor brutalt det hele bliver.