Helle Thorning-Schmidt er formentlig den mest udskældte statsminister kongeriget har haft i nyere tid. Der står ingen respekt om regeringslederen, og meningsmålingerne er i bund både, hvad angår opbakning til regeringspartierne, og når det gælder Thorning selv. Som Politiken beskrev i går, så er der tale om en ledelsesfri regering, hvor statsministeren ikke evner at skære igennem magtkampene mellem de radikales Margrethe Vestager og SFs Thor Möger Petersen, hvorfor der nu eksisterer permanent borgerkrig i S-SF-R-regeringen. Indtil videre har de radikale stort set vundet, men sådan som SF'erne er presset fra baglandet, så er det ingen given sag. Specielt ikke, fordi ingen rigtig regner Thornings vurderinger mht. økonomiske spørgsmål for noget. Hun ejer ingen autoritet. Og det kan man ikke laste hendes interne kritikere i regeringen for. For hvornår har Thorning sat en politisk dagsorden og vundet en politisk debat? Er det nogensinde sket i hendes karriere?
Kritikken af Thornings ledelse dukkede allerede op lige efter nytår. Ikke mindst efter række af katastrofale pressemøder (der kommer en god løsning i morgen!). Først skulle vi alle sammen lige se tiden an, og 'hun skulle da lige have en chance' lød det fra Thornings forsvarere, som i parentes bemærket bliver færre og færre. Selv Ekstra Bladet, der ellers offensivt støttede Thorning i valgkampen udkom i foråret med forsiden 'Hun duer ikke'. Men nu nærmer vi os ét-årsdagen for Tho ´rnings overtagelse af hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard nr. 11, og statsministerens popularitet når nu nye kælderniveauer. Det kan ikke engang Radio Tirana (Mandag Morgens) let gennemskuelige propaganda-analyser på side 26-27(eller deromkring) i Berlingskes Politiko ændre på. Også uanset hvor meget inspiration de får fra deres tidligere medarbejder Noa Redington til nye artikler.
Det patetiske 'kvindekort' om, at Thorning er udsat for massiv ondskab og fornedrelse fra alle de væmmelige mænd, som findes i dagspressen, kan snart heller ikke trækkes af venstrefløjen (som i øvrigt også er dødtrætte af Thorning). De kvindelige vælgere stempler også ud.
På Politiken håber de sikkert på, at Thorning kan få lidt sympati i den seneste saftige sag, som avisen '“ mod deres vilje forstår man '“ forleden smækkede på forsiden. Men for alle, der kan læse indad, så er historien om hendes mands seksuelle præferencer ene og alene frembragt ved hendes egen revisors mellemkomst. Kendsgerningen er, at det hverken er hendes politiske modstandere eller pressen, der har bragt den '“ tilsyneladende forkerte – historie frem i lyset. Det har hun udelukkende selv sammen med hendes egen håndplukkede revisor.
Snakken har i øvrigt længe gået om, hvem som skal efterfølge Thorning. Da fire top-sosser for et par uger siden offentliggjorde en kronik, der skulle beskrive det nye S-projekt, bemærkede bl.a. Hans Engell, at det nu stod klart, at Mette Frederiksen bliver den, som de forskellige S-fraktioner vil samles om, som ny leder, når den dag måtte komme, at Thorning går af – eller vælgerne smider hende på porten. Længe har spekulationer kørt om, at hvis ikke Socialdemokraterne fik fart i meningsmålingerne, så de minimum røg over 20 pct., så skifter man lederen '“ og dermed statsministeren ud '“ inden næste valg. Det kræver dog en værdig exit, så Thorning ikke taber alt for meget ansigt. En oplagt mulighed er, at udpege Thorning til ny dansk EU-kommissær, når kommissionen skal udskiftes i 2014. Herefter kunne Mette Frederiksen overtage statsministerposten og forsøge at sætte en ny kurs inden valget, der måske kan skabe fornyet respekt hos vælgerne om Socialdemokraterne. Hvis nogen stadigvæk mistænker Thorning for at brænde for et eller andet, så er det sikkert EU, og her vil hendes kompetencer sikkert kunne udnyttes bedre. Som tidligere statsminister er det endda muligt, at Danmark også vil forbedre chancerne for at få en tung kommissærpost.
Men der sidder stadigvæk et par fans her og der, som nu håber på, at Thorning får et comeback. Og hvordan skulle det så ske? Chancen kommer i forbindelse med S-kongressen om et par uger, og siden kommer åbningstalen. Bagtæppet er økonomiske nøgletal og ledighedstal, som er dræbende for enhver regering '“ og ikke mindst en socialdemokratisk regering, hvis eksistensberettigelse hos mange vælgere er resultater for jobskabelse her og nu. Mit gæt er, at der bliver fyldt godt op i floskelkanonen, Thorning smiler alt det, som hun har lært, afleverer det hele med sin særligt indlærte og let belærende staccato-facon, som hverken inspirerer eller overbeviser nogen. I salen vil snakken herefter gå om, hvordan i alverden de kan slippe af med Thorning, før at katastrofen indtræffer. Hvad har man at miste? Har man ikke snarere alt at vinde? For der er efterhånden ingen, der tror på, at regeringen kan overleve med Thorning ved roret.