Venstres formand Lars Løkke Rasmussen holdt lørdag sin 2. landsmødetale efter den borgerlige bloks nederlag ved folketingsvalget sidste år. Sidste år opstillede Løkke fem sigtelinjer for fremtiden uden dog at konkretisere dem alt for meget.
I år blev Løkke i sin tale på et enkelt punkt mere konkret. Det gælder retningen for skatteniveauet og den offentlige sektors vækst.
'Det kræver for det første, at vi erkender, at det er nødvendigt. At noget er vigtigere end noget andet. At det lige nu '“ og en årrække frem '“ er vigtigere at sætte skatten ned, sikre konkurrencekraft, sikre lønmodtagernes realløn selvom de skal holde igen på lønnen, skabe holdbar vækst '“ end at lade de offentlige udgifter stige.'
For otte år siden i 2003 skrev Søren Pind og hans flok af tesemagere, blandt dem Peter Christensen, følgende:
'Det er vigtigere, at skatten falder end at den offentlige sektor vokser'
Dette forslag og de ni andre “teser” blev banket ned under gulvbrædderne af V-toppen, og den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen truede endda på de indre linjer med, at han som yderste konsevens ville gå som formand, hvis de ti teser nogensinde blev Venstres politik. Og en provokeret og stærkt ophidset Claus Hjort Frederiksen kom for rullende kameraer på et landsmøde for nogle år siden i en anden sammenhæng til hidsigt at udtale, at “Søren Pind har jo taget fejl i syv år” hvilket næsten kun kunne være en henvisning til teserne.
Da Venstres næstformand Kristian Jensen og politisk ordfører Ellen Trane skrev en kronik i Berlingske i april i år, hvor de opfordrede til bl..a. nulvækst i det offentlige frem til 2020, så måtte de i huj og hast trække meldingen tilbage og lægge sig fast på Venstres officielle linje om 0,8 årlig pct. udgiftsstop i det offentlige. Nu 7 måneder efter må de to kronikskrivere glæde sig over, at det de i sin tid meldte ud, nu er Venstres officielle politik.
Med andre ord: Timing er alt i politik. Nogle gange kan politikeres udmeldinger være fornuftige nok, mens de andre gang er ufornuftige eller i hvert fald politisk utidige.
Og så kan man i øvrigt bemærke, at de konservative for længst har lagt sig på synspunktet om nulvækst i det offentlige. Dermed kan man så drilsk konstatere, at Venstre nu er rendt med endnu en konservativ mærkesag'¦
Under alle omstændigheder er Løkke med sin tale lykkedes med at lægge Venstre lige der, hvor man både tilfredsstiller mange af kritikerne i blå blok (blandt andet Liberal Alliance) og samtidig fremstå som inden for rækkevidde af et fremtidigt samarbejde med regeringen om reformer mv. For man har med følgende ord undgået at kravle helt op i træet:
'Betyder det, at Venstre garantere, at den offentlige sektor ikke bliver større? Nej, det er vores udgangspunkt, at vi en årrække frem ikke kan lade den vokse. At vi '“ hvis vi vil bruge flere penge et sted, må bruge tilsvarende færre penge et andet sted. Men det er ikke en garanti. Tiden er ikke til garantier. Det er en målsætning. Et ønske. En ambition. Og den kan vi blive nødt til at vige på. Af politiske grunde.'