Måned: november 2012

Så sad man ellers der til Venstres landsmøde og hyggede sig i godt selskab med god rødvin og dejlig mad. Men det blev pludselig forstyrret af journalister, der kunne melde om stor dramatik, i det MEP Jens Rohde var gerådet ud i store problemer med partiledelsen. Ã…rsagen var, at Rohde sammen med Europabevægelsens formand socialdemokraten  Erik Boel havde forfattet en kronik, som Berlingske bringer søndag og i den foreslår de to bl.a., at Danmark dropper sit eget forsvar og i stedet går sammen med andre lande på EU-plan. Under alle omstændigheder var synspunkterne for meget for stort set alle de andre politikere i Venstre, der tegner partiets EU-politik.

I går midt under Venstres aftenfest sad Rohde så sammen med bl.a. partisekretær Claus Richter og en række andre af Venstres øvrige EU-politikere i et lokale og forsøgte at rede trådene ud, mens journalisterne ventede udenfor på svar på de mange spørgsmål. Løsningen blev, at Venstre ca. kl. 22 udsendte en pressemeddelelse om at  man  droppede den planlagte 'kåring' af partiets EU-spidskandidat, der ellers skulle finde sted søndag formiddag på landsmødet.    Kort efter kunne et af partiets absolutte topfolk forklare de undrende journalister situationen med, at 'man da ikke kan vælge en EU-spidskandidat, når der er tvivl om, hvorvidt han står for Venstres EU-politik. Det siger da sig selv'. Lars Løkke Rasmussen  selv beskrives som edderspændt rasende og grænseløst irriteret over at være blevet bragt i denne situation.

Stand-upperen Carsten Bang var hyret ind til at sørge for underholdningen. Om han løste opgave gik nok kun op for de færreste, for halvdelen af salen sad undervejs og kiggede på deres smartphones for at følge med i dramaet.   Pressens folk gned sig i hænderne og smilede for første gang stort på landsmødet. Endelig kom der gang i festen. Nu var der da endelig noget drama at skrive hjem om. Og under resten af festen gik snakken i baren og krogene ellers kun om Rohde, og hvad manden dog tænkte på, da han skrev kronikken.

Her til morgen kunne man på News se en stadigt rystet Rohde rode sig ud i underlige bortforklaringer på miseren, hvorfor han skød skylden på alt muligt. Først pointerede Rohde, at det  var lang tid siden, at han skrev kronikken (fem uger) (og at han  først havde sendt den til Politiken, der dog ikke ville trykke den…) Så var det ikke hans skyld, at Berlingske valgte at bringe den netop søndag.   Så skød han skylden på medkronikør Erik Boel, for at have skrevet noget i begges navne, som Rohde nu ikke længere mener. Og endelig trak Rohde det sidste (nød)argument op af skuffen, ved at bedyre, at han kun har skrevet et “debatoplæg”, og at han ikke hævder, at dette er Venstres politik. Så var alle helt klar over, at Rohde har lagt sig fladt ned.

Undervejs påkaldte Rohde sig desuden “Venstres DNA” og alle partiets koryfæer af store europæiske tænkere (eller noget i den retning) Uffe Ellemann-Jensen, Henning Christophersen (Der  på ingen måde  tilhører Rohdes fans!) og Anders Fogh (som mente noget helt andet om EU end de to førstnævnte) i sit forsvar for at have skrevet kronikken.   Det var en sjældent set pinlig og usammenhængende forklaring.

Man må konstatere, at Rohde er lykkedes med at kapre landsmødet. Og det irriterer partiledelsen grænseløst, da det skygger for øvrige budskaber, som det ellers er svært nok for Venstre at få ud over rampen.

Personen Rohde har lidt endnu et prestigetab.   I forvejen regnes han både af iagttagere og venstrefolk for at være en løs kanon på dækket, beskrives som lunefuld og uberegnelig og ret vanskelig at samarbejde med. En omvandrende tidsindstillet bombe, hvor uret dog er gået i stykker.

Hans popularitet  i partiet vurderes  også, som for længst at have toppet. Ikke mindst i partiledelsen, hvor Rohdes spidskandidatur åbenbart er sat på 'hold' til næste år. Spørgsmålet er, om ikke Venstres top kigger efter et alternativ, der ikke i samme grad forstyrrer deres nattesøvn.

Men værst for Rohde er nok bare den kendsgerning, at han med sin amatøragtige optræden '“ og sin åbenlyst store problemer med at tøjle sit ego, nu er blevet til grin. Det er svært at forestille sig ham optræde på en ministerliste meget længe.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen holdt lørdag sin 2. landsmødetale efter den borgerlige bloks nederlag ved folketingsvalget sidste år. Sidste år opstillede Løkke fem sigtelinjer for fremtiden uden dog at konkretisere dem alt for meget.

I år blev Løkke i sin tale på et enkelt punkt mere konkret. Det gælder retningen for skatteniveauet og den offentlige sektors vækst.

'Det kræver for det første, at vi erkender, at det er nødvendigt. At noget er vigtigere end noget andet. At det lige nu '“ og en årrække frem '“ er vigtigere at sætte skatten ned, sikre konkurrencekraft, sikre lønmodtagernes realløn selvom de skal holde igen på lønnen, skabe holdbar vækst '“ end at lade de offentlige udgifter stige.'

For otte år siden i 2003 skrev Søren Pind og hans flok af tesemagere, blandt dem Peter Christensen, følgende:

'Det er vigtigere, at skatten falder end at den offentlige sektor vokser'

Dette forslag og de ni andre “teser” blev banket ned under gulvbrædderne af V-toppen, og den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen truede endda på de indre linjer med, at han  som yderste konsevens ville gå som formand, hvis de ti teser  nogensinde blev Venstres politik.   Og en provokeret og stærkt ophidset Claus Hjort Frederiksen  kom for rullende kameraer  på et landsmøde for nogle år siden i en anden sammenhæng til  hidsigt at udtale, at  “Søren Pind har jo  taget fejl i syv år” hvilket  næsten kun kunne være en henvisning til teserne.

Da Venstres næstformand Kristian Jensen og politisk ordfører Ellen Trane skrev en kronik i Berlingske i april i år, hvor de opfordrede til bl..a. nulvækst i det offentlige frem til 2020, så måtte de i huj og hast trække meldingen tilbage og lægge sig fast på Venstres officielle linje om 0,8 årlig pct. udgiftsstop i det offentlige. Nu 7 måneder efter må de  to kronikskrivere glæde sig over,  at det de  i sin tid meldte ud,  nu er Venstres officielle politik.

Med andre ord: Timing er alt i politik. Nogle gange kan politikeres udmeldinger være fornuftige nok, mens de andre gang er ufornuftige eller i hvert fald politisk utidige.

Og så kan man i øvrigt bemærke, at de konservative for længst har lagt sig på synspunktet om nulvækst i det offentlige. Dermed kan man så drilsk konstatere, at Venstre nu er rendt med endnu en konservativ mærkesag'¦

Under alle omstændigheder er Løkke med sin tale lykkedes med at lægge Venstre lige der, hvor man både tilfredsstiller mange af kritikerne i blå blok (blandt andet Liberal Alliance) og samtidig fremstå som  inden for rækkevidde af et fremtidigt samarbejde med regeringen om reformer mv. For man har med følgende ord undgået at kravle helt op i træet:

'Betyder det, at Venstre garantere, at den offentlige sektor ikke bliver større? Nej, det er vores udgangspunkt, at vi en årrække frem ikke kan lade den vokse. At vi '“ hvis vi vil bruge flere penge et sted, må bruge tilsvarende færre penge et andet sted. Men det er ikke en garanti. Tiden er ikke til garantier. Det er en målsætning. Et ønske. En ambition. Og den kan vi blive nødt til at vige på. Af politiske grunde.'

Når landets største oppositionsparti holder landsmøde i uldjydernes hovedstad er det med meningsmålingerne i ryggen. Men andre målinger viser, at Venstre brillerer på en billig baggrund. Det er utilfredsheden med især socialdemokraterne, der gør, at Lars Løkkes tropper i målingerne bliver belønnet af vælgerne.

Men nu er tiden åbenbart kommet til, at lidt af lurepasseriet skal lægges på hylden. Partiets leder vil iflg. de forlydender, som V-spindoktorerne har ladet sive til pressen, her kl. 14 lørdag levere en tale, som pudser profilen en del op. Spørgsmålet er så, hvor konkrete svarene, som Løkke vil diske op med, bliver. Formentlig vil det kunne tage brodden af kritikken af Løkkes 'usynlighed', som bl.a. Berlingske de seneste dage har eksileret i. Andre målinger tyder klart på, at vælgerbefolkningen er enig i blandt andet Socialdemokraternes  fortælling om, at Løkke er for meget en fedtspiller, og at Venstre driver den af i hængekøjen.

Det sidste argument er dog noget gennemhullet al den stund, at Enhedslisten '“ som ingen vel kan beskylde for at være under indflydelse af Venstres spindoktorer – bl.a. mener, at den eneste grund til at man hos Ø indgik en finanslovsaftale jo var, at Venstre var parat til at lave en aftale med regeringen.

Men hvad vil Løkke så sige? Det bliver efter, hvad der bliver sagt i krogene og sådan som kommentatorer ret enstemmigt udlægger sagen, noget der ligger i forlængelse af Claus Hjort Frederiksen (“tanker'- og endelig  IKKE PLAN!!!) fra forrige lørdag, hvor skattetrykket skal sænkes, den offentlige sektors vækst bremses og lønninger fastholdes, sådan at man på sigt får lavere skat og lavere lønninger. Alt sammen for at skabe flere jobs (Læs: forhindre udflytningen af danske arbejdspladser) som følge af en bedre konkurrenceevne.

Det er i øvrigt en analyse, som deles af stort set alle politikere på Christiansborg (blandt dem Ole Sohn) bortset fra Enhedslisten og dele af DF, SF, S og fagbevægelsen. Produktivitetskommissionen som regeringen har nedsat vil til sin tid nå frem til de samme konklusioner, og til den tid vil regeringen også nå frem til nogenlunde samme resultat selv om, at Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke og LO-boss Harald Børsting anklager Hjort for at føre krig mod danskerne.

Heunicke, som ikke selv kommer med nogle klare svar, vil nok komme til at æde sine ord på et senere tidspunkt, mens Børsting ikke rigtig har andre muligheder end at mene, det han gør. For hvorfor skulle hans medlemmer, som i øvrigt i forvejen siver fra LO-fagbevægelsen, dog fortsat være medlem af en fagforening, der ikke kan eller vil forhandle højere løn? Det giver ingen mening.

Hvis Venstre siger det, som alle om et par år mener, bliver officiel politik, så vil partiet kunne bryste sig af at have sagt 'sandheden' frem for at foregøgle vælgerne (som Enhedslisten og dele af regeringspartierne gør), at der findes en anden smertefri vej ud af krisen. (Det samme kan Liberal Alliance og til dels også de konservative). På den måde kan Venstre holde liv i den opfattelse, som mange midtervælgerne har af Helle Thorning-Schmidt, som 'løftebryderen' man ikke kan have tillid til.

Med andre ord: Det er muligt at midtervælgernes begejstring for Løkke er til at overse, men hans troværdighed er betydeligt større end Thornings. Der er råd til at sige ting, der ikke populært at høre, men som på den lange bane er mere troværdigt. Altså lidt den samme strategi, som Løkke forfulgte med held, da han i en nytårtale for snart to år siden blæste til kamp for afskaffelsen af efterlønnen. Den endte som bekendt  med en efterlønsreform  '“  som en rød regering stemte for  '“ selvom at statsministerpartiet ellers før valget var lodret imod.