Kategorier

Den kyniske liberalismes menneskesyn. Fuglede om Trump er i lommen på russerne?, Østrig kræver ny EU-asylpolitik, kan tonen i udlændingepolitik føre til politisk vold?, og Ruslands nyeste missilopstilling og cyberkrig i Cordua & Steno

'Noget af det værste ved den mest kyniske liberalismes menneskesyn er, at det decideret afstumpede individ hyldes igen og igen.' Og: 'Når erhvervslivet averterer efter liberalismens bødler, så er det det, man skal bruge: Folk, der kan eksekvere umenneskelige handlinger '“ men uden at vise menneskelige følelser.' Sådan skrev den erklærede konservative forfatter Kristian Ditlev Jensen forleden i Berlingske om liberalismen. Er det en rimelig fremstilling af liberalismens menneskesyn? Og hvad kan konservatismen og liberalismen egentlig være enig om? Vi spørger den konservative folketingskandidat m.m. Nikolaj Bøgh og Otto Brøns-Petersen, som til daglig er analysechef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos.

Har Trump konspireret med Putin i mere end fem år? Har russerne en klemme på USA’s kommende præsident med diverse eskapader og har de konspireret med Trump længe? Det hævder ubekræftede oplysninger, som igen har sat sindene i kog omkring den stærkt kontroversielle Trump. USA-ekspert Mads Fuglede fra 'Kampagnesporet' kommer i studiet og hjælper os med at rede trådene ud.

Den østrigske regering, der ledes af en socialdemokrat, foreslår nu en årlig kvote for asylansøgere til EU, og et stop for asylbehandling på europæisk jord. Regeringen søger tilsyneladende en konfrontation med EU-Kommissionen om dette spørgsmål. Samtidig opfordrer regeringen EU til at afbryde optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet i kølvandet på den politiske udvikling i landet. Vi taler med journalist Flemming Emil Hansen, der er med på en telefon fra Wien.

En rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) advarer ifølge Information om, at den skærpede tone i udlændingedebatten, og det at debatten nu fremstilles som afgørende for samfundets overlevelse, kan inspirere enkeltpersoner til at gribe til vold.
– Som udgangspunkt er det selvfølgelig sundt for et demokratisk samfund, at alle holdninger – til et vist punkt – kommer til udtryk, siger Jakob Peter Witt, cand. soc. og forfatter til rapporten 'Når udlændingedebatten bliver sikkerhedspolitisk'. 'Men jo mere udlændingedebatten bliver gjort til en trussel – og en eksistentiel trussel – jo mere kan man drage en parallel til islamistisk terror. Når noget bliver en eksistentiel trussel, bliver det nemmere for enkeltpersoner at tage det som en opfordring til at bekæmpe denne trussel'.
Vi får Jakob Peter Witt til at uddybe sagen.

Russerne opstiller nu de såkaldte 'Iskander'-missiler ved Kaliningrad-enklaven, hvilket ses som et sikkert tegn på Ruslands oprustning og en øget trussel mod Vesten. Men er det en rimelig analyse, og hvad bliver Natos reaktion? Samtidig raser debatten om russisk cyberkrigsførsel både i forhold til USA, men også i forhold til andre lande blandt andet Danmark, hvor FE hævder at 'fremmede magter' i stigende grad forsøger at hacke sig ind i centrale dele af vores infrastruktur mv. Det taler vi om med forsker Henrik Breitenbauch, der er leder af center for militære studier ved Københavns Universitet.

Vi skal også have uddelt Ugens Fidusbamse. Skriv endelig med forslag og kommentarer til programmet via Cordua & Stenos Facebookside.

Hør 1. time med debat med Nikolaj Bøgh og Otto Brøns-Petersen samt samtale om Trump med Mads Fuglede her

Hør 2. time med bl.a. Henrik Breitenbauch om sikkerhedspolitik ift. Rusland her

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006.
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128