Vi var mange daværende V-kampagnefrivillige, der hin novembervalgaften 2001 var ellevilde over de nye tider, der nu skulle komme med Fogh og Co. efter ni år med Nyrup. Noget skete : Der blev gennemført stramninger i indvandrerlovgivningen, givet penge til sygehuse og så blev der indført et (Thank God!) stadigt gældende skatte- og afgiftstop. Alt sammen noget de fleste vil betragte som traditionel borgerlig politik.
Den egentlige liberale politik med mere afbureaukratisering og større personlig frihed, ansvar osv. har siden valgsejren kun fået en stedmoderlig behandling: Den luftes til nøds kun i landsmødernes (læs: klappekage-kongressernes) skåltaler. Bare antydninger om skattesænkninger bliver i 2006 konsekvent af Venstres interne overskideballeudsteder Claus Hjort Frederiksen eller den forhåndenværende håndlanger '“udlagt som værende i modstrid med Venstres politik.
Venstre er derfor nu blevet parti, der ligesom socialdemokraterne forsvarer velfærdsstaten (eller “socialstaten” som Fogh kaldte den) og nødvendigheden i de høje skatter: Lighed for enhver pris er godt, det skal ikke nødvendigvis betale sig at arbejde, at betale max 50 pct. i skat er ALT for lidt osv.
I medierne i går fejrede Anders Fogh sit jubilæum som længst siddende V-statsminister. Ligesom alle andre politikere elsker Fogh at fejre sig selv, og så kan han og Claus Hjort glæde sig over at, medierne så ikke denne dag skriver så meget om regeringsministrenes åbenlyse metaltræthed og handlingslammelse. (En syge som jo så ofte rammer regeringer, der sidder for længe) Det er nemlig for længst blevet forbudt at mene noget særligt eller tage selvstændige initiativer i Fogh-regeringen. Ethvert initiativ der koster penge, ikke passer ind i Hjort/Foghs velfærdsstrategi eller giver dårlig presse er naturligvis bandlyst. Hvad er der så tilbage? Masser af varm luft!
Nu udfordres regeringen af S, der har adopteret skatte og indvandrerstoppet, og følger nu – ligesom VK selv gjorde i sin tid '“ en konsekvent strategi, hvor man overbyder regeringen på velfærdsområdet. Statskassen bugner nu, og så ligger det jo lige for at brænde det hele af på offentlig velfærd. Det leder tankerne hen på ordene fra fhv. minister Knud Enggaard (V) som i sin tid sagde, at det var med socialdemokraterne og skattekronerne som når man i Zoologisk Have smed bananer ind til aberne i buret: Hvad der er smidt ind, er tabt for evigt!
Hvad er regeringens træk? Denne blogger er ikke i tvivl. Der bliver fest i finansministeriet inden længe. Skal økonomien brænde sammen på grund af overophedning, så kan man ligeså godt gøre det ved at øge den offentlige velfærd frem for at lade pengene blive i skatteborgernes egne lommer. Thi det er der simpelthen flere vælgere i.
Come On, Helle!
Jeg har meget stor sympati for mennesket Helle Thorning-Schmidt. Hun forekommer mig at være mere ægte og oprigtig end Anders Fogh og uden tvivl et bedre menneske.
Helle er – som A4 dokumenterede – sådan en man har lyst til at invitere på en øl i modsætning til Anders Fogh. (Trust me – jeg har drukket (EEN) øl med Anders Fogh og han hader alt det sjove ved øldrikning: den folkelige værtshusstemning, brune paneler, vittighederne, almindelige mennesker og ikke mindst tobaksrøgen!).
Anders Fogh er med sin overkontrollerede facon og selviscenesættelse – med mine ord -selve indbegrebet af en “Mensch-Maschine”. På den anden side, så er det de færreste, der egentlig har noget imod, at landet styres af en kontrolfreak. De laver jo få fejl og så klumrer de trods alt ikke (alt) for meget rundt i det, ligesom forgængeren i embedet, der aldrig fattede, hvornår han var pinlig.
Anyway, det er ikke let at være Helle. Jeg er (og bliver) aldrig socialdemokrat, men jeg VILLE Så gerne tro på hende. Og jeg er overbevist om at midtersegmentet af kvindelige (og mandlige) vælgere ville elske at give hende en chance som statsminister, hvis de et øjeblik troede på, at hun kan gøre det ligeså godt (eller dårligt…) som Fogh.
Helle T har medvind i meningsmålingerne og man fornemmer, at hun stille og roligt får mere og mere rutine i rollen som S-leder. Hvad er så problemet?
Problemet er, at Helle T skal lade være med (i hvert fald selv) at sende alt for mange lette varmtluft-balloner afsted af typen: “Vi kræver lynvalg – her og nu!”. Det var meldingen, som kom samme dag, at S i Sverige var sendt på en fire-årig ørkenvandring. Godt nok steg Helle T og S i søndagens meningsmåling til niveauet omkring katastrofevalget i 2005, men derfra og til at konkludere, at Anders Fogh og VK-regeringen er i krise, så et nyvalg er og nu er uomgåeligt?
Helt ærligt – come on, Helle!!
P.S. Helle skal øve sig på ikke at lyde som en automat, når hun bliver interviewet af Jeppe Nybroe i Tv-Avisen. Vi ved godt, at hun har været til medietræneren hele eftermiddagen, men kunne hun dog ikke lade være med at lyde sådan?
Farvel til HSB – Han Som Bestemmer
Sveriges næste statsminister er borgerlig. Moderatlederen Fredrik Reinfeldt formåede at holde sammen på de fire borgerlige partier og fremstå som et alternativ til Socialdemokraterne.
Reinfeldt er en Anders Fogh-klon. Engang var han minimalstatstænker ligesom Fogh og ville afskaffe velfærdsstaten. Ligesom Fogh var Reinfeldt i 90’erne hardcore nyliberalist, men er siden – præcis som Fogh – nu blevet forsvarer – eller udvikler om man vil – af den nordiske velfærdsmodel.
Drejebogen for valgsejren lignede også den Fogh brugte i 2001: Sørg for at berolige vælgerne med, at der ikke sker de store forandringer på velfærdsområdet og så list en fem konkrete politiske løfter op, som man lover at gennemføre i valgperioden.
Det sidste er det, kommentatorer kalder “kontraktpolitik” og er et effektivt og flittigt benyttet våben i valgkampe overalt i den vestlige verden siden Bill Clinton væltede den gamle George Bush af pinden ved det amerikanske præsidentvalg i 1992.
Den anden forklaring til Reinfeldts valgsejr har en anden og mere simpel forklaring, at mange svenskere efter 10 ½ år var dødtrætte af Göran Persson som statsminister. Det er muligt, at danskerne i 2001 var trætte af Poul Nyrups selvretfærdige, belærende og let nedladende facon overfor politiske modstandere i valgkampen. Persson overgår så langt Nyrup på alle disse felter, hvilket han selv i løbet af de sidste uger har leveret flere eksempler på. Selv hans egne satte ord på Perssons arrogance, da de i sin tid gav ham øgenavnet “HSB” – Han som bestemmer.
Persson er en type socialdemokrat, som i grunden mener, at regeringsmagten som noget nærmest gudgivent bør og skal ligge hos Socialdemokratiet. Han mener simpelthen, at partiet bør betros regeringsansvaret af rent moralske grunde, fordi det var Socialdemokratiet som i sin tid skabte velfærdssamfundet (i tæt alliance med det liberale Folkpartiet i 40’erne og 50’erne) og derfor er garant for social retfærdighed i samfundet. Ligesom herhjemme står socialdemokraterne derfor nærmest konstant i en forsvarsposition, hvergang der er optræk til justeringer i velfærden.
Denne gang ville vælgerne diskutere arbejdsløshed, som er uforholdsmæssig stor i Sverige især på grund af et relativt ufleksibelt arbejdsmarked, hvor det er dyrt for arbejdsgiverne at fyre folk. De borgerlige mente, at kunne løse problemerne og havde oplistet en række muligheder for liberaliseringer af arbejdsmarkedet og andre justeringer, så det for flere kan betale sig at arbejde. Persson fejlbedømte situationen og kunne eller ville ikke levere et svar på dette spørgsmål. Det gav midtervælgere, der ikke denne gang lod sig påvirke af socialdemokraternes sædvanligvis effektive skræmmekampagne, yderligere en grund til at stemme på den borgerlige “alliance”.
Det bliver spændende at se, hvem S sætter i spidsen efter Persson. I nogle af de svenske aviser er de allerede begyndt på det interne hundeslagsmål.