Spekulationerne om Karen Jespersens fremtid i Venstre – Danmarks såkaldt liberale Parti – engang kendt som 'Bondevennerne' – kører på højtryk. Intet er formentlig afgjort, men indtil videre melder den ledige Guldborgssund-kreds '“ Svend Erik Hovmands tidligere domæne – hus forbi. 'Hun passer ikke lige til Falster', siger kredsformanden. Tjah. Det kan der nok være noget om.
Hva' mæ' Kjøwenhavn, så? Karen Jespersen vil kunne gøre livet surt for Marion Pedersen, Ulrik Kragh og Rikke Hvilshøj. Søren Pind bør kunne være sikker på én af de fire pladser i Københavns Storkreds, der omfatter Københavns, Frederiksbergs, Tårnbys og Dragørs kommuner.
Næh. Meldingerne på vandrørne går mere i retning af Jylland. Venstre har ingen kvindelige stemmeslugere af betydning i den befolkningsmæssigt tunge Østjyllands storkreds. Det vil være oplagt at opstille hende dér. Men også Nordjylland er en mulighed. Berlingske Tidende skriver, at Karen Jespersen er i spil til at overtage folketingets formand Christian Mejdahls – Indre Missions alibi for at stemme på Venstre – plads. Tænk, en gammel VS’er i stedet for den dybt kristne nordvestjyde.
Men der står jo også skrevet, at der er større glæde i himmerig ved én omvendt synder frem for 100 retfærdige!
Der er enighed på aviserne og i Christiansborg-miljøet om, at Karen Jespersen tager sig betalt med en ministerpost. De fleste peger på socialministerposten. Henrik Qvortrup siger det klarest ved i dag i Berlingske at stille det frække retoriske spørgsmål: Hvem tror I, at danskerne helst vil have på den post: Karen Jespersen eller Eva Kjer Hansen? Sover Dolly Parton på maven? Svaret giver i begge tilfælde sig selv.
Imod kunne dog tale, at Karen Jespersen nu satser sit på mange måder glimrende eftermæle. Hvorfor sætte det over styr? Hvorfor ikke kaste sig over et nyt ressort? Integrationsområdet fx. Rikke Hvilshøj topper ikke ligefrem popularitetsmålingerne, og integration er jo netop et område, hvor Karen Jespersen (og hendes mand) mener, at de har noget at bidrage med. Så hvorfor ikke give dem ansvaret for integrationen, når de nu er så meget klogere end alle andre?
Og så bringer Jarls Blog en lille velment advarsel til Anders Fogh og hans tro væbner '“ rotweileren, blodhunden, bulldoggen Claus Hjort Frederiksen. Friheden må gælde for Loke såvel som Thor. Derfor: Hvis Karen Jespersen undervejs pipper op om alt muligt, der på en eller anden måde er i modstrid med regeringstoppens fastlagte strategi og politik, så må alle forvente, at hun bliver slagtet ligeså nidkært som alle de øvrige '“ nuværende '“ venstrefolk er blevet det. Er Fogh og Hjort parat til det eller får hun specialbehandling?
For som socialdemokraten Kristian Madsen påpegede på sin blog: Karen Jespersen opererer '“ i modsætning til Fogh – ikke med drejebøger. Med andre ord. Hvor længe vil de evt. hvedebrødsdage mellem Venstre-toppen og Karen Jespersen vare? Hvis jeg var Christiansborgjournalist, så ville jeg slikke mig om munden blot ved tanken om de trakasserier mellem Karen J og Fogh/Hjort, der kan eller vil komme.
9 kommentarer til “Karen til Jylland”
Det kan godt være det er et lidt trist spørgsmål, men har de lokale partiforeninger i Venstre ikke noget at skulle have sagt i den her sag?
Vil en dame, der ind til for ganske nylig har været medlem af VS og Socialdemokraterne, kunne vade direkte ind i en hvilken som helst kreds uden at der er nogen der forsøger at stoppe hende? Nogen der stiller spørgsmålstegn ved om det nu er en god idé, unge VU’ere eller ambitiøse kommunalbestyrelsesmedlemmer med en folketingskarriere i tankerne?
Og er der ingen regler for hvor længe man skal ha’ været medlem?
@Garby
Jov selvfølgelig er der en formel demokratisk procedure. Til Claus Hjorts ærgelse, så er der ingen central godkendelse af hverken medlemmer eller kandidater. Tryksværten fra Uffes medlemskort smittede også af, fordi det kom direkte fra trykkeriet, da han nærmest overnight blev opstillet i 1977. Så det er “business as usual” i Venstre. Der er vist ingen “karenstid” for medlemsskab og opstilling, så vidt jeg ved.
Hvis et eller andet fjols i Venstre ikke har forstået at Karen skal kåres, tjah så bliver vedkommende bare stemt ned på generalforsamlingen. Hele partiet og ikke mindst de lokale arbejder for ledelsens kandidat. Men som oftest er de lokale selv interesseret i at få opstillet et “hot shot”. Kredsens agtelse internt stiger jo med et siddende og prominent folketingsmedlem. Når det regner på “præsten”, så drypper det lidt på kredsbestyrelsesmedlemmerne!
Hej Jarl.
Hvad er din kommentar til timingen? Ville det ikke havde været langt mere opportunt for Venstre, hvis de kunne gå ud kort før valget, og meddele af Karen Jespersen stillede op for V i en traditionel Socialdemokratisk kreds – og iøvrigt ville blive integrationsminister efter valget?
Hvorfor give Socialdemokraternes spindoktorere 2 år til at rakke konen ned, og forberede hvordan de vil tackle hende i en valgkamp.
Det sagt, så tror jeg også hun vil være et kæmpe aktiv for Venstre, hvis de spiller hende rigtigt. Om hun så vil leve med den Stalin/Fogh’ske partidiciplin.. – endnu et argument for, at det ville havde været bedre at vente med at opstille hende til kort tid før valget.
Fra VS over S til V – hvor mange mon har lavet det nummer?
mvh
Niels
Jo, men det er jo Karen Jespersen, som har skabt situationen ved at fortælle verdenspressen, at hun nu er “ledig på markedet”.
For begge parter drejer det sig vel om at handle, netop nu hvor den nye situation er opstået.
Fordelen ved “overraskelsesmomentet”, som du beskriver er nu forpasset. Men ingen ved hvornår statsministeren “trykker på knappe” og udskriver valget. To år er langt tid. Så er Karen J. blevet 62. Nej, hun vil i spil NU! Og det SKAL være på regeringsbænkene. Alt andet er uinteressant. Og Karen J har vel sammen med Ralf P. vurderet, at hun skulle melde sig på banen nu, før en regeringsrokade kommer i vejen for endnu en periode som minister. Hatten af for ægteparret i Dragør. De har åbenbart læst situationen helt korrekt. Men derfor behøver vi liberale godt være behersket i begejstringen for at få (yderligere) en centralist og socialdemokrat på regeringsbænkene.
@ Niels:
Fra VS over S til V – hvor mange mon har lavet det nummer?
Det har blandt andre jeg. Stemmemæssigt – jeg har aldrig været medlem af et parti, endsige været minister.
Enhver har lov til at blive klogere.
@Jarl:
Det vil være usædvanligt, men formelt er der ikke noget i vejen for at udnævne en person til minister selv om vedkommende ikke sidder i Folketinget. Fogh kunne godt køre Jespersen i stilling ved at udnævne hende til minister inden næste valg. (Temmeligt teoretisk, indrømmet.)
@Mikael:
Du har da ret i, at ministre ikke behøver at være medlem af folketinget, og det er der faktisk ganske mange eksempler på. Fx blev Claus Hjort minister i 2001, men først medlem af folketinget i 2005.
@Jarl: “…den nordjyske Favrskov-kreds”
Eeerh… Favrskovkredsen ligger i østjylland (den gamle Hammelkreds) og er en pænt stor kreds, både dækningsmæssigt og medlemsmæssigt.
@Michael Gram
Du har så evigt ret. Det er rettet. Tak! Og tak for kommentarer 🙂
@Jarl
Joe, men man skulle vel tro at Karen Jespersen havde kigget lidt på mulighederne før hun orienterede verdenspressen, men det hele er måske ikke så arrangeret alligevel. Og nej, ingen ved hvornår valget kommer, men jeg har godt nok svært ved at se en god grund til at Fogh skulle tage det nu. Det skulle da være for at nakke Helle T inden hun bliver for stærk.
@Mikael
Interessant. Selvfølgeligt kan man blive klogere, og jeg har også selv flyttet mig politisk både til venstre og højre – bare ikke lige i samme størelsesorden som Karen og Ralf. Jeg bliver nok bare mere bitter og desillusioneret med mainstream-politik.
Men hvad alting er, så er Karen Jespersen endnu et søm i den liberale ligkiste. Forhåbentligt kan liberalisterne skabe lidt mere kulør igen.
mhv
Niels