Farvel til borgerlige borgmestre i København
Af Jarl Cordua | 4. marts 2010
Den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen har får uventet hjælp fra VK-regeringen. Takket være et forslag i VK-regeringen arbejdsgrundlag kører Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev formentlig på sin sidste periode som borgmester i København. Det bliver konsekvensen af, at et bredt flertal i Folketinget må forventes at afskaffe den hidtidige særlige styreform i København (og andre store byer), hvor mindretallets partier også får andel i borgmesterposterne (eller rådmandsposterne).
Læs hele min analyse her, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.
Spindoktorernes hierarki på Borgen
Af Jarl Cordua | 3. marts 2010
Det er tid til rokade også af ministrenes spindoktorer. Det er dog ikke alle særlige rådgivere, der er lige interessante. For Kforum har jeg analyseret, hvem der er de største spillere på spinfronten på Borgen netop nu.
Læs mere her.
Søs Serup skal være ”den ny Michael Kristiansen”
Af Jarl Cordua | 2. marts 2010
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har flyttet sin særlige rådgiver Søs Marie Serup væk fra Statsministeriet. I fremtiden klarer han sig helt uden. Det er sket, fordi Løkke endelig har indset, at tingene sejler i Venstres pressetjeneste på Christiansborg, og at der er behov for oprustning. Situationen med faretruende vigende meningsmålinger, manglende momentum i den politiske debat og to måneders elendig presseomtale skal vendes. Ellers taber VK med sikkerhed regeringsmagten. Det er sådan set baggrunden for beslutningen, som jeg vurderer det.
Serup er tidligere pressechef i Venstre, men skal altså nu være øverste chef for “Center for Kommunikation og Politik”, der er en samlet betegnelse for partiets politiske–økonomiske afdeling og pressetjeneste, der dog hver især også får en underordnet chef. Det bliver derfor interessant at se, hvem Venstre formår at rekruttere til disse stillinger. Det er lang tid siden at regeringspartiet har tiltrukket A-kæden i dansk dagspresse til at søge stillinger som spindoktorer mv. Faktisk har de konservative haft mere held med det. Senest, da Ekstra Bladets daværende politiske redaktør Sandy French for et par år siden blev særlig rådgiver for Brian Mikkelsen i justitsministeriet.
Kan der være en anden forklaring? Fx at Serup er blevet degraderet for sin trang til at opdatere sin Facebook-profil med kontroversielle budskaber, der har skabt unødig dårlig omtale også for statsministeren – senest med formuleringen om, at man ”legede politik”? Bevares. Men så skulle Løkke jo afskedige hende helt. I stedet har han lagt ansvaret for Venstres fremtidige valgkampsindsats i hendes hænder. Det ville være underligt, hvis Løkkes tillid var forduftet.
Spørgsmålet er i øvrigt om Facebook-sagen nr. 2 var blevet en sådan stor sag, hvis ikke det havde været vinterferie, hvor der var meget langt mellem de politiske nyheder på Christiansborg. ”Feed the mediebeast or its gonna eat you up”, siger det gamle ord. Og man kunne tilføje: Especially when you screw up! Og det gjorde Serup så. Men værre synes Løkke åbenbart heller ikke, at det var.
Som chefspindoktor i Venstres kampagnemaskine får Søs Serup nu mulighed for at lave alle de facebook-opdatereringer hun vil, nu hvor hendes lønseddel kommer fra Venstre og ikke (direkte) fra skatteyderne.
Hvad skal Serup så lave ud over at opdatere sin Facebook-profil? Jobbet går ud på dels at samle tropperne til et slagkraftigt team, der dels forsvarer regeringens og Venstres politik og dels jage oppositionens topfolk fra morgen til aften. Det sidste har virkelig været en mangelvare hos Venstre, hvor man de sidste par år ikke rigtig har prioriteret området. Venstres pressetjeneste er i øvrigt blevet dumpet af pressen som værende et noget søvnigt foretagende frem for at være den slagkraftige spin- og propagandacentral, som den var få år tilbage. Det bliver der lavet om på nu, og formentlig bliver pressen bombarderet med kreative forslag såsom, hvordan de kan se Søvndal og Thorning og deres politik efter i sømmene?, hvordan ser en S-SF-RV-regerings politik ud?, hvor er splittelserne i oppositionen? osv. For at citere en senere berømt dansk spindoktor: ”Der er SÅ meget guf at komme efter!”
Serups hovedforce er, at hun er god til at engagere og motivere folk. Nu står hun overfor en kæmpeopgave med at samle, koordinere og styrke kræfterne i Venstres gruppe, de tunge ordførere, medarbejderne i partisekretariat på Christiansborg og ”førerbunkeren” i Søllerød samt ikke mindst ministrene og deres særlige rådgivere. Serup skal være ”den ny Michael Kristiansen”, der i regeringens første periode af Venstrefolkene selv blev set som fænomenal til ”at samle trådene, få alle til at spille sammen og føle sig som en del af holdet”, som det formuleres.
Ved at gøre Serup til chefspindoktor er 3. trin af Løkkes raket, der ifølge ham selv skal ”modernisere Venstres parti” skudt af. Først forsvandt det gamle hold i pressetjeneste pludselig ud af bagdøren. Så gjorde Løkke i forbindelse med rokaden Kristian Jensen til boss for folketingsgruppen og nu er Serup så blevet sat i spidsen for Venstres presse- og kampagneindsats frem mod valget. Er der mere i posen? I så fald så kunne man spekulere i om Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen også er på vej ud. Det ville være sidste udkald for en sådan fyring, hvis Venstre skal nå at køre en ny i stilling inden valget.
Vil alle disse anstrengelser så virke? Det kan ingen vide, men Lars Løkke har efter min vurdering i hvert fald truffet et helt nødvendigt og overordnet set rigtig fornuftigt valg, hvis overhovedet VK-regeringen skal have en chance for at vinde over oppositionen ved det kommende folketingsvalg.
Ryster det så oppositionen? Næh. Dette træk af Løkke bør strategerne i S og SF have forudset for længst. Men spin-krigen i det daglige bliver nu mere intens, og den vil kun blive optrappet frem mod valget.
P.s. Læs i øvrigt min analyse fra januar i år af Venstres problemer på kampagnefronten her.
Tiden rinder ud for regeringen
Af Jarl Cordua | 1. marts 2010
Regeringen har med ministerrokaden og dets nye ‘arbejdsprogram’ skudt den sidste store politiske raket af inden folketingsvalget. Spørgsmålet er dog, om raketten kan holde sig tilstrækkeligt længe i luften til, at vælgerne overvældes med indtryk af en regering, der sprudler af idérigdom, selvtillid og handlekraft.
Læs min analyse i dagbladet Information, mandag.
Læs også Peter Mogensens glimrende analyse søndag, der er inde på samme problemstilling.
Jens Rohdes kone bekymret for Pinds børn
Af Jarl Cordua | 25. februar 2010
Den nye bistands og udviklingsminister – eller som Thor Petersen sikkert ville kalde ham: ”Ministeren for Negerpengene”, Søren Pind får traditionen tro masser af lykønskninger fra helt almindelige danskerne blandt andet på sin egen Facebookside.
Pind har tilsyneladende også med tiden oparbejdet en fanskare gennem sin medvirken i P3-programmet Mads og Monopolet (M&M), hvor en flok kendisser lørdag formiddag kloger sig om almindelige menneskers problemer. Også på Monopolets hjemmesider får Pind mange gode ord med på vejen, hvor ca. 500 lyttere åbenbart mener, at han skal fortsætte i radioprogrammets panel af “kloge kendisser”.
Imidlertid finder man naturligvis også lidt beske kommentarer indimellem, som mener, at tiden nu er kommet, hvor Pind skal finde på andre ting at tage sig til.
Blandt dem en fru Katrine Fusager Rohde, fra Jylland, der onsdag aften skriver på Mads & Monopolets officielle Facebook-side:
”Nu er M&M jo stedet, hvor vi kan ytre vore meninger, og som fraskilt far til 2 børn forstår jeg nok ikke helt Søren Pinds valg hans kommende arbejdsopgaver + temmelig meget rejseaktivitet taget i betragtning. Det er trods alt ud af døren lørdag morgen… Derimod bakker jeg op om Søren Gade i Monopolet – så kan der også… komme lidt jysk mentalitet ind i københavneriet
”
Tilsyneladende er Fru Rohde meget bekymret for, om Pinds børn nu vil se nok til deres far i fremtiden og hvorvidt at han evner at overkomme både at være minister og deltage i et radioprogram et par gange om måneden. Det er jo virkelig betænksomt.
Fru Rohde kender formentlig fra sit eget familieliv til problemstillingen med en meget rejsende, travl og udarbejdende mand, hvor der også skal afses tid til at se sit barn fra tidligere forhold osv. Så man må derfor nok regne Fru Rohde som en slags ekspert på området.
Faktisk er det ganske rørende at konstatere den store bekymring for Søren Pind og hans børns trivsel, når man nu ved, hvor meget Fru Rohdes egen mand, europaparlamentsmedlem Jens Rohde, gennem tiden har ”værdsat” partifællen i København. Og særligt nu, hvor Pind også er blevet minister!
Det er godt at vide, at der selv i Jens Rohdes nærmeste familie i Viborg findes en person, hvis hjerte banker både for Pind og hans børn.
Truede Schmidt sig til en ministerpost?
Af Jarl Cordua | 24. februar 2010
På Christiansborg løber der et helt fantastisk rygte. Ahr. Det er lidt mere en det. Da regeringsrokaden i går blev åbenbaret for den danske befolkning, så faldt det en del i øjnene, hvad Lars Løkke Rasmussen dog ville med Venstres Hans Chr. Schmidt på transportministerposten.
Sagen er, at Hans Chr. Schmidt nægtede at flytte sig væk fra gruppeformandsposten, som Løkke havde tiltænkt Kristian Jensen.
Mandag aften ringede Løkke til Schmidt, som sad i gruppeformandskontoret. Da Schmidt hørte chefens besked truede han statsministeren med at mobilisere alle sine støtter i gruppen i et kampvalg om gruppeformandsposten. Den iltre sønderjyde var så rasende over meddelelsen og råbte så højlydt i telefonen, at det kunne høres langt ude på gangen og forkontoret, hvor partifunktionærerne sidder. Løkke havde dermed ikke andet valg end – i sidste øjeblik – at tilbyde Schmidt transportministerposten.
Den tidligere gruppeformand regerede – med god hjælp af den oversete ”mellemgeneration” af V-politikere, der er blevet forbigået som ministre – som en konge. Det er slut nu.
Schmidt blev valgt til gruppeformand i Anders Fogh Rasmussens regeringstid, og var dermed aldrig Løkkes opfindelse. Som flere aviser skriver, så har Schmidt brugt gruppeformandsposten som sin helt egen magtbase, hvor han har forfulgt egne politiske kæpheste – til glæde for især landbruget – og i øvrigt aldrig har forspildt en lejlighed til at ydmyge politikere valgt i samme storkreds, hvor han selv er opstillet. Det er især gået ud over Ellen Trane Nørby, der næppe begræder at Schmidt er væk. Dermed fik Schmidt forpurret at Søren Pind – som Løkke havde ønsket det – blev udnævnt til retsordfører ved siden af sit udenrigsordførerskab, hvilket havde strippet Kim Andersen for sin retsordførerpost.
Som flere aviser skriver i dag, så er det Kristian Jensens opgave at få sat skik på folketingsgruppen og få det til at arbejde som kollektiv. Et par stykker vil sikkert lave vrøvl. For eksempel Jacob Jensen. Da han imidlertid hører til Jensens proselytter er det den nye gruppeformands opgave at få kaldt erhvervsordføreren til orden, hvis han skulle blive for sur. Det hjælper sikkert på humøret, hvis Jacob Jensen bliver ny finansordfører.
Læs i øvrigt Politikens glimrende historie i dag om de nye tider i Venstres folketingsgruppe. Det er rart at se, at avisens stærke politiske redaktion har styr på, hvad der sker politisk set. Det kan nemlig ikke altid ses i de analyser, der kommer fra det bladhus.
Politiken skriver i øvrigt, at statsministerens hidtidige spindoktor – der også er kendt fra Facebook -Søs Marie Serup ifølge rygter skal være ny boss for Venstres nye supersekretariat. Hvis det er rigtigt, så er det endnu et signal om, at Løkke tager opgaven om at blive genvalgt alvorligt. Serup er veteran i valgkampe, så det skal nok blive godt. Men hvem bliver så Løkkes nye spindoktor? De spekulationer begynder sikkert snart at løbe.
Et andet fantastisk rygte, som også kører på Borgen, er lidt mere spøjst. Tine Nedergaard er blevet undervisningsminister. Men det er sket på et teknisk afbud! Løkke skulle have haft en helt anden i tankerne, som han imidlertid ikke kunne få fat på telefonisk! De fleste gæt går på, at han forgæves forsøgte at komme i kontakt med den tidligere Århus-borgmester Louise Gade.
Nu spiller regeringen ud med ny politik. Det blive spændende at se, hvad det indeholder.
Læs også Kristian Madsens opgørelse over rokadens vindere og tabere. Kostelig læsning.
Løkke sætter sit eget hold
Af Jarl Cordua | 23. februar 2010
Hvad med regeringsrokaden?
Samlet set er regeringen klart blevet styrket med den store rokade. Danskerne får en stribe helt nye ansigter at forholde sig til og er blevet andre kvit, som længe har klaret ministeropgaven skidt.
Læs min analyse, som jeg skriver for dagbladet Information.
Jeg er irriteret over de “talking heads” fra tryksværtemedierne som skulle forestille at vide noget om politik. Det er ynkeligt at se hvor lidt de egentlig ved. Jeg foretrækker sgu Dan og David – på trods af deres farve. De ved da mere om emnet end redaktør-danmark.
Større regeringsrokade tirsdag
Af Jarl Cordua | 22. februar 2010
Tirsdag middag:
Hør Jarls blog i P1 Debat tirsdag med Kristian Madsen om regeringsrokaden. Hør hele debatten her.
Jeg er ude og få oplysninger ind til bloggens læsere, P1s lyttere og til Information, hvor jeg i morgens udgave skal skrive lidt om regeringsrokaden. Så fortsæt endelig debatten her på sitet, men hav lidt tålmodighed med mig nu, hvor jeg er blevet lidt arbejdsramt.
Der har også været tid til at give et båndet interview til Bornholms Radio om Søren Pinds ministerudnævnelse. Det foregår i øvrigt på mit modersmål…
Læs også Kristian Madsens karakterbog over den nye regeringsrokade. Begavet og sjovt som altid.
————————————————–
Mandag:
Der sker virkelig ting og sager nu i dansk politik. Regeringsrokaden kommer i morgen tirsdag. Og forsvarsminister Søren Gade forlader helt politik.
Hvorfor går Gade? Tjah. “Lækagesagen” er det korte svar. Det har tydeligvis slidt. Dermed slipper statsminister Lars Løkke Rasmussen ud af en stor klemme, men samtidig mister han sin mest populære minister.
“Det er jo ikke sådan, at vi får en skydeskive mindre”, sagde SFs Holger K. Nielsen til TV2 News her til aften om Gades afgang.
Jo, det er lige netop det, som oppositionen har fået….
Og i øvrigt går Gades pressechef Jacob Winther sammen med sin minister.
Det vil lukke en hel del luft ud af dramatikken i hele lækagesagen, men helt slut er den bestemt ikke. De politiske konsekvenser er dog nu til at overse for Løkke. Uanset, hvad der måtte findes på den berømte lydfil, hvis den skulle komme for en dag.
Gade får helte- og martyrtatus i Venstre efter det her. Det kan jeg godt love. En populær minister, der ofrer sig selv for regeringen, for Venstre og for sin statsminister. Det bliver jo det underliggende tema. Gade får ikke lov at betale for sine bajere, når han render ind i venstrefolk i mange år frem.
JPs Christine Cordsen, der har historien, siger, at Gade i lørdags har meddelt Løkke, at han ville stoppe som minister.
Var det Gades helt eget valg? Det mener Cordsen. I følge det interview, som JP bringer i morgen med Gade, så var han blevet tilbudt en anden ministerpost, men har altså takket nej.
Hvad sker der ellers?
Jeg tipper på, at Lene Espersen bliver ny udenrigsminister. Per Stig Møller fortsætter som kulturminister.
Jeg er også overbevist om at det er farvel til Videnskabsminister Helge Sander.
VK-regeringen barsler desuden med et helt nyt regeringsgrundlag.
Regeringen har i øvrigt forhandlet med DF mandag om partiets støtte til regeringsgrundlaget.
Ulla Tørnæs stopper som bistandsminister. Ikke så overraskende.
Skatteminster Kristian Jenser stopper. Han skal være ny gruppeformand. Det er overraskende for alle. Der må ligge en større plan.
Tírsdag.
Søren Pind bistandsminister – eller minister for negerpengene som Thor Pedersen sikkert ville have sagt. Det bliver spændende at se, hvordan det vil forløbe. Jeg tror ikke på de store revolutioner.
Pind er ellers blevet dømt ude på forhånd af flere mediers politiske redaktioner. De har levet lidt i Fogh-alderen, hvor Pind var udelukket på grund af tidligere ballade med chefen. Alle os – blandt andet Berlingskes redaktion – der har fuldt lidt med ved imidlertid, at Pind har været på vej som minister længe. Men især JP og Ekstra Bladet har længet dyrket tesen om “Pind er umulig som minister” på grund af V-folketingsgruppens modstand mod ham. Udnævnelse af Pind som minister er faktisk ikke en overraskelse, men det kræver naturligvis, at man som visse Christiansborg-reportere ikke luller sig ind i forestillingen om, fordi Fogh i Ruder Konges tid har dømt en mand ude, så er man for evigt fortabt.
Hør med i P1 Debat kl 12.15, hvor jeg debatterer med centrum-venstres lyspunkt på blogfronten Kristian Madsen om regeringsrokaden.
Kalkunjagt på spindoktorer
Af Jarl Cordua | 22. februar 2010
Det var Anders Fogh Rasmussen, der i sin tid gav bolden op til at gå på kalkunjagt på spindoktorer. Men som jeg husker det, så var der i 90’erne tale om at Venstres daværende politiske ordfører jagtede dem som et gruppefænomen mere end at han var ude efter enkeltpersoner. Det var selvfølgelig populistisk og uskønt. Nu jager enkelte oppositionspolitikere så spindoktorer som enkeltpersoner, og det er stadigvæk populistisk og uskønt.
Foghs modstand mod spindoktorer holdt i øvrigt lige indtil, at han selv kom til magten. For da oprustede VK-regeringen aldrig som før på området, men til gengæld kom der nogenlunde faste regler til både for brugen og omfanget. Ministre har siden, hvis de ønskede det, kunnet hyre en personlig rådgiver.
I sidste uge var Folketinget på ferie. Derfor skete der såre lidt i dansk politik. Ikke engang i Lækage-sagen skete der for meget. Men så skrev statsministerens særlige rådgiver eller spindoktor Søs Marie Serup igen et eller andet – i nogles øjne – semi-kontroversielt på sin Facebook-side.
Skattelettelsernes natur: Først vil vi ikke have dem, når vi så får dem er de aldrig store nok, men hvis nogen truer med at tage dem fra os, så flejner vi på tværs! Danmark er et dejligt land at lege med politik i.
En Politiken-journalist med for lidt at lave fangede historien og skrev en lang smøre på avisens websider (Hovedavisen bragte den aldrig). Socialdemokraten Benny Engelbrecht var ikke på vinterferie, og da hans virke som folkevalgt er at skyde på alt og alle, der bevæger sig, så var historien hjemme for Politikens journalist.
Nu skulle man så tro at forargelsen over spindoktorens skriverier ville rejse sig som en tsunami, men det gjorde den imidlertid ikke. Den døde efter et par dage. Det var en latterlig sag, og det behøver man ikke have min politiske observans for at mene. Jarls blog er vidende om, at selv på Politikens redaktion er meningerne delte.
Et af de meget få medier, der hoppede videre på historien var de sene TV2 Nyheder, hvis vært er den geografiuddannede tidligere vejrpige på DR Divya Das. Med påtaget forargelse, som en anden spansk inkvisator, udspurgte hun samme aften Venstres Søren Pind om sagen. Intervieweren virkede i det hele taget skinger og letbenet og ingen, der så interviewet, har formentlig helt forstået, hvad forargelsen egentlig gjaldt. Jeg tænkte: Hvad laver hun dog i sådan et job? Engang havde studieværter tyngde og troværdighed, tænk bare på en Steen Bostrup. Sådan er det ikke i dag. Das aner tydeligvis intet om politik, så der må være andre grunde til, at hun er blevet studievært. (Ikke fordi modne mænd er idealet – tænk bare på Reimar Bo Christensens pauvre indsats de sidste par søndage…)
Nå men tilbage til kalkunjagten på Søs og hendes Facebook-skriverier. Vist var der ikke tale om en supersmart formulering mht. ”at lege politik”. Det kan vitterligt også undre, at den særlige rådgiver kun to måneder efter at hun senest fik et rap over nallerne for – samme sted – at have udbredt sig om chefens “genistreger” under COP15-topmødet, allerede nu føler trang til at gentage ”succesen”. Søs må jo mene, hvad hun vil, men hvorfor pokker dog skrive, som hun gør, når hun ved, at der ligger journalister med for lidt at lave på lur, der hver dag skal retfærdiggøre deres løn, og derfor hjertens gerne vil kravle i rendestenen efter selv de mindste historier?
Oppositionens politikere er et eller andet sted også undskyldt. En journalist ringer til en MF’er for at få en kommentar på sådan en lille ligegyldig historie. Hvad gør man? Siger nej tak, hvorefter journalistens historie dør? Eller gør man journalisten en lille tjeneste og siger et eller andet kritisk, som hun kan bruge for derefter at have fået lidt “credit i banken”, næste gang man selv kommer til pressen med en sag? Selvfølgelig det sidste. Derfor skal man ikke være så hård ved Engelbrecht, selvom at Kristian Madsen fint redegør for, hvorfor socialdemokraten åbenbart ved samme lejlighed skyder sig selv i foden.
Der er andre, der fortjener mere kritik. Jeppe Kofod for eksempel, som ikke kunne modstå trangen til at skrive om sagen på sin blog. Det er i øvrigt en blog, som partiavisen Politiken har stillet til rådighed for Socialdemokraternes udenrigsordfører, så han – går jeg ud fra – kan udbrede det største oppositonspartis holdninger og vurderinger om udenrigspolitik. Det er jo mildt sagt et kæmpestort emne, hvor S oven i købet bedre kan tillade sig at have kant til regeringen. Kofod er selv meget aktiv på Facebook. Hans opdateringer er altid fra fjerne (og ofte varme) steder, hvor han tilsyneladende rejser rundt på må og få. Hvis man går i ligeså store sko som Kofod, så kunne man vel forvente lidt mere? For når den udenrigspolitiske ordfører endelig er hjemme, så er det tilsyneladende alt andet end det store udsyn, der præger ham. Det kan åbenbart kun blive til at skrive en selvretfærdig og polemisk blog om Søs Serups to linjer på Facebook. Det er der sandelig megen format over… Og så fra en person, som man måske nok kunne forvente ville/burde/kunne unde – også andre – lidt mere slag i bolledejen…
Engang troede jeg, at Jeppe Kofod var en mand, der var værd at forsvare. Jeg er godt nok kommet i tvivl her på det sidste.
P.s.
Hvor er det dog befriende godt, at den kommende uge forhåbentlig byder på lidt og helt anderledes spændende historier i dansk politik. Både med noget længe ventet konkret politik på menuen fra regeringens side – og måske endda også en regeringsrokade. Hvem ved?
Update mandag aften: Rygterne på Christiansborg tager nu til, om at en regeringsrokade er på vej og vil finde sted allerede i morgen tirsdag.
Kl 22.37.
Der sker virkelig ting og sager nu i dansk politik. Regeringsrokaden kommer i morgen tirsdag. Og forsvarsminister Søren Gade forlader helt politik.
Hvorfor går Gade? Tjah. Lækagesagen er det korte svar. Det har slidt. Dermed slipper Lars Løkke ud af en stor klemme, men samtidig mister han sin mest populære minister.
“Det er jo ikke sådan at vi får en skydeskive mindre”, sagde Holger K. Nielsen om Gades afgang.
Jo, det er lige netop det oppositionen har fået….
Hvad sker der ellers.
Jeg tipper på at Lene Espersen bliver ny udenrigsminister. Jeg tror derimod ikke, at Per Stig Møller fortsætter i regeringen som nogle har spået. Jeg tror det er slut med Den Stive i toppolitik.
Foghs kamp for historien
Af Jarl Cordua | 18. februar 2010
Da Anders Fogh Rasmussen stoppede som statsminister, så indledte han med det samme et nyt projekt. Ikke Nato-generalsekretærjobbet, Gud bevares nej. Næh anstrengelserne går snarere på, hvordan Foghs syvårige regeringstid vil tage sig (pænt) ud i Danmarkshistorien.
Anders Fogh har siden han fratrådte som statsminister været ganske ivrig mht. at give interviews til den hjemlige presse om sin statsministertid. TV-seerne har været med Fogh hjemme i hans barndoms land på den gamle skole i Viborg, hvor det hele begyndte… og så mødte han også op til Venstres Landsmøde både med den dansende kendis-kone og spindoktoren på slæb og løb med en pæn del af opmærksomheden. Det ville Fogh med stor sikkerhed aldrig selv have accepteret, hvis han havde stået i Løkkes situation.
Foghs statsministerperiode kiler sig ind imellem Poul Nyrup Rasmussens tid og Lars Løkke Rasmussens tid. Fogh vil i historiebøgerne slå Nyrup klart – simpelthen i kraft af, at han ved kanonvalget i 2001, ret overbevisende væltede ham ud af regeringskontoret.
Og efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen, som har været regeringschef i snart et år, har siden nytår været så meget ude i tovene i en grad, som man aldrig så med Fogh i hans regeringstid.
Løkkes nylige problemer med vælgerne er hovedsageligt selvforskyldte. Han har ingen politik på hylderne og vælgerne savner tilsyneladende den foghske handlekraft og brutalitet ikke mindst som leder af regeringen og i forhold til regeringspartneren de konservative. Bevares. Oppositionen er i disse år også langt stærkere end under Fogh, og så har pressen slet ikke har samme respekt for den nye statsminister, som den havde for forgængeren.
Bundlinjen er, at Foghs stjerne simpelthen lyser klarere end Løkkes ditto, hvilket må irritere statsministeren grænseløst, mens det sikkert luner hjemme hos Fogh i Bruxelles.
Foghs spindoktor, som fulgte med ham til NATO, Michael Ulveman får ikke sine penge for, at få Løkke til at fremstå som en kæmpesucces som regeringschef. Man fristes næsten til at sige: Tværtimod.
Den for tiden meget omtalte filminstruktør Christoffer Guldbrandsen har, som de fleste efterhånden er klar over, anklaget forsvarsminister Søren Gades pressechef Jacob Winther for i april 2007 at lække den fortrolige oplysning til TV2, at Jægerkorpset skulle udsendes til Irak.
Lækagesagen og især omtalen af den er selvsagt ikke ligefrem noget, der gavner regeringen, som bliver kritiseret for ikke at ville finde den person, der lækkede for tre år siden.
Guldbrandsen afviser selv, at han er drevet af hævntørst over, at Winther og Ulveman i 2005 i forbindelsen med dokumentarfilmen ”Den hemmelige krig” vandt spinkrigen imod ham og hans makker, manden med lydfilen Nils Giversen. Det var ellers netop dette motiv, som TVA-studieværten Reimar Bo Christensen sidst i interviewet i søndags foreholdt Guldbrandsen.
Her er, hvad Guldbrandsen svarede:
”Nu nævnte I selv, at kalde det her en spinkarrusel. Jeg tror, det her er et meget godt eksempel på spin.
Fordi hvis vi husker tilbage på den film, hvis vi nu skal tage den op, Den hemmelige krig. Det vil jeg meget gerne.
Så var kritikken i meget høj grad rettet imod statsministeren og Statsministeriet.
Det er ikke blevet spunnet, at vi skulle have et problem med dem. Det er der meget gode årsager til.
Jeg er ved at lave en ny film, hvor Anders Fogh Rasmussen medvirker. Han var daværende statsminister på det tidspunkt. Og mange – nogle af de medarbejdere, der arbejdede på – at spinne det imod os dengang, er nogle af mine nære venner i dag. Så jeg kan slet ikke genkende det billede.
—————————————————————————————-
Det er bemærkelsesværdigt, at se Guldbrandsen triumfere overfor den nuværende regering på denne måde og ikke mindst de ganske mange seere en søndag aften lige efter ”Livvagterne”.
Det er desuden smart af Guldbrandsen, at han åbenbart bruger Foghs forfængelighed til en søndag i den bedste sendetid at flashe, at han har evnet at slå en kile ned imellem den nye og den tidligere statsminister. I hvilket omfang Foghs spindoktor – som aldrig har været en fan af Løkke og vice versa – har medvirket til at forberede Guldbrandsen i interviewet, skal ikke kunne siges. Men at Ulveman naturligvis er under mistanke for at hjælpe fjenden nu, hvor han åbenbart igen er blevet ”nær ven” med Guldbrandsen. Det siger sig selv.
Jeg gætter på, at Løkke raser i sit stille sind over på denne måde at blive hånet af Guldbrandsen, der således river ham samarbejdet med Fogh i næsen.
At Fogh/Ulveman er gået i kompagniskab med en person, der lige nu skaber store problemer for Løkkes forsvarsminister og dermed regering er derfor næppe noget, der bidrager til de i forvejen ikke for alt for varme følelser mellem Løkke og Fogh.
Men hvad skyldes så Guldbrandsens ”tilgivelse” af Ulveman, når nu han fører korstog mod Winther. Tjah, Et gæt: Det talte på pluskontoen, at Ulveman undlod at medvirke (og triumfere) i Journalistens artikel om Spinkrigen i forbindelse med “Den Hemmelige Krig”, og så har spindoktoren jo givet Guldbrandsen adgang/overtalt sin chef til, at han kan lave en ny dokumentarfilm, hvor Fogh – igen – indtager hovedrollen.
Efter hvad jeg er blevet oplyst, så handler Guldbrandsens film om hele situationen omkring valget af Fogh som Nato-generalsekretær og hans videre færden i jobbet. Utvivlsomt en film, som er sponseret af en TV-fond dvs. licensmidler under DR.
Vil Løkke så til evig tid være på krigsstien overfor Guldbrandsen? Næh. Han skal såmænd nok falde ned og til patten om nogle år (hvis han altså stadig sidder i stolen), og især hvis filminstruktøren foreslår Løkke at lave en film.
Om ham selv.
