Kategorier

Thornings statsministerdrømme afhænger af Johanne Schmidt-Nielsen

Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen besvimede i går, torsdag aften på talerstolen. Hurtigt var politiske venner og ikke mindst fjender fluks til stede for at hjælpe hende ned, da hun gik i sort, og der blev siden taget hånd om politikeren. I den situation står Folketinget sammen om en kollega. Og der er selvfølgelig ingen normale mennesker, der ikke håber, at Schmidt-Nielsen kommer til hægterne igen.

Men hvorfor kollapsede hun? Man kan spekulere over, om det mon var stress, der fik partiets politiske ordfører Johanne Schmidt Nielsen til at gå i sort præcist som det overgik forgænger som frontfigur Pernille Rosenkrantz-Theil? Det får vi formentlig at se, når Schmidt-Nielsen giver interview om sagen. Enhedslisten er som alle ved et lille parti og der er selvsagt rigeligt at lave for alle fire MF'ere. De må være overlæsset af ordførerskaber.

Johanne Schmidt-Nielsen bliver tilskrevet en pæn del af æren for, at Enhedslisten med 2,2 procent kravlede lige over spærregrænsen ved sidste folketingsvalg. Partiet gik kraftigt tilbage (0,6 procent) i forhold til kanonvalget i 2005, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil var et effektivt trækplaster. Hvad gør Enhedslisten, hvis Johanne Schmidt-Nielsen allerede nu to år før valget viser tegn på, at hun måske er slidt ned? Har Enhedslisten andre som de kan sætte ind i stedet? Line Barfoed ryger ud, som følge af partiets rotationsprincip og Frank Aaen for tre år siden har også haft en periode, hvor han har ligget underdrejet med sygdom, så det er næppe ham de sætter i spidsen for en hård valgkamp. Den sidste MF'er er Per Clausen, vil jeg til trods for alle hans kvaliteter ikke lige betegne som prototypen på den store folkeforfører.

Enhedslisten melder allerede nu Schmidt-Nielsen fit for fight. Hun fejler ingenting, lyder den officielle forklaring.

Hvis nu Schmidt-Nielsen alligevel ender med at må tage en længere pause fra Christiansborg. Hvem er det så, der kommer ind i stedet for? Rigtigt gættet! Det er såmænd vores gamle veninde Asmaa Abdol-Hamid. Hvor Schmidt-Nielsen måske reddede Enhedslisten ved sidste valg, så blev Asmaa den direkte årsag til, at partiet var ved at gå op i limningen indefra, og at ellers trofaste støtter på venstrefløjen fravalgte partiet på valgdagen.

Summa Summarum. Hvis Schmidt-Nielsen ikke vender tilbage for fuld skrue, så risikerer Enhedslisten at ryge ud af Folketinget, hvilket er det samme som at Helle Thorning-Schmidt vil mangle fire helt afgørende mandater for at blive ny statsminister i Danmark. Jeg er sikker på, at Margrethe Vestager, Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt og mange andre håber på en hurtig bedring for Schmidt-Nielsen. For de får da virkelig brug for hende, hvis de skal realisere drømmen om et regeringsskifte.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

18 kommentarer til “Thornings statsministerdrømme afhænger af Johanne Schmidt-Nielsen”

Ouchhhh! – men måske begynder nogle af folketingets medlemmer at fatte lidt om konsekvenserne af at arbejde for meget.

Er Ø ikke mere eller mindre sikkert på et kredsmandat i København – med eller uden Johanne?

Mon ikke SFs højredrejning nok skal sikre Enhedslistens overlevelse? Det må alt andet lige åbne op for nogle muligheder.

@Niels, 2
Ved folketingsvalget i 2007 fik Enhedslisten det 12. ud af 15 kredsmandater for de 26.963 stemmer de modtog i Københavns Storkreds. Det 15. og “billigste” kredsmandat gik til SF og “kostede” 21.211 stemmer. Dvs., selv hvis Enhedslisten havde modtaget 20 % færre stemmer ville de have fået et kredsmandat. Man må dermed sige, at du har ganske ret i, at Enhedslisten virker ganske sikre på at få et kredsmandat.

Selv hvis de i hele landet tabte 20 % af stemmerne fra sidst, ville de stadig få 1,76 % af stemmerne og pga. kredsmandatet i København modtage nok i alt tre mandater – en nedgang på blot 1 mandat.

Endelig kan der, i valgkampens slutspurt, hurtigt opstå den situation, at nogle blandt SFs vælgere stemmer på Enhedslisten for at undgå stemmespild. Det skete måske til dels ved 2007-valget – i hvert fald spillede partiets markedsføring i valgkampens slutspurt indirekte på det.

Dermed synes Jarls skitserede situation noget tænkt, men tankeeksperimentet er da interessant.

I en situation hvor regeringsmagten afhænger af Enhedslisten, skal venstrefløjspartierne nok formå at give plads til partiet. Man kan jo altid sende en mand m/k i byen med opfordring til at stemme på partiet. Noget lignende så man bl.a. i 1998, hvor Peter Brixtofte meget lidt indirekte opfordrede til at stemme på Kristeligt Folkeparti.

I forbindelse med Kristeligt Folkeparti/ Kristendemokraterne har der også været tale om et kredsmandag (i Ringkøbing), som ville gøre spærregrænsen irrelevant. Men det har aldrig holdt stik. Er Enhedslistens geografiske skævhed større end KDs eller er det (pga flere mandater) billigere at få et kredsmandat i Københavns Storkreds?

Man må da bøje sig i støvet for enhedslistens meget dygtige og flittige politikere – det kan være frank aaen, pernille rosenkratz theil, søren søndergaard eller johanne schmidt-nielsen.
De har alle været røvirriterende men absolut skarpe , vedholdene og ærlige overfor deres vælgere.

Jeg håber vi snart ser en skarp Johanne Smidt-Nielen på barrikaderne igen – og jeg ved at jeg vil fortryde dette, men det er sundt for demokratiet at alle ikke er socialdemokrater.

Nikolaj

Det var nu Bertel Haarder der kom med den opfordring

Med SIN muntre og tilbagelænede stil (uden at det gaar udover skarpheden ) kunne Cordua godt have opfordret borgerlige vælgere til at forene det nyttige med det behagelige og soerge for at Johanne blev gravid inden næste valgdag

EL er dog i god form for tiden bla med 3% i Greens og det kunne skyldes at SF jo giver dem plads med partiets hoejredrejning

Der vil ganske givet blive leget “kammerat 2%”
blandt SFs vælgere hvis det kniber for EL og selvom det er noget teoretisk kan man sagtens forestille sig at exitpolls kan komme til at spille en rolle i den forbindelse

Interessant indlæg!

Hvad har folk imod at se Asmaa på en talerstol de næste 2 år? Det ville være den mest hudløst ærlige fremstilling af hendes politik, hvis hun 2 år i træk får fast plads i medierne.

Lad os finde ud af om Kejseren er nøgen eller ej.

Det lyder til at Johanne snart kommer til hægterne igen, men stadig et interessant perspektiv. Deres udskiftningspolitik i folketingsgruppen kan godt komme til at gøre ondt i længden.

Asmaa i folketinget? Jeg skal se nogle folketingsdebatter, for hvis hun begynder at mundhugges med Pia Kjærsgaard, tror jeg næsten de vil få Georg Metz og Ralf Pittelkow til at ligne slyngveninder 🙂

Er der nogen der helt nagelfast kan fortælle mig om et kredsmandat også udløser at de resterende stemmer man har fået rundt om i landet bliver benyttet til tillægsmandater?

Jeg mener selv det forholder sig således, men har tidligere hørt fra andre at kredsmandatet ikke skulle give adgang til at benytte de resterende stemmer, såfremt man ikke klarer spærregrænsen.

Ifht. Asmaa, så ville det bestemt kunne være underholdende at se hende på talerstolen, realistisk set kunne et sådant sjov nok godt risikere at sætte Ø mere end 20% tilbage i kbh, hvis der findes venstreorienterede SF’ere som alternativ.
I særdeleshed hvis det landspolitisk ligner at Ø ryger under 2%, så er der jo nok en tendens til at folk vil redde egen stemme, ved at sætte den på et parti der klarer spærregrænsen.

Vh
Flemming

De danske spærreregler fra indenrigsministeriets hjemmeside:

“For at få del i tillægsmandaterne skal et parti enten
'¢ have opnået mindst ét kredsmandat,
'¢ i to ud af tre landsdele have opnået mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i landsdelen er afgivet pr. kredsmandat eller
'¢ i hele landet have opnået to pct. af de afgivne gyldige stemmer.”

Så et kredsmandat vil også sikre EL et par tillægsmandater.

@Flemming K, 14
“I særdeleshed hvis det landspolitisk ligner at Ø ryger under 2%, så er der jo nok en tendens til at folk vil redde egen stemme, ved at sætte den på et parti der klarer spærregrænsen.”

Med SFs samarbejde med Socialdemokraterne, er den modsatte bevægelse vel lige så mulig – at københavnske SF-vælgere flytter deres stemme til Ø af taktiske årsager, nemlig for at undgå stemmespild?

Re 11) William: Pointen er, at hvis Asmaa må gå ind som suppleant for en langtidssygemeldt Johanne Schmidt-Nielsen, så kommer Enhedslisten slet ikke ind i folketinget næste gang, og så bliver Thorning formentlig ikke statsminister. Jeg synes også, det ville være fint at have Asmaa på tinge, så vi kan få syn for sagen, og jeg ville ikke have det store imod fire år mere til den nuværende regeringskonstellation, men jeg ønsker naturligvis som alle andre den unge politiker god bedring.

Lukket for kommentarer.