Meningsmålingerne har længe vist dødt løb mellem blokkene. Dermed kan Venstres henholdsvis socialdemokraternes evne til at føre en effektiv politisk kampagne måske gå hen og blive afgørende for, hvilken farve regeringen får efter næste folketingsvalg.
Venstre har siden 2001 været anerkendt for at være frontløbere mht. at føre politisk kampagne herhjemme. I de senere år ser det dog ud til, at socialdemokraterne er begyndt at udligne forspringet. Blandt andet med nogle ganske gode kommunalvalgskampagner i storbyerne og ved EP-valget, hvor det nye “wunderwaffe” er “dør-til dør-kampagner” (også kaldet “doorbelling”) i stil med hvad man ser i amerikanske kampagner og navnlig forbinder med Barack Obamas succesfulde præsidentkampagne. Omvendt blive Venstre kritiseret for at været gået totalt i stå.
Her er første del af en miniserie om de to store partiers formkurve i disciplinen “politisk kampagne”, som jeg skriver for dagbladet “Information”.
11 kommentarer til “Socialdemokraterne vil “doorbelle” sig til sejren”
Jeg har ikke meget forstand på valgkampagne-strategier, men inde på mediawatch.dk kan man se en graf over de 20 største internet-annoncører i november (hvor der jo var valg). Og jeg tænker at det jo er et af de nye og smarte medier samt det er de unges primære informationskilde.
Og når man nu hører klagesangen over hvor stor kampagnebudgetter V og K arbejder med, så kunne man jo forvente at de lå pænt i toppen, men nej;
Både SF og S er i top 10, mens venstre har en 17 plads.
Det kan man jo så tænke lidt over…..
Særligt Venstre havde på forhånd, ved Kristian Jensen, formuleret en målsætning om at begrænse nederlagets størrelse, samt opgivet at gøre nogen forskel i landets fire største byer.
Med en sådan begrænset målsætning, og en tidlig indikation af, at Venstres nationale partiapparats indsats i kommunalvalgkampen blev begrænset, er opgørelsen fra Mediawatch (http://mediawatch.dk/content/top-20-bannerannoncoerer-i-november-2009) vel ikke så underlig endda?
Socialdemokraterne og særligt SF så ved kommunalvalget nok en mulighed for at hente et resultat, der kunne skabe et skifte i politisk stemning (der vist mildest talt kan siges at være udeblevet). Derfor havde begge partier – tilsyneladende særligt SF – et meget stærkt nationalt indslag i deres valgkampe, og begge partier satsede meget i landets største byer (modsat Venstre).
Det koster væsentligt mere at komme ud til alle (eller strategisk udvalgte) vælgere i København og Ã…rhus via internetannoncering, end det koster at ramme dem i mindre kommuner og byer.
Et andet forhold kan være det, at Venstre (og Konservative) netop har lagt an til en mere lokal kampagne, og at det derfor i højere grad end hos de mere centraliserede kampagner hos SF og Socialdemokratiet har været de lokale kandidater og partikasser (gennem bidrag fra det lokale erhvervsliv). Det kunne være interessant at vide, om Mediawatch opgør et sådant annonceforbrug særskilt eller under Venstre.
Jeg glemte at skrive øverst i foregående, at kommentaren var henvendt til Elefanten, 1.
@Jarl Cordua
»2007 blev lavpunktet for os. Af partiregnskaberne fremgår det, at VK i 2007 tilsammen indsamlede 34 mil. kr. hos private støtter, mens S til sammenligning kun fik to en halv mill. kr. ind. De fleste har været rystet over forskellen, så mulighederne for at få støtte bliver formentlig bedre, selv om det ikke skaber balance. Derfor forsøger vi at få private til at bidrage til vores valgkamp, « siger Midtiby og antyder dermed, at flere fagforbund overvejer igen at åbne for partistøtte.
Når Midtiby i citatet siger “private”, læser jeg privatpersoner, og ikke fagforbund. Socialdemokratiet oprettede, under Lykketofts formandsperiode, såkaldte “velfærdsaktier”, hvor partiets medlemmer kunne give et ekstraordinært bidrag udover kontingentet. Antydede Midtiby på andre måder i dit interview, at fagforbund overvejede at øge/åbne for direkte økonomisk støtte til Socialdemokratiet?
Jeg har respekt for, at du i Information har et begrænset antal ord til rådighed, men jeg synes alligevel du overser et væsentligt aspekt af “doorbelling”-kampagneformen. Ét er at bruge den til at overbevise om at stemme på et parti fremfor et andet eller at forsøge at få folk, der ellers ikke ville stemme, til at stemme. Noget andet er at overbevise de, der allerede stemmer på et givent parti, til at stemme på en bestemt kandidat fra dette parti. Her tror jeg “doorbelling” er helt anderledes effektivt, når man så at sige “prædiker til de allerede omvendte”, og blot ønsker deres kryds et specielt sted på listen.
Helt uvidenskabeligt synes jeg også at jeg ud fra de personlige stemmetal ved kommunalvalget her i Ã…rhus kan se, at de mest aktive kandidater er dem der har fået flest personlige stemmer.
Det er naturligvis særligt ved kommunalvalg, at de personlige stemmer kan være afgørende. I en by som Ã…rhus, med 240.000 vælgere og ved dette valg 155.000 der stemte, skulle der ved de sidste tre kommunalvalg blot små 400 stemmer til at komme ind på Socialdemokratiets liste (dvs. 0,25 % af dem der stemmer).
I mange større provinsbyer forholder det sig nogenlunde på samme måde, fordi der typisk er en borgmester(kandidat) der får mange personlige stemmer, og dermed gør listens yderste mandat(er) meget “billige”.
3. Hej Peter,
Tak – som altid – for nogle indsigtsfulde og begavede kommentarer. De er værdsatte!
Jeg spurgte Midtiby direkte om tiden nu er kommet til at der igen bliver åbnet for støtte fra fagforbund til S. Det afviste partisekretæren ikke, men uden direkte at sige, at han havde decideret lovning på ny støtte, så svarede han bagvendt, som det fremgår af citatet.
Jeg kunne ikke stramme det mere, end som det fremgår her. Men jeg er nu ikke i tvivl om, at fagbevægelsen i et eller andet omfang vil yde mere støtte til S i fremtiden.
Mht din analyse hvorvidt kandidater kan have stor nytte af doorbelling i relation til personlige stemmetal, så kan jeg naturligvis kun erklære mig 100 pct. enig.
Kære Jarl Cordua,
Som altid interessant læsning, når du er afsenderen 🙂
Jeg undrer mig dog lidt over, at kampagneformen absolut skal have et engelsk/amerikans navn (doorbelle). Hvad er der galt med den gode danske betegnelse – nemlig at “stemme dørklokker”?
I Høje-Taastrup gjorde sosserne en del ud af denne kampagneform, hvorimod vi konservative kun gjorde det i mindre omfang. Det kan godt være, at folk bliver lidt imponeret, når Mogens Lykketoft pludselig står ude foran hoveddøren med en rose, men det får ikke nødvendigvis vælgerne til at stemme på en mindre velegnet lokal borgmesterkandidat.
Vi brugte rigtig mange penge på annoncering, to 16-siders valgaviser og kandidatpjecer (ialt tre totale omdelinger til alle husstande v.h.a. friske vælgerforeningsmedlemmer). Det virkede – men selvfølgelig KUN fordi vi havde (og har) den bedste borgmesterkandidat, samt fordi vi havde været maksimalt synlige i hele den forgangne 4-årige periode.
M.v.h.
Kurt Scheelsbeck
Syntes det er lidt komisk at “door-belling” aabenbart er det helt store nye fra USA, naar det faktisk var en af Socialdemokratiets vigtigste kampagnemetoder tilbage i slutningen af 1800’tallet.
Brugt på den rigtige måde kan dørklokke-ringning vel være et godt redskab? Og har V og K så et problem? For er jeg den eneste der ikke kan forestille mig venstrefolk og konservative i stor stil stemme dørklokker?
5, Jo jeg har sædvanligvis sympati for kritik af unødvendige anglicismer. Men i dette tilfælde brygte jeg fagudtrykket for at understrege, at der der er tale om et udviklet raffineret værktøj. Det handler blot ikke bare om at stemme dørklokker. Det er ligesom det der er pointen med S nye satsning, at man har en intention om at gøre det systematisk og strategisk.
Men doorbelling er ikke i et våben, der kan løse alt. I Høje Taastrup gik vælgerne ikke overraskende for mig mere op i, at K stillede med en troværdig borgmesterkandidat. Det var dog nok gået anderledes godt for S, hvis Lykketoft – ud over at rigen på folks døren – også havde stillet op som borgmester 😉
6. Jeg kan tage fejl, men jeg mener ikke, at geodemografiske kort var opfundet i 1800-tallet. Ellers en kæk kommentar! 😉
Men kampagne og organisation er een ting, Jarl. Hvad med politikken? Jeg tror virkelig ikke, danskerne er til fals for et smil eller en rød rose.
Og socialdemokraterne står simpelt hen ikke for noget markant anderledes ifht. VK. Der er ikke penge til velstandsforbedringer, og jeg tror ikke, danskerne vil betale mere i skat. Jeg tror også et flertal af danskerne er tilfredse med den ‘faste og fair’ udlændingepolitik, og der ved de godt, at de ikke kan stole på s, sf og især ikke r.
9: Med en stemmeprocent på knap 66, handler valgkampagne ikke kun om at få folk til at skifte side, men også om at få sine potentielle vælgere til at stemme. Og der kan et smil og en rød rose sikkert gøre sit.
Dataprogrammet havde de naeppe, men mon ikke sosserne havde en ide om, at hvis man fik alle dem der boede i baggaardene langs noerrebrogade til at stemme, saa ville det gavne dem paa valgdagen.