I 'The Candidate' fra 1972 spiller en yngre Robert Redford hovedrollen som en tidl. guvernørs søn Bill McKay, der modstræbende går i sin fars fodspor, fordi han har evnen og dermed pligten til at redde Californien fra den mangeårige siddende (republikanske) senator. Det er naturligvis en ond gammel mand, der laver politiske forretninger i korridorerne i Washington og er ligeglad med miljøet, fordi han kun tænker på olieselskabernes interesser og sit eget genvalg. Det må den liberale kandidat naturligvis gøres op med:
'Vote for McKay '“ there's got to be a better way!'
At 'The Candidate' foregår og er indspillet i begyndelsen 1970'erne ses også på længden af bakkenbarter og skjorteflipper. Filmens manuskript er i øvrigt skrevet af en af taleskriverne i demokraten Eugene J. McCarthys præsidentvalgkampagne i 1968. Den kom i kølvandet på flowerpower-bevægelsen, miljøforkæmpernes gennembrud og ikke mindst venstrefløjens modstand mod Richard Nixon, som samme år som filmen fik premiere var i gang med – og uden de store problemer – at blive genvalgt til præsident. (Forinden havde han dog ladet nogle af sine folk bryde ind i Demokraternes hovedkvarter i Watergate i Washington, men det vidste man endnu ikke…) Alligevel ser man Nixons eller måske Californiens daværende guvernør Ronald Reagans alter ego i filmen '“ den kyniske republikanske modkandidat Crocker Jarman '“ som lade sig genvælge i kraft af sin evne til at tale 'i øjenhøjde' til den lille mand. (Præcis som Nixon og Reagan). Han laver ifølge filmen 'tricket' med, at argumentere snusfornuftigt (og meget anti-keynsiansk/anti-socialdemokratisk) at staten ikke må give flere penge ud end den får ind.
Redford, der som en anden ungdomspolitiker er helt ren af hjertet, pakkes modstræbende ind af sine egne rådgivere og spinfolk. Lidt efter lidt bliver han dog selv grebet af spillet og derfor begynder at strømline både sin personlige stil og sine politiske synspunkter for at tækkes vælgerne. Prisen bliver imidlertid, at McKay mister både fokus på, hvad han egentlig vil og efterhånden også sin sjæl. Men alligevel ender vores helt med at krænge overfrakken af rådgivere af ved pludselig at tale 'ærligt' og direkte til vælgerne om sine visioner og i øvrigt ikke specielt klare planer i en grad, at han vinder troværdighed. ( Og naturligvis ender han med at slå 'The Dark Side', den republikanske skurk.) Filmen dokumenterer udmærket at teknikkerne, dilemmaerne mv. i valgkampe stort set er de samme som i dag herunder brugen af negative kampagnefilm. Og så er moralen – naturligvis – at man skal lade være med at lave sig om, men sige ærligt og lige ud til vælgerne, hvad man mener og står for. Ak ja.
Og som dansepigerne i McKay-kampagnen synger: “'¦U.S. Congress here we coooooooome!”
Eller som kandidaten siger i et øjeblik, hvor mikrofonerne er slukket: “Vote for McKay you Middleclass honkiees!”
Det er en god film, der sagtens kan genses mange gange for dens mange fine detaljer og stemninger fra kampagnecirkuset.
Man kan endda se den her:
6 kommentarer til “Alletiders Spinfilm II: 'Stem på McKay'”
Helt enig. Det er også en af mine favoritfilm. Den bedste scene er en af de sidste, efter at han har vundet og nu sidder forpustet, forvirret, og fortvivlet spørger sin kampagneleder, “What do I do now?
Han er netop den perfekte candidate og vil sikkert blive en lousy guvernør.
Helt enig, en fin film, selv om Redfords karakter er en smule for karikeret i sin “uskyldighed” og i sin modvilje mod det politiske game – måske det er bare er 70’er tonen i filmen.
I øvrigt fin tendens med gode tips til politiske film her på bloggen. Personligt synes jeg for eksempel “The Contender” altid er et genkig værd, selv om den ikke følger en kampagne som “The Candidate”.
Så for nylig “Milk” som også kan anbefales for sit indblik i amerikansk lokalpolitik og bøssebevægelsens kamp i 70’ernes USA. Og nu vi er ved anbefalingerne, så skal “Man of the year” også nævnes, om ikke andet, så for citatet “Politikere er som bleer. De skal skiftes jævnligt og af de samme grunde…”
Når man taler film der omhandler spin, så er “Wag the Dog” fra 1997 med Dustin Hoffman og Robert De Niro fantastisk underholdende. 🙂
Jarl, hvad med en anmeldelse af Jean-Paul Sartres teaterstykke “Urene hænder”?
Det er efter min mening noget af det bedste, der nogensinde er skrevet om enhver politikers dilemma mellem idealerne og de politiske realiteter…
4. Tænk at jeg har en læser med indsigt i franske skuespil! 🙂
Jeg har læst Camus, men ikke Sartre. Jeg nærer en grundlæggende afsky og skepsis overfor skribenter, som abonnerede på Moskvatro-kommunisme. Sartres personlighed forekommer mig i det hele taget utiltalende.
Men derfor kan hans stykke jo være udmærket! Sandheden er imidlertid, at jeg kender det ikke.
Men tak for dit velkvalificerede indspark. Jeg er bare ked af ikke at kunne give dig noget modspil på dette punkt. 😉
Blot endnu en anbefaling: All The KIng’s Men med Sean Penn.
En oprindeligt naiv politiker bliver formet gennem de værste tricks det politiske spil kan byde på.
http://www.imdb.com/title/tt0405676/