Gammelfar vendte tilbage

Det er for længst gået op for de fleste '“ undtaget ham selv '“ at Bendt Bendtsen ikke ret meget længere bør være leder af Det konservative Folkeparti. I hvert fald ikke, så fremt at partiet skal have vælgermæssig fremgang.

Ikke desto mindre så er Bendtsen så glad og fornøjet ved at være vicestatsminister og dermed i toppen af regeringen, at han ikke har tænkt sig at vige pladsen som partileder foreløbig. Hverken for Lene Espersen eller Connie Hedegaard.

De fleste konservative mener dog efterhånden, at det store 'showdown' i partiet mellem de to med henblik på at efterfølge Bendtsen som partileder er aflyst, da Hedegaard i realiteten har opgivet at vinde over Justits-Lene. Hedegaard holder i stedet 100 pct. fokus på at få klimatopmødet til at blive en kæmpesucces.

Imens kæmper Lene Espersen en kamp mod Venstres Søren Pind om at tegne VK’s værdipolitik på retsområdet. Hvad Venstres egentlige retsordfører Kim Jeronimus 'Det kan man ikke' Andersen bestiller i den anledning, det vides ikke. Han kommer altid for sent i debatterne og som regel med det forkerte budskab i forhold til, hvad de borgerlige vælgere vil høre.

Bendtsen er som bekendt til daglig minister i den marskandiserbutik, som Økonomi og Erhvervsministeriet jo er. Som det er mange bekendt, så stod embedsmændene ved regeringsdannelsen i 2001 med en politiker, som ikke talte et ord fremmedsprog og i øvrigt ikke har særlig mange andre intellektuelle færdigheder, end dem man får ved at have skrevet politirapporter i 20-25 år. Ministeriet han skulle have, måtte derfor endelig ikke blive for teknisk og skulle helst være noget meget generelt ressort, men dog stadig tungt, nu da manden var leder af det lille regeringsparti. Så tog man lidt her og dér fra ressortområderne op i en shaker, rystede lidt og hældte op i et glas: Økonomi- og erhvervsministeriet var født.

Bendtsen har dog efter syv år i jobbet fået masser af selvtillid. Han er sådan rimeligt meget inde i stoffet, har evne til at holde talen som andre har skrevet for ham med alle de fine fremmedord, som han med statsgaranti ikke kendte før. Men de store improvisationer '“ det er ikke ham. Bendtsen er tydeligvis generet af, at der ikke findes ret mange politikere, embedsmænd eller sagkundskab, der er særligt imponeret af hans viden i dybden om sit ressortområde. Normalt betyder det ikke så meget. Politikere skal være politikere '“ og ikke eksperter. Alligevel kan det betyde noget politisk, når og hvis en politiker optræder som – og med – autoritet, men det er langt fra hver gang. Forleden så man et eksempel på det i et Ritzau-telegram, hvor der i overskriten stod: at 'Bendt Bendtsen ser med alvor på finanskrise'.

Videre stod der, at Bendtsen dog understregede, “at dansk økonomi er solid.”

– Den danske banksektor er primært eksponeret imod den danske og europæiske økonomi. Og den danske økonomi er grundlæggende sund og stærk. Men der er ingen tvivl om at usikkerheden på de internationale finansielle markeder er større end i lang tid, og der er fokus på likviditet. Og bølger fra USA slår også ind i Europa, sagde Bendtsen.

Tjah man ser det for sig: Handlen stopper på fondsbørsen, altmens hele markedets aktører, bankerne, kapitalfondene, ja selveste nationalbankdirektøren og de økonomiske vismænd fra universiteterne stopper op i deres gøremål, for derved at lytte andægtigt til, hvad politibetjenten fra Fyn har at sige om verdensøkonomiens indflydelse på dansk økonomi. Ja, det er i grunden mærkeligt, at Bendtsen ikke skal tale ved det næste topmøde i World Economic Forum i Davos…

Bevares, Bendtsen har embedets autoritet, men for mig at se kunne man i stedet lade Thomas Blachman fra X-faktor eller varmemesteren Carsten “Unforgiven” Hansen udtale sig om samme emne. Ærligt talt, Bendt Bendtsen fremstår som den lille mus, der står midt ude på en bro og hopper, mens han siger til den anden mus: “Ih hvor vi gungrer!”

Den meget forhenværende statsminister Poul Schlüter kom i påsken, forbi KUs landsråd for at peppe de ungkonservative lidt op, nu da de ikke kunne gentage sidste års stunt med at stemme om hvem der skulle være Bendt Bendtsens efterfølger. Schlüter sagde det, som de fleste ved, at de konservatives opbakning ikke rokker sig ud af stedet, fordi de ikke tør mene så meget – hvad der naturligvis blev udlagt som en kritik af Bendtsen. Men ikke hele pressen gad høre efter hvad gammelfar sagde første gang, så en uge efter gentog Schlüter hele smøren i Politiken:

– For mig er det helt utilstedeligt, at vi kun har 18 mandater ved valg efter valg. Der skal man passe på, at vi ikke bliver låst fast. Der er langt flere konservative vælgere end de, der nu sætter kryds ved liste C «, sagde Schlüter, der i 1984 fik det bedste valgresultatet nogensinde for “konser’ne”.

De konservative på Christianborg med den politiske ordfører Henriette Kjær i spidsen slog dog tilbage mod 'gammelfar', der i øvrigt snart runder de 79 somre. Han fik at vide, at det nu var 'en ny tid':

'Vi, der færdes på Christiansborg hver dag, ved, at tiderne er anderledes, end da Poul Schlüter selv stod i spidsen for partiet. Og vi har forståelse for, at han har svært ved at følge den politiske dagsorden lige så tæt, som da han selv var partileder”, lød det sarkastisk fra Kjær i en pressemeddelelse.

Oversat til dansk sagde hun: “Tag nu og hold nu din kæft, gamle og meget forhenværende nar!”

Bendtsen selv var langt mere elegant i sine udtalelser, hvilket nok også var nødvendigt for ikke at lyde presset:

– Jeg holder utroligt meget af Poul Schlüter, men dansk politik har jo ændret sig meget de sidste 15-20 år, og jeg kan sige, at Det Konservative Folkeparti gennemfører masser af værdipolitik hver eneste dag, og vi har en hamrende god folketingsgruppe i øjeblikket.

På dansk: Schlüter har fået pip og hører i virkeligheden til et på et alderdomshjem for senile. Vi sidder nu og administrerer butikken hver dag, og det går fint. Der er endelig og langt om længe ingen i gruppen, der laver ballade. Heldigvis, så er der langt tid til valget, så vi behøver ikke at overanstrenge os med at fortælle vælgerne om, hvad vi i det hele taget foretager os.

Alle ved, at Schlüter har ret, selvom man også må konstatere, at den gamle statsminister risikerer at sælge ud af den respekt, der i øvrigt står om ham. Men der er da også dem, der mener, at der med Schlüters efterhånden mange gode og utidige råd til efterfølgerne ikke er så farlig megen respekt tilbage at sælge ud af.

Men jeg letter trods alt alligevel på hatten for 'det gamle ulvesmil', for at sige tingene, som de nu og engang er.