Radikale i en ønskeposition?

Indlæg ved Det Radikale Venstre i Indre Bys grillaften den 11. juni 2008.

I bør glæde jer I gode folk i Det radikale Venstre. For det er da ved at være ganske længe siden, at I er blevet et midtpunkt '“ i hvert fald for diskussion – i dansk politik.

Selveste statsministeren kunne i dag under afslutningsdebatten ikke lade være med at tage udgangspunkt i udtalelser fremsat af en radikal leder. Det er ellers blevet relativt sjældent, at I sådan for alvor sætter en politisk dagsorden. Så allerførst tillykke med det!

Det kan være, at de radikale ikke begyndte den politiske sæson særlig godt. Ved folketingsårets begyndelse stod I til alvorlige tæv hos vælgerne. Og folketingsvalget bekræftede jeres værste anelser '“ og jeres politiske modstanderes håb! I blev nærmest halveret.

For Margrethe Vestager og hendes væbner Morten Østergaard har det været en vælgerlussing, men ikke noget politisk ground zero. For de radikale er hvor de hele tiden har været: Liberal eller 'slap' indvandrerpolitik, noget der ligner inaktivistisk udenrigspolitik og Jelvedsk økonomisk politik. Det sidste er jo en specialitet. Lavere personskatter skal finansieres af højere grønne skatter og ejendomsskatter plus en hård kurs overfor dagpengemodtagere.

De radikales politik her i 00'erne er derfor et rodsammen af Anders Samuelsensk skattepolitik, Enhedslistens indvandrerpolitik og klassisk socialdemokratisk dvs. Anders Foghs – økonomiske politik. Udenrigspolitikken har I nok for jer selv. Det er sådan lidt på den ene side og lidt på den anden side. Nu er det mest TIL DEN ANDEN side '“ forstår man på Anders Fogh, Kristian Jensen m.fl.

Egentlig har de radikale vel nærmest været dømt ude af det politiske søgelys siden i mistede regeringsmagten i 2001, men det gik helt galt, da Naser og Anders Samuelsen startede deres Ny Alliance-projekt op og havde kurs mod stjernerne. I maj sidste år så det næsten ud til at de radikale 'kom til at skylde' efter et valg. Nå NA'ernes luftkastel fusede hurtigt ud, men det fik da den konsekvens at I LANGT om længe fik gennemført et nødvendigt generationsskifte. Marianne Jelveds statsministerdrømme havde tæret på vælgertilliden '“ der var behov for en ny start og en ny leder. Som dog viste sig at have NØJAGTIGT den samme politik som Jelved.

Sidste år i juni valgte den radikale folketingsgruppe så Margrethe Vestager som ny leder. Det var ingen overraskelse. Til gengæld kan man stadig høre det brag, der lød, da den samme gruppe dumpede Morten Helveg som gruppens næstformand!

Efter pressemødet i Dansk Design Center, så blev lamperne slukket og så rendte Ny Alliance og senere SF, ja selv socialdemokraterne med medieopmærksomheden. Margrethe Vestager blev med tiden det grå slotsspøgelse, der huserede på Christiansborg, og som ingen rigtigt regnede med.

Det har dog ikke været så slemt hele tiden. Sidste år kunne danskerne opleve Elsebeth Gerner rende rundt i burka og blive fotograferet nede ved Skovserkonen ved Højbro. Og vi er stadig nogle der kan huske det diabolske blik hun sendte Pia Kjærsgaard i den famøse udgave af debatten på DR.
– I er farlige, sagde Gerner dirrende med et fanatisk blik i øjnene. En radikal fanatiker '“ det er jo ikke lige det I er kendt for '“ sådan historisk set.

24-års reglen var en radikal specialitet, men den røg ud før valget i en gestus til Socialdemokraternes formand, der siden Jelved forlod tronen så også er blevet de radikales statsministerkandidat. Ikke at det hjalp så meget ved valget, hvor SR samlet tabte. Stort. Både til regeringen og NA, men især til Villys Søvndal, som ved valget løb med en god portion af tidligere radikale vælgere.

Nå åreladningen af nogle af jeres folk '“ mest i anden geled – til Ny Alliance har I jo nok overvundet. I mellemtiden minder de tre NA'ere mere og mere som The Marx Brothers hvor der trylles mere og mere liberalistiske idéer op af hatten. Og hvis billedet passer '“ så må Anders Samuelsen være en allestedsnærværende og energiske Groucho Marx. Naser har fået tilkendt statistrollen som Zeppo Marx, mens Jørgen Poulsen kan være den umælende mundharmonikaspillende Harpo Marx.
I takt med at NA nærmer sig '“ ikke spærregrænsen '“ men 0,0 procent af vælgerne i meningsmålingerne, så lyder de mere og mere som den evigt optimistiske, men evigt uheldige og forgældede Mr. Micawber fra Dickens David Copperfield, som hele tiden forsikrer omgivelserne om, at ' et eller andet vil dukke op' og redde situationen.

Indtil videre så tyder det på at Ny Alliances wunderwaffe er den rene og skinbarlige liberalisme med 40 procent i indkomstskat, mindre stat osv. Det glæder sådan en, som mig, men NA'ernes problem er uoverstigelige. Deres troværdighed hos vælgerne er forduftet, uanset at Samuelsen småpatetiske forsikringer om, at en 'NA-loppens gøen' kan udrette politiske resultater.

Så det kan godt være, at de Radikale ikke er så radicoole, som de har været, men partiet er i det mindste ikke helt til grin, som deres fætre ovre i Ny Alliance.

Men hvad med de politiske resultater for husmændenes, degnenes og de veluddannede storby-menneskers parti, thi sagligheden er jo og har til altid været de radikales adelsmærke? Bevares '“ de radikale indgår forlig med regeringen, og har indflydelse, men det ER nu ikke som i de gode gamle dage.

Så de radikale peger så '“ som forklaring på deres egen misere – på den førte blokpolitik her til lands, der angiveligt føres af VK-regeringen sammen med støtterne i Dansk Folkeparti. Men det er dog veldokumenteret, at langt det meste lovgivning gennemføres med brede flertal. Og den slags saglige argumenter plejer ellers at veje tungt hos radikale.

Nå. Der er jo også andre måde at markere sig på, og som før nævnt, så er det faktisk de radikale, der stjæler mediebilledet i disse uger. Først vil Margrethe Vestager diskutere en ændring af Danmarks aktivistiske udenrigspolitik blot få timer efter, at terrorbomben sprang foran vores ambassade i Pakistan. Hvorvidt timingen for udmeldingen var genial. Tjah. Her må man vel fremhæve, at i hvert fald Enhedslisten var enig heri. Og dertil også Holger K '¦ i hvert fald i nogle minutter indtil Villy Søvndal ændrede på den sag, sådan at SF heller ikke synes at timingen var i top. En måling viste, at KUN 70 procent var uenig i Vestagers synspunkter. Mon ikke man ser det som en ros i det radikale gruppeværelse? Man ser det for sig. Vestager konkluderer på et gruppemøde: Hvis så mange vælgere tager fejl om regeringens aktivistiske udenrigspolitik, så kan vi kun være på rette spor!

Vestager har siden været genstand for den meget yndede politiske disciplin'¦.ja man kan måske endda tale om folkesport. 'Radikal-bashing'. Sporten, der dyrkes i alle de store partier går ud på håne, nedgøre og spotte de radikale. For jeres vægelsind og jeres krav og jeres bedrevidenhed. Har et folketingsmedlem et møde hjemme i vælgerforeningen, og dagsordenen ser lidt tynd ud, så kan han eller hun altid trække det radikale kort op og lommen og lade de radikale gøre det ud for en verbal fastelavnstønde. Til stor morskab og glæde for alle tilhørerne. Det synes I naturligvis er både plat og primitivt, men her til er der kun et at sige: I er jo også '“ af alt '“ netop radikale'¦

Blev Vestager mødt med megen kritik igennem pressen, så fik Morten Helveg ryddet forsiderne '“ og denne gang var det IKKE som ugens brandert i Se og Hør. Næh Amors pile var nu nået til partiets forsvarsordfører, som der forleden stod i BT. Ungersvenden Morten havde været på ferie i Berlin med en ej ukendt TV-værtinde, og det var da dejligt. Forbindelsen fik ikke mindre en tre Helveg-politikere i den kulørte presse med det glade budskab om den nyfundne kærlighed. Morten ville nu ikke uddybe forholdet til sin nye forbindelse, men det ville til gengæld gammelfar Niels og lillebror Rasmus '“ den ny folketingskandidat i Holbæk-kredsen. Det er jo partiets ældgamle højborg som tidligere har fostret radikale politikere som Ole Vig Jensen, Ole Glahn og nå ja Anders Samuelsen. Jeg gad i øvrigt vide, hvad unge Simon Emil Ammitzbøll siger til den nye konkurrence i Sjællands Storkreds fra den yngste Helveg?

Foreløbig skiller Simon Emil sig da ud hos de radikale vælgere ved at ville stemme for regeringens forslag om tørklædeforbud for juridiske dommere i danske retssale.
Ammitzcøl var næppe populær hos sine egne, da han forleden frejdigt sagde følgende:

Jeg tror, at brødrene Brandes roterer så meget i deres grave, at de kunne bore en Storebæltstunnel, hvis de kan se, hvad Det Radikale Venstre laver i den sag.

Men i denne uge VAR Morten Helveg tilbage i medierne, og i forlængelse af Vestagers lapsus i forrige uge var det denne gang med et forslag om at lave en samlet dansk sikkerhedspolitisk strategi, der skal revideres årligt. Umiddelbart lidt diffust, men tanken er, at Danmark skal satse mere på diplomati (Hvorfor har ingen tænkt på det før?), skal gøre noget mere ved problemerne i Afrika, energiafhængigheden og klimaproblemerne. Det kan da være meget godt, og Udenrigsministeren turde da heller ikke tage afstand fra idéen. Det satte de radikale på dagsordenen denne dag '“ og Morten Helveg med noget politik.

Men nu er det ikke kun Per Stig Møller ene om at føre regeringens udenrigspolitik. Regeringspartneren har også noget at sige. Og i Venstres optik, så fører Morten Helvegs forslag om en udenrigs og sikkerhedspolitisk strategi lige lukt til en Radikal sikkerhedspolitik med mere ulandsbistand, P.Munch i 1930'erne, Fanden og hans pumpestok. Som en Venstreminister udtrykte det på et gruppemøde: Radikal udenrigspolitik har fanden skabt! Så nu er Per Stig Møller og Søren Pind røget i totterne på hinanden. Så ét resultat har Morten Helveg da medført ud over at have markeret radikal politik '“ og det er at udstille uenighed i regeringen. Ikke dårligt!

Det er ellers ikke, fordi Anders Fogh mangler problemer. Ja jeg taler ikke om konflikten på det offentlige arbejdsmarked, som tilsyneladende får lov at køre. Det går mest ud over fagforeningerne mere end det går ud over Fogh. Det er åbenbart holdningen i Prins Jørgens Gård nr. 1. Fogh og Co. satser tilsyneladende på at tømme de strejkende fagforeningers strejkekasser, så organisationerne og deres medlemmer dermed får en huskekage, som de sent vil glemme.

Fogh har andre mere reelle problemer. Han siger, at han ikke er kandidat til et internationalt topjob '“ og ingen tror ham og navnlig ikke befolkningen, hvis man skal tro meningsmålingerne. Men hvis – HVIS – irerne stemmer nej til Lissabon-traktaten på torsdag, så kan det '“ måske – stikke en kæp i hjulet på Foghs fremtidsplaner. For en tid. Det afsporer dog næppe processen mod det nye EU, hvor Fogh måske får en toppost. Men inden han når så langt, så skal en række forbehold fjernes.

Fogh har jo i dag signaleret, at en dato for folkeafstemning kommer efter sommerferien. Det tyder på en hurtig afstemning, måske allerede i september. Det er de færreste, der tror, at det også indbefatter en Euro-afstemning. Det bliver en stor opgave for Fogh at få et flertal af danskerne til at æde den.

Selvfølgelig har NA set muligheden for at profilere sig blandt borgerlige nej-sigere! Man kan ikke rigtigt se på Samuelsen og Khader at de begge engang har været radikale, når de er så populistiske!

Nå de radikale kan glæde sig til tiden efter Fogh:
Hans efterfølger finansminister Lars Løkke Rasmussen har brugt det halve forår til at forklare vælgerbefolkningen at hans mange bilag ikke får betydning for hans evne at styre landet. Vi får se hvad den biografi, som nu skrives om Løkke '“ af en tidligere konservativ spindoktor – kan berette af artigheder om finansministerens liv og levned. Mon ikke at alle – minus Lars Løkke og hans hird i Venstre – allerede glæder sig?

Imens er de i Venstre ellers begyndt at slås om 'hvem der skal efterfølge efterfølgerne'. Pludselig sprang Søren Gade ud som liberal forrige mandag. Det skete i Lars Løkkes yndlingsavis Nyhedsavisen. Og i denne uge melder Kristian Jensen, at Margrete Vestager er UEGNET til at sidde i regering – og i øvrigt går terroristernes ærinde ved at foreslå udenrigspolitikken ændret! Ja det er vel forhåbentlig ikke en borgerlig regering Jensen har i tankerne, som Vestager ellers skulle sidde med i? Man er forvirret på et højere plan.

Men det er alt andet lige et raffineret karaktermord på Vestager som VK og Dansk Folkeparti har gang i. Man kan kalde det for politisk stigmatisering, og Fogh har forfulgt unge Jensens retorik mod den radikale leder, der til gengæld betegner kritikken for 'helt ude i egnet' Ja det er det måske, men kritikken er '“ desværre for de radikale '“ meget effektivt. Til gengæld kunne Vestager i sin replik betræde nye sproglige græsgange med blomster som, 'at statsministeren er syret', og selvfølelsen hos den radikale leder – efter kun et enkelt år på posten – fejler bestemt intet, når man kan betegne en statsminister med syv år på bagen, som værende 'uden statsministerformat'.

Måske er der et marked for Vestagers opsigtvækkende udenrigspolitiske meldinger? Der skal da nok være stemmer at hente '“ især blandt Enhedslistens og SFs vælgere '“ og i al fald hos flere end de ca. fem procent, der for tiden overvejer at stemme radikalt.