Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen er begyndt bl.a. i et nyligt interview med Ritzaus Bureau at forsvare sin regeringsperiodes økonomiske politik. Det skriver Berlingske lørdag, hvor man lidt kunstigt forsøger at skabe en konflikt mellem Venstres nuværende og tidligere statsminister.
Bevares, det er ikke sådan, at der IKKE består en konflikt mellem Fogh og Løkke. Sidstnævnte kan fx ikke udstå den førstnævnte, der omvendt heller ikke har den store respekt for sidstnævnte. Sådan plejer det jo ofte gerne at være mellem politikere inden for deres eget parti, der efterfølger hinanden. Tænk bare på Poul Nyrup Rasmussen-Mogens Lykketoft, Tony Blair-Gordon Brown osv.
Det er heller ikke fordi, at der er ikke er en stor forskel på Anders Foghs uansvarlige økonomiske politik og så Løkkes helt anderledes ansvarlige økonomiske politik. Men den har ikke været dikteret alene af politikernes præferencer men mest af alt af de underliggende politiske og økonomiske forhold. VKO-blokkens flertal var fasttømret og red på en økonomisk fremgangsbølge. Siden 2008-09 har Løkke først som finansminister og siden som statsminister tværtimod måttet slås med finanskrisen, og nu uden det klare VKO-flertal.
Da det ikke står soleklart for alle, må Berlingske derfor nødvendigvis hidkalde Ekstra Bladets politiske kommentator til at skære sagen til for de tungnemmeste af læserne:
Hans Engell, tidligere konservativ topminister og i dag politisk kommentator, mener, at Lars Løkke og Anders Fogh i øjeblikket reelt strides om at undgå at blive skydeskive for kritik af den økonomiske politik under højkonjunkturen, selv om den blev brugt til at afdrage megen statsgæld.
»Fogh lod sig som statsminister ikke provokere af andre politikere eller medierne. Jeg tolker dette udspil sådan, at Fogh er meget optaget af sit politiske eftermæle i Danmark. Og at han åbenbart er bekymret for, at der danner sig et billede af, at han ikke som statsminister udviste rettidig omhu, « siger Engell.
Berlingske Tidendes redaktion har sikkert haft dårlig tid til at læse artiklen med Engells udtalelser, før de skulle lave rubrikkerne. For overskriften lyder: 'Foghs forsvar vækker undren' med underrubrikken; 'Anders Fogh Rasmussens desperate kamp for sit eftermæle i den økonomiske politik vækker undren blandt eksperter.'
Nu ved jeg ikke, hvilke – eksperter – (i flertal), der er tale om, for det er kun Engell, der ifølge Berlingske 'undrer' sig.
Men hvad er der egentlig underligt ved, at Anders Fogh Rasmussen er optaget af sit eftermæle?
Hans Engell er i hvert fald den sidste, der kan lade sig forundre over det. Han har indtil videre skrevet to fremragende erindringsbøger om sit politiske liv, der bl.a. helt renser ham selv for at have deltaget i intrigerne hos de konservative i halvfemserne.
Men det ved man måske ikke hos Berlingske Tidende? De kan jo ellers spørge deres chef, Lisbeth Knudsen, der var kollega med Engell på bladets Christiansborgsredaktion tilbage i halvfjerdserne og har fulgt godt med lige siden.
Og siden hvornår har politikere IKKE været optaget af deres eftermæle? Tør man foreslå Berlingskes redaktion at tage en tur rundt i Kongens Kjøbenhavn, der er tilplastret med bygninger af en hvis Christian, der huserede på de samme kanter i årene 1588-1648. Der er vel næppe en statue, et mauselæum eller en bygning, der ikke er blevet rejst ud fra den samme hensigt.
Vækker det så stadig undren hos Berlingske over at magthavere og tidligere magthavere er optaget af deres eftermæle?
P.t. læser jeg selv tidl. finansminister Knud Heinesens erindringer 'Min krønike' fra 2006. Generelt sublim læsning, hvor socialdemokraten fremviser en for mig indtil da ukendt knastør sarkasme, hvor han især spidder sine egne partifæller for deres uansvarlige økonomiske politik. Det går især ud over Svend Auken (, der havde et 'statsfinansielt lyssyn'), Ivar Nørgaard og Jens Risgaard Knudsen, men i særdeleshed også LO-bossen Thomas Nielsen og hans væbner Poul Nyrup Rasmussen, der nægtede at se de økonomiske realiteter i øjnene og derfor tvang Anker Jørgensens regeringer til at lade stå til midt under halvfjerdsernes alvorlige kriser. Heinesen giver dem næsten skylden for, at S herefter måtte ud i 10 års politisk ørkenvandring, fordi befolkningen og især de radikale havde mistet tilliden til dem. Naturligvis er det Heinesen, der også polerer sit eget eftermæle. Men da han er mere troværdig end alle de andre, så lykkedes det også for ham.
Men på Berlingskes redaktion ville den slags jo nok vække undren'¦
7 kommentarer til “På Berlingske forundres man over magthavernes optagethed af deres eftermæle”
Med andre ord: Pressen fortsætter med personsager, fordi de ikke er i stand til at sætte sig ind i dét, der rent faktisk betyder noget.
Jarl, jeg forstår ikke helt pointen. Jeg var overrasket over det tilsyneladende meget ringe forhold mellem LLR og AFR. Dine bemærkninger om at LLR “ikke kan udstå” AFR og at AFR “ikke har meget respekt for” LLR peger da i samme retning eller hur?
PNR havde jo grund til at være mindre begejstret for Lykketoft i og med at han mere eller mindre aktivt havde bragt Nyrup til fald.
Her taler vi om samarbejdspartnere gennem 10 år, og AFR kronede LLR til statsminister. Tæl mig med til De berlingske tåber: Jeg er dybt overrasket over at klimaet tilsyneladen er så skidt.
(og i øvrigt over at AFR ikke kan holde sin kæft. De virker mærkeligt udisciplineret af ham. Ikke normalt hans mest fremtrædende karaktertræk)
2. Det er nu langt fra første gang, at jeg på denne blog har skrevet, at Løkke ikke er nogen stor fan af AFR. Der har været flere opgør – helt tilbage fra Løkkes tid som indenrigs og sundhedsminister, hvor han følte sig holdt udenfor. Det var relativt sent at han kom med i koordinationsudvalget. Foghs behov for at føre sig frem til landsmøder efter at han er gået af, har ikke bedret situationen.
Det er derfor ikke første gang, at Fogh har forsøgt at føre sig frem på den indenlandske dagsorden for at bevare sit eftermæle. Nu er det så den økonomiske politik i perioden, som han føler behov for at forsvare.
Men det kan vel ikke ligefrem “undre” nogen, at magtmennesker som Fogh forsvarer den førte politik i deres regeringstid. Det havde jeg nu aldrig troet, at jeg skulle diskutere med dig, Madsen!
Så er der Mandagens mindre bombe – Per Stig Møllers fravær:
Per Stig Møllers mødefravær er ikke gået ubemærket hen i Bruxelles. Hverken danske eller udenlandske diplomater, som Mandag Morgen har forelagt kortlægningen for, er overrasket over resultaterne. Den tidligere udenrigsministers lave mødefrekvens har været en velkendt sag i Bruxelles
https://www.mm.dk/per-stig-m%C3%B8ller-udeblev-fra-hvert-tredje-eu-m%C3%B8de
Mon ikke det stiller Lene Espersen i et helt nyt skær, særligt hvis der kommer en selvrangsagelse i medierne.
Det er nu ikke kun Hans Engell og Berlingske, der undrer sig.
http://politiken.dk/politik/article1030969.ece
Overvismand Hans Whitta-Jacobsen gør det også.
Til Politiken siger han bl.a.: “På boligmarkedet var den store skurk fastfrysningen af ejendomsværdiskatten. Det bidrog til ekstra store stigninger i huspriserne, og derfor er der også ekstraordinært store fald nu”.
Og han er ikke venligere, når han behandler finanspolitikken og efterlønnen.
Så ja: selvfølgelig er Fogh optaget af sit eftermæle. Han må med vemod tænke tilbage til den glade tid (2004), hvor man i Jyllands Posten fx kunne læse følgende læserbrev:
“Statsministeren har ved sit seneste besøg i Det Hvide Hus endnu en gang vist, at vi har en dygtig og kompetent leder af vort land.
(..)det (blev) slået fast, at Danmark er og bliver en nær allieret med USA, samt at vi bliver i Irak og gør arbejdet færdigt. Den forudsigelige og valgtaktiske kritik fra Jeppe Kofod (S) af statsministerens besøg bestyrker kun billedet af Anders Fogh Rasmussen som en ægte statsmand”.
Det er blevet lidt småt med den slags på det seneste..
5. Jo men Whitta-jacobsen undrer sig vel ikke i sig selv over, at Fogh forsvarer sit eftermæle? WJ kritiserer jo bare den førte økonoimiske politik i perioden.
Virkelig sært hvis Hans Engell undrer sig. I hans bøger kan man da virkelig se han ikke bryder sig om fx Uffe Ellemann, Henning Dyremose og Per Stig Møller. Erkender han havde sin lod og del i magtkampe, men han får beskrevet sine modstandere på en måde så man forstod han fandt det nødvendigt at kæmpe imod dem.
Fogh og Løkke var også nære i min bevidsthed. Men alle kæmper mod alle i politik, særligt indenfor partierne. Som det gamle ordsprog siger, “vil du have en ven i politik, så køb en hund og sørg for den bliver valgt ind.”